søndag den 16. april 2017

Boganmeldelse: De dage med dig af Julie Badura

Jeg var så priviligeret, at jeg blev spurgt af Julie Badura (jeg bliver altså altid lidt star strucked, når forfatterne tager kontakt!), om jeg ville læse hendes bog, hvis du også har fået lyst til at læse den, kan den købes for omkring DKK 200,- bl.a. her.

Titel: De dage med dig
Forfatter: Julie Badura
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 186
Forlag: People’s Press


Det er udefinérbart, flygtigt. En uro der tester min dømmekraft. Den slags uro der får mine hænder til at svede på ulogiske tidspunkter.

Det var ikke overraskende, da Google fortalte mig, at Julie Badura til hverdag arbejder som tekstforfatter og klummeskribent. Mage til gennemarbejdet sprog skal man altså lede længe efter, og når man så finder det, kan forfatteren næsten slippe afsted med hvad som helst, fordi læsningen bare er gennemført lækker. De dage med dig hører til et af de sjældne fund; jeg mærkede ordene smyge sig om mig som et luftigt silketæppe og for en stund, var jeg en del af en stormende forelskelse og altopslugende kærlighed.

”Jeg elsker det glansbillede, jeg ser.

Et billede af min fortid, min fremtid, vores tid sammen. Vores nutid. Jeg kan næsten ikke forstå, at det er mit billede. Jeg skal huske at være taknemmelig.”

I De dage med dig er vi en del af vores fortællers inderste, og vi følger hende, da hun overmandes af en hæsblæsende rutschebanetur af en forelskelse. Hun møder manden, som synes at fuldende hende og hun fuldender ham, og i en form for biologisk mekanisme sammensmelter deres kroppe og gør dem til en helhed. Men med frygt og usikkerhed i bagagen varer deres fjerlette forelskelse ikke ved, og forholdet kan beskrives med den gamle talemåde ”’ét skridt frem og to tilbage”, og pludselig står hovedpersonen ansigt til ansigt med livet uden for den turbulente forelskelse.
Den lille bog er delt op tre afsnit; 1)”Os to”, hvor den stormende forelskelse opstår, og det eneste i verden er et ”du” og et ”jeg”. 2) ”Uden dig”, hvor livet uden ham skal forsøges at leves i sin melankolske og sorgfulde tilstand”. Og 3) Tilbage”, hvor han igen vender tilbage i hendes liv og de forsøger at genfinde det, der var engang.
Bogen berører de mange måder et menneske kan være i sine følelsers vold på; hvordan vi kan vælge at afvise for ikke at miste, hvordan vi søger efter det flygtige øjeblik, der var engang, men som aldrig kan genskabes, og hvordan vi sommetider handler på tværs af det, hjertet skriger til os, det ønsker.

På de få sider nåede jeg at føle så meget, at jeg til sidst mærkede sårbarheden ramme og jeg nød den intense læsning af små perler af poesi. De dage med dig sætter barren højt og skaber store forventninger til den debuterende forfatters næste værk. Av mit hjerte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar