søndag den 22. juli 2018

Seks bud på YA-genrens popularitet





Denne artikel blev trykt i Bookeaters Magazine, som er et magasin, der særligt henvender sig til unge læsere eller læsere af ungdomslitteratur. Det er et gratis magasin, som bliver til på baggrund af arbejdet fra bibliotekarer og frivillige ildsjæle. Her er denne frivillige ildsjæls bidrag. ;-)

_____


YA står for Young Adult, og genren beskæftiger sig med forskellige former for eksistentielle temaer såsom seksualitet, race, diagnoser og det eviggyldige spørgsmål ”hvem er jeg?”. Identitet er kendetegnende for genren, som karakteriseres ved at henvende sig til unge mennesker og som regel følger læseren unge hovedpersoner i deres udvikling til at blive ”rigtige” voksne eller at finde sig selv og en plads i samfundet. Undersøgelser har vist, at genren ikke blot er populær blandt dens primære målgruppe (12-18-årige), men at voksne i både 20’erne, 30’erne og 40’erne i stigende grad har taget genren til sig i en sådan grad, at forlagene oplever en stigning i salget af YA og et lille fald i salget af traditionel voksenlitteratur. Så hvad er det helt præcist, genren kan, og hvorfor boomer den lige nu?

Hvem er jeg?
I de gode gamle dage var det kun de unge, der måtte slås med identitetsspørgsmålet, og man vidste, at det ville give sig selv, så snart en levevej var valgt. Skolelæreren var skolelærer hele livet, frisøren var frisør hele livet, ægteskabet varede hele livet, og man blev så vidt muligt også boende samme sted hele livet – sådan er det ikke længere. Vi lever i et postmoderne samfund, hvor identitet er flygtig og tilværelsen omskiftelig. Det betyder, at det kan det være vanskeligt at definere sig selv, fordi man ikke har noget fastforankret at gribe fat i. Derfor har YA-genrens kredsen om identitet og livsvilkår ikke blot relevans for ungdommen, som skal forsøge at skabe sig en identitet, men også for den voksne læser, som oplever brud i tilværelsen, der kræver en ny definition af, hvem hun eller han er, eller hvad hun eller han ønsker i livet. På den måde kan man sige, at det vi forbinder med ungdom er blevet en varig tilstand, fremfor en fase, man vokser fra.

8-, 9-, 10-årige teenagere
Det er ikke kun de voksne, der befinder sig i det, man kan betegne som en ungdomstilstand i længere tid. Børn definerer også sig selv som unge mennesker langt tidligere end før. Mange 10-årige føler selv, at de har forladt barndommen og identificerer sig i langt højere grad med teenageren og ungdommen. Derfor er der også en stigende tendens til, at børnelitteraturen fravælges tidligere, fordi interessen for børneuniverset og identifikationen med den barnlige hovedrolle mangler. Det betyder både, at børnelitteraturen får kortere levetid, men også at YA-genren – trods dens navn –   rammer en bredere læserskare end de 12-18-årige, som normalvis betegnes som dens målgruppe.

Følelser er universelle
Utæmmede følelser og oprør får næsten altid plads i YA-litteraturen. Vigtige livsvalg er ofte sat helt på spidsen, og tydeliggøres ved hjælp af store begivenheder såsom skæbnebestemmende valg af fraktion eller når forkastelse af egen moral er eneste overlevelsesmulighed. YA-litteraturens kredsen om liv og død, seksuel usikkerhed og følelser i opbrud er relevante temaer for alle aldre, og trods hovedpersonernes unge alder, oplever de fleste læsere at kunne spejle sig i de følelser, karaktererne gennemgår, når livsændrende valg skal træffes. Det er altså følelserne, der gør spejlingen mulig, fordi følelser er universelle og taler på tværs af alder, kultur og køn.

Diversitet
Diversitet og mangfoldighed præger i stigende grad den politiske debat, og det er næsten altid temaer i YA-litteraturen. Det er en almen antagelse, at vi læser for at forstå os selv og verden, og derfor er YA-litteraturen et oplagt sted at søge hen. Mange læsere efterlyser følelsesmæssige tilstande eller karakterer, de kan spejle sig i – det gælder selvfølgelig også dem, der ikke nødvendigvis følger konventionelle leveformer eller seksuelle normer. Når YA-litteraturen sætter fokus på identitetsforvirring, homoseksualitet, racespørgsmål eller andre eksistentielle grundvilkår, tillader den at bøgerne bliver spejle, hvori vi kan se, hvem vi er eller måske, hvem vi gerne vil være. Og med en stigning i antallet af mennesker, der ikke føler, de ikke passer ind i traditionelle forståelser af køn, forhold og seksualitet, fungerer YA-litteraturen som bekræftelsen af, at de – eller vi – ikke er alene.
vi kan spejle os i gennem indlevelse og identifikation.

