Boganmeldelse: Glem det, Dårligt nyt, En smule håb af Edward St Aubyns

Denne anmeldelse er af ældre dato, men postes i anledning af anmeldelsen af de sidste to romaner i Patrick Melrose-kvintteten.

Fra selvmordstruet junkie til storslået forfatter

I St Aubyns Patrick Melrose-trilogi får læseren indblik i en frastødende, perverseret og tyrannisk britisk overklasse. Serien indeholder yderligere to romaner; Moders mælk og Til sidst, som udkommer på dansk d. 6. Nov. 2015.

Hvordan kan man nogensinde komme sig over en fortid med incestuøse overgreb fra sin egen far, en fraværende, apatisk mor og livet på gaden som stiknarkoman? Man kan vælge at gøre som Edward St Aubyn; skrive.

Den har været længe undervejs, men nu er Edward St Aubyns trilogi endelig udkommet på dansk. De selvbiografiske romaner med Patrick Melrose som St Aubyns alterego, er resultatet af en årelang healingsproces med tunge terapeutiske forløb, som ifølge forfatteren selv var den eneste måde, hvorpå han kunne sættes fri.

Den 55-årige St Aubyn er søn af den engelske lavadel og er vokset op i ekstravagante omgivelser, hvor raffinement og dannelse er væsentlige kriterier for vurdering af andre menneskers værdi. Selvom hans opvækst kan synes privilegeret udadtil, har den været alt andet end barndommens idyl. St Aubyn gør meget ud af at hans litteratur ikke skal indskrænkes til et terapeutisk projekt, men indrømmer samtidig at skrivningen har reddet hans liv.

Det var med galoperende hjerte, svedige håndflader og skiftevis latter og tårer, at jeg læste de tre romaner. Adrenalinsuset ville ingen ende tage og i løbet af fire dage, havde jeg læst den 450 siders lange trilogi, som havde taget mig med på en rejse til det engelske borgerskabs mest afstumpede, selvhøjtidelige mennesker, som ikke synes at eje skyggen af moral. 

Da jeg var færdig med at læse bogen, havde jeg kun lyst til én ting, og det var at læse den igen.

Ord kan næppe beskrive min fulde begejstring for denne brutale skildring af Patrick Melroses liv. Den er ganske enkelt god!

Rædselsvækkende ondskab

Trilogien skildrer forfatterens tragiske barndom, hans ungdomsliv og starten på hans voksenliv. Den første roman finder sted på familiens landsted i Provence, hvor femårige Patrick bor med sin dominerende far og fraværende mor. Farens stræben efter ubetinget magt får sadistiske træk meget tidligt i fortællingen, og allerede på s. 17 får læseren indblik i hans sygelige trang til kontrol, da han får sin kone til at spise middag, som en hund med hænderne på ryggen. Hans trang til at ydmyge andre og ophøje sig selv er karakteristisk gennem alle tre romaner, og den indgroede ondskab når sit klimaks, da han som en del af en disciplinær opdragelsesstrategi tæsker og voldtager sin egen søn. Denne passage står knivskarpt i min erindring, som det mest rædselsvækkende jeg nogensinde er blevet præsenteret for på skrift. Her er vi kun 75 sider inde i romanen, men der er ingen tvivl om, at scenen er sat.

I anden roman er Patrick blevet en 22-årig junkie, som lever fra dag til dag. Han færdes i en verden med hurtige fix, tilfældig sex og overfladiske relationer. Som resultat af en grusom barndom, er Patrick svært deprimeret og hver dag er en ny overvejelse over, hvordan han kan tage sit eget liv. Selvom junkiekarakteren ikke umiddelbart lyder som nogen litterær nyskabelse, er Patrick alt andet end den traditionelle junkie, vi kender. Omend hans verden kredser om, hvordan han får sit næste fix, så behøver Patrick i kraft af sin massive arv, aldrig at bekymre sig om at skaffe pengene hertil. Arven øges yderligere, da Patricks far dør og vi følger Patrick på turen til New York, hvor han skal hente sin fars aske. Den fysiske rejser kommer til at stå, som en stærk metafor for Patricks sjælelige rejse mod en begyndende forsoning med sin fortid.

I den sidste roman er der, som titlen indikerer, En smule håb for Patrick. Han er blevet clean, men fortiden hjemsøger ham og han befinder sig stadig i en depressiv tilstand, som han forsøger at udholde ved hjælp af verbal prygl til overklassen, gemt i en kynisk og sarkastisk humor. Selvom om Patrick nu er voksen, sidder man som læser med en følelse af, at han stadig er et stakkels uforrettet barn, som slikker sine sår.

Det er i særdeleshed i denne roman, at læseren bliver inviteret til at opleve komikken i overklassens insisteren på at opretholde en hierarkisk orden, som mest af alt minder om det forældede kastesystem.

En overklasse uden klasse

De tre romaner er ikke blot beretningen om Melrose-familien, de er en autentisk indsigt i det britiske aristokrati og en latterliggørelse af dets ofte tilfældige snobberi, skrevet af en af deres ”egne”. Som søn af den engelske lavadel, har St Aubyn en indsigt i den britiske overklasseetikette, som muliggør en fremstilling af aristokratiet ud over det sædvanlige. Han tager læseren bag om kulisserne til en  overfladisk verden, hvor intet er vigtigere end synet udadtil, og det enkelte menneske ikke er mere værd end dets slægtshistorie og økonomiske kapital.

Med beskrivelserne af et aristokrati af snobber, fedterøve og værst af alt pæderaster, som intet har tilovers for middelklassen, skinner St Aubyns egen foragt for overklassens overfladiskhed tydeligt igennem.

Bøgerne er velskrevet prosa i et skarpt og konsekvent sprog, hvori St Aubyn bruger sarkasme til at distancere sig fra den dybe tragedie fortællingen i virkeligheden behandler.

Til sidst

Seriens to sidste bind; Moders mælk og Til sidst udkommer på dansk d. 6. nov. 2015. Disse er ifølge St Aubyn en form for endegyldig forsoning med hans egen fortid.

De årelange terapeutiske forløb muligjorde skabelsen af en fiktiv verden, som St Aubyn havde kontrol over, i modsætning til hans egen fortid og nuværende virkelighed. Det var i følge forfatteren selv, det der udskød den latente trussel om selvmord.

Og dette til glæde for alle, som sætter pris på enestående litteratur.