Boganmeldelse: Astragal af Albertine Sarrazin

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af People's Press. Men den kan købes hos Saxo til DKK 250,-

Titel: Astragal

Forfatter: Albertine Sarrazin

Udgivelsesår: 2017 (ny dansk oversættelse)

Sideantal: 190

Forlag: People’s Press

“Du skal ikke tro på det, Julien, stol ikke på kvinder, jeg kender dem …”

Nyudgivelsen af Astragal indledes med et smukt forord af Patti Smith, hvis kærlighed til Albertine Sarrazin skinner igennem og sætter stemningen for den kommende historie. (Jeg anmeldte i øvrigt M-Train lige her, hvis det skulle have interesse.)

I kapitel 1 har vi, sammen med 19-årige Anne, kastet os ud af det høje fængselsvindue og slæbt os gennem tjørnebuske og mudder ned langs vejen. Springet har ødelagt Annes ankel eller rulleben (fransk = astragale) i en sådan grad, at hun kan hverken gå eller stå, og hun bliver derfor dybt afhængig af, at nogen (en mand) vil komme og redde hende. Til hendes held kommer Julien forbi, og da Anne fortæller sin historie, hjælper han hende videre, og hun ender i sygesengen hos Juliens mor, som sørger for mad og pleje. Anne, som bedst kan karakteriseres som en fandenivoldsk normbryder, finder sig selv handlingslammet i den efterfølgende tid, hvor hun er sengeliggende, og hendes eneste mulighed for at komme rundt er at slæbe sig hen ad gulvet ved hjælp af sine arme. Hun har forladt det verdslige fængsel, men er altså stadig bundet og fastlåst – denne gang til sygesengen. Som fortællingen skrider frem oplever Anne en stigende usikkerhed i forholdet til Julien, som ofte rejser væk, ser andre kvinder og generelt lever et rodløst ungkarle liv far dag til dag.

Astragal er gentagelsesvist udråbt som feministisk værk og Albertine Sarrazin som feministisk forfatter. Jeg må erkende, at der skulle en del eftertanker til, før jeg kunne øjne det feministiske islæt, som fortællingen efter sigende skulle have. Efterfølgende er jeg dog kommet frem til følgende feministiske perspektiver, som bogen kan læses med. Under sin tid i (kvinde)fængslet danner Anne par med en anden kvinde, Rolande, og i beskrivelsen af deres forhold fortæller Anne, hvordan hun har ”lært at elske piger”. At det at ”elske piger” er noget, der skal læres, kan både ses som en kritisk, feministisk kommentar, men selvfølgelig også ’blot’ som en heteros ’omvendelse’ eller fleksibilitet. Den lader vi lige stå lidt. Og så får I også lov til at tygge lidt på det faktum, at Anne reddes af en mand, som under omstændighederne (den ødelagte ankel) nødvendigvis må ’holde hende fanget’ i en seng, hvorfra hun sover, spiser og dyrker sex uden nogen form for deltagelse i verden udenfor. Han bliver hendes redning og hun bliver fuldstændig afhængig af og opslugt af ham, hans kærlighed, hans penge, hans hjælp:

Tak Julien, fordi du var i stand til at gøre mig så ondt. Du gør en ende på mine fantasifostre; efter at have givet mig en kvindekrop giver du mig nu et kvindehjerte – præcis som hos de kvinder, hvis tiggende magt og vanvittige hengivenhed og underdanighed jeg altid har foragtet. Nu er det mig, der dufter til dine skjorter …

Hun bliver kvinden, hun selv foragter – den afhængige kvinde. Med de mange tanker om frihed og fængsel, vækkes spørgsmålene om, hvad frihed egentlig er? Anne er uden for fængselsmuren, men stadig fanget, og hvor hun før var afhængig af fængselspersonalet, er hun nu afhængig af manden. Og med bogens fortvivlede slutning, er der kun tilbage at spørge; er frihed en utopi?

Men i livet inden for fængselsmurene havde man trods alt en større handlefrihed og kunne slå sig løs i smug, idet hver eneste dag forløb i en fast rutine. Min nye frihed lægger mig i lænker og lammer mig.