Mindre litterær udskam
Det er ikke længere pinligt at vise sig selv som læser af en ungdomsbog eller en bog med temaer som homoseksualitet, selvskadende adfærd eller misbrug – i hvert fald ikke i samme grad som det har været. Granvoksne mennesker står gerne frem og fortæller, at de læser YA-litteratur, og genren har endda vundet indpas hos de store mediehuse. Her anmeldes bøger som for eksempel Valgetaf Sarah Engell, The Hate U Giveaf Angie Thomas eller Siri Pettersens Ravneringene-saga af velansete boganmeldere på lige fod med den finkulturelle skønlitteratur. Det får naturligvis indflydelse på genrens status, når bøger under den kategori tildeles flotte anmeldelser af litterære eksperter og autoriteter. Selvom en bogbloggers mening kan veje tungt for den unge YA-læser, vil det ofte være avisens eller dagbladets såkaldte godendelsesstempel, der overbeviser den voksne YA-læser og præger – måske ligefrem skaber –  den offentlige holdning til genren som anerkendt, respektabel litteratur.

YA er muligheden for online fællesskaber
YA-læserne har som ingen andre læsere formået at skabe et online fællesskab, hvor de diskuterer deres yndlingsforfattere, tager smukke billeder af deres yndlingsbøger og kommunikerer vidt og bredt om de bøger, de læser. Det er især tydeligt, at det er YA-læsere, der præger sociale medier såsom Instagram, hvor de har deres bookstagram-profiler, youtube, hvor de har booktubes og blogmediet, hvor de har bogblogs. Igennem bøgernes karakterer og handling udtrykker læserne deres egne følelser eller sindstilstande på sociale medier, og ofte er de gode til at sende søde kommentarer til hinanden. Søg for eksempel på hashtags såsom #youngadult eller #yareader for at tage del i det online læsefællesskab.


Artiklen blev indledt med beskrivelsen af, at YA står for young adult, og man kan sige, at den dermed er en målgruppebaseret genre. Men som artiklen peger på, kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er en kategorisering, der er helt holdbar. Der er i hvert fald mange gode grunde til, at genren er populær på tværs af alder, køn og etnisk og seksuel identitet. Så det store spørgsmål er vel bare: Hvilken YA-roman skal du i gang med?

Bookeaters Magazine

Det er ved at være lidt tid siden, at bladet udkom (juni), men jeg ved, at der stadig er eksemplarer at finde rundt omkring på landets biblioteker, hvis det skulle have interesse. Bookeaters Magazine er et magasin, som særligt henvender sig til unge læsere eller læsere af "ungelitteratur". Magasinet er gratis, fordi redaktionen består af en blanding af bibliotekarer og frivillige ildsjæle, som med hjælp fra sponsorer sikrer spændende artikler, interviews og boganmeldelser. Du kan spørge efter magasinet på dit nærmeste bibliotek – det er ikke alle biblioteker, der abonnerer på det, men de vil kunne hjælpe dig med at fortælle, hvor det kan fås, hvis ikke de selv har det. Du kan selvfølgelig også vælge den løsning, hvor du plager dem om at begynde at abonnere på det. ;-)

I den seneste udgave af magasinet finder du blandt andet skrivetips til kommende forfattere, en oversigt over kommende bogbegivenheder, en reportage fra Harry Potter-udstillingen A History of Magic, og så har jeg selv bidraget med artiklen "Seks bud på YA-genrens popularitet", som jeg har postet som tekst i et separat opslag lige her


Du kan se mere om bladets indhold i denne lille primo-video.



Jeg sidder selv i redaktionen, og jeg jeg hører meget gerne fra dig, hvis du har kommentarer eller spørgsmål til magasinet.

