Siri Hustvedt til Authors in Aarhus

Det var intet mindre end fantastisk at opleve Siri Hustvedt til Authors in Aarhus på Aarhus Universitet. Seancen blev ledet af professor, Andreas Roepstorff som, i tråd med Hustvedts videnskabelige passioner, har forsket tværvidenskabeligt i menneskelig kultur og biologi.

Uden omsvøb fik Roepstorff åbnet for ballet med spørgsmålet: “Hvordan kan litteratur hjælpe os med at forstå verden?” –Værsgo at svare Hustvedt. Og det gjorde hun, godt endda. Svarene var mange, men de to formåede at fastholde det indledende spørgsmålet som aftenens overordnede tema.

I følgende indlæg vil jeg forsøge at gengive nogle af de mest interessante udsagn, jeg tog med mig fra aftenen, og jeg kan ærligt sige, at jeg ramte Odense ved 23-tiden i en tilstand af ren eufori. Euforien udsprang naturligvis først og fremmest af mødet med en stor rollemodel, men også af, at jeg savner at studere. Og med udgangspunkt i en akademisk forfatter som bliver interviewet af en professor på et universitet, kan det ikke undgås, at aftenen får en sød duft af forelæsning og universitetsliv.

Din egen indre fortæller udfordres

Hustvedt lagde ud med at fortælle, at alle mennesker har en indre fortæller. Det er ikke nødvendigvis store fortællinger, der udspilles i vores indre, men bare den lille stemme, der hjælper os med at forstå verden, for eksempel ved at sortere folk i kasser. Når vi læser, åbnes en verden, som ikke nødvendigvis ligner vores, og når det sker, erstattes læserens egen indre fortæller med bogens fortæller. Af samme årsag argumenterede Hustvedt for, at det er vigtigt, at læseren indimellem vælger den litteratur som ligger langt fra dennes egen hverdag, fordi det kan udfordre et ofte fastgroet livs- og verdenssyn. Hun tilføjede yderligere, at det kan være interessant tyve år efter at genlæse en bog, man for eksempel stiftede bekendtskab med som 18-årig, fordi det så ofte vil være en helt anden historie, man læser. Om det sagde hun:

“When I read, what do I bring to the text?”

Hendes interesse for perception blev således mulig at identificere allerede i den indledningsvise samtale.

Litteratur er erkendelse

En anden måde litteratur kan hjælpe os med at forstå verden på er, ifølge Hustvedt, at litteratur, en specifik bog eller et særligt citat, kan være vejen til erkendelse. Forfatteren oplever selv, at en bog kan være åbningen til en erkendelse, som hun ikke mener havde været mulig uden. Sådan har jeg det også, og når det lykkes, kan jeg næsten ikke undgå at elske bogen, og så er det egentlig mindre væsentligt, om selve historien var altopslugende eller karaktererne identificerbare.

En anden erkendelse, som Hustvedts dobbelte rolle som både forfatter og læser har medført er, når hun indimellem genlæser en bog og opdager, at hun ubevidst er blevet inspireret af den, om hvilket hun sagde:

“Did I steal it? –No, but I definitely found the source.”

Hun tilføjede yderligere, at kunst, uanset om vi taler litteratur, malerier, skulpturer eller noget fjerde, er som collager. Vi er ikke renvaskede, blanke tavler og verden er ikke ny og uberørt, så alt, hvad vi beskæftiger os med er en overbygning eller tilføjelse til det, der allerede er – et lag af collager.

Forfatter eller kvindelig forfatter?

