onsdag den 9. marts 2016

Boganmeldelse: Ned til hundene af Helle Helle

Min udgave er købt hos Samlerens Bogklub, men det ser ikke ud til, at de har den længere. Den kan derimod købes for omkring 100,- ved diverse fordelsklubber – Plusbog og Bogreolen, eller den kan købes for lige knap 150,- hos Williamdam eller  iMusic.

Titel: Ned til hundene
Forfatter: Helle Helle
Udgivelsesår: 2008
Sideantal: 158
Forlag: Gyldendal (Samlerens bogklub)


Anmeldelse:
Bente –som faktisk ikke afslører sit rigtige navn, men får tildelt navnet, Bente af Putte – er en 42-årig forfatter, som netop har forladt sin mand, og befinder sig i en skrivekrise. Tilfældigheder gør, at Bente ender som logerende på John og Puttes hjørnesofa. I parrets hjem, får hun dagene til at gå med små dagligdagsgøremål, såsom at lukke hundene ud, handle og andre almene hverdagshandlinger. Hun bliver hurtigt involveret i parrets snævre omgangskreds, som primært består af storebror-Ibber, onklen og den ældre dame, Elly, som parret ofte hjælper med indkøb og andre ting.
Og hvad sker der så? Det kræver virkelig noget særligt af mig at anmelde Helle Helles litteratur, fordi der aldrig sker det helt store på det umiddelbare handlingsplan. Derfor står jeg ofte tilbage med spørgsmålet: Hvad handler den egentlig om? Dagene går, karaktererne får en kop kaffe, spiser lidt mad og tager et spil Uno. Helle Helle undgår alt, hvad der kan betegnes som drama og beskæftiger sig i stedet med den banale hverdag.
Jeg er normalvis begejstret for Helle Helles litteratur, og for hendes karakterers evne til at leve fra dag til dag, uden stress og store planer, og jeg har ofte følt en form for lettelse over at opleve, at det stadig er muligt blot at eksistere.
Når det er sagt, så skete der bare ingenting for mig i læsningen af Ned til hundene. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg kedede mig hele vejen gennem historien og glædede mig mest af alt bare til, jeg var færdig med at læse den. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der ligger en masse gemt mellem linjerne, jeg opfangede det bare ikke. Karaktererne talte ikke rigtig til mig og det banale liv, som jeg plejer at finde lettelse i at læse om, blev pludselig helt uudholdeligt kedeligt.
Faktisk var det først på sidste side (hun har et eller andet med at åbne op for refleksion på sidste side, hva’?), at jeg forstod, hvad bogen i virkeligheden handler om, da Putte besvarer et telefonopkald fra Bentes eksmand og siger: ”Der er telefon. Vil du gerne findes?” (s. 158)
Og jeg tror, at jeg denne gang har det lidt som Putte, da hun forsøger at forstå, hvad Bente skriver om:

     (…) Hvad er det du skriver? Hvad handler det om?
     Det er lidt svært at forklare.
     Jamen, er det spænding, eller sådan?
     Nej, det kan man vist ikke sige.
     Hvad er det så? Er det selvoplevet?
     Næ. Jo, på en måde.
     Jamen, det må da handle om noget.
     Det handler mest sådan om almindelige mennesker.
     Det lyder kedeligt. Hvad laver de?
     Drikker kaffe og sådan noget.
(s. 157)

Således fik Helle Helle, i min optik, givet en fyldestgørende forklaring på, hvad hun skriver om og det åbner for tanken om, hvorvidt Bente i virkeligheden er Helle Helle.

Det er ikke en bog, jeg kommer til at læse igen, men den har naturligvis givet mig et større indblik i og bedre forståelse for Helle Helles forfatterskab og minimalistiske skrivestil.

søndag den 6. marts 2016

Farvel, Harper Lee

Harper Lee blev 89 år gammel. Hun døde af et slagtilfæde mens hun sov der, hvor det hele startede, Alabama.
For omtrent to uger siden mistede verden - ikke bare en stor forfatter - men også et stort menneske. Harper Lee, forfatteren til klassikeren, Dræb ikke en sangfugl og den forholdsvis nye efterfølger Sæt en vagtpost ud døde af et slagtilfælde mens hun sov. Og for at være helt ærlig, blev jeg oprigtigt rørt og ked af det, da jeg hørte nyheden. Kender I det, at man engang imellem bliver ked af et dødsfald, selvom man ikke kender personen? Sådan har jeg det ofte, når forfattere, der har gjort indtryk på mig går bort. Det er helt utroligt, så mange følelser man kan udvikle for et menneske blot ved at læse deres historier, det kan jeg i hvert fald. Men det er måske også naturligt nok, for man kan vel ikke skrive en bog uden at give noget af sig selv. Det er vel netop det, der gør at man bliver en god forfatter - evnen til at dele og give. Det kunne Harper Lee i allerhøjeste grad, og jeg elsker hendes syn på verden. Hun var ikke et menneske, der krævede ret meget. Trods rigdom fra bogen, Dræb ikke en sangfugl boede hun beskedent, hun vaskede sit tøj på det lokale vaskeri, for hun ejede ikke en vaskemaskine (eller computer eller mobiletelefon), hun nød at få en kop kaffe på McDonalds, og når hun en sjælden gang var nødsaget til at shoppe nyt tøj, foregik det som regel i Wallmart.
Mange af millionerne fra Dræb ikke en sangfugl blev brugt på velgørenhed, hun donerede især til sin kirke og til organisationer med fokus på uddannelse. (Du kan læse mere om Harper Lee i artiklen på Readers Digest eller biography.com).
Harper Lee virker, på mig, som et utroligt sympatisk menneske, og da jeg naturligvis ikke kender hende, baserer jeg det udelukkende på hendes litteratur og medieomtale. Hun behandlede emnet racisme, som mere og andet end blot en naturlig og vanlig del af hverdagen, som det primært var i 30’erne, men snarere som ulogiske handlinger der er svære at forstå for den uskyldige, rene sjæl. Som hun udtrykker det gennem hovedpersonen, Scout i Dræb ikke en sangfugl;

Jeg tror, at der bare er en slags folk. Folk.

