Boganmeldelse: Lilla Hibiscus af Chimamanda Ngozi Adichie

Lilla hibiscus er på tilbud lige nu hos William Dam til DKK 115,- (og den er alle pengene værd!)

Titel: Lilla Hibiscus

Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie

Udgivelsesår: 2016 (på dansk)

Sideantal: 287

Forlag: Gyldendal

Forlagets beskrivelse

Femtenårige Kambili og hendes bror, Jaja, lever privilegeret i hjemlandet Nigeria. Deres far er en velstående og respekteret forretningsmand, de bor herskabeligt og de går på en kostbar privatskole. Tilværelsen er dog alt andet end harmonisk.

Faren, en fanatisk og dybt religiøs mand, styrer familien med jernhånd. Huset er dystert og kvælende. Da deres kærlige faster overtaler sin bror til at lade børnene komme på besøg, bliver Kambili og Jaja for første gang introduceret til en anden verden.

De vender hjem forandret af deres nyvundne frihed. Men spændingen i familien stiger, og Kambili må finde al den styrke, hun kan, for at holde sin familie samlet.

Indledende tanker

Jeg har (heldigvis) en bror med en imponerende evne til at huske, hvilke bøger jeg ind imellem nævner i vores samtaler eller markerer som ”want to read” på Goodreads og det betyder også, at han ofte er god til at give mig bøger til fødselsdag og jul, som jeg egentlig selv havde glemt, jeg gerne ville læse. Lilla Hibiscus var en del af min fødselsdagsgave fra ham og selvom jeg ikke troede, jeg ville få tid til at læse den lige foreløbig, så forsvandt siderne inden for få dage. Jeg har netop skrevet om mine seks bedste læseoplevelser i 2016, hvoraf Americanah var en af storfavoritterne og da jeg sad og vurderede de seks bedste læseoplevelser, blev jeg mindet om, hvor fantastisk Americanah er og pludselig begyndte Lilla Hibiscus nærmest at kalde mit navn og det blev klart for mig, at jeg ikke ville få ro før, jeg fik den læst. ;)

Anmeldelse

Kambili er en 15-årig pige, som bor med sin bror og forældre i Enugu, Nigeria. Her lever de et overdådigt overklasseliv i deres store hus, hvor der er ubegrænset adgang til mad, vand og benzin – ”luksusser” den almene nigerianer ikke har let adgang til.

Kambilis far er en højtrespekteret mand, som har fået den ærefulde titel Omelora (Den, Der Sørger For Fællesskabet) – en titel han har fået fordi han deler ud af sin rigdom til landsbyens trængende beboere. Lokalsamfundet ser ham som en generøs og godhjertet mand, og han er vant til, at folk tilbeder den jord, han går på. Den eneste, som ikke synes at dele folkets ærefrygt er han søster, Ifeoma, som er en selvstændig alenemor til tre efter at have mistet sin mand.

”Hver gang faster Ifeoma talte til far gik mit hjerte i stå for så at skynde sig i gang igen. Det var den dér respektløse tone, det lod ikke til, at det var gået op for hende, at det var Far, at han var anderledes, speciel.”

Far, som han kaldes gennem hele historien, er en meget religiøs mand og han gør meget ud af, at landsbyens beboere og hans egen familie forstår, at det er gud, der står bag hans rigdom og lykke i livet. Hans position i samfundet har givet ham en magt, som han udøver inden for hjemmets fire vægge. Her udsættes hans familie dagligt for vold og psykisk terror – altid i guds navn. De daglige straffe er ”selvforskyldt” og udøves for deres egen skyld, så de kan vokse som mennesker og lære en vigtig lektie. Familiens evige frygt for at fejle i Fars øjne, har gjort Kambili til en stille og forsigtig pige, som ikke stiller spørgsmålstegn ved retfærdigheden i de straffe, der gives, og som accepterer sin skæbne, når hun har gjort Far uret. Samfundets syn på Far som en uundværlig frelser, giver associationer til religiøse tilhørsforhold, og Far kommer til at stå som en slags jordisk gud. Den behandling, han får af de mennesker, han omgås med, er da også en gud værdig og de gør hans datter, som ikke kender til en verden uden straf, stolt.

”Han nikkede langsomt, beundrende, og jeg mærkede, at jeg blev   varm over det hele, af stolthed, af et ønske om at blive associeret med far. Jeg havde lyst til at sige noget, til at minde denne kønne præst om, at Far ikke kun var faster Ifeomas bror eller udgiver af The Standard, men at han var min far.”

Da Kambili og Jaja rejser på ferie hos faster Ifeoma, oplever de begge, hvordan det føles at leve i en verden uden frygt. Kambili opdager nye sider af sig selv, hvor hun er i stand til at le og får mod på at tale.

”Jeg lo. Det lød underligt som om jeg lyttede til en båndoptagelse af en fremmed latter. Jeg var ikke sikker på, at jeg nogensinde havde hørt mig selv le.”

Titlen referer til en lilla hibiscusplante, som tante Ifeoma har i sin have. Den er helt særlig, fordi hibiscusser normalt ikke kan være lilla, men hun har fået den af sin biolog-veninde, som selv har fremavlet den. Kambili og Jaja får et skud så de kan plante den hjemme, og i frygt for at den bliver taget fra dem, skjuler de den for Far. Planten bliver et slags symbol på den frihed, de oplever, når de er hos deres tante og de forsøger at tage en smule af friheden med hjem.

Lilla hibiscus er fortællingen om frihed. Den præsenterer en ny og anderledes historie om Nigeria – en historie, hvor det fattige, ”mangelfulde” hjem er at foretrække, hvor manglen på benzin, vand og mad overskygges af en ubegrænset frihed og kærlighed. Romanen er en påmindelse om, at penge kan bygge et prægtigt hus, men at et hjem opbygges på et fundament af tryghed, frihed og kærlighed.

Jeg læste Americanah med stor begejstring sidste forår, og jeg er glad for, at Lilla hibiscus ikke skuffede (det frygter jeg altid lidt, når jeg har læst noget, som jeg var helt betaget af). Hvor Americanah finder sted i USA og behandler spørgsmål om race og kulturforskelle, foregår Lilla hibiscus i Nigeria og behandler temaer som frihed, magt og familierelationer.

Lilla hibiscus er to fortællinger om Nigeria i én samlet roman og apropos alsidige historier, må jeg på det varmeste anbefale Adichies TED talk; The danger of a single story fra 2009. Her understreger hun vigtigheden af flere fortællinger, fordi det vi læser og hører påvirker os og kan være med til at forfladige vores verdensbillede, hvis ikke vi bliver præsenteret for flere forskellige virkeligheder. Hun bruger sig selv som eksempel og fortæller, hvordan hun som syvårig skrev små historier med hvide, blåøjede hovedpersoner, som legede i sneen. Hun troede ikke, at det var muligt at skrive bøger med hovedpersoner, som hun selv kunne identificere sig med, da hun aldrig var stødt på litteratur der tilbød ”hendes historie”.

Efter læsningen af Lilla hibiscus er der ingen tvivl om, at jeg er nødt til at læse hele Chimamanda Ngozi Adichies forfatterskab. Den får mine varmeste anbefalinger og det samme gør videoen.