Det kunne selvfølgelig ikke undgås at ordet autobiografi (selvbiografi) kom op. Hustvedt problematiserede det velkendte faktum, at hver gang en kvindelig forfatter bruger bidder af sig selv eller egne erfaringer i sine tekster, bliver hun beskyldt for at være en selvcentreret navlepiller, hvilket sjældent bliver sagt om mandlige forfatteres tekster. Hun er bevidst om, at den kritik eller de spørgsmål, der har været rejst om, hvorvidt lige netop hendes værker er selvbiografiske, opstår fordi hun som oftest skriver i første person ental, et sprogligt greb, som hun nægter at gå på kompromis med, fordi hun gennem jeg’et føler, at hun kommunikerer med sin læser. Hun tilføjede endvidere, at hun altid har undret sig over, at der aldrig er plads til jeg’et i akademiske tekster. Hun forstår ikke behovet for distance mellem forfatter og tekst – heller ikke i den akademiske verden.

Samtidig understregede hun, at ingen (god) forfatter kan skrive et værk uden at bruge sig selv, for så ville værket være dødt, det ville ikke røre nogen. Hun tilføjer dog, at selv i en bog som Kvinden der rystede eller historien om mine nerver, som rent faktisk tager udgangspunkt i Hustvedt selv som jeg’et, kun rummer ti procent Hustvedt og derfor består de resterende 90 procent af alt muligt andet (Freud, Kierkegaard, neurovidenskab mm.). I relation hertil fortalte hun, at hun er træt af at blive fremhævet som kvindelig forfatter, fremfor blot forfatter, om det sagde hun:

“I feel like I’ve earned my stripes”

Det kan der selvfølgelig ikke være tvivl om, at hun har, og jeg måtte selv sidde og gemme mig lidt, fordi jeg netop gør ekstra ud af at fremhæve, når de kraftfulde passager og geniale værker er skrevet af en kvinde. Hvis jeg havde haft mulighed for det, skulle jeg da også gerne forklare, at jeg (desværre) finder det nødvendigt at tydeliggøre, når store værker er skrevet af en kvinde, fordi kvindelige forfattere netop stadig ikke får den anerkendelse, de fortjener, som for eksempel bare det, at blive læst af mænd. Hustvedt selv påpeger faktisk også det triste faktum, at kun et fåtal af mænd har læst Sommerenuden mænd (jeg kan stolt afsløre, at min bror er på listen!), hvilket hun forklarer med, at mænd ikke er interesseret i at læse en bog uden en mandlig karakter, de kan identificere sig med, og så selvfølgelig også, at de kun sjældent læser bøger af kvindelige forfattere (der findes utallige interessante artikler om køn i litteratur, tjek eksempelvis den og den og den).  At mænd ikke læser kvindelige forfattere er naturligvis en grov generalisering, men ikke desto mindre kan undersøgelser bekræfte, at det altså er det, der oftest er tilfældet. Kvinder læser derimod bøger skrevet af begge køn og også med begge køn som hovedpersoner.

En forfatter må være skuespiller

Hustvedt undrer sig over mænd, der har modstand over for at læse bøger af kvindelige forfattere. Hun beskriver, at en god forfatter må være som en skuespiller, der i sine værker formår at spille alle roller, både mandlige og kvindelige. Hun beskriver tilblivelsen af en karakter som en proces, hvor hun bliver ét med sin karakter. Om det siger hun:

“I embody the character”

[…]

“I like becoming others. I like that play, I like that dance.”

Hun beskriver endvidere, hvordan hun kan mærke karakteren i sit inderste også selvom dennes livssyn eller forståelse af verden ligger langt fra hendes eget. Som læser af mange af hendes bøger, kan jeg bekræfte, at hun lykkes med sit skuespil, og jeg har ligefrem udviklet had til visse karakterer i hendes bøger – bl.a. en kunstkritiker i Den flammende verden. Jeg tror heller ikke, at nogen vil være uenig med mig i, at hun mestrede den mandlige hovedrolle i Det jeg elskede.

Kunst er som sex

Hun påtager sig sit ansvar som forfatter, som efter hendes mening kræver, at hun legemliggør sine karakterer, men hun stiller også krav til læseren. Hun fortæller, at hun år tilbage blev citeret for – og tilføjer at dette citat er hendes mand, Paul Austers, favoritcitat – at sige:

“Art is like sex. If you don’t relax, you won’t enjoy it.”

