Boganmeldelse: Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie

Americanah kan købes i paperbackudgave hos saxo.com til 150,- DKK (klik her).

Titel: Americanah

Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie

Udgivelsesår: 2014

Sideantal: 512

Forlag: Gyldendal

Forlagets beskrivelse:

Ifemelu og Obinze forelsker sig i Lagos som teenagere. Nigeria styres af militæret, og folk flygter fra landet. Selvsikre Ifemelu rejser til USA. Her oplever hun sejre og nederlag, finder og mister venner og konfronteres for første gang i sit liv med spørgsmål om race. Obinze har planer om at rejse efter Ifemelu, men efter terrorangrebet den 11. september nægtes han adgang til USA. I stedet kastes han ud i en farlig og illegal tilværelse i London. Tretten år senere er Obinze en velstående mand i det nye demokratiske Nigeria, og Ifemelu har fået succes i USA som forfatter til en anerkendt blog. Men har de efter så mange års adskillelse modet til at mødes igen? Americanah udspiller sig på tre kontinenter og skildrer en række stærke menneskeskæbner. Den er en rig fortælling, der foregår i nutidens globaliserede verden. Først og fremmest er den dog en roman om kærlighed.

Anmeldelse:

Jeg havde Americanah liggende i det, der lignede evigheder, før jeg rent faktisk tog mig sammen til at læse den. Jeg fik den anbefalet af et familiemedlem, som slet ikke var i tvivl om, at den lige var noget for mig. Jeg læste bagsiden, var ikke synderligt begejstret for det der stod, men lånte den med hjem alligevel. For at være helt ærlig, så synes jeg forlagets beskrivelse får bogen til at lyde som en tør og kedelig kærlighedshistorie – hvilket den slet ikke er!

Det essentielle tema i bogen er racisme, men det nævnes kun i en enkelt sætning i bagsideteksten, som om det bare er en lille sidebemærkning i det, der i virkeligheden er en kærlighedshistorie. Havde bagsideteksten givet indblik i, hvor høj grad Adichie behandler racisme og kulturforskelle, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var gået igang med bogen lige med det samme.

Jeg fristes til at skrive, at bogen handler om den unge Ifemelu, som efterlader sin store kærlighed, Obinze i Nigeria for selv at rejse til USA med drømmen om et bedre liv. Men for mig var denne del af bogen blot en form for rammesætning for den virkelige historie, som handler om den strukturelle racisme i Vesten. Da Ifemelu har boet i USA i nogle år, starter hun bloggen; RACENDE: En sort ikke-amerikaners forskellige observationer om sorte amerikanere (tidligere kendt som negre). Bloggen fungerer som en form for ventil for hendes mange tanker om race og den aktuelle racisme, som  læseren indvies i ved at nogle af blogindlæggende bliver en del af historien.

Bogen byder på mange forskellige og meget interessante betragtninger af, hvordan det vestlige samfund (og måske det meste af verden) er indrettet efter hvide mennesker. Et af eksemplerne er nedenstående udsnit fra kapitel 31, som var en passage, jeg tænkte over længe efter.

"Det her blad er jo racemæssigt helt skævt," sagde han.

”Hvad?”

”Hold nu op. Der er jo kun sorte kvinder i.”

”Mener du det alvorligt?” sagde hun.

Han så helt forvirret ud. ”Ja.”

”Vi skal hen i boghandlen.”

”Hvad?”

”Jeg skal vise dig noget. Ikke flere spørgsmål.”

(…)

”Lad os begynde med forsiderne.” Hun spredte bladene ud på bordet, nogle oven på de andre. ”Se, alle de kvinder er hvide. Hende her skal forestille at være latinamerikaner, det er noget, vi ved, fordi de har skrevet to spanske ord her, men hun ligner fuldstændig en hvid kvinde: samme hudfarve og hår og træk. Nu gennemgår vi bladet, side for side og så fortæller du mig, hvor mange sorte du ser.”

(…)

Og så talte han. "Tre sorte kvinder," sagde han omsider. ”Eller måske fire. Hende dér kunne være sort.”

”Så tre sorte kvinder i løbet af noget i retning af to tusind siders kvindeblad, og de er alle blandingsracer eller racemæssigt utydelige, så de kunne altså være fra Indien eller Puerto Rico eller noget andet. Ingen af dem er mørke. Ingen af dem ligner mig, så jeg kan ikke få makeuptips i nogen af de blade. Se, her står der, at man skal nive sig i kinderne for at få kulør, fordi de tror, at alle deres læsere får kulør på den måde. Her står der noget om forskellige hårprodukter for alle – og ’alle’ betyder så blondiner, brunetter og rødhårede. Jeg er ingen af delene. Og her står der noget om conditionere – til glat hår, hår med fald eller krøller. Ikke til kinky. Her kan du se, hvad krøller betyder. Sådan ville mit hår aldrig se ud. Her står der noget om at matche øjenfarve og øjenskygge – til blå, grønne og nøddebrune øjne. Men mine øjne er næsten sorte, så jeg aner ikke, hvilken farve der passer til mig. Her står der, at denne pink læbestift kan bruges af alle, men det betyder bare alle hvide kvinder, for jeg ville ligne en klovn, hvis jeg brugte den pink nuance. Nej, se nu her, et fremskridt. En annonce for foundation. Der er syv forskellige nuancer til hvis hud og én til sort hud, men det er da fremskridt. Så nu synes jeg, vi skal tale om, hvad der er racemæssigt helt skævt. (…)”

                                                              

Adichie (2014) s. 319-320

Der var et hav af interessante passager, som jeg kunne have udvalgt, så ovenstående var blot en af mange. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville liste nogle af de problemstillinger Adichie behandler i forhold til (manglende) etnisk ligestilling, men jeg frygter, at det ville ødelægge den oplevelse af forbavselse, som selvfølgelig skal vækkes under læsningen af bogen og ikke ved læsningen af denne anmeldelse.

Jeg har ikke tradition for at give stjerner, så det vil jeg heller ikke begynde på nu. Men lad os nu bare lige lege med tanken om, at jeg gjorde, og det maksimale antal stjerner var seks. Ja, så ville Americanah altså få syv.