Men det mest interessante, synes jeg, er navnet på Annes elskede i fængslet. Hun hedder Rolande, og om det er et tilfælde, får I selv lov at bedømme: En meget kendt parisisk feminist, Madame Roland, måtte i 1700-tallet fængsles og efterfølgende lade livet på grund af sin kamp i den franske revolution og for kvinders rettigheder. Under sin tid i fængslet skrev hun sine erindringer, hvori hun blandt andet reflekterede over egne politiske indsatser og med disse blev Madame Roland et symbol på kvinders værdi og vigtige indflydelse i politiske spørgsmål. Fordi hun nægtede at gå på kompromis med sine politiske holdninger måtte hun lade livet i guillotinen, men hendes erindringer blev trykt 1795, og med disse blev hun forgangskvinde for fransk feminisme og et konkret symbol på den stærke, franske kvinde. Der forekommer altså at være en del ligheder mellem Madame Roland og Anne eller måske ligefrem mellem Madame Roland og Albertine Sarrazin, som ligeledes skrev sit biografiske værk bag fængselsmurene. Den kærlighed Anne beskriver til sin fængselsveninde, Rolande, kan altså muligvis være forfatterens beundring for eller en form for dedikation til Madame Roland.

Jeg blev aldrig helt fanget af fortællingen, og det er nok først nu efter endt læsning, at jeg kan se, hvad det egentlig er, den kan tilbyde. Jeg savnede at blive opslugt, men oplevede alligevel en efterfølgende tilfredshed, fordi jeg blev introduceret til en tid og en tankegang, som gav anledning til refleksion. Det er altså ikke et altopslugende værk eller en pageturner, men en lille bog, som kræver en læser, der finder det egentlige ærinde mellem linjerne. Jeg vil derfor anbefale bogen som feministisk eller historisk læsning til læseren, der nyder gætterier om forfatterens intention og (politiske) ståsted.

Økonomen Houellebecq af Bernard Maris

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Bobo – Den Franske Bogcafés Forlag, som lige nu sælger den på tilbud til DKK 180,- – se mere her. 

Titel: Økonomen Houellebecq

Forfatter: Bernard Maris

Udgivelsesår: 2017 (på dansk)

Sideantal: 150

Forlag: Bobo – Den Franske Bogcafés Forlag

”For der findes ikke nogen økonomisk videnskab; det, der findes, er lidelsen, som skjules bag udbuddet og efterspørgslen, med andre ord den poesi og den medfølelse, der konstant nedtrampes af markedets jernhæl – varernes marked, arbejdsmarkedet, sexmarkedet.”

Jeg var faktisk lidt betænkelig ved at skulle læse og anmelde Økonomen Houellebecq. Ikke fordi den ikke lød som noget for mig, men fordi det er ved at være mange år siden, jeg sidst har læst Houellebecq, og jeg var derfor i tvivl, om jeg ville kunne forstå og få noget ud af læsningen af den lille bog. Heldigvis viste det sig, at alle kan få noget ud af at læse Økonomen Houellebecq, og jeg vil vove den påstand, at man ikke engang behøver at have stiftet bekendtskab med Houellebecqs forfatterskab for at forstå, hvad Bernard Maris ærinde er.

Lad os lige for en god ordens skyld få på plads, hvem Bernard Maris var. Maris var økonom, forfatter og journalist for Charlie Hebdo, hvor han skrev klummen Oncle Bernard. Han omkom under attentatet på Hebdo-redaktionen i januar 2015. Han omtales ofte som radikal eller alternativ økonom, hvis økonomiske tilgang ikke var grafisk og matematisk, og det skinner igennem i hans essay om Houellebecq.

Bogen er inddelt i fem kapitler samt en prolog og epilog. I hvert kapitel tages udgangspunkt i en ny økonom, hvis økonomiske teori Houellebecqs værker læses med afsæt i. I prologen starter Maris med at problematisere samfundets store fokus på økonomi. Han sidestiller økonomien med en form for religiøs sekt og beskriver, hvordan den gentagne brug af begreber såsom vækst, globalisering og konkurrencedygtighed fungerer som messen i kirken. Og jeg tror ikke, jeg går for langt, hvis jeg siger, at Maris forstår økonomien som opium for folket, og det er netop denne opfattelse, han forsøger at overbevise sin læser om, at Houellebecq også beskæftiger sig med i sine værker. Han udtrykker stor beundring for Houellebecq, og tilkendegiver, at det er lykkes ham at fremhæve og problematisere aktuelle samfundsproblematikker på poetisk, filosofisk og litterær vis.

Ingen filosof er i stand til at nå frem til blot en hundrededel af den sandhed, man finder i en stor roman.

Således lærer vi, hvordan kunstneren i Kortet og landskabet (som jeg i øvrigt aldrig har læst) kæmper med et indre, der fortæller ham, at han ikke er til nytte, fordi han ikke skaber andet end skønhed (samfundets fokus på nytteværdi), at feriestedet der udbyder sexturisme i Platform er drevet af udbud og efterspørgsel og at Houellebecqs karakterer generelt styres af frygt og begær – begge følelser, som kan skabe købekraft (mersalg).