På det tidspunkt blev det sagt lidt i sjov, men efterfølgende har hun spekuleret meget over den sandhed, hun finder i det. Læseren er nødt til at gå til litteraturen med et åbent sind, der er klar til at modtage. Hvis læseren allerede forinden læsningen har besluttet, hvilken bog hun har med at gøre, så vil hun ikke være modtagelig over for det, den har at byde på, som ligger ud over det, hun forventede.

Hustvedt og hendes nye præsident

Der kan næppe være tvivl om Hustvedts holdning til USA’s nye præsident, men spørgsmålet om hendes ståsted og tanker om valget kom alligevel op, og hun var rimelig klar i mælet, da hun både erklærede, at:

“I’d like to fly him out of the world”

[…]

“With Trump, the revenge fantasy is really strong”

Hun beskrev, at for hende var det ikke så meget overraskelsen over, at sådanne mennesker (som Trump) eksisterer, men snarere var overraskelsen, at så mange mennesker kunne sympatisere med hans holdninger. Om det sagde hun:

“We’ve all seen these horrible men in bars, we know they exist. What’s horrible is that millions of people voted for him.”

Hun tilføjede dog, at det væsentlige nu er, at rejse spørgsmålet om, hvilke tilstande, der medførte, at man lader et sådant menneske få titlen som verdens mest magtfulde mand, og sagde:

“We have to ask ourselves; ‘what is this about?’ and not turn the Trump voter into evil human beings.”

Hun har været meget vred og beskriver vrede som en produktiv og kraftfuld følelse, men afslutter alligevel med at erklære, at der selvfølgelig er håb. Der kan læses mere om forfatterens holdning til præsidentvalget her.

-----------------

Efter den spændende snak mellem Hustvedt og Roepstorff var det tid til signering, og jeg spænede ud i kø. Jeg havde medbragt otte bøger, og sagde til Hustvedt, at jeg altså sagtens kunne prioritere (jeg havde naturligvis lavet en prioriteret rækkefølge hjemmefra), hvis det var for meget. Det skulle dog vise sig at være en smart beslutning fra min side, for med otte bøger til signering, blev der en god rum tid til snak. Hun sagde, at når jeg havde slæbt så mange med, skulle de da også signeres, og så tilføjede hun i øvrigt, at hun var smigret over de mange post-its, de var fyldt med. Jeg fortalte, at hendes bøger vrimlede med kraftfulde citater, som jeg ofte noterede til efterrefleksion, og at et af dem faktisk indgik i mit speciale. Så spurgte hun, om jeg havde læst litteraturvidenskab. Det har jeg jo ikke, og da jeg fortalte, at mit speciale overhovedet ikke havde et litterært afsæt, men var en kulturanalytisk undersøgelse af moderrollen, fik vi en (meget kort) snak om, hvordan moderrollen opfattes og repræsenteres offentligt. 

Skal jeg prioritere?

Her griner hun af, at der sidder 27 post-its i Den flammende verden. Man kan også fornemme, at jeg SÅ gerne vil tættere på,  men at jeg alligevel blev så tilpas star strucked, at jeg ikke turde bede om et billede med hende.

Som det lange indlæg formentlig afslører, var det en fantastisk aften fyldt med guldkorn til den Hustvedt-elskende læser.

Tak til Authors in Aarhus for at have sponsoreret billetter til mig og min bedre halvdel, som nød en hyggelig aften i Aarhus (og fortsatte debatten om mænd der ikke læser kvindelige forfattere hele vejen hjem til Odense).

Boganmeldelse: Lily Dahls fortryllelse af Siri Hustvedt

Jeg fik tilsendt Lily Dahls fortryllelse som et anmeldereksemplar fra Bog & Idé, som sælger den til DKK 179,- lige her. 

Titel: Lily Dahls fortryllelse

Forfatter: Siri Hustvedt

Udgivelsesår: 1998

Sideantal: 288

Forlag: Lindhardt og Ringhof

I tråd med Hustvedts andre romaner vækker fortællingen om Lily Dahl spørgsmålene om, hvordan noget overhovedet kan defineres som rigtigt og virkeligt og om ikke alting altid afhænger af øjnene der ser. 

