Viser opslag med etiketten Musik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Musik. Vis alle opslag

lørdag den 18. januar 2020

Boganmeldelse: Abens år af Patti Smith


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Abens år
Forfatter: Patti Smith
Oversætter: Charlotte Kornerup
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 183
Forlag: Klim

Som i én lang tankestrøm inviterer Patti Smith endnu en gang sin læser med ind i de inderste kroge af sit sind. Hun beskriver det hun ser, og alt det hun ikke ser i en nærmest spirituel beruselse, som blotter både hendes og livets skrøbelighed.

Abens år er en svær bog at gengive. Patti Smith opererer ikke med kronologi eller fastholdende handlingsforløb. I stedet præsenterer hun livet med alt det, det indebærer i et sammensurium af ydre og indre virkeligheder, drømmesyn og tankespin. Denne fortælleteknik gør både læseoplevelsen forvirrende, intens og meget ærlig.
Hun starter sin fortælling nytårsmorgen 2016 i Santa Cruz, hvor hun vågner efter at have givet en række koncerter i San Fransisco. Året starter helt skævt, for hendes ene gode ven er indlagt på hospitalet, hvor han er bevidstløs og døende. Og hendes anden ven er også syg, og da de to arbejder på manuskripter sammen, følger hun hans stigende henfald. Mens hun observerer sine gode venners gradvise afsked med det gode helbred og livet, bliver hun smerteligt bevidst om sin egen forgængelighed.
Sygdom og sorg sender hende ud på vilkårlig strejfen omkring, søgende efter alt det der ligger gemt mellem liv og død. Hun er åben og modtagelig, og hun indleder samtaler med skilte, gør sig tanker om de mange stumper af slikpapir langs kysten og bryder med det traditionelle hierarki, der hersker mellem drømme og virkelighed. Det er Abens år, så alt er muligt. Og med referencer til både Alice i Eventyrland og Kejserens nye klæder forstår læseren, at fantasien bliver Smiths trygge tilflugtssted, når dyb sorg og uventede forandringer – politisk og socialt – skaber rod i alt det velkendte.
Der er ingen god historie at komme efter, og det er ikke underholdende læsning. Men det er sansende, det er langsomt, det er nærværende, det er æstetisk, det er tankevækkende og til tider er det både hjerteskærende og opløftende på samme tid:

“Sam er død. Min bror er død. Min mor er død. Min far er død. Min mand er død. Min kat er død. Og min hund, der døde i 1957, er stadig død. Alligevel bliver jeg ved med at tro, at der snart vil ske noget vidunderligt. Måske i morgen.”

Tag med Patti Smith på sansende rejse, hvis du trænger til ro, fordybelse og fornægtelse af al logik og konsensusbestemt tidslighed. Men du skal være lige så åben og modtagelig som forfatteren selv, ellers bliver bogen intet mere end fragmenterede brudstykker af en kreativ sjæls tanker. Formår du at åbne dig, kan du se frem til en spirituel og nærværende læseoplevelse.



fredag den 20. september 2019

Boganmeldelse: Mine klassiske musikinstrumenter og Min lille Mozart

Begge bøger er anmeldereksemplarer fra forlaget

Titel: Mine klassiske musikinstrumenter og Min lille Mozart
Forfatter: Emilie Collet
Illustrator: Séverine Cordier
Oversætter: Fanny Bruun
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 12
Forlag: Forlaget Bolden

Mine klassiske musikinstrumenter og Min lille Mozart er kraftige pappegebøger fyldt med musik og leg. Ideen er god – børn elsker musik, og de elsker at trykke på knapper, der kan sætte noget i gang.


Forlaget Bolden udgav i sommers to musikbøger; Mine klassiske musikinstrumenter og Min lille Mozart, som skal introducere klassisk musik for de mindste. Begge bøger er bygget op om deres lydknapper, som byder på et nyt stykke musik på hver dobbeltside (seks stykker musik i alt). I Mine klassiske musikinstrumenter stifter vi bekendtskab med seks klassiske instrumenter; violinen, tværfløjten, guitaren, trompeten, paukerne og klaveret. Vi møder instrumenterne i uddrag af kendte klassiske værker, såsom Brahms violinkoncert og Griegs Morgenstemning.
De tilhørende tekstbidder er korte, og jeg har svært ved at forestille mig, at de rent faktisk vil blive brugt. De fleste børn har nok for travlt med musikken til at høre de små historier om lille Mozart. Men det betyder ikke så meget, det væsentlige er, at der er noteret, hvilket værk der afspilles, så mor og far også kan blive lidt klogere. Der er dog et enkelt men. På Min lille Mozarts bogryg, har man skrevet Miin. Det betyder måske nok ikke så meget for barnet, men det generer altså mit øje en smule, og det irriterer mig, hvis børn har bøger med stavefejl.
Illustrationerne taler ikke til min egen æstetiske sans, med de udført i pangfarver, som gør det lettere for barnet at skelne mellem dem, og jeg er vis på, at de for et barn er både fine og sjove.
Det er kraftige pappegebøger, og hvis det lykkes at undgå savl eller saftevand i nærheden af batteri og højtaler, så er de bestemt robuste nok til at overleve tiden hos en tumling. Ideen er god – børn elsker musik, og de elsker at trykke på knapper, der kan sætte noget i gang. Knapperne er følsomme, så de motorisk utrænede fingre skal ikke kæmpe længe for at finde den gyldne musikknap, man behøver blot at strejfe den (her er det måske relevant for den voksne at vide, at musikken også kan stoppes ved at strejfe selv samme knap). Der er som bekendt mange fordele ved at lytte til klassisk musik for både børn og voksne, for eksempel kan det bidrage til bedre søvn og stimulere kognitive egenskaber. Og bøgerne kan sagtens anskaffes allerede under graviditeten, så kan mor og far trykke på knappen i starten.
Fine, fine musikbøger til både hjemmet, dagplejen, vuggestuen og børnehaven!


tirsdag den 4. juni 2019

Boganmeldelse: Mine tre år med Kurt Cobain af Danny Goldberg

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.