Ha' en rigtig dejlig dag!


tirsdag den 17. juli 2018

Boganmeldelse: Dansk bogdesign i det 20. århundrede af Henrik Højgaard Sejerkilde


Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af forlaget, som sælger den lækre moppedreng til DKK 360,- lige her.

Titel: Dansk bogdesign i det 20. århundrede 
Forfatter: Henrik Højgaard Sejerkilde
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 427
Forlag: Syddansk Universitetsforlag

Det er ikke så tit, man taler om musthaves på en bogblog, men denne her gang er det vist det eneste ord, der slår til. Henrik Højgaard Sejerkilde smitter med sin entusiasme og sin kærlighed til bøger, og hans grundige værk vil berige enhver bogelskers bogreol!

For nylig fik jeg øjnene op for en bog, der fik mit mundvand til at løbe og straks satte gang i tanker om, hvordan i alverden, den kunne være gået min næse forbi. Jeg faldt helt tilfældigt over Henrik Højgaard Sejerkildes store boghistoriske værk, da jeg søgte efter en gammel bogforside (ja, det er sådan, jeg hygger mig, når jeg har fri), og jeg måtte straks i gang med at formulere en solid tiggemail. Den gav heldigvis pote – trods mors lærdom om, at man ikke får noget ud af at tigge – og jeg har nu nydt den store, grundige encyklopædiske bog om bøger i små bidder henover en måned. Det er naturligvis ikke oplagt at læse det store værk, som man læser en roman, men nørden i mig må bare erkende, at jeg simpelthen ikke kunne lade være.
Forfatterens udgangspunkt er dansk design. Vi er stolte af dansk design, og det klinger af kvalitet både herhjemme og i udlandet. Men der har endnu ikke været nogen, der har påtaget sig den fornemme opgave det er, at fortælle om dansk bogdesigns historie, indtil Henrik Højgaard Sejerkilde kom på banen med sit imponerende værk. Bogen er inddelt i fire overordnede kapitler, som følger en kronologisk orden; 1900-1927 Industrielt hastværk og forfinet håndværk, 1928-1945 Modernisme og murstensromaner, 1946-1959 Kampen for nye standarder – og angsten for ensretning, 1960-1970 Massernes triumf og sidst, men ikke mindst 1971-2000 Gutenberg på pension. Det kan måske lyde tørt, men det er alt andet end det! Hvert kapitel indledes med en introduktion til tiden og til de tendenser eller opbrud der var med til at definere den, og introduktionen hjælper læseren med at forstå bogens rolle i hverdagslivet og som statusmarkør i hjemmet.
Vi bruger ofte bøgers indhold til at fortælle os om den tid, de blev til i, men det er for mit vedkommende første gang, jeg bliver bevidst om, hvor meget deres ydre faktisk også afslører. For eksempel var bogforsider fra mellemkrigstiden præget af sorte, mørke omslag, men ofte var siderne fyldt med illustrationer, som skulle fjerne læseren fra den dystre hverdag, der udspillede sig uden for hjemmets vægge. Der fortælles også om tidstypisk font, margin, illustrationer og papirkvalitet, og hvordan alle disse små detaljer var et resultat af tiden, dens politiske strømninger og familiestrukturen. Sejerkilde beretter selvfølgelig også om bogbindingens rejse fra kunsthåndværk til industriel masseproduktion, som medførte at bogen blev en del af en stigende forbrugskultur, som ikke længere var forbeholdt en kultiveret overklasse.
Den gamle skolelærer (altså mig) blev også glad for at læse, hvordan der (med rette) var gjort plads til lærebøger og til den blå betænknings indflydelse, som betød at lærebøgerne nu skulle prydes med flotte, motiverende illustrationer for at vække elevernes læse- og læringslyst (til de af jer, der ikke ved, hvad den blå betænkning er, så er det betegnelsen for det brud, der var med dansk skolepædagogik i 1960’erne – et opgør med det, man også kalder ”den sorte skole”. Den blå betænkning fokuserede på åndsfrihed og et styrket dannelsesideal og var på den måde også et opgør med tests og måling. Jeg nævner selvfølgelig slet intet om det paradoksale ved datidens opgør og den nye skolereform …  ).
Henrik Højgaard Sejerkilde kommer vidt omkring, og det levende sprog og den mærkbare passion, gør ham til en imponerende formidler og bogen til et fantastisk værk. Men som det er enhver (undskyld generaliseringen) forskers forbandelse, havner vi indimellem i lidt for lange sætninger med lidt for mange indskudte sætninger, hvor det kræver en stor indsats fra læseren at huske, hvor vi kom fra. Okay, det er jeg også selv slem til! ;-) Ikke desto mindre er jeg fuldstændig forelsket i den betagende murstensbog, og det skyldes ikke kun dens indføring i bogbindingens historie, men også at jeg hele vejen igennem kunne mærke en ægte kærlighed og begejstring fra forfatteren bag. Henrik Højgaard Sejerkilde smitter med sin entusiasme og sin kærlighed til bøger, og hans grundige værk vil berige enhver bogelskers bogreol!