Jeg elsker det citat. Det får mig til at tænke på ordsproget (eller er det fra Bibelen?) ”For den rene er alting rent”. For det er Scout, en ren og uskyldig sjæl, som endnu ikke er "besudlet" (jeg kunne ikke lige komme i tanke om et mindre dramatisk ord) af det samfund, hun lever i. Man kan ikke andet end at elske den pige og hendes smukke historie.
Hvil i fred, Harper Lee. Heldigvis lever dine historier og dit menneskesyn videre.

Indtil jeg frygtede, at det ville blive taget fra mig, havde 
jeg aldrig elsket at læse. Man elsker ikke at trække vejret.


Rigtig god søndag.

fredag den 4. marts 2016

Boganmeldelse: Diskursanalytisk metode af Anne Klara Bom

Diskursanalytisk metode kan købes hos Saxo for 128,-. Og den er alle pengene værd!
Titel: Diskursanalytisk metode
Forfatter: Anne Klara Bom
Udgivelsesår: 2015
Sideantal: 138
Forlag: Samfundslitteratur

Forlagets beskrivelse:
En diskurs er en organiseret, sprogligt funderet måde at tale om ting på. Diskursanalyser fokuserer på, hvad der er på spil, når mennesker skaber og etablerer meninger om verden. "Diskursanalytisk metode" er en lærebog, der introducerer diskursanalysens verden, som i løbet af de seneste årtier har været domineret af tre forskellige tilgange til den diskursive analyse. Første tilgangsform har fokus på diskursens indhold, den anden analysetilgang koncentrer sig om, hvordan diskurser skabes og repræsenterer diskursiv mening og den tredje tilgang er at fokusere på spændingsfeltet mellem etablerede diskurser og etableringen af diskurser.
"Diskursanalytisk metode" er en grundig lærebog, der giver studerende og andre nysgerrige en værktøjskasse af diskursanalytiske og ikke-diskursanalytiske begreber, hvilket gør dem i stand til at anvende dens metode.

Anmeldelse:
Jeg har ikke tidligere anmeldt en fagbog, men denne her fortjener altså virkelig opmærksomhed.
Diskursanalytisk metode lægger ud med en introduktion af diskursbegrebet, og denne giver en god og velformuleret indsigt i begrebet, som løbende understøttes af konkrete eksempler. Disse gør, at bogen og dens teori bestemt ikke forudsætter, at man tidligere har arbejdet med diskursanalyse. Faktisk vil det være min påstand, at man slet ikke behøver at vide, hvad en diskurs er for at tage hul på denne bog.
Efter begrebsintroduktionen tager bogen hul på den noget omfattende metode, diskursanalyse. Der er ingen tvivl om, at evnen til at udføre en diskursanalyse, kræver mere end blot at læse denne bog. Bogen kan kun guide dig i, hvad du kan gøre og i hvilken rækkefølge, men det vil som alt andet kræve en masse øvelse at udføre i praksis.
Ikke desto mindre er den er et fantastisk redskab til at forstå hvor og hvordan man starter en diskursanalyse.
Jeg skal bruge bogen, som en del af mit studie, men selv hvis jeg ikke havde haft behov for viden om diskursanalyse, havde jeg stadig fundet store dele af bogen interessant. I flere kapitler nævnes forskellige samfundsdiskurser her i Danmark og disse er i sig selv virkelig interessant læsning. Jeg finder det i al fald altid interessant at læse om det samfund, vi lever i og om de strukturer, der bruges til at regulere det enkelte individ.
Bogen ender ud med to eksempler på konkrete diskursanalyser. Det ene kapitel behandler Sundhedsstyrelsens diskurs om det gode liv og det andet kapitel beskæftiger sig med Eurovision. Kapitlet med Sundhedsstyrelsens diskurs om det gode liv, fandt jeg decideret sjovt og underholdende, og jeg måtte da også læse enkelte passager højt for min kæreste, som fx denne:


”På denne måde forsynes de fire fiktive personer med prædikater, der passer til den stigmatisering af bestemte sociale kategorier, som Sundhedsstyrelsen præsenterer: Nybagte mødre er optagede af husarbejde, enlige mødre ser meget fjernsyn, folk med anden etnisk oprindelse end dansk bruger meget olie i maden, og computernørder er ensomme.” (Bom, 2015, s. 112)


Nu er passagen jo taget helt ud af sin kontekst, så måske er den ikke så sjov, når den står alene. Men i samspil med alle de andre fordomme, som præsenteres i bogen, er det altså virkelig underholdende og øjenåbnende læsning.

Summa summarum, den får både klapsalver og varme anbefalinger med herfra.