Lily Dahls fortryllelse handler om den 19-årige Lily, som bor i den lille bondeby, Webster i Minnesota. Her ved alle, hvad de andre laver, og sladderen cirkulerer som bakterier på pengesedler. Lily er servitrice på den lokale diner, hvor kunderne er de samme ensomme mænd, som også kom i går og hvor den sædvanlige bestilling foretages med et simpelt grynt eller et nik. Hun er ikke just imponeret over sin egen lille flække og længes efter eventyr og en vaskeægte Monroe-forvandling fra almindelige servitrice-Lily til filmstjerne-Lily. Hun er forlovet med den lokale politibetjent, Hank, men da New York-kunstneren, Ed Shapiro, indlogerer sig på hotellet overfor hendes vindue, vækkes hendes nysgerrighed og hun fortrylles af hans skønhed og mystik. Det varer ikke længe før hun bryder sin forlovelse med Hank og indleder et romantisk forhold til den mystiske Shapiro.

To af dinerens stamkunder er Filthy Frank og Dirty Dick. De to herrer har fået deres charmerende kælenavne, fordi de altid er ildelugtende og beskidte som resultat af deres hverv som byens skrothandlere. Tvillingernes skrot og skrammel er placeret ude foran deres hjem, og byens beboere kommer ind imellem forbi for at se, om der er noget, de kan bruge. Da Lily en dag er forbi skrotpladsen, lokker hendes nysgerrighed hende ind i brødrenes garage, hvor hun finder en tung læderkuffert. Hun åbner kufferten og ser, at den indeholder sirligt nedpakket dametøj som indikerer, at nogen skulle ud at rejse, men aldrig kom afsted.

Herfra tager fortællingen fart (læs: der sker meget på handlingsfladen, men selve læsningen gik langsomt for mig) og læseren hvirvles ind i en mystisk fortælling, hvor de virkelige hændelser er umulige at skelne fra fantasi og indbildning.

I tråd med Hustvedts andre romaner vækker fortællingen om Lily Dahl spørgsmålene om, hvordan noget overhovedet kan defineres som rigtigt og virkeligt og om ikke alting altid afhænger af øjnene der ser. Perception synes at være et gennemgående tema for Hustvedts forfatterskab, men trods fokusset på perception og gensynet* med både karakterer (Barometeret nævnes ganske kort) og kunstneriske skabelser (fortællekasser), var det svært at genkende hende i fortællingen. Jeg vil sædvanligvis betegne mig selv som storfan af Hustvedts romaner; jeg elsker hendes sproglige finesse og hendes evne til at inddrage humaniora og de sociale og neurologiske videnskaber i sine karakterers refleksioner, men Lily Dahl blev jeg simpelthen bare ikke venner med. Jeg fik ikke et særligt forhold til hende eller de andre karakterer, og jeg oplevede heller ikke en iver efter at læse mere eller få løst mysteriet. Det er svært at sætte en finger på, hvad det helt præcist var, der ikke fungerede for mig. Men jeg vil tro, det var blandingen af, at handlingen finder sted i en by, der er så bondsk, at den næsten bliver utroværdig og hvor den ene indbygger er dummere end den anden, og at jeg oplevede, at historien simpelthen bare blev lidt for underlig for underlighedens skyld. Der hvor jeg dog kan genkende Hustvedt er i selve den originale måde, hun skaber fortællingen om Lilys transformation fra pige til kvinde – det er både kreativt og lettere abstrakt, men det var altså ikke nok til, at jeg lod mig fortrylle af den unge Lily Dahl.

