onsdag den 24. august 2016

Boganmeldelse: Girl in a Band af Kim Gordon

Bogen kan købes på Saxo til DKK 247,- lige her.
Titel: Girl in a Band
Forfatter: Kim Gordon
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 325
Forlag: Klim

Bagsidetekst
Kim Gordon var en af frontfigurerne i det banebrydende postpunkband Sonic Youth. I dag er hun et ikon i rock- og modebranchen – aldrig mainstream, ofte på forkant. I sin bog fortæller hun om sin opvækst, om hvordan det er at være ”pigen i bandet” i en mandsdomineret rockverden, og om ægteskabet med guitaristen i bandet, Thurston Moore, som ender brat og dramatisk.
Kim Gordon kommer fra det, hun beskriver som ”en helt almindelig middelklasseopvækst”, der også rummer smertelige barndoms- og ungdomserindringer om hendes psykisk syge bror – erindringer der har været med til at forme den, hun er. Gordon søger væk fra ”det normale”, og som helt ung fascineres hun af og søger mod det eksperimentelle kunstnermiljø i New York. Hun afsøger flere kunstarter, og hendes bog er også en historien om, hvordan hun – ofte lidt tilfældigt – tager turen fra fascineret iagttager til udøvende kunstner og trendsætter inden for musik, mode og design.


Anmeldelse

          ”Ekstrem støj og dissonans kan have en voldsomt rensende effekt.”
             s. 14

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke vidste, hvem Kim Gordon var, da jeg påbegyndte læsningen af Girl in a Band. Mit kendskab til Sonic Youth var begrænset, og den eneste sang, jeg umiddelbart kunne huske dem for, var den, hvor Macaulay Culkin spiller med i musikvideoen.
Men trods det begrænsede kendskab til bandet og et ikkeeksisterende kendskab til forfatteren, blev jeg allerede fra side ét draget af Gordons fortælling om hendes familie, om middelklasselivet i L.A. og især af historien om hendes bror. Kims bror, Keller, udviste i en meget tidlig alder en foruroligende opførsel, hvor han tvang sin lillesøster til mærkelige ting og fandt på historier med det ene formål at skræmme hende. Hun beskriver ham som manipulerende, sadistisk og arrogant, og fortæller samtidig hvilken lettelse det var, da han blev diagnosticeret med paranoid skizofreni. Historien om Keller fylder en del, og Gordon bruger mange ressourcer på at ræsonnere over, hvordan hans sygdom har påvirket hendes egen udvikling og hendes forhold til mænd.
Siden udvikler det sig til fortællingen om at stå på egne ben i New York, fortællingen om kunst, om musik og om det miljø man pludselig bliver en del af, når man er a Girl in a Band. Fortællingen om New Yorks undergrundspunkkultur og kunstmiljø er så medrivende, at man hverken behøver være musik- eller kunstinteresseret for at længes efter at blive en del af det.
Med hendes malende miljøbeskrivelser og mange musiske referencer bliver jeg både trukket tilbage til en teenagetilstand, hvor det endnu engang er tilladt ikke bare at beundre, men nærmest tilbede musikeren, talentet, forfatteren, men også en tilstand, hvor en indre længsel og iver efter at være en del af miljøet opstår. Og faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt så meget musik, som jeg har gjort i perioden, hvor jeg har læst Girl in a Band.
Men det er også et modsætningsfyldt værk, for trods de mange erklæringer om, at Gordon kun sjældent tænker over, at hun er pige eller kvinde, er køn samtidig et tema, der fylder rigtig meget i bogen (se bare bogens titel). Hun beretter om oplevelser, hvor det hun laver devalueres i kraft af hendes køn og problematiserer tendensen med at følelser tilskrives køn. Hvordan gør man sig den slags tanker uden at tænke over sin egen plads i samfundet som kvinde?
Der er uden tvivl en stærk feminist gemt i Kim Gordon, og det kommer blandt andet til udtryk, når hun skriver:

”Rent kulturelt giver vi ikke kvinder lov til at være lige så frie, som de i       virkeligheden gerne vil være, fordi det føles skræmmende. Vi enten skyr den 
slags kvinder eller dømmer dem som værende gale i låget.”
                 s. 151

Derudover er det også svært ikke at læse lyricsne til Shaking Hell som feministiske; ”She finally discovered she's a ... He told her so …” – kvinden har endelig opdaget hvem eller hvad hun er, for manden har fortalt hende det. Jeg synes faktisk det er en virkelig slagskraftig sætning.
Der er ikke meget negativt at sige om bogen, men jeg vil alligevel påpege, at der enkelte steder er sket fejl i oversættelsen. Det er småfejl, som eksempelvis den fremfor det og deslige. Det forstyrrer naturligvis ikke helhedsbilledet, men de fleste læsere vil formentlig nikke genkendende til, at det skaber lidt irritation under læsningen. Det er dog ikke nok til, at jeg ville være læseoplevelsen foruden!
Afslutningsvis kan det siges, at det er en bog med virkelig mange kvaliteter og jeg synes derfor ikke man skal lade sig skræmme af, at den umiddelbart henvender sig til den musikinteresserede, for den er så meget mere end det. Udover at have levet et interessant og læseværdigt liv, så forstår Gordon at tematisere køn, give malende beskrivelser af by, kunstmiljø og punkkultur. Bogen er således både til New York- og L.A.-elskeren, musikfanatikeren, kunstentusiasten og ikke mindst den kulturinteresserede.


tirsdag den 23. august 2016

Book Me Up, Scotty! snart i Tokyo

Bøgerne blev sendt til mig fra Forlaget Turbulenz, som varetager de danske oversættelser af Lonely Planet-bøgerne. Jeg har næsten altid rejseguides med på mine rejser, da jeg synes det er den bedste kilde til et hurtigt og overskueligt overblik. De kan købes her.

For nogle dage siden postede jeg ovenstående Instagram-billede, og i den forbindelse har jeg modtaget en del spørgsmål, som jeg finder lettere at besvare her i en slags update.
Egentlig havde jeg ikke planer om, at dele min rejse her på Book Me Up, Scotty!, da bloggen jo udelukkende anvendes som plaform til mine mange tanker om bøger og den boglige verden. Men det er klart, at uanset hvor lidt eller meget man vælger at ”bruge” sig selv i sin blog og i fortællingen om bøger, så sidder der altid et helt menneske bag, hvis liv foregår sideløbende med læsningen og anmeldelserne – hvis det er en rigtig god bog, må det virkelige liv naturligvis stå på standby! ;)
Mit virkelige liv føles lige nu som et af de gode eventyr, så håber jeg bare, at slutningen bliver Disney-versionen, fremfor H.C. Andersens (har han overhovedet skrevet et eneste eventyr med en lykkelig slutning? Jeg elsker i øvrigt hans eventyr, jeg vil bare helst ikke ende som skum på vandet).
Jeg læser en cand.mag. i Kultur og formidling på SDU, og her på tredje semester er det valgfrit, om man vil i praktik. Det ville jeg gerne, og egentlig var min praktikplads andetsteds, men det måtte aflyses på baggrund af landets nuværende sikkerhedssituation. Derfor rejser jeg til Tokyo på torsdag, hvor jeg skal bo frem til februar 2017. Min praktikplads er på Danmarks Ambassade, og jeg glæder mig selvfølgelig rigtig meget!
Jeg håber på stadig at læse og anmelde en masse. Men I vil måske lægge mærke til de ændrede omgivelser.


PS: Hvad er oddsene lige for, at en af mine absolutte yndlingsforfattere kommer til Danmark, når jeg rejser til hans hjemland?

mandag den 15. august 2016

Om biografier

Det er ikke mere end et års tid siden, jeg troligt takkede nej til alle former for biografier. Jeg har nok altid haft svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle læse om andre – også selvom de har levet et særligt interessant eller anderledes liv. Det tætteste jeg kommer på at have haft interesse for at læse om andre, har været i forbindelse med den fankultur, som ofte er en del af teenageårene. Det startede med en uskyldig barndomsbegejstring for Backstreet Boys og udviklede sig sidenhen til en mindre besættelse af Kurt Cobain (og i nogen grad Jim Morrison). Jeg gennemtærskede alt, hvad jeg kunne finde af artikler om ham og hans egne dagbogsskriverier. Men jeg læste ingen biografi.
Siden dengang har jeg kun sjældent læst om et andet menneskes liv – og det på trods af flere opfordringer fra familie og venner, som i perioder har ville overbevise mig om, hvad biografien kunne bidrage med.
Derfor er jeg faktisk rigtig glad for, at Camilla fra Forlaget Klim forstod at sælge Bowie-bogen af Simon Critchley til mig. Hvis ikke hun havde gjort en indsats for at få den til at lyde fængslende (som den rent faktisk også var!), så havde jeg aldrig takket ja til at læse den. Jeg vil tro, kodeordene var filosofisk dybde og kunst. Det er utroligt at tænke på, hvordan jeg blankt har afvist bøger, som potentielt kunne have været nogle af mine største læseoplevelser, alene fordi de var biografier.
Efterfølgende blev jeg tilbudt at læse Trump-bogen, som også var et helt fantastisk indblik i en meget speciel mands tankegang.
Og biografierne er ikke lagt på hylden! Lige nu er jeg i gang med at læse Girlin a Band af Kim Gordon. Og selvom mit kendskab til Sonic Youth er yderst begrænset, så drages jeg af Gordons fortælling om New York, om kunst, om musik og om det miljø, man pludselig bliver en del af, når man er Girl in a Band. Med hendes malende miljøbeskrivelser og mange musiske referencer bliver jeg trukket tilbage til en teenagetilstand, hvor det endnu engang er tilladt ikke bare at beundre, men nærmest tilbede musikeren, talentet, forfatteren.
Og selvom bogen ikke handler om mit store teenageidol, Kurt Cobain, så fylder han overraskende meget i den, og min indre 16-årige længes efter at høre hans rustne stemme igen. I kan forvente en anmeldelse af Gordons biografi snarest.

Det blev en lang smøre om en genre, som jeg alt for længe har afvist. Men hvis du alligevel er nået til vejs ende, så er jeg nysgerrig efter af høre, om du har genrer, som du bevidst vælger fra og hvorfor?

PS: Mange af bøgerne på billedet tilhører min kæreste. Det er vist første gang, jeg er kommet til kort, hvad angår bogsamling. ;) 

onsdag den 3. august 2016

Boganmeldelse: Shotgun Lovesongs af Nickolas Butler

Bogen er på tilbud på Saxo lige nu, og koster kun DKK 103,-. Klik her.
Titel: Shotgun Lovesongs
Forfatter: Nickolas Butler
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 296
Forlag: Klim

Forlagets beskrivelse:
‘Shotgun Lovesongs’ er titlen på det album, som indierockeren Leland brager gennem den internationale lydmur med. Han indspillede det en vinter, i et gammelt hønsehus. En vinter, hvor han ensom og forvirret var søgt tilbage til sin hjemby, Little Wing, i Wisconsin. Albummet ændrer hans liv – han er verdensstjerne i den helt tunge liga nu, og han har friet til den smukke filmskuespiller Chloe.
Hjemme i Little Wing er Leland sammen med sine bedste venner. Henry bor stadig på hjemegnen og kæmper for at leve af sit landbrug sammen med ungdomskæresten Beth. Ronny er endt som invalideret rodeohelt, og Kip, forretningsmanden blandt dem, skal giftes og har inviteret til storslået bryllup.
Vennerne lever med drømmen om at være så tætte, som de altid har været. Men ungdommens ukomplicerede venskab udfordres af svigt, jalousi og ærgerrighed. Nu skal de slås for at nå hinanden igen, og spørgsmålet er, om de kan – for kan du tilgive, at din kammerat har solgt dig til sladderpressen, eller at din bedste ven har gjort det eneste, en bedste ven ikke må gøre?