lørdag den 7. juli 2018

Boganmeldelse: Balloner forbudt af Robert Zola Christensen


Jeg fik bogen tilsendt som en overraskelse fra forlaget (for meget længe siden, faktisk). Den bliver solgt for DKK 156,- hos Bogreolen.dk (uden medlemskab) lige her.

Titel: Balloner forbudt
Forfatter: Robert Zola Christensen
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 136
Forlag: Forlaget Arabesk

Dansk mand i fyrrene, bosat i Sverige, far til to, gift med Annika, lektor ved Lunds Universitet og et vaskeægte røvhul.
Balloner forbudt er fortællingen om vores hovedpersons selvskabte deroute, og det er svært, hvis ikke umuligt, at føle sympati med ham, når det svensk-danske glansbillede langsomt krakelerer. Han underviser på Institut for språk- och litteratur, hvor den russiske udvekslingsstuderende, Olga, beder ham være vejleder på sit speciale, som måske skal være en udfoldelse af Foucault eller måske noget med Kierkegaard. Selvom den unge (sexede) studerende ikke har præsteret imponerende i løbet af semestret og heller ikke rigtig ved, hvad hun vil, indvilliger vores lektor i at være hendes vejleder. Og der skal naturligvis ikke meget mere overtalelse til end en let-opknappet cardigan uden bh under. Inden længe (allerede på side 18) ender hovedpersonens hånd mellem benene på den studerende, og kort efter befinder han sig på planteskolen med sin hustru og to døtre i færd med at sniffe til sine fingre, som ”lugter kraftigt af Olga”, som man jo gør, når man er fyrre … og gift. Sideløbende med romancen forsøger han at planlægge Annikas 40-års fødselsdag, og følge med hendes skiftende ideer om hvem, der skal inviteres, hvad der skal serveres og hvor den skal holdes.
Ægteparret repræsenterer på mange måder nutidens par, som de er flest – to mennesker, der lover hinanden ære og troskab, men som søger nye spændende bekendtskaber i det øjeblik hverdagen fyldes med rutiner og kedelige pastaretter.
Hovedpersonen fremstår som et gennemført sexistisk røvhul og at dømme ud fra hans negative tanker om alle de kvindekroppe, han omgiver sig med, må han selv være guds gave til mennesket. Olgas bryster er for små, det er “lillepigebryster”, “Meget mere end en håndfuld er der ikke tale om”. Hans hustrus bryster er “lidt tunge og konede i det”, de flader ud, når hun ligger ned, og “Noget kønt syn er det ikke”. “Er hun ikke også begyndt at blive lidt pæreformet?”. Hans tanker om sine kvindelige bekendtskabers kroppe vækkede en indre vrede og afsky i mig, og jeg kunne ikke engang heppe på ham, når han så ud til at finde en vej ud af sin midtvejskrise.
Bogen berører Sveriges politiske korrekthed, som hovedpersonen er ved at blive kvalt i, men selvom titlen ligefrem citerer et gadeskilt i Malmø, får den aldrig helt udfoldet de svenske tilstande.
Det er en lille bog, som er hurtigt læst, og den holdt mig fanget, mens jeg fulgte hovedpersonen brolægge vejen til sin private og professionelle undergang. Sprogligt er den ikke noget særligt, og det er nok heller ikke en bog, jeg vil huske om et års tid. Alligevel holdt den mig underholdt i de timer, læsningen stod på, og den skal have fire kopper for at fastholde min opmærksomhed og skabe en karakter, der gik mig så meget på nerverne!


torsdag den 5. juli 2018

Boganmeldelse: Samtaler med venner af Sally Rooney


Jeg fik tilsendt bogen som en overraskelse fra forlaget. Den sælges til DKK 226,- på Bogreolen.dk lige her.

