Bogen kan købes på Saxo til en flad hund. |
Titel: Mærket for livet
Forfatter: Emelie Schepp
Udgivelsesår: 2013
Sideantal: 374
Forlag: Politikens Forlag
Bare
lige ét afsnit mere sagde jeg til mig selv efterhånden som natten skred frem
Da afdelingschef for Udlændingestyrelsen, Hans Juhlén bliver
fundet dræbt i sit eget hjem, får Norrköpings politiafdeling pludselig travlt,
og det bliver under politianklager, Jana Berzelius ledelse opklaringsarbejdet
iværksættes. Den 35-årige chefanklager og hendes kolleger bliver imidlertid
lettere forvirrede, da en lille dreng også bliver fundet myrdet, og efterhånden
som holdet forsøger at finde frem til drengens identitet, sammenvæves hans
fortid med Janas mærkelige drømme – eller er det erindringer?
Vi følger også vicekriminalkommissær, Mia Bolander og
kriminalkommissær, Henrik Levin. Mia lever fra dag til dag, hun har aldrig
penge nok og prioriterer byturen fremfor mad og voksenlivets forpligtelser,
såsom regninger. Henrik er familiefar til Felix og Wilma, som han har med sin
kone, Emma. Han kæmper med at få jobbet som kriminalkommissær og rollen som
familiefar til at gå op i en højere enhed, og er plaget af en konstant dårlige
samvittighed over for sin familie.
Selvom historien skrider frem ved at fortælles af alle tre
karakterer, hvis tanker og private liv, vi har adgang til, må Jana Berzelius
være vores hovedperson. I takt med opklaringsarbejdet på jobbet, forsøger
læseren i samarbejde med Jana at opklare hendes egen fortid. Jana er benhård og
kan til tider virke følelseskold. Læseren får det indtryk, at det har noget at
gøre med hendes underlige forhold til sin far. Et forhold, som forfatteren
lader hænge til yderligere afklaring i bogens opfølger Hvide spor.
Undervejs er der indsat små kursiverede afsnit, og vi forstår, at
vi overværer en lille piges oplevelser i en anden tid, som selvfølgeligt
sammenfiltres med bogens øvrige historie efterhånden som handlingen skrider
frem.
Jeg synes virkelig Emelie Schepp har formået at skrive en krimi,
som kan det hele. Jeg følte lidt, at jeg læste en film, for billederne stod
knivskarpt i mit indre, og både settings og karakterer var lyslevende. Tempoet
er højt, chokeffekterne mange og vigtigst af alt; jeg kunne ikke regne ud, hvad
der foregik før forfatteren lod mig indvie. Jeg fik alt for lidt søvn, mens jeg
læste Mærket for livet,
fordi det var vaskeægte page-turner, som jeg bare ikke kunne slippe. Bare lige
ét afsnit mere sagde jeg til mig selv efterhånden som natten skred frem. Jeg
var allermest draget af Janas egen historie, og derfor er jeg også nødt til at
læse bogens opfølgere, for hendes historie kan på ingen måde siges at være
afsluttet her.
Der var dog en enkelt ting, der irriterede mig (meget faktisk). På
siderne 146-148 beskrives en hændelse med en dreng, som hedder Minos eller
Milos. Når jeg skriver ”eller” skyldes det, at han på side 146 hedder Minos fem
gang. På side 147 hedder skiftevis Minos, Milos og Minos igen og på side 148 er
han blevet til Milos fem gange. Så hvad hedder han? Det irriterede mig altså en
del – dog ikke nok til ikke at sætter stopper for min trang til at læse videre
og bidrage til opklaringsarbejdet. Ej heller nok til, at jeg ikke allerede er
begyndt at undersøge nærmere på Jana Berzelius’ fortid – anmeldelse følger. ;)