Anmeldelse:
Jeg havde faktisk ikke de store forventninger til Shotgun Lovesongs. Jeg har efterfølgende kunne se, at den jo har fået voldsomt flotte anmeldelser med sig, men af en eller anden grund var det ikke en bog, jeg rigtig havde lagt mærke til. Det betød også, at jeg kunne gå til den med fuldstændigt åbent sind.
Bogen er bygget op således, at dens karakterer skiftevis fortæller et kapitel. De fem fortællere er alle opvokset i Little Wing, Wisconsin, som består af et lille tætknyttet samfund, hvor alle kender alle.
Vi følger først og fremmest de fire venner; Henry, Lee, Ronny og Kip, men også Henrys kone, Beth.
Henry er en jordbunden landmand, som har to børn og er gift med sin high school-kæreste, Beth. Han kæmper for at få landmandsarbejdet til at give overskud, og deler kun sjældent de økonomiske bekymringer med sin kone. Han er en stolt mand, og trods sin bedste ven, Lees store rigdom, nægter han at tage imod almisser. Henrys stolthed kan allerbedst beskrives med det indledende citat fra Herman Melvilles Moby Dick;

” But, heave ahead, boy, I'd rather be killed by you than kept alive by any other man.”

Selvom de sidder hårdt i det og hverdagen ikke ligner en romantisk komedie, bliver Beth og Henry på mange måder billedet på det gode gammeldags solide ægteskab, hvor man holder sammen til sidste ende. Deres forhold er et makkerskab, og i mit indre heppede jeg stille på dem.
Lee har forladt Little Wing for at udleve sin store musikerdrøm i New York. Her prøver han at finde mening i de flygtige forhold, der ofte følger med berømmelse, men som ligger langt fra opvæksten og værdierne i Little Wing, hvor man holder sammen hele livet – både i venskaber og kærlighed.
Ronny, den drengerøvsagtige, tidligere rodeostjerne er hjemvendt med en mindre hjerneskade som følge af de vilde rodeobedrifter. Lee er Ronnys store helt og bedste ven, og derfor er det også ham, som bliver bedt om at være forlover til Ronnys forestående bryllup.
Kip har i mange år været en succesfuld forretningsmand i Chicago, men er ligeledes hjemvendt til Little Wing for at åbne byens foderstof og gifte sig med Felicia, som i de indfødtes øjne er et vaskeægte storbymenneske.
Shotgun Lovesongs er en helt utrolig hjertevarm fortælling om venskab og tilknytning til mindefulde steder. Den har ikke store litterære intentioner, men er en god, solid fortælling om og ode til det simple liv i en lille landsby. Jeg holdt meget af læsningen, fordi bogens tempo var smittende og gav en form for altomfavnende ro. Det er tydeligt at Butler kender Wisconsin og dens småbyer, som sin egen bukselomme, og hans beskrivelser af naturen og dens lyde er så levende at læseren befinder sig midt i den kolde vinter i Midtvestens landskab. Den er helt klart en anbefaling værd.

Bonusinfo:
Jeg har efterfølgende erfaret, at Nickolas Butler er vokset op i Eau Claire, Wisconsin sammen med musikeren Justin Vernon, som er singer/songwriter i Bon Iver. Der kan trækkes utroligt mange paralleller mellem Justin Vernon og karakteren Lee, og i et interview fortæller Butler også, at Lees karakter er inspireret af Vernon, ligesom hele bogen udspringer af Butlers eget liv og egne oplevelser. Du kan læse hele interviewet med Butler lige her.


Jeg har i øvrigt været stille længe, og jeg skal snart fortælle hvorfor. :D