Farvel, Harper Lee

Harper Lee blev 89 år gammel. Hun døde af et slagtilfæde mens hun sov der, hvor det hele startede, Alabama.

For omtrent to uger siden mistede verden - ikke bare en stor forfatter - men også et stort menneske. Harper Lee, forfatteren til klassikeren, Dræb ikke en sangfugl og den forholdsvis nye efterfølger Sæt en vagtpost ud døde af et slagtilfælde mens hun sov. Og for at være helt ærlig, blev jeg oprigtigt rørt og ked af det, da jeg hørte nyheden. Kender I det, at man engang imellem bliver ked af et dødsfald, selvom man ikke kender personen? Sådan har jeg det ofte, når forfattere, der har gjort indtryk på mig går bort. Det er helt utroligt, så mange følelser man kan udvikle for et menneske blot ved at læse deres historier, det kan jeg i hvert fald. Men det er måske også naturligt nok, for man kan vel ikke skrive en bog uden at give noget af sig selv. Det er vel netop det, der gør at man bliver en god forfatter - evnen til at dele og give. Det kunne Harper Lee i allerhøjeste grad, og jeg elsker hendes syn på verden. Hun var ikke et menneske, der krævede ret meget. Trods rigdom fra bogen, Dræb ikke en sangfugl boede hun beskedent, hun vaskede sit tøj på det lokale vaskeri, for hun ejede ikke en vaskemaskine (eller computer eller mobiletelefon), hun nød at få en kop kaffe på McDonalds, og når hun en sjælden gang var nødsaget til at shoppe nyt tøj, foregik det som regel i Wallmart.

Mange af millionerne fra Dræb ikke en sangfugl blev brugt på velgørenhed, hun donerede især til sin kirke og til organisationer med fokus på uddannelse. (Du kan læse mere om Harper Lee i artiklen på Readers Digest eller biography.com).

Harper Lee virker, på mig, som et utroligt sympatisk menneske, og da jeg naturligvis ikke kender hende, baserer jeg det udelukkende på hendes litteratur og medieomtale. Hun behandlede emnet racisme, som mere og andet end blot en naturlig og vanlig del af hverdagen, som det primært var i 30’erne, men snarere som ulogiske handlinger der er svære at forstå for den uskyldige, rene sjæl. Som hun udtrykker det gennem hovedpersonen, Scout i Dræb ikke en sangfugl;

”Jeg tror, at der bare er en slags folk. Folk.”

Jeg elsker det citat. Det får mig til at tænke på ordsproget (eller er det fra Bibelen?) ”For den rene er alting rent”. For det er Scout, en ren og uskyldig sjæl, som endnu ikke er "besudlet" (jeg kunne ikke lige komme i tanke om et mindre dramatisk ord) af det samfund, hun lever i. Man kan ikke andet end at elske den pige og hendes smukke historie.

Hvil i fred, Harper Lee. Heldigvis lever dine historier og dit menneskesyn videre.

”Indtil jeg frygtede, at det ville blive taget fra mig, havde 

jeg aldrig elsket at læse. Man elsker ikke at trække vejret.”

Rigtig god søndag.