torsdag den 22. marts 2018

Boganmeldelse: Frida Kahlo af Isabel Sánchez Vegara


Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen sælges hos Williamdam.dk til DKK 115,- lige her

Titel: Frida Kahlo (Små mennesker, store drømme)
Forfatter: Isabel Sanchez Vegara
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 32
Forlag: Forlaget Albert

Det er en sand glæde at opleve, at en markant og stærk kvinde som Frida Kahlo får en platform, hvorfra hun kan være et forbillede for børn i hele verden. Selvom bogen byder på indsigt og lærdom, syner den ikke af lærebog, men mest af alt af lækker kvalitets coffee table book i børneformat.
Jeg husker tydeligt, da @barneboksamleren postede et billede af bogserien Little People, Big Dreams i sommers, hvor hun skrev, at hun så frem til den norske oversættelse. Jeg husker også, hvor meget jeg håbede, at de danske forlag også havde fået øjnene op for denne fremragende portrætserie, som henvender sig til børn fra 5-årsalderen og skildrer livet af nogle af historiens stærke kvinder. Alle seriens kvinder startede som små med en stor drøm, og de danske oversættelser udgives af Forlaget Albert under den samlede titel Små mennesker, store drømme. Den første bog i rækken er om maleren Frida Kahlo.
I bogen lærer vi, at Frida blev født i Mexico. Hun havde en sygdom som gjorde at hendes ene ben ikke udviklede sig normalt, men hun nægtede at lade sig stoppe eller begrænse af sin egen anderledeshed. Hun var en modig pige, som ikke spildte tiden med at beklage sig, men en dag bliver hun ramt af en bus på vej hjem fra skole. Ulykken efterlader hende sengeliggende, så for at få tiden til at gå, begynder hun at male. Da hun får det bedre, opsøger hun en berømt maler for at vise sine værker frem, og den berømte maler bliver både begejstret for Frida og hendes kunst, og de to kunstnere bliver gift. Frida bruger sin kunst til at udtrykke følelser og inden længe er hun blevet så populær, at hun udstiller i New York og får stor opmærksomhed. Da hun senere skal udstille i Mexico er hun blevet så syg, at hun ligger i sengen til åbningsfesten, som foregår rundt om hende. Hun lader sig ikke stoppe af noget, for hun vil inspirere folk verden over til at leve livet.
Sådan er fortællingen om Frida Kahlo i børnebogsportrættet, som de fleste spæde læsere vil kunne læse med på med hjælp fra mor og far. Siderne er prydet med flotte, farvestrålende illustrationer, og hver dobbeltside består af ca. 3-linjers tekst à 2 sætninger. Illustrationerne er med til at bære historien frem, og kigges der godt efter, byder de på detaljer, som læseren ikke får foræret i teksten. Detaljerne viser blandt andet, at Fridas far var fotograf, at hun var 18 år, da hun blev ramt af bussen og hvilket årstal hun døde. Bagest i bogen findes også en lille overskuelig tidslinje over Frida Kahlos liv, der kan bistå den voksne, som garanteret vil blive stillet uddybende spørgsmål om den beundringsværdige kunstner.



Huffington Post kaldte bogserien for enestående begynder-biografier til børn, og jeg kan kun erklære mig enig. Jeg glædes over muligheden for at lære vores børn om de mange handlekraftige og viljestærke kvinder, der findes og har været. Indtil for nylig har tendensen jo været at den historie, vi oftest fortæller, tager udgangspunkt i stærke mænd, og jeg fyldes med glæde over, at en markant og stærk kvinde som Frida Kahlo får en platform, hvorfra hun kan være et forbillede for børn i hele verden.
Bogen er oplagt til højtlæsning og til snak om illustrationerne, og de tykke sider og den gennemgående kvalitetsindbinding sikrer en bog, der både overlever undersøgende fedtede fingre og voldsom bladren.