*Strengt taget kan det ikke kaldes et gensyn. Når jeg kalder karakteren og de kunstneriske skabelser for et gensyn skyldes det, at jeg læste Den flammende verden forinden læsningen af Lily Dahls fortryllelse, og derfor oplevede jeg det som et gensyn, men eftersom Lily Dahls fortryllelse er skrevet først, må man jo spørge sig selv, om ikke det virkelige gensyn opstår i Den flammende verden? (det her understreger i virkeligheden Hustvedts ærinde om altid at minde sin læser om, at alt afhænger af øjnene, der ser og måden de opfatter det sete på).

Boganmeldelse: Den flammende verden af Siri Hustvedt

Jeg kan ikke huske, hvor jeg i sin tid købte min bog, men Saxo sælger den til kun DKK 104,- lige her, hvilket virkelig er et kup, hvis du spørger mig. Måske skulle jeg bare købe en til. :D

Titel: Den flammende verden

Forfatter: Siri Hustvedt

Udgivelsesår: 2014

Sideantal: 440

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Stemningen er sat af akademikeren og forfatteren, Hustvedt, når hun minder os om, at alt afhænger af øjnene der ser og via romanens androgyne hovedperson bidrager til den aktuelle kønsdebat

Jeg skal love for, at Siri Hustvedt har noget på hjerte i Den flammende verden, og jeg har måtte lægge låg på mig selv for at sikre, at det ikke skal blive en anmeldelse, der skal afsættes timer til at læse – men det har været svært! Den komplekse og intellektuelle roman kan læses på mange planer, men allerede på side et står det klart, at kønsroller og perception er centrale temaer, når fortællingen indledes med et citat af romanens hovedperson, der lyder:

”Alle intellektuelle produkter, alle kunstværker, selv vittigheder, satirer og parodier, får en bedre modtagelse hos mængden, hvis mængden – et eller andet sted bag værket eller nummeret – kan finde en pik og et par nosser.”

Stemningen er sat af akademikeren og forfatteren, Hustvedt! Romanens hovedperson og citatets ophavskvinde er kunstneren, Harriet Burden eller Harry, og gennem den fragmentariske fortælling om hendes (kunstner)liv trækkes læseren med tilbage til New Yorks intellektuelle og overfladiske kunstmiljø, som vi kender det fra Det jeg elskede. På kreativ vis afsløres brudstykker af hovedpersonens liv, når familie og venner skiftevis fortæller deres historie om Harry ved hjælp af interviews, breve eller båndudskrifter, og sideløbende blotlægges Burdens private journaler, som hun har ført siden sin mands død. Romanen får en overfortæller i den kunsthistoriker og  institutleder, som er antologiens udgiver, I.V. Hess, som især optages af Burdens sidste projekt Maskeringer. Maskeringer består af tre uafhængige udstillinger i New York, som Burden ansætter tre mandlige kunstnere til at optræde som ophavsmænd til. Målet med udstillingerne og eksperimentet er at bevidne kunstverdenens patriarkalske tradition og bevise miljøets kvindefjendskhed ved at lade de tre udstillinger få succes på baggrund af deres “skabers” mandlige kropstegn for efterfølgende at afsløre sig selv – en kvinde – som værkernes sande kunstner.

“Jeg havde en mistanke om, at hvis jeg var kommet i en anden indpakning, ville min kunst være blevet modtaget anderledes positivt, eller at jeg i det mindste ville være blevet taget mere seriøs”

Burden er gift med den, nu afdøde, succesrige og højtrespekterede kunsthandler, Felix Lord, hvorfor hun altid har haft rollen som Felix’ kone. Hun er træt af at stå i skyggen af sin mands succes, og som årene går forstærkes irritationen over at leve et liv som påhæng.

Hustvedt selv er meget optaget af kønsnormativer og den klare adskillelse af kønsroller, og selvom det kan være trættende, at kvindelige forfatteres værker altid bliver opfattet som repræsentanter for forfatterens faktiske liv, så er det svært ikke at spore Hustvedt selv, som er gift med forfatterkollegaen, Paul Auster, i Burden. Hustvedt har gentagne gange været genstand for anklager om ikke at være den sande forfatter til sine værker og for at kopiere sin mand, og med denne viden kan det være svært ikke at læse Den flammende verden som hendes ultimative modsvar til den lange række af beskyldninger og hendes frustration over altid at blive opfattet som kvinden bag den “sande” kunstner.

