Min udgave er købt hos Samlerens Bogklub, men det ser ikke ud til, at de har den længere. Den kan derimod købes for omkring 100,- ved diverse fordelsklubber – Plusbog og Bogreolen, eller den kan købes for lige knap 150,- hos Williamdam eller iMusic. |
Titel: Ned til hundene
Forfatter: Helle Helle
Udgivelsesår: 2008
Sideantal: 158
Forlag: Gyldendal (Samlerens
bogklub)
Anmeldelse:
Bente –som faktisk ikke
afslører sit rigtige navn, men får tildelt navnet, Bente af Putte – er en 42-årig forfatter, som netop har forladt sin
mand, og befinder sig i en skrivekrise. Tilfældigheder gør, at Bente ender som
logerende på John og Puttes hjørnesofa. I parrets hjem, får hun dagene til at
gå med små dagligdagsgøremål, såsom at lukke hundene ud, handle og andre almene
hverdagshandlinger. Hun bliver hurtigt involveret i parrets snævre
omgangskreds, som primært består af storebror-Ibber, onklen og den ældre dame,
Elly, som parret ofte hjælper med indkøb og andre ting.
Og hvad sker der så? Det kræver
virkelig noget særligt af mig at anmelde Helle Helles litteratur, fordi der
aldrig sker det helt store på det umiddelbare handlingsplan. Derfor står jeg
ofte tilbage med spørgsmålet: Hvad handler den egentlig om? Dagene går,
karaktererne får en kop kaffe, spiser lidt mad og tager et spil Uno. Helle Helle
undgår alt, hvad der kan betegnes som drama og beskæftiger sig i stedet med den
banale hverdag.
Jeg er normalvis begejstret for
Helle Helles litteratur, og for hendes karakterers evne til at leve fra dag til
dag, uden stress og store planer, og jeg har ofte følt en form for lettelse
over at opleve, at det stadig er muligt blot at eksistere.
Når det er sagt, så skete der
bare ingenting for mig i læsningen af Ned
til hundene. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg kedede mig hele vejen gennem
historien og glædede mig mest af alt bare til, jeg var færdig med at læse den.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at der ligger en masse gemt mellem linjerne, jeg
opfangede det bare ikke. Karaktererne talte ikke rigtig til mig og det banale
liv, som jeg plejer at finde lettelse i at læse om, blev pludselig helt
uudholdeligt kedeligt.
Faktisk var det først på sidste
side (hun har et eller andet med at åbne op for refleksion på sidste side,
hva’?), at jeg forstod, hvad bogen i virkeligheden handler om, da Putte
besvarer et telefonopkald fra Bentes eksmand og siger: ”Der er telefon. Vil du gerne findes?” (s. 158)
Og jeg tror, at jeg denne gang
har det lidt som Putte, da hun forsøger at forstå, hvad Bente skriver om:
–
(…)
Hvad er det du skriver? Hvad handler det om?
–
Det
er lidt svært at forklare.
–
Jamen,
er det spænding, eller sådan?
–
Nej,
det kan man vist ikke sige.
–
Hvad
er det så? Er det selvoplevet?
–
Næ.
Jo, på en måde.
–
Jamen,
det må da handle om noget.
–
Det
handler mest sådan om almindelige mennesker.
–
Det
lyder kedeligt. Hvad laver de?
–
Drikker
kaffe og sådan noget.
(s. 157)
Således fik Helle Helle, i min
optik, givet en fyldestgørende forklaring på, hvad hun skriver om og det åbner
for tanken om, hvorvidt Bente i virkeligheden er Helle Helle.
Det er ikke en bog, jeg kommer
til at læse igen, men den har naturligvis givet mig et større indblik i og bedre
forståelse for Helle Helles forfatterskab og minimalistiske skrivestil.