Det eneste jeg kunne savne lidt, var en side dedikeret til Frida Kahlos politiske engagement – hendes arbejde med at bekæmpe undertrykkelse og hendes brud med sociale konventioner. Men den opmærksomme voksne kan måske selv snige en kommentar eller to ind undervejs (PS! Måske er sociale konventioner ikke lige det rette begreb til den 5-årige😉).
Men alt i alt, et helt fantastisk børneportræt, som jeg håber, man vil kunne finde på landets skolebiblioteker, og personlig glæder jeg mig enormt til de kommende udgivelser. Jeg spår, at denne serie også vil få mange voksne samlere.



PS: Før jeg modtog min egen bog, læste jeg en amerikansk anmeldelse, hvori der stod at bogen præsenterede for voldsomme billeder for børn. Her hentydede anmelderen til det billede, hvor Frida ligger i en blodpøl efter busulykken med ambulancen i baggrunden. Jeg nævner det, fordi jeg gerne vil imødekomme de bekymringer, der eventuelt kunne være hertil. Jeg opfatter anmeldelsen som et udtryk for en amerikansk pædagogisk kultur, hvor man forsøger at skærme børn fra ’det farlige’ i stedet for en mere dansk tilgang, hvor vi som oftest samtaler om og anerkender, at livet også byder på triste skæbner og hårde vilkår. Jeg tvivler i øvrigt også på, at danske børn (eller amerikanske, for den sags skyld) vil finde billedet skræmmende. 




onsdag den 21. marts 2018

Vinderen af grum og grusom giveaway

Jeg skal mange gange beklage, at jeg ikke har fået skrevet et indlæg om vinderen af Emelie Schepp-giveawayen, hvor I kunne vinde hele Jana Berzelius-serien. Den heldige vinder blev Henriette, som ønskes tillykke i videoen herunder.




Tak for jeres deltagelse!

fredag den 16. marts 2018

Boganmeldelse: Ondt blod af Emelie Schepp

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen sælges hos Willamdam.dk til DKK 100,- lige her.
Titel: Ondt blod
Forfatter: Emelie Schepp
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 408
Forlag: Politikens Forlag

Bid for bid eller bog for bog får læseren afsløret endnu en del af det komplekse menneske, der gemmer sig bag det kølige blik, den nypressede habitjakke og de høje hæle. Jana Berzelius er tilbage!
Da ambulanceredderne Philip og Sandra kaldes ud til alarm i Eneby venter der dem et noget makabert syn. En kvinde har fået skåret begge hænder af og sidder bundet fast til en stol med strips, og mens de to reddere farer rundt for at klargøre redskaberne til at redde hende, sidder hun langsomt og forbløder. Philip har ikke ligefrem fortjent medaljen som månedens medarbejder, men han gør alt hvad han kan for at redde den lemlæstede kvinde, hvis teenagedatter venter i rædsel ude foran huset. Med kun få dages interval går yderligere to alarmer, og makkerparret Philip og Sandra er igen de første på pletten ved tre sammenlignelige lemlæstelser, som alle har døden til følge. Inden længe følger en kamp om skyld og uskyld, og både job og privatliv synes langsomt at krakelere for den udmattede Philip.
Politiefterforskerne, Henrik Levin og Mia Bolander, må endnu engang på en vanskelig opgave med at finde frem til den iskolde morder, som hærger i Östergötland, og anklager Jana Berzelius har som altid mere end blot professionel interesse i, hvordan sagen udvikler sig. Berzelius er kommet på ekstra hårdt arbejde, fordi hun har fået uventet besøg fra fortiden – et besøg som kan få fatale konsekvenser, hvis det afsløres af nogen. Men hvad har Janas private sager med efterforskningen at gøre og hvilke konsekvenser får det uventede besøg?
Det er nogle af de spørgsmål der rejser sig, når Emelie Schepp byder på et gensyn med anklager Berzelius og kriminalkommissær Levin. Fortællingen bærer præg af en intensitet, som forstærkes af det store persongalleri og de tempofyldte skift i fortælleperspektiver, som Schepp mestrer til fulde.
Ondt blod kaldes for tredje selvstændige bind i bestsellerserien, men jeg vil foreslå enhver at starte med de to første, så Jana Berzelius virkelig kommer ind under huden på læseren. Berzelius er en benhård og ofte kold kvinde, og hendes kyniske og særegne behov for at distancere sig fra andre mennesker får langt større mening, hvis læseren starter med at erfare, hvordan hun blev Mærket for livet.
En af de helt store styrker i Emelie Schepps serie er, at der kun afsløres en lille flig af den fortid, der har været med til at præge vores hovedpersoner og gøre dem til de mennesker, de er. Bog for bog oplever læseren en langsom form for forløsning, efterhånden som de store livshistorier afsløres sideløbende med det drama, der udspilles i den enkelte bog.
Der er ingen tvivl om, at Schepp er en af mine storfavoritter, når det kommer til krimigenren. Karaktererne er troværdige, beskrivelserne er levende og vigtigst af alt, så er plottet fuldstændig uforudsigeligt, og jeg nyder, at hun gang på gang tager fusen på mig og holder mig vågen om natten. Tre vågne nætter skulle der til, og så var Ondt blod altså læst til ende. Og nu – kaffe!


PS:
Min mor er den ultimative krimielsker og mine Schepp-bøger har det med på mystisk vis at finde vej til hendes sengebord. Måske man skulle sætte kriminalkommissær Levin på sagen? ;)

PPS: 
I dag er sidste chance for at deltage i konkurrencen om at vinde hele Jana Berzelius-serien. Klik på konkurrencer under etiketter til højre for at deltage på bloggen, klik på Instagram-billederne til højre for at deltage der eller deltag på Facebook

torsdag den 15. marts 2018

Boganmeldelse: Dam af Claire-Louise Bennett


Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget. Bogreolen sælger den lige her til DKK 195,-.

Titel: Dam
Forfatter: Claire-Louise Bennett
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 196
Forlag: Turbine

Dam er original og uforudsigelig prosa, som på én gang beskæftiger sig med alting og ingenting. Det er en sansemættet beskrivelse af alle de bittesmå detaljer, der farver liv, valg og hverdag.
I 20 fragmentariske tekster får vi indblik i jeg-fortællerens liv og tanker, der opleves fra hendes lille hus, som ligger isoleret fra liv og butikker, men fast forankret midt i naturens ingenting – eller næsten da. For nær huset ligger en lille dam eller et vandhul, som har fået et skilt med ordet ’Dam’. Fortællerens harme og vrede over denne indgriben i naturen giver indsigt i hendes personlighed og er derfor også bogens titel. Hun undres og ophidses over hvorfor nogen har følt behov for at anbringe et skilt, som både forsimpler naturen ved at afkode den med kun ét enkelt ord og samtidig fordummer menneskene i den ved at forklare det synlige og mærkbare. Vi får aldrig hverken navn eller alder på denne kvinde, som har forladt det ’civiliserede’ liv og en spirende akademisk karriere, og det er et fravalg, som forfatteren synes at forholde sig til, når hun skriver:

“Navne i bøger er næsten altid taget fra det virkelige liv, og derfor er læseren forudbestemt til at have et vist kendskab til en person med et bestemt navn såsom Miriam, og selv hvis læserens intellekt er stærkt og smidigt, vil små ting ved den virkelige Miriam smitte af på Miriam i bogen, således at det ingen betydning har, hvor mange gange hedes øreflipper beskrives som yndige og ungpigeagtige, når Miriams øreflipper i læserens bevidsthed altid vil være rødmossede og slapt hængende.”

Men hverken navn, alder eller andre faktuelle oplysninger hindrer læseren i at føle sig næsten intimt tæt på fortællerstemmen, som ofte henvender sig direkte og taler til sin læser i et ”du”. Måske er det netop fortællegrebet – den alvidende fortæller, som både kommenterer på det fortalte og henvender sig direkte til læseren – der sørger for at holde historien kørende, for der er ingen struktur i form af et handlingsforløb eller plot og vores fortæller udvikler sig heller ikke det mindste undervejs. Derimod ligger styrken i fortællingens absolutte stilstand, som er det, der giver plads til en detaljerigdom med de mest intime og sansende beskrivelser. Forfatteren udforsker ensomheden, men forherliger den ikke, og de mange naturbeskrivelser dyrkes ej heller som skønne eller poetiske og hverken beskrivelser af  det lille tekøkken eller det kolde stenhus giver læseren længsel efter at opholde sig i fortællerens univers.
Internationale medier har sammenlignet Bennett med Thoreau, og originaltitlen ’Pond’ er formentlig også en hentydning til Walden Pond i Thoreaus hovedværk om eremittilværelsen langt inde i skoven. Men i modsætning til Thoreaus bevidste dyrkelse af ensomheden og den isolerede tilværelse, virker fortælleren i Dam mere uovervejet og tilfældig i hendes fortælling, som mest af alt består af usammenhængende tankestrømme. Men den er også skrevet med en skøn humor og selvironisk ærlighed, som udtrykkes, når fortælleren for eksempel siger: “Jeg er på alle måder ret sofistikeret, forstår du” og dernæst fortæller om hendes evne til at svare ’rigtigt’ på folks spørgsmål om, hvordan det går, hvor det rigtige svar er fint, men at man er nødt til at tilføje lidt ekstra, for hvis ordet “fint” står alene, kan det godt fremstå lidt for vagt. Eller når hun tænker tilbage på dengang, hun skulle tisse så forfærdeligt, da han lagde op til sex, og hun overvejede, hvor slemt det egentlig ville være, hvis hun kom til at tisse lidt imens.
Det er ikke en bog, der omfavner enhver læser. Eftersom der ikke er plot og handlingsforløb, er der heller ikke cliffhangers, der gør at man bare bliver nødt til at læse næste kapitel. Derfor kræver bogen en læser, der har lyst til at dvæle lidt ved ordene og tankerne, og som trives med den stilstand, der kendetegner prosaen. Et eksempel herpå er kapitlet Betjeningsknapper, hvor forfatteren bruger knap 20 sider på at beskrive sit komfur, dets funktioner og skavanker, men kapitlet er også en lind strøm af tanker, der tager læseren med ned ad alle mulige veje.

 “Da jeg flyttede ind her, var alle tre betjeningsknapper på komfuret intakte og fungerede fint. Tre betjeningsknapper på et komfur lyder sikkert ikke af meget for de fleste mennesker nu til dags, for ud over at der næsten ikke er nogen, der siger nu til dags, er det kun ganske få mennesker, der har det, man kalder et tekøkken, og de mennesker, der har det, er formentlig de samme som dem, der bliver ved med at benytte sig af udtrykket nu til dags. Denne husholdningsanakronisme indbefatter to elektriske plader, som reguleres af henholdsvis den øverste og mellemste betjeningsknap, og en ovn, som aktiveres af den nederste betjeningsknap.”

På den måde er bogen netop fortællingen om alt det, der ikke sker, om de genstande, der ikke forandrer sig og om et liv på pause. Det er en bog, der i høj grad lægger op til refleksion, og selvom min læseoplevelse ikke bar præg af opslugthed, så var jeg både fascineret og nysgerrig efter at forstå, hvor forfatteren ville have mig hen. Det er på alle måder en smuk og velskrevet debut, som jeg anbefaler til den refleksive analysenørd, som har hang til melankoli og sansende beskrivelser.
Mit eget eksemplar er blevet et stort post-it offer, og jeg har måtte vælge mange passager fra, da denne anmeldelse allerede er alt for lang, men jeg vil slutte af med en af favoritterne:

“Det er det, jeg er kommet frem til, og fra tid til anden er det faktisk blevet påpeget overfor mig, med vekslende grad af vrede og fortvivlelse, at jeg med fordel kunne fremelske lidt mere konventionelle behov.”

Det er med stor glæde, jeg efterlader forfatteren seks store kopper kaffe, ikke blot fordi jeg føler mig beriget af den oplevelse det er at møde et litterært værk, som er så gennemarbejdet og originalt, som Dam må siges at være, men også fordi jeg får æren af at opleve hende i morgen til Authors in Aarhus på Dokk1. Her samtaler hun med kulturredaktør ved Kristeligt Dagblad, Michael Bach Henriksen, og jeg håber samtalen tager fat i romanens mange lag og belyser selve det at skrive om ingenting eller altings stilstand. Jeg er inviteret af forlaget og er faktisk også så heldig, at jeg får lov til at spise middag med dem og forfatteren efterfølgende. Der er stadig ledige billetter til arrangementet, som koster DKK 50,- og starter kl. 16.30. De kan bestilles lige her, hvis det skulle have interesse.




tirsdag den 13. marts 2018

Boganmeldelse: Hvor der er fugle af Maren Uthaug

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget. Saxo sælger den for DKK 200,- lige her
Titel: Hvor der er fugle
Forfatter: Maren Uthaug
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 304
Forlag: Lindhardt og Ringhof

“Nogle gange føltes det, som om den aften, hun forsvandt, var det eneste minde, han havde fra de fireogtredive år, han havde levet.”
På toppen af fyrtårnet står Johan. Her står han og ser ned på sin søn, der igen render rundt og muher som en ko. Johan er endt ude på fyret, fordi hans far døde alt for tidligt, så for at kunne tjene penge til at sørge for sin mor, giftede han sig med Marie og påtog sig hvervet som fyrvogter på tårnet ud for Uthaug. Marie var en påkrævet nødvendighed, for det er almenkendt, at man ikke kan lade en enlig mand bestride jobbet som fyrvogter, da historien har vist, at han vil blive skør af at bo på fyret alene. Johan var ellers forelsket i den spændende og vilde Hannah, og og selvom han og Marie har opbygget et (isoleret) liv ude på fyret med deres førstefødte Darling og sønnen Valdemar, længes han efter tiden med Hannah, som er rejst til Amerika. Nu sidder han i sit tårn og spekulerer på, hvordan livet har snydt ham for alt det, der er noget værd, og den forpinte tilstand gør det ikke svært at bedrage og misbruge sine nærmeste. Vi følger først Johans historie, som får en hel ny fortælling, når vi ser den fra Darlings synspunkt og en tredje historie bliver til, da Marie bliver fortællingens hovedperson. Det er en svær roman at give et resume af uden at spoile den, så jeg må hellere stoppe her, men samtidig lade læseren vide, at den virkelig historie først starter, hvor mit resume slutter.
Hvor der er fugle bød indledningsvis på en blandet læseoplevelse. For mig havde bogen en træg opstart, og jeg fandt det ikke specielt spændende at høre om den usympatiske Johans vej til fyrtårnet. Men den blev også et helt perfekt billede på, hvorfor jeg altid læser en bog færdig. – Inden længe var der skabt så mange ubesvarede spørgsmål i mig, at min undren og behovet for at forstå slugte den ene side efter den anden. Fortællingens pludselige drejninger – og dem er der mange af – er uigennemskuelige og læseren fastholdes i sin uvidenhed til sidste øjeblik. Det er kort sagt et vanvittigt velkomponeret plot, og jeg var helt opslugt, da det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad der i virkeligheden foregik.
Der er noget nordisk klassiker over romanen. De sanselige naturbeskrivelser af bølger, der slikker op ad fyrets vægge, de kolde dage og isolerende storme, melankolien og længslen efter alt det, livet burde være, men ikke ér, skriver sig direkte ind i en tradition af nordisk litteratur. Med mørke familiehemmeligheder som omdrejningspunktet og det fornuftsbaserede, ulykkelige ægteskab kan jeg godt forstå, at Maren Uthaug er blevet sat i kategori med Ibsen og Strindberg, og hun leger også med kønnenes roller og med læserens fejlagtige antagelser af, hvad der er forventeligt for en mand og en kvinde. Indimellem blæses læseren bagover af kraftfulde passager, som eksempelvis når Johan tænker:

Nogle gange føltes det, som om den aften, hun forsvandt, var det eneste minde, han havde fra de fireogtredive år, han havde levet.

og melankolien gør naturligvis romanen til en oplagt bog at gribe fat i, mens vinterens kulde endnu er over os.