Titel: Mine tre år med Kurt Cobain
Forfatter: Danny Goldberg
Oversætter: Michael Jepsen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 336
Forlag: Memoris

Med Mine tre år med Kurt Cobain leverer musikmanageren, Danny Goldberg, en opslugende fortælling om Nirvana og Cobains udvikling fra at være antikapitalistiske rebeller til at blive et af de største rocknavne i verden.

I Mine tre år med Kurt Cobain fortæller musikmanageren, Danny Goldberg, om sine tre år som Nirvanas manager. Han blev bandets manager kort før udgivelsen af ’Nevermind’ og var det i tre år frem til Kurt Cobains selvmord. Det var en skeptisk Goldberg, der i 1991 blev præsenteret for ideen om at blive Nirvanas manager. Hidtil havde punkrockbands ikke tjent penge på deres musik, – genren opstod som del af en antikapitalistisk ideologi, så et kommercielt gennembrud stod på mange måder i kontrast til musikkens udgangspunkt – så at Nirvana skulle skabe det album, der kom til at erstatte Michael Jacksons førsteplads på Billboards top 200 var umuligt at forudse. Ikke desto mindre tog Danny Goldberg opgaven på sig, og i tre år fulgte han bandet tæt, særligt tæt kom han på Kurt Cobian og senere Courtney Love, som hans hustru, Rosemary Carroll, var advokat for.
I bogen fortæller han Nirvanas historie ud fra en stram kronologisk komposition, og selvom mange af hans beretninger er fortalt før, så tilfører han nye indblik og forsøger at skabe et helstøbt billede af Kurt Cobain. Der er oftest en tendens til helgendyrkelse, når der tegnes billeder af afdøde idoler, og selvom Danny Goldberg gør sit bedste for at beskrive Cobains mange nuancer, så skinner hans kærlighed til kunstneren alligevel igennem. Forfatteren er dog bevidst om egne tendenser og gentager, at han ikke er helt objektiv, hvilket er med til at skabe en transparent og forholdsvis saglig beretning. Det er en opslugende og levende fortælling om bandets og Cobains udvikling fra at være antikapitalistiske rebeller til at blive et af de største rocknavne i verden.



fredag den 24. august 2018

Ella Fitzgerald (Små mennesker, store drømme) af Isabel Sanchez Vegara

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Forlaget Albert, men bogen kan købes til 115,- hos Bogreolen.dk lige her.
Titel: Små mennesker, store drømme – Ella Fitzgerald
Forfatter: Isabel Sanchez Vegara
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 32
Forlag: Forlaget Albert

Bogen om Ella Fitzgerald er en skøn fortælling om en stærk og forbilledlig kvinde, der trodsede tidens undertrykkelse og trange kår og fløj til tops som den stjerne, hun var og er.
Som 17-årig deltager Ella Fitzgerald i en amatørkonkurrence på Apollo Theatre og vinder med sin sang. Det bliver starten på drømmen om at synge på store scener, og det giver hende også troen på, at hendes drøm måske kan blive til virkelighed. Vi skal dog spole tiden noget tilbage i fortællingen om Ella i Små mennesker, store drømme. Vi møder hende nemlig allerede som lille pige, der lytter til jazz i stuen, mens mor sidder og læser. Da Ella er teenager dør hendes mor, og Ella havner først hos nogle slægtninge, dernæst på børnehjem og til sidst på et gadehjørne i Harlem, hvor hun overlever ved at tjene en skilling på sin sang og dans. Det er på gaderne i Harlem, den unge pige beslutter sig for at deltage i amatørkonkurrencen på Apollo Theatre, som hun selvfølgelig vinder. Herefter går der ikke længe før, hendes talent bliver opdaget. Med et bigband rejser hun land og rige rundt, og bogen forklarer både i tekst og illustrationer, hvordan Ella brugte musikken til at udtrykke sine følelser og hvordan lytterne oplevede hendes varme toner. Da Ella beslutter sig for at blive solist, bliver hun kimet ned af folk, som alle vil have fornøjelsen af at optræde med hende.
Bogen slutter med oversættelsen af Ella Fitzgeralds berømte ord: “It isn't where you came from, it's where you're going that counts.”, som er fint oversat til “Det er ikke vigtigt, hvor du kommer fra, men hvor du er på vej hen.” og efterlader læseren eftertænksom og med mod på alle de drømme, som synes så svære at opnå. Det er Små mennesker, store drømme-seriens store styrke, at de viser børn, at det er muligt at opnå sine største drømme, uanset hvem man er eller hvor man kommer fra.
Bogen er fyldt med visuelle detaljer til den opmærksomme læser, og der kan blive en hel skattejagt ud af at lede efter de små bemærkninger, som for eksempel afslører hvilken bog Ellas mor læser, hvilken musik Ella lyttede til som barn eller hvilken tid, hun lever i med skiltet “White only” i baggrunden. 
Endnu en skøn fortælling om en stærk og forbilledlig kvinde, der trodsede tidens undertrykkelse og trange kår og fløj til tops som den stjerne, hun var og er.