Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget. |
Forfatter: Helene Uri
Oversætter: Anette Dina Sørensen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 352
Forlag: Klim
Hvem sagde hvad? er
en kortlægning af, hvordan sproget kan skabe ulighed kønnene imellem. Helene
Uri, som er tidligere sprogforsker og har en doktorgrad i lingvistik, har brugt
ti år på at undersøge, hvordan vi taler og hvordan vi tilpasser sproget til
modtagerens køn.
I
to dele – hver bestående af 12 kapitler – fremhæver Uri sproglige forskelle med
afsæt i virkelige kommunikationssituationer såsom artikler, nyhedsmedier, tv-udsendelser,
private og overhørte samtaler, men også fra forskningens verden, hvor hun inddrager
forsøg, der har påvist, hvordan vi kønner børn i sproget (at kønne nogen betyder,
at vi tillægger dem særlige egenskaber eller værdier udelukkende på baggrund af
deres køn, eller at vi forklarer deres adfærd med køn).
I
første del, dykker forfatteren ned i spørgsmålet om, hvorvidt mænd og kvinder taler forskelligt, og i anden del er det overordnede spørgsmål, om de omtales forskelligt. Hun anvender egen og andres forskning til at påvise, at
sprog aldrig er neutralt, og fremhæver især tendensen med at skrive ”kvindelig”
foran et velanset hverv (kvindelig læge, kvindelig forsker etc.). Det ville være
en fordel med overskrifter, som i højere grad fortæller, hvad der kan forventes
af kapitlet, men indholdet er der ikke en finger at sætte på.
For
at invitere sin læser ind i ulighedens univers lægger hun ud med at redegøre
for de – efterhånden velkendte – forsøg, der går under navnene Howard & Heidi/
Hans og Hanna. Forsøgene findes i utallige varianter, men med samme udfald. Når
vi skal vurdere to ens historier, CV’er eller kompetencer, finder vi oftest
manden mest kompetent, mest sympatisk og den bedste kandidat til at være leder.
Helene
Uri har gjort sit researcharbejde grundigt, og det bærer frugt, for som læser
bliver man mindet om alle de gange, hvor ens køn har spillet ind på udfaldet af
en given situation. Det er forfatterens talrige eksempler, der gør bogen
levende og nærværende, og den er alt andet end en tung og kedelig fagbog. Den
er et festfyrværkeri af genkendelse og aha-oplevelser. Alle sprogets områder og
’regler’ belyses, og Uri dykker sågar ned i det sære faktum, at drengebørn ofte
taler dybere end pigebørn (og vice versa) på trods af, at der endnu ikke findes
en fysiologisk forskel – der er altså tale om et tillært toneleje, og vores stemmer
er i lige så høj grad præget af kultur som af fysiologi.
Det
er morsom lænsning, fordi det er så genkendeligt. Samtidig vækker de nye
indsigter en vrede og fortørnelse, som er effektivt brændstof til forandring.
Jeg
kunne skrive og fortælle i evigheder om denne gennemførte grundbog i køn og
sprog, som burde indgå i pensum på ethvert humanistisk studie.