Boganmeldelse: Tyvenes gade af Mathias Énard

Bogen kan købes direkte fra forlagets side til DKK 249,- inkl. fragt lige her.

Titel: Rue des Voleurs

Dansk titel: Tyvenes gade

Forfatter: Mathias Énard

Udgivelsesår: 2015

Sideantal: 314

Forlag: Den Franske Bogcafés Forlag

Forlagets beskrivelse:

Skrevet på kanten af det arabiske forår, om en ung marokkaners vaklen mellem religiøs vækkelse og vestlig frihed. Mellem radikalisering og en kriminel løbebane. Den unge mand udstødes af sin familie og starter en mindre Odyssé i Nordafrika og Spanien. En fortælling om identitet og drømme i en moderne verden, hvor tradition og fremtidshåb kæmper med og mod hinanden.   

Han er ung, han er marokkaner, født og opvokset i Tanger, han er muslim til husbehov og tørster efter frihed og oplevelser i et samfund, der stort set ingen muligheder giver. I skolen har han lært et par spanske brokker og fransk nok til at proppe sig med noir-krimier. De sidste teenageår går med at fable om kusinen Meryems bryster. Det ender med, at han går i seng med hende - en enkelt gang, kun én, men de bliver taget på fersk gerning, han bliver gennembanket af sin far og smidt ud. Dér står han alene på gaden uden en øre på lommen, uden at ane, hvor han skal gå hen ...

Anmeldelse:

Tyvenes gade handler om den unge marokkaner, Lakhdar, som egentlig bare ønsker at leve det frie, gode liv.

Men det er svært at være fri, når man føler sig fængslet i Marokkos fattigdom, fanget i et liv, hvor det eneste at se frem til er at se, om der blandt næste pas turister skulle være en lækker kvinde.

For Lakhdar er der tilsyneladende to udveje ud af fattigdommen (og Marokko). Den ene – som er drømmen for Lakhdar, er at finde den helt rigtige turist, som kan tage ham med til et land fyldt med muligheder, hvor friheden venter. Den anden er at blive en del af et religiøst fællesskab, hvor man kan blive sikret job, bolig og mad.

Allerede fra side 1, var jeg opslugt. Énard (og oversætteren, Jesper Tang) har et helt fantastisk sprog, som er fyldt med poetiske beskrivelser. Der romantiseres ikke, men hver sætning er nærmest lyrisk og forfatteren lykkedes med gentagne gange at vække en følelse af genkendelse i mig, både i hans beskrivelser af byer, men også i hans betragtninger af samfundsstruktur og menneskelig ageren. Flere gange oplevede jeg at sidde med den der ”Ej, ja – det har jeg egentlig aldrig tænkt over”-følelse. Det er oftest en oplevelse, jeg har i forbindelse med læsning af faglitteratur, så det var helt fantastisk at opleve, at det også er muligt, når jeg læser en roman.

Nedenstående tekstudsnit er et glimrende eksempel på den beskrevne oplevelse ovenfor.

”Sytten – et lille kolossalt antal. Når vi hører i radioen eller i fjernsynet, at en eller anden katastrofe har kostet så og så mange døde, har vi overhovedet ingen realistisk forestilling om, hvad sytten lig repræsenterer. Sytten? siger man, det er da ikke så mange, vi hører tit om tusind eller to eller tre tusind kadavere, sytten, det er da ikke ustyrligt mange, men … Men det er alligevel enormt mange forsvundne liv, en kæmpe mængde dødt kød, det fylder enormt meget både i erindringen og i kølerummet, sytten ansigter, over et ton kød og ben, titusinder af timers eksistens, milliarder af forsvundne minder i hundredvis af sørgende efterladte fra Tanger til Mombasa.

Jeg græd, mens jeg indhyllede ligene i deres ligklæder, de fleste af dem var unge mennesker på min egen alder, måske yngre, nogle med brækkede arme eller ben og blodansamlinger i ansigtet.”

                  Énard, s. 191

Det er et langt citat, men jeg synes det var synd at bryde det op. Det ramte mig så dybt, fordi det er sandt. Kun de færreste bliver berørt, når de hører, at sytten menneskeliv er gået tabt. Og hvis de tabte liv befinder sig udenfor Vesten, er de knap nok værdige til at blive nævnt i vestlige medier. Jeg forsøger ikke at starte en politisk diskussion, men der er ingen tvivl om, de aktuelle tilstande i verden, var medvirkende til, at ovenstående citat og Tyvenes gade som helhed blev lidt af en mavepuster – men en mavepuster, som jeg (og formentlig også mange andre) har brug for.

Som afslutning på min anmeldelse, hvor jeg kun kan give Tyvenes gade mine varmeste anbefalinger, vil jeg lade endnu en af Énards interessante betragtninger stå tilbage.

”Byer lader sig tæmme, eller måske er det snarere dem, der tæmmer os, de lærer os at opføre os ordentligt, får os til langsomt at kaste fremmedhedens ham, de river barken af de bondetampe, vi var, opsuger os i sig, former os, som de vil have os – vi glemmer meget hurtigt vores vaner, vi kigger ikke længere op i luften, vi tøver ikke længere, før vi går ned i metroen, vi lærer at fungere i den relevante rytme, gå i den rette takt. Ligegyldig om man er marokkaner, pakistaner, englænder, tysker, franskmand, andalusier, catalaner eller philippiner, dresserer Barcelona, London eller Paris os, som man dresserer en hund, pludselig en dag opdager vi til vores store overraskelse, at vi står og venter på grønt lys ved fodgængerovergangen, vi lærer byens sprog, byens ord, dens lugte, dens lyde (…)”

                            Énard, s. 222