Boganmeldelse: Sommergræs, vinterorm af Mette Sø

 

Jeg fik tilsendt mit eksemplar af Politikens Forlag, men bogen kan købes til DKK 180,- lige her.

Titel: Sommergræs, vinterorm

Forfatter: Mette Sø

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 215

Forlag: Politikens Forlag

”Du er i krise. Vi er i krise. En krise er en krise og kan ikke rangordnes.”

På symbolsk vis indledes Sommergræs, vinterorm med Billis makabre mord på sølvfisken, Kokos. Hun beskriver, hvordan hun skrubbede staklen ihjel til den blev revet i tusind stykker og vi skal ikke langt ind i historien for at forstå, at den stakkels sølvfisk er billedet på Billis indre.

Barnet Billi er ikke længere et barn, og voksenlivet rammer hårdt med al den sorg og smerte, det nu engang kan indebære. Først dør hendes far efter et længere sygdomsforløb, så forlader hendes kæreste hende uden at efterlade sig andet end en gammel grim kuvert med et bundt pengesedler og et stykke sammenfoldet papir med ordene;

Jeg har det dårligt. Jeg har lyst til noget andet.

Jeg har lyst til at have lyst til noget igen.

Her er, hvad jeg skylder dig. Farvel, min ven.

Og for at toppe muligheden for at mærke, at hun trods alt stadig lever, får hun et sidste slag, da hendes arbejdsplads, Karlsens Kuverter, lukker ned af årsager, som ejeren – hendes meget tætte (pap)bror – ikke har indviet hende i. Lukningen gør ikke alene ondt, fordi det er Billis arbejdsplads, men også fordi hun føler sig svigtet af sin (pap)bror, som ellers altid er hendes medsammensvorne.

Han er min rod. Peberrod, kvadratrod, spidsrod, røvslangerøvrod. Bror-rod.

Her står Billi alene og forladt uden job, tryghed og den far, som hun sædvanligvis læner sig op ad, når livet er på tværs. De mange tab sender Billi på en lang rejse. Hun starter i Finland, drager videre til Grækenland og ender i Rumænien, hvor hun møder mennesker og kulturforskelle, som sætter gang i hendes tanker.

Sideløbende med refleksioner over eget tab og ulykke oplever hun også verdens (elendige) forfatning fra forskellige vinkler. Hun stiller store spørgsmål til menneskers behandling af hinanden, egen eksistens og den støt stigende digitalisering. Læserens egne refleksioner igangsættes af de mange tankebrudstykker, som for eksempel da hun ”desværre” ikke kan undvære en mønt til en tigger;

Normalt giver jeg ikke penge til tiggere, de får kontanthjælp, tænker jeg, samfundet tager sig af dem, og jeg siger altid desværre, når jeg bliver spurgt, om jeg har lidt mønt, jeg kan undvære.

Jeg tror, langt de fleste enten kan genkende sig selv eller en af deres nærmeste i den ikke-handling, Billi beskriver, når hun siger ”desværre” til tiggerens anmodning, og jeg læser hendes tanker om, at samfundet ”tager sig af dem” som en sarkastisk kommentar eller måske endda kritik, for man kan jo spørge sig selv, om tiggere overhovedet ville have et behov for at tigge, hvis de boede i et samfund der tog ”sig af dem”. Hendes syn på en bristet verden afspejler hendes eget indre, når hun fortæller os, at …

Alt er gået i stykker. Alle er gået i stykker.

Verden er gået i stykker.

Men til trods for denne forståelse af verden, er der heldigvis et håb at spore, når hun beskriver:

Og jeg bliver i tvivl om, hvad et menneske er, hvad et menneske indeholder. Ikke indhold som i hjerte, tarme, blod. Indhold som det smukke, det store, det gode. Alle mennesker vil det gode. Alle gør deres bedste i øjeblikket. Det ved jeg. Eller. Jeg tror på det helt ind i mine knogler.

Den slags overvejelser gør fortælleren sig mange af, og trods en oplevelse af engang imellem at blive lidt ”tabt” i de mange fortællinger mellem linjerne, opvejede dem jeg fik fat i på mange måder. Da Billi er i Grækenland får hun øjnene op for, hvor slemt det står til for landets befolkning, og hun får dårlig samvittighed over egen ”lille” krise, hvortil en restaurantejer fortæller hende, at …

”Du er i krise. Vi er i krise. En krise er en krise og kan ikke rangordnes.”

og citatet er bare ét blandt utallige eksempler på, hvordan læseren tvinges til refleksion, og det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke kunne nøjes med at læse Sommergræs, vinterorm lige inden sengetid; der står så meget mellem linjerne, at den kræver en læser, der er nogenlunde skarp i hovedet, hvis ikke den skal miste sin essens.

Der er ingen tvivl om, at Billis nære forhold til sin far og (pap)bror, havde umådeligt stor indflydelse på min læseoplevelse, fordi jeg ikke selv kan forestille mig en verden uden min far – min klippe, og jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig svigt fra min egen bror – min rod. Dét faktum tilsat forfatterens betydelige talent for det skrevne ord, tilførte læsningen en nuanceret dybde, og efterlod mig med klump i halsen og tårer i øjenkrogen.


PS: Titlen er velovervejet og gennemtænkt, og forfatteren beskriver titelvalget således:

'Sommergræs, vinterorm' er navnet på en bhutansk larve, der er blevet mumificeret af svampesporer. Kineserne spiser dem som elskovsmiddel. Det giver velstand til de marginaliserede bhutanske nomader som indsamler svampelarverne. De bedste larver kan sælges for op mod en halv million kroner per kilo. Pengene får nomaderne til at opgive deres kultur, de sælger yakokserne og flytter ind til storbyen. Og ved ikke rigtig, hvad de skal lave i deres nye huse. De er jo nomader.

Jeg kan godt forstå, at kineserne vil elske mere. Jeg kan også godt forstå, at nomaderne vil have bedre levevilkår. Mennesket stræber. Efter mere, bedre, længere, nemmere. Men for hvert problem vores stræben løser, skaber vi et nyt et andet sted. For os selv eller for en anden. Svampejægernes heste spiser det græs som det sjældne Himalaya blåfår skal leve af. Udvikling og afvikling hænger sammen. Alt er forbundet.

Et af de temaer som romanen berører, er digitaliseringen, som vil skabe fundamentale ændringer i vores samfund. Få vil blive meget rigere, langt flere vil blive meget fattigere. Og det er kun ét af mange problemer, vi står overfor i Europa lige nu. Problemer vi selv har skabt. For at få mere, bedre, længere og nemmere. Måske kuldsejler vi. Måske bliver præcis det svaret på andres stræben. Måske er det vores tur til at være blåfåret.