Jeg var slet ikke forberedt på, at den lille bog skulle tage mig så meget med storm, som den gjorde. Den holdte i to dage, og jeg ville egentlig gerne have haft mere, da den var færdiglæst. Den tilbød så mange interessante perspektiver på samfundet og på menneskeskabte sandheder om det liv, der er ”værd” at leve. Jeg ville ønske, at jeg lige havde haft tid til at læse op på Houellebecq, for det ville (om muligt) have gjort læsningen endnu bedre. Jeg sidder tilbage med en trang til både at læse de Houellebecq-værker, jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med, men også at genlæse de tidligere læste med mit nye sæt briller.

Jeg har ikke roser nok til det lille essay, og det kan anbefales både som øjenåbner eller nye perspektiver på vores nyttesamfund og konkurrencestat, men også til læsere med en generel interesse for litterære analyser. Sidst men ikke mindst er den selvfølgelig et must-read for enhver Houellebecq-elsker. Det skal dog nævnes, at der formidles på akademisk vis, og Maris gør ikke forsøg på at forklare sin brug af kultur/natur eller diskursive konstruktioner. Den kan altså ikke kaldes lettilgængelig, men sproget er både smukt og nuanceret og den uendelige tankestrøm, Maris vækker, er forfriskende og klædeligt for en humanistisk økonom.

At skrive af Marguerite Duras

Jeg købte min lille Duras-bog via medlemskab ved Samlerens Bogklub til DKK 130,-, men den kan også købes for DKK 150,- på Saxo.

Titel: At skrive

Forfatter: Marguerite Duras

Udgivelsesår: 2015

Sideantal: 120

Forlag: Forlaget Vandkunsten

Jeg skriver, derfor er jeg

Således kan jeg bedst opsamle Duras lille samling af smertende ord. 

Hun beskriver skrivningens vilkår, dens isolerende effekt og den ensomhed, der omslutter forfatteren under skrivningen. Det er en ensomhed, som på én gang smerter og gør godt, men som er nødvendig for at det skrevne kan blive til.

”Skrivningens ensomhed er en ensomhed, som det skrevne ikke kan være foruden, ellers smuldrer det blodfattigt i sin søgen efter noget mere at skrive.”

Selvom skrivningen påbyder total ensomhed, er der ingen tvivl om, at det er sådan Duras ønsker det, og det er via denne ensomhed, at hun får rum til at udtrykke sig. At skrive er at fravælge talen og til en vis grad livet. Ensomheden er både smertefuld og fortryllende.

”At skrive var det eneste, der fyldte og fortryllede mit liv. Jeg skrev. Og skrivningen har aldrig siden forladt mig.”

I en tid hvor nyttetænkning fylder mere og mere, hvor den gode borger kun kan forstås, som en væsentlig bidrager til samfundets produktive apparat, er det forfriskende at læse Duras' ord, som er løsrevet fra alt det, man burde og skulle. Hun beskriver at man med skrivningen ”vender tilbage til den naturtilstand, der fandtes i tidernes morgen.” Hendes essay kan læses som en slags opråb til de konventionelle og regelrette forfattere om at skrive ærligt og frit.

Der er ingen umiddelbar struktur at finde i Duras' essay, hun skriver, som ordene kommer til hende, og derfor bliver det både poetisk og ærligt. Hun gentager sig selv flere gange og vender ustandseligt tilbage til sin kredsen om den ensomme, isolerede forfatter. De små bidder af ord får en rytmisk klang, og under læsningen føles det snarere som om, Duras sidder og fortæller fremfor, at jeg læser. Fortællingen er velformuleret, smuk og jeg genkender ordene om den ensomhed, der er forbundet med at skrive. En ensomhed, som netop fortryller og forbander.

Den lille bog er en samling af fem essays, som alle er tydelige eksempler på den smerte, hun beskriver i At skrive. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg følte, at nogle af essaysne fløj hen over hovedet på mig, som for eksempel essayet Roma, som jeg ikke engang er i stand til at gengive. Jeg trøster mig dog med, at Duras selv skriver: ”Jeg har skrevet uforståelige bøger, og de er blevet læst.” og den manglende struktur og plan over skrivningen er både det, der gør den kompleks, men også værd at læse.

”At skrive er at forsøge at forstå, hvad man ville skrive, hvis man skrev – det ved man først bagefter – inden er det det farligste spørgsmål, man kan stille sig selv. Men det er også det mest almindelige.”

Duras døde i 1996 – formentlig som følge af et langt liv med alkohol. Men selvom hun ikke er iblandt os længere, lever hendes ord videre i bedste velgående. De inspirerer til stadighed forfattere verden over, som opfordres til at træde ud af deres bekvemmelige kasser for at bryde med normer om form og struktur i deres værker.