“Det er alligevel så utrolig vanskeligt at afgøre om noget er originalt. Det virkeligt originale ville jo være så fremmedartet, at vi end ikke kunne genkende det som originalt”

Foruden kønsroller, synes perception at være et gennemgående tema i Hustvedts forfatterskab og i Den flammende verden er vores hovedperson ligeledes optaget af, at alting afhænger af øjnene der ser.

Jeg havde faktisk en meget ambivalent læseoplevelse. Det var en langsom fænger, og det var først omkring 150-200 sider inde i fortællingen, at jeg oplevede, at nu har jeg lyst til at vide mere. Det der i første omgang satte sig som en benspænder for mig var, at den er meget akademisk og til tider forekom den mig ligefrem at være faglitterær. Der er utallige fodnoter undervejs, som afbryder læsningen med information om Kierkegaard, Butler, Husserl m.fl. – som alle er teoretikere, jeg selv har beskæftiget mig med – men som jeg i første omgang havde en form for modstand over at møde i mit ’frikvarter’, som jeg betragter skønlitterær læsning som. Senere gik det op for mig, at det ikke så meget var det, at de dukkede op i teksten – for jeg nyder egentlig at føle mig talt til via teoretiske referencer som gør, at jeg føler mig indviet i en slags hemmelig klub – men at det snarere var måden, de dukkede op på, altså i fodnoterne, hvor jeg fik afbrudt min igangværende historie, og jeg skal ærligt erkende, at jeg oplevede svær skuffelse under læsningen af bogens første halvdel. Men så skete der noget, og jeg aner faktisk ikke hvad, men pludselig fangede den og jeg ville bare have mere! Den kan i mine øjne ikke nå op på niveau med Det jeg elskede (som er en af mine absolutte yndlingsromaner), men den er uden tvivl en anbefaling værd og jeg kunne sagtens finde på at læse den igen!

Fem kaffekopper til en af mine yndlingskvinder (hvor ville det være fedt, hvis vi kunne drikke dem sammen!).

Søndagscitater

“Perception er aldrig passiv. Vi modtager ikke blot verden; vi bidrager også aktivt til at skabe den.” 

fra Sommeren uden mænd af Siri Hustvedt

Dagens citat har jeg selv udvalgt i anledningen af, at jeg i morgen får lov at møde mit store idol, når hun gæster Authors in Aarhus. Det er et af mine yndlingscitater fordi der er så meget sandhed i de få linjer. Alt det vi ser farves af den måde, vi har lært at se på.

-----------------------------------------

Alle der har lyst til at byde ind med kommende søndagscitater kan skrive på bookmeupscotty@gmail.com, hvor det tydeligt skal fremgå:

• Hvad citatet er (“citat”)
• Hvor citatet er fra (bog og forfatter)
• Evt. begrundelse
• Evt. navn og link til blog

Boganmeldelse: Marken er verden af Dola de Jong

Jeg fik tilsendt bogen som en overrakselse fra Turbine, men den sælges for DKK 299,- på Plusbog uden plusbogmedlemskab lige her. 

Titel: Marken er verden

Forfatter: Dola de Jong

Udgivelsesår: 2017 (på dansk)

Sideantal: 252

Forlag: Turbine

I Dola de Jongs klassiske værk bliver læseren klogere på menneskers stræben efter struktur og genkendelighed – selv under de mest håbløse og desperate tilstande – i forsøget på at opnå en duft af vane og hverdag.

I Marken er verden møder vi børnene Luba, Berthe, Maria, Pierre, Hans og Rainer, som knokler med at hente vand til den tørre jord, så grønne skud kan spire på den nordafrikanske mark. Børnene er alle forældreløse, og er blevet samlet op af det hollandske par, Aart og Lies, under deres færd tværs gennem Frankrig, på flugt fra det nazistiske regime. Parret flygtede kort før krigen brød ud, mens Lies endnu var gravid med sønnen, Dolfje. Beslutningen om at samle de mange børn op er et resultat af Lies’ daværende ideologiske og idylliske forestilling om at redde staklerne, og – trods de mange forskellige nationaliteter og sprog – leve af naturens afgrøder i et harmonisk fællesskab. Idyllen og harmonien lader imidlertid vente på sig, da den sammenbragte flok sjældent kan få den golde jord til at give afkast og derfor kun undtagelsesvist kan få stillet deres sult. Langsomt glider flokken fra hinanden. Luba havner hos en arabisk mand, Maria bliver modvilligt adopteret af konsulen og da Aart uretmæssigt sættes i fængsel, påtager Hans sig rollen som fællesskabets nye patriark. Da flokken genforenes er der rykket rundt på de tidligere fastsatte roller, og alle kæmper for at få en stemme, som ikke blot kan høres, men også bliver lyttet til.

Trods en verden i opbrud er det, der fylder for bogens karakterer ikke den store verdenskrig, men en mere intim krig, som udspilles i deres nære miljø. Her må børn, såvel som voksne nøje overveje, hvem de kan regne med og hvem der er klar til at smide dem for løverne i forsøget på at tilkæmpe sig selv en højere plads i hierarkiet eller bare en betydningsfuld plads i fællesskabet. Man behøver altså ikke at være soldat i krig for at have brug for at vide, hvem der er allierede og hvem, der er fjender.

Derfor er bogens største force også dens påmindelse om, at der under enhver stor krig findes et ganske almindeligt menneske, som bare skal have en dagligdag til at fungere og har brug for at kende sin plads i fællesskabet.

Marken er verden er en bog fyldt med lidelse og elendighed, og alligevel forekommer den ikke tung og dyster. Den er skrevet i et let og jordnært sprog med en duft af barndommens naivitet og uskyldighed. Trods fortvivlelse, kaos og forvirring er der stadig plads til at skændes om, hvem der har glemt at hente vand eller hvem der brugte et skældsord. Og på mange måder er det hverdagens små uoverensstemmelser, der får børn og voksne til at holde fast og holde ud.

Der er mange vigtige karakterer at holde styr på, og i starten var der også for mange til, jeg kunne følge med. Faktisk tror jeg, at jeg var omkring 150 sider inde i bogen, før jeg havde helt styr på, hvem der var hvem i forhold til alder og rolle i fællesskabet. Det blev et irritationsmoment og gjorde det svært at synke helt ned i det, der ellers er en smuk og simpel fortælling.

Bogen slutter med nogle siders fortælling om forfatterens egen historie, som både forklarer den indledende dedikation, men også bogens tilblivelse. Jeg ville selv have foretrukket at læse det forinden, da jeg tror det kunne bidrage væsentligt til min opslugthed. Derfor anbefaler jeg kommende læsere at bruge nogle minutter på at læse de afsluttende ord om forfatterens skæbne inden læsningen.
Alt i alt en smuk og simpel fortælling, som dog måtte kæmpe lidt for at holde min opmærksomhed fanget.

Hov, skulle du ikke være på Louisiana?

Jo, det skulle jeg, men af personlige årsager har jeg været nødt til at blive hjemme. Det er brandærgerligt. Jeg havde glædet mig enormt til at skulle høre mange af mine helt store idoler, men i stedet må jeg nøjes med at følge med på afstand. Hvis I også gerne vil følge med på afstand, så foreslår jeg, at I følger med på Litfix og den tilhørende @litfix, hvor der jævnligt opdateres fra litteraturfestivalen.
Vi ses forhåbentlig næste år, Louisiana!

Giveaway - billetter til Louisiana Literature & Arv og miljø

Turbine har sponsoreret to billetter til Louisiana Literature og Vigdis Hjorths imponerende bog Arv og miljø, som du kan vinde nu på min instagram. Vinderen findes allerede 13.00, så skynd dig over og deltag!