tirsdag den 6. september 2016

Hardboiled Wonderland og Verdens Ende af Haruki Murakami

Indledende tanker
I anledning af Murakamis snarlige besøg i Danmark, vil jeg sidde her i Japan og skrive en anmeldelse af et af hans tidlige værker. Hvilken pinsel det er at rejse hele vejen til hans hjemland og finde ud af, at han om kort tid sidder i min hjemby.
Jeg vil lige advare om, at jeg afslører en del af bogens indhold i denne anmeldelse, så hvis ikke du vil have for meget afsløret, så bør du stoppe med at læse nu.

Mit første møde med Murakami var, da jeg læste 1Q84-trilogien, og siden har jeg læst Norwegian Wood og Trækopfuglens Krønike. Sidstnævnte var så hård at komme igennem, at jeg tog en meget lang Murakami-pause. Jeg har svært ved at sige præcis, hvad det skyldes, men Trækopfuglens Krønike fangede mig bare aldrig.
Heldigvis insisterede min far på, at jeg skulle læse Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende, da vi fandt ud af, at jeg skulle rejse til Tokyo. Og denne gang oplevede jeg samme store læseglæde, som jeg gjorde fra 1Q84-trilogien.

_________________________________________________________________________________ 
Mit eksemplar er købt via Gyldendals Bogklub, men den kan også fås uden bogklubsmedlemskab på Saxo.dk til DKK 200,-


Titel: Hardboiled Wonderland og Verdens Ende
Forfatter: Haruki Murakami
Udgivelsesår: 1985 (på japansk)
Sideantal: 490
Forlag: Gyldendal (Samlerens bogklub)


Forlagets beskrivelse:
I den ene verden befinder vi os i storbyen Tokyo i en ikke fjern fremtid, hvor den ensomme mandlige jeg-fortæller er hyret af Systemet og specialtrænet til at håndtere krypteret information. Han er glad for Bob Dylan, klassisk musik, whisky og bedre til kvikke bemærkninger end holdbare ægteskaber.
En dag får han en opgave, der bliver starten på en højteknologisk informationskrig, der byder på indtrængende gådefulde væsner kaldet "mørklinge", en vanvittig forsker dybt nede i kloakkerne under byen og en underskøn bibliotekar med en meget stor appetit.I den anden fortælling er vi hensat til ’Verdens Ende’, en stille, afsondret og tidløs verden omgivet af en høj mur, hvor den navnløse fortæller brutalt skilles fra sin skygge og må forsøge at tolke de drømme, der stadig rummes i lysende enhjørningekranier.Uafvendeligt nærmer de to universer sig hinanden.


Anmeldelse
Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende er to sideløbende historier med hver sit fortæller-jeg, som i takt med at de udfoldes, får forbindelse til hinanden.
I den ene verden; Hardboiled Wonderlands følger vi en simpel mand, som nyder at lave god mad, holde sig aktiv, lytte til musik og som arbejder for Systemet, hvor han krypterer og dekrypterer forskellig information.
I den anden verden; Verdens Ende følger vi samme mand, men i denne fortælling ved han ikke, hvem han er og hvor han kommer fra. Han er netop ankommet til Byen, da vi læser hans første kapitel, hvor han prøver at finde hoved og hale i den måde Byen fungerer på og i hans nye job som drømmelæser.
Jeg var ikke nået mange sider ind i historien, før jeg tænkte: Endelig, endelig, endelig – du er tilbage! Som nævnt i indledningen, var jeg ikke særlig begejstret for Trækopfuglens Krønike, og derfor er det flere år siden, jeg sidst har begivet mig i kast med et Murakami-værk. Nu er det faktisk det eneste, jeg har lyst til!
Jeg-fortælleren i Hardboiled Wonderlands minder mig sådan om Aomame i 1Q84 (især i bog 3). Og det var et glædeligt gensyn! Jeg elsker den måde Murakamis karakterer plejer dem selv, deres kroppe, sind og psyke ved at lave god mad, svømme eller løbe, lytte til klassisk musik og (vigtigst af alt) læse. Han får det altid inkorporeret, så det virker ubesværet og som det mest naturlige i verden (det tror jeg faktisk også det er for ham).
Bogen er fyldt med det smukkeste sprog, som sådan fortjener at blive dvælet ved. Og læseren trækkes ind i en eventyrlig drømmeverden med sne på bjergenes tinder og dyreliv med gylden pels.

”Men her om efteråret ligger dyrene roligt hver for sig og lader deres lange, gyldne pels stråle i aftensolen. Ubevægelige som statuer fæstnet til jorden ligger de med strakt hals og venter på, at dagens sidste lys skal blive opslugt af æblelundens grønne hav. Snart går solen ned, og skumringens blå skær lægger sig over deres kroppe. De sænker hovederne, lader de hvide horn hvile mod jorden og lukker øjnene.
Og således slutter dagen i byen.
                                                                                                                                                            s. 31

Ovenstående er simpelthen noget af det smukkeste, jeg nogensinde har læst. Det er fuldstændig fortryllende!
Udover de smukke beskrivelser, er historien også fyldt med alle de små hverdagstanker, som i min optik, kendetegner Murakamis værker. Som for eksempel nedenstående, som gav mig et lille smil på læben og fik mig til at overveje, om Murakami mon nogensinde ville stole på mig (vores sofa er på alle måder dårlig – man sidder dårligt, der er ikke plads til gæster og man kan ikke rigtig slænge sig i den).

”Jeg har altid ment, at folks personlighed afspejles i den sofa, de vælger, hvilket sikkert er meget fordomsfuldt, men en sofa er nu engang en afgrænset verden i sig selv, som ikke er til at rokke ved. Det ved folk, der er vokset op med en god sofa. Det svarer til at være vokset op med at læse gode bøger eller med at lytte til god musik. En god sofa afføder en god sofa, og en dårlig sofa afføder en dårlig sofa. Sådan er det bare. Jeg kender flere, som kører rundt i en førsteklasses bil, men som kun har en anden eller tredjeklasses sofa derhjemme. Sådanne mennesker har jeg svært ved at stole på.”
                                                                                                                                                           s. 60

Måske tillægger jeg Murakamis ord for megen analyse, men jeg læser en lille kritik af samfundsnormer og tendensen til at følge strømmen uden at stoppe op og overveje, hvad der rent faktisk er natur, og hvad der ikke er. Blandt andet når skyggen taler om, at Byen er helt unaturlig, men at de i takt med deres tilvænning til stedet begynder at se det unaturlige som naturligt.

Da skyggen har sagt det, tier han stille og skraber lidt i jorden. “Jeg sagde det til dig lige i starten. Den her by er ikke naturlig; den er forkert,” siger han. “Og det mener jeg stadig. Den er unaturlig og forkert. Problemet er bare, at den er skabt unaturlig og forkert. Fordi alt er unaturligt og deformt, ender det med at hænge fint sammen og være perfekt. På den måde …”
Skyggen tegner en cirkel på jorden med hælen på sin sko. “En cirkel er sluttet. Hvis man er her for længe og går og tænker over det, ender man med at tro, at man selv tager fejl, og at det er dem, der har ret. Alt omkring dem virker jo perfekt. Forstår du, hvad jeg prøver på at sige?
                            s. 303

Jeg læser lidt samme kritik, da jeg-fortælleren spørger til et hul, som nogle arbejdere graver. Han er interesseret i at vide, hvad hullet skal bruges til, men det viser sig, at