Boganmeldelse: Ned til hundene af Helle Helle

Min udgave er købt hos Samlerens Bogklub, men det ser ikke ud til, at de har den længere. Den kan derimod købes for omkring 100,- ved diverse fordelsklubber – Plusbog og Bogreolen, eller den kan købes for lige knap 150,- hos Williamdam eller  iMusic.

Titel: Ned til hundene

Forfatter: Helle Helle

Udgivelsesår: 2008

Sideantal: 158

Forlag: Gyldendal (Samlerens bogklub)

Anmeldelse:

Bente –som faktisk ikke afslører sit rigtige navn, men får tildelt navnet, Bente af Putte – er en 42-årig forfatter, som netop har forladt sin mand, og befinder sig i en skrivekrise. Tilfældigheder gør, at Bente ender som logerende på John og Puttes hjørnesofa. I parrets hjem, får hun dagene til at gå med små dagligdagsgøremål, såsom at lukke hundene ud, handle og andre almene hverdagshandlinger. Hun bliver hurtigt involveret i parrets snævre omgangskreds, som primært består af storebror-Ibber, onklen og den ældre dame, Elly, som parret ofte hjælper med indkøb og andre ting.

Og hvad sker der så? Det kræver virkelig noget særligt af mig at anmelde Helle Helles litteratur, fordi der aldrig sker det helt store på det umiddelbare handlingsplan. Derfor står jeg ofte tilbage med spørgsmålet: Hvad handler den egentlig om? Dagene går, karaktererne får en kop kaffe, spiser lidt mad og tager et spil Uno. Helle Helle undgår alt, hvad der kan betegnes som drama og beskæftiger sig i stedet med den banale hverdag.

Jeg er normalvis begejstret for Helle Helles litteratur, og for hendes karakterers evne til at leve fra dag til dag, uden stress og store planer, og jeg har ofte følt en form for lettelse over at opleve, at det stadig er muligt blot at eksistere.

Når det er sagt, så skete der bare ingenting for mig i læsningen af Ned til hundene. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg kedede mig hele vejen gennem historien og glædede mig mest af alt bare til, jeg var færdig med at læse den. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der ligger en masse gemt mellem linjerne, jeg opfangede det bare ikke. Karaktererne talte ikke rigtig til mig og det banale liv, som jeg plejer at finde lettelse i at læse om, blev pludselig helt uudholdeligt kedeligt.

Faktisk var det først på sidste side (hun har et eller andet med at åbne op for refleksion på sidste side, hva’?), at jeg forstod, hvad bogen i virkeligheden handler om, da Putte besvarer et telefonopkald fra Bentes eksmand og siger: ”Der er telefon. Vil du gerne findes?” (s. 158)

Og jeg tror, at jeg denne gang har det lidt som Putte, da hun forsøger at forstå, hvad Bente skriver om:

–     (…) Hvad er det du skriver? Hvad handler det om?

–     Det er lidt svært at forklare.

–     Jamen, er det spænding, eller sådan?

–     Nej, det kan man vist ikke sige.

–     Hvad er det så? Er det selvoplevet?

–     Næ. Jo, på en måde.

–     Jamen, det må da handle om noget.

–     Det handler mest sådan om almindelige mennesker.

–     Det lyder kedeligt. Hvad laver de?

–     Drikker kaffe og sådan noget.

(s. 157)

Således fik Helle Helle, i min optik, givet en fyldestgørende forklaring på, hvad hun skriver om og det åbner for tanken om, hvorvidt Bente i virkeligheden er Helle Helle.

Det er ikke en bog, jeg kommer til at læse igen, men den har naturligvis givet mig et større indblik i og bedre forståelse for Helle Helles forfatterskab og minimalistiske skrivestil.