Titel: Samtaler med venner
Forfatter: Sally Rooney
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 336
Forlag: Rosinante

Rooneys roman vidner om en tid, hvor unge optages af forestillede sandheder om maskulinitet, femininitet og stiller sig kritisk overfor ‘rigtige’ måder at være til på. Hvornår er man sit autentiske selv, er forhold mere værd end venskaber og kan man elske (med) flere ad gangen? Alt det er centrale temaer i den moderne skildring, som er intet mindre end et gennemført moderne stykke litteratur.
I Samtaler med venner lander læseren lige midt i et venskab, som på én gang føles trygt og genkendeligt, men som samtidig er helt unikt. Jeg-fortælleren, Frances og hendes bedste veninde Bobbi kender hinanden lige så godt som – hvis ikke bedre end – de kender sig selv. Frances er en kompleks karakter. Hun er i færd med at lære sig selv at kende, og betvivler løbende sin egen person og stiller spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet er i besiddelse af en personlighed. Som en kamæleon tilpasser hun sig sine omgivelser, falder ind i rollen som den venlige, charmerende og høflige og forstår derved at være alt det, samfundet forventer – alt det, hun selv og Bobbi foragter. Bobbi er derimod aldrig i tvivl. Hun har høje tanker om sig selv og er bevidst om sin egen skønhed og evner. De to veninder har tidligere været kærester, og deres venskab bærer præg af den intime relation, der engang var mellem dem. Sammen deltager de i oplæsningsarrangementer, hvor de læser op af deres tekster. Under et arrangement møder de ægteparret, Melissa og Nick, som er en del af Dublins jetset. Nick er “flot på den mest klassiske måde” og når han ser på Frances, føler hun sig sårbar overfor ham. De indleder det, der starter som en uskyldig flirt, men det varer ikke længe, før den lille flirt har udviklet sig til en affære, som er langt mere end bare kropsligt begær.
Samtaler med venner er en af de mest rammende samtidsskildringer, jeg har læst længe. Den vender alle sociale konstruktioner og kønsnormativer på hovedet, men den gør det (heldigvis) uden, det bliver ekspliciteret. Den biseksuelle Frances og den lesbiske Bobbi er ikke ved at “finde sig selv” i deres seksualitet og kæmper ikke med at stå ved den eller “indrømme” den. Og netop den naturlighed, der ligger i at seksualiteten blot er til stede som værende lige så normal som det at spise eller gå på toilet, gør romanen til en vigtig skildring af en tid, hvor vi omsider accepterer og forstår alle familieformer, seksualiteter og menneskelige relationer som flydende og op til den enkelte. Frances er et kritisk og skarpt intellekt, og hun gør sig tanker om sin egen væren, som både er genkendelige og alligevel knivskarpe:

“Jeg var spændt, klar til den udfordring, det var at komme ind i et fremmed hjem, og var allerede i gang med at forberede komplimenter og bestemte ansigtsudtryk, så jeg kunne virke charmerende.”

Hendes tanker om personlighed og og om at være det, der forventes i en given situation er indsigtsfulde og gentages med al den tvivl, ethvert mennesker rummer om sin egen person og om, hvordan og hvornår man er sit eget ’autentiske’ jeg.

“Bobbi sagde til mig, at hun ikke mente, jeg havde en »rigtig personlighed«, men hun sagde, at hun mente det som en kompliment. Som regel var jeg enig i hendes vurdering. Jeg følte til enhver tid, at jeg kunne gøre eller sige hvad som helst, og bagefter bare tænke: Nå, så det er den slags person, jeg er.”

Rooneys roman vidner om en tid, hvor unge optages af forestillede sandheder om maskulinitet, femininitet og stiller sig kritisk overfor ‘rigtige’ måder at være til på. Den rykker på – eller leger i al fald med – den hierarkiske orden i monogami, polygami, venskab, kærlighedsforhold og intime forhold. Den lander med andre ord lige ned i den tid der er, og min begejstring vil ingen ende tage for dette gennemførte moderne stykke litteratur.




tirsdag den 3. juli 2018

Børn af Bøger: Kathrine fra Bibliotekattens Bøger











Denne måneds Barn af bøger er Kathrine Bach Pachniuk, som er børnebibliotekar og digtital formidler af litteratur på Bibliotekattens Bøger og @bibliotekat
----

Mit navn er Kathrine, og jeg har været et barn af bøger - og tegneserier - siden jeg lærte mig selv at læse, fordi jeg var træt af ikke at kunne læse Anders And-blade.