PS: Den 13. marts er det Maren Uthaugs tur til at gæste Litteraturmaskinen i Odense, og det er netop dette besøg, der blev anledningen til, at jeg endelig fik læst den anmelderroste roman. Arrangementet er allerede udsolgt, men hvis du er interesseret i fremtidige arrangementer, kan du tilmelde dig Litnets nyhedsbrev nederst lige her. 

søndag den 11. marts 2018

Boganmeldelse: Hjertet og flasken af Oliver Jeffers


Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget, men Bogreolen.dk sælger den for DKK 238,- inkl. fragt lige her.
Titel: Hjertet og flasken
Forfatter: Oliver Jeffers
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 40
Forlag: Carlsen

Oliver Jeffers leverer eksistentielle temaer med et poetisk og kunstnerisk udtryk, som taler til både børn og voksne. Hjertet og flasken er en smuk genvej til refleksion og til den vigtige dialog, som kan være svær at få hul på.
En lille pige rejser land og rige rundt, når bedstefar sidder i sin stol og fortæller gode historier. En dag er stolen tom og væk er de mange historier og landskaber, som de sammen har skabt i fantasien. Tabet gør ondt og for at sikre sig selv mod lignende smerte i fremtiden, tager hun sit hjerte og lægger det i en flaske, som hun bærer i en snor om halsen. Den lille pige bliver ikke længere ramt af smerte, men efterhånden som hun bliver ældre, går det op for hende, at hun ej heller rammes af glæde og begejstring. Hendes sikring mod verdens uretfærdigheder har været afhængig af følelsesmæssig isolation, men da et lille barn minder hende om den nysgerrighed og begejstring for livet, hun engang selv besad, kan hun pludselig ikke få hjertet ud af flasken.
I Hjertet og flasken er Oliver Jeffers “tilbage” præcis som vi kender (og elsker) ham fra Barn af bøger. Egentlig kan der ikke tales om et comeback, eftersom Hjertet og flasken i virkeligheden er ældre end Barn af bøger, men som dansk oversættelse er det et glædeligt gensyn med den kunstneriske og talentfulde forfatter. Den smukke historie fortælles implicit og skal læses mellem linjerne i de billeder, den tomme stol og det bedrøvede ansigt viser, og derfor er den også oplagt til højtlæsning. Den inviterer sin læser ind som medskaber af fortællingen, og jeg tvivler også på, at børn selv kan øjne og absorbere de eksistentielle temaer, den behandler. Men styrken ved Jeffers bøger er netop, at de både taler til barnet og den voksne læser, som hver især kan nyde den gode fortælling, de flotte billeder og den forsigtige poesi. Bogen lægger op til vigtige dialoger om tomhed, tab, kærlighed, glæde og håb, og jeg håber, den vil få en central plads i landets institutioner og børnefamiliens hjem. Jeg har læst mange børnebøger om sorg på det seneste, og det glæder mig, at forfattere beskæftiger sig med sorgen på børnenes præmisser. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvilken værdi bøgerne har, for en bog er genvejen til refleksion og den dialog, som kan være så svær at få hul på – og Jeffers er særligt beundringsværdig. Jeg finder det imponerende, at man med så få ord og på så få sider kan fortælle en dyb og vigtig historie, som arbejder på flere niveauer og skaber refleksion, som lever videre i sin læser længe efter sidste side er læst. Hjertet og flasken anbefales til enhver lille og stor læser.