Boganmeldelse: Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry

Find bogen på Plusbog.dk til DKK 60,- uden medlemskab. Den fås også i en flot hardback-udgave, men så er den selvfølgelig væsentligt dyrere. 

Originaltitel: Le Petit Prince

Titel: Den lille prins

Forfatter: Antoine de Saint-Exupéry

Udgivelsesår: 1943

Sideantal: 93

Forlag: Lindhardt & Ringhof

Om bogen (fra Plusbog)

Den lille prins er historien om piloten, alias forfatteren selv, der nødlander i Saharaørkenen.Her møder han den lille prins, der kommer fra rummet og fortæller piloten om sin egen hjemmeplanet, asteroide B612. Han er kommet til jorden på sin rundtur til alverdens planeter for at finde hjælp til at redde det dyrebareste, han kender. 
Den lille prins er kendt og elsket af både børn og voksne som det forunderlige eventyr om den lille prins, der på sin dannelsesrejse rundt i universet lærer kærligheden, livet og døden at kende. Men som først og fremmest handler om omsorg for de nære ting. 

Anmeldelse

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Den lille prins, da jeg som barn fik den læst højt. Jeg husker ikke, hvor gammel jeg var, men jeg husker, at jeg havde ondt af den lille prins, som hele tiden bliver mødt af mennesker, der er så optagede af deres arbejde, at de ikke ænser den lille prins (eller verden omkring dem).

Nu har jeg netop genlæst historien, og jeg har stadig ondt af den lille prins – men denne gang har jeg faktisk også ondt af hele den vestlige verden. Mens jeg læste, oplevede jeg et tiltagende tankemylder, der kredsede om stress, travlhed og manglende tid. Problemstillinger, som for manges vedkommende er lidt for velkendte. Tankerne fortsatte i forestillinger om, hvordan den lille prins symboliserer børn generelt og at alle de travltoptagede mennesker i historien var de voksne i de fleste børns hverdage, hvis fulde opmærksomhed børnene bare så gerne vil have (uden forstyrrelser fra arbejdsgiveren, Facebook, e-mails, mm.). Samtidig blev tankerne ledt hen på en anden stor børne/voksenbog; Alice i Eventyrland, fordi jeg kom til at tænke på kaninen, som altid er ved at komme for sent. Den løber og løber, men kommer ingen vegne, hvilket jeg tror er karakteristisk for rigtig mange af os. Vi skynder os og løber hurtigere og hurtigere blot for at kunne tage flere opgaver på os og til sidst er der så meget fart på, at man har glemt, hvor man er på vej hen og hvorfor. Det eneste man ved er, at man er bagud og kommer for sent, for sent, for sent.
At kalde Den lille prins for en børnebog er af samme årsag en ærgerlig fejl. Med denne kategorisering risikerer man, at budskabets vigtigste modtagere aldrig får øjnene op for dem. Det er en fantastisk historie med langt flere temaer end jeg kan opremse her, og den får sat gang i uendelige tankestrømme om barndom og barnlig naivitet vs. voksen ”fornuft” og overfladiskhed. 

Jeg er desuden begejstret for, hvor godt det lykkes forfatteren at ramme det barnlige sind og den store undren og nysgerrighed, som forbindes med opvækst og læren om sig selv og verden. Jeg læste bogen på dansk, og fandt det imponerende, hvordan sproget i allerhøjeste grad er troværdigt som værende et barns. Den uspolerede barnlige naivitet, det rene hjerte og den evige tro på det gode i alt og alle gør Den lille prins en sød og tankevækkende historie, som både børn og voksne kan få meget ud af at læse, og det er, i mine øjne, med god grund at bogen er en af de helt store dåbs-, konfirmations-, translokations- og studentergaver.

Hvad er jeres forhold til Den lille prins?

En sidebemærkning

Det eneste ved historien, som jeg måske nok studsede lidt over, og som jeg aldrig har bemærket før er at alle de vigtige mennesker, den lille prins møder, er mænd. Jeg er helt sikkert blevet påvirket af mit studie, hvor kønsteori har fyldt meget, og jeg mærkede en lille uro over det, men trøstede mig så med, at de jo alle er røvhuller ;). For god ordens skyld skal det måske lige nævnes, at jeg altså bestemt ikke er mandehader – Haha! :D

Bonusinfo
Det er ikke tilfældigt, at Antoine de Saint-Exupérys har ladet fortælleren drage afsted i et fly. Forfatteren var nemlig selv pilot, og faktisk forsvandt han i 1944, da han var på en mission over Middelhavet for modstandsbevægelsen. Man fandt aldrig liget, men man fandt vragrester fra flyet og Saint-Exupérys armbånd, hvilket i dag er udstillet på Musée de l’Air et de l’Espace.