Jeg blev til et barn af bøger, fordi der altid var bøger omkring mig
Jeg læste Anders And bladenes billeder, før jeg læste ordene, men til sidst ville jeg ikke vente længere. Mine forældre læste højt, jo jo, men det var jo når de havde tid og var i nærheden. Jeg ved ikke hvordan jeg lærte det, men en dag var koden knækket, som man siger nu. Og så læste jeg alt. Jeg læste billedbøger til langt op i teenageårene og voksenbøger, før jeg sikkert burde. Jeg følte mig aldrig pinlig over det jeg læste. Selvom jeg altid var lidt bange for bibliotekaren ikke ville lade mig låne Stephen King-bøgerne fra voksenbiblioteket (Børn, dengang var der ikke udlånsautomater. Det var et rigtig menneske på biblioteket, der stemplede bøgerne ud til dig)







Jeg tror aldrig, jeg var blevet den læser jeg er uden min far
Min far er ufaglært og har aldrig taget en decideret uddannelse, men han læste altid. Dickens, Wordsworth, Austen, alle klassikerne. Og Lord of the Rings, Hitchhikers Guide og tegneserier. Fagbøger om rummet og stjernerne. Og lige så vigtigt, så sagde han aldrig nej, hvis jeg ønskede mig en bog. Det var ikke noget, der var afgrænset til jul og fødselsdage. Hvis jeg så en bog, jeg gerne ville have, prioriterede han at købe den, selvom han ikke havde ret mange penge, og jeg misbrugte det aldrig. I en periode var jeg dybt fascineret af opslagsværker med insekter og planter og den slags. Der gav ham mig løbende Politikens Hvad finder jeg-serie. Hvad finder jeg i sø og å, I skov og krat. Sammen med den med fugle fik jeg en rigtig kikkert. Det er en af de bedste gaver jeg har fået. Ikke fordi jeg er ornitolog eller biolog nu, men fordi han opmuntrede mine interesser uden at sige voksenting som: “Kommer du nu også til at bruge den?” Han stolede på mig og gav mig plads og mulighed til at udforske. Børn er ekstremt videbegærlige og det er de voksnes opgave at vedligeholde det videbegær. Selv når organiseret læring i skolen truer med at slå det ihjel.
Senere da jeg lærte at læse på engelsk blev det en del billigere for ham, fordi brugte paperbacks i England koster mellem 10 og 50 pence. Og måske handlede det mindre om den egentlige bog og mere om at jeg så at det var vigtigt for ham. Det var noget, der betød noget. Min storebror gav mig også altid bøger i gave, selvom han altid har været mere gamer. Jeg tror, at det var fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle give mig, når vi holdt jul sammen, men jeg så op til ham, så hvis han gav mig en bog, så læste jeg den og elskede den. Simpelthen fordi den var fra ham - og han havde ret god smag. Det var ham, der introducerede mig for Erik Menneskesøn og Shannaras Sværd, og jeg elsker stadig de bøger selvom de kopier han gav mig dengang desværre er gået tabt i flytninger.

Kathrine har desværre ikke billeder af sig selv som læseføl, men til gengæld har hun massevis af billeder, der illustrerer, hvordan hendes egen søn opdrages som et barn af bøger.

























Men i virkeligheden var jeg i højere grad et barn af biblioteket - og specifikt Arden Bibliotek
Jeg havde faktisk ikke en særlig stor bogsamling (udover mine Stephen King paperbacks) - det kom først senere. Så den bibliotekar som måske nok misbilligede mine valg af litteratur (som regel horror, Virkelighedens Verden og fantasy), men aldrig dømte mig eller sagde noget, som ville gøre mig flov eller bange for at låne flere bøger har også en stor del af æren. Jeg advokerer selv meget for højtlæsning, men som jeg husker det var det ikke en stor del af min barndom, fordi jeg lærte at læse så tidligt. Det var det til gengæld at sidde i stilhed med min far, mens vi læste i hver vores bog. Eller høre min mor dø af grin over Kærlighed ved første hik og bare sidde og vente utålmodigt på, at hun blev færdig med den, så jeg kunne læse den åbenbart vildt sjove bog! (Og det var den!).


Stormy did not see that plot twist coming.


Mange bøger gjorde mig til et barn af bøger
Men dem jeg husker tydeligst er Peddersen og Findus billedbøgerne, som jeg stadig elsker og læser - helt for min egen skyld. Skrumpen af Gunnar Wille. Dennis Jürgensens Dystopia, som var min introduktion til min livslange besættelse af fantasy. Erik Menneskesøn og Shannaras Sværd som jeg nævnte før. Og så nærmest hele Stephen Kings forfatterskab. Jeg ved ikke, hvad det var ved horror, der talte til mig, men jeg elskede det fra starten. Jeg kan ikke engang huske min første King-bog, men jeg lånte og læste mine favoritter igen og igen. Jeg må have læst Opgøret mindst 10 gange, hvis ikke flere. Og det var også her, jeg blev træt af det begrænsede udvalg af de bøger jeg gerne ville læse på dansk. Så jeg lærte at læse på engelsk. Jeg havde allerede læst mange af King-bøgerne gentagne gange på dansk, så jeg begyndte bare at læse dem på engelsk i stedet. Jeg kendte en del ord allerede, fordi min far er vokset op i England og vi besøgte vores familie derovre hvert år og resten kunne jeg slå op i en ordbog. Og det åbnede en hel ny verden af bøger.




















Det er svært at sige, hvad har det betydet for mig, at jeg var et barn af bøger
Jeg ved jo ikke hvor og hvordan jeg ville have været hvis jeg ikke var. Mange begynder først rigtigt at læse som voksne og jeg tror såmænd ikke at jeg er et bedre menneske end dem. Måske havde jeg endda stadig været bibliotekar, hvis jeg ikke havde været et barn af bøger. Men jeg kan sige, at jeg ikke kunne forestille ikke selv at opdrage et barn af bøger. 
Nu har jeg fået mit eget menneske og jeg kan ikke lade være med at købe bøger. Bøger han først kan læse om 3 år, om 5 år, om 10 år. Jeg kan ikke forestille mig at han skulle voksne op uden de oplevelser bøger er. Film og computerspil er også fremragende medier og oplevelser, men bøger kan noget særligt. Og jeg vil gerne have at mit barn får alle oplevelserne med og den opgave at gøre et barn til et barn af bøger er for vigtig til at jeg vil overlade den til skoler og institutioner. Læsning er ikke lektier. Læsning er en familieaktivitet og hygge på linje med Disney Sjov og børnetime. Skoler, daginstitutioner og biblioteker er supervigtige, men at gøre vores børn til læsere er et fælles ansvar, der også ligger hos forældrene. Kærlighed til bøger og den gode fortælling var en gave jeg fik af mine forældre i vuggegave og nu giver jeg den videre - både til mit eget barn og til alle de børn hvis forældre og lærere der følger min blog og instagram, hvor jeg gør mit bedste for at inspirere til læsning hver eneste dag.




Jeg mærker i dag, at jeg var et barn af bøger, fordi jeg kender vigtigheden af at have adgang til dem
Både i hjemmet, men i højere grad i det frirum biblioteket er. Et sted hvor man som barn kan gå hen og låne og læse helt frit uden at ens forældre blander sig eller ved at man låner bøger om sex eller tordenøgler. Man kan udforske sine interesser uden indblanding. Det kræver naturligvis gode og dygtige bibliotekarer til at formidle litteraturen og jeg håber at vi snart ser en ændring i prioriteterne og får litteraturformidlerne tilbage i biblioteksrummet.
Man kan naturligvis også finde en masse information på internettet, men der er en særlig viden at hente i skønlitteraturen. Den er er ikke så målbar som den man får fra internettet og faglitteratur. Man kan ikke sige at ‘nu ved jeg det og det’, men alle de små bidder fra andres virkeligheder, man absorberer gennem bøgerne samler sig og er med til at danne ens verdenssyn. Skønlitteraturen kan vise os verden fra hvor andre står. Jeg kan aldrig opleve, hvordan det er at være farvet i dagens USA eller kvinde i 1700-tallet. Men jeg kan læse en fortælling, der kan vise mig aspekter af det. Det er en stor del af at udvikle sin empati og sit verdenssyn og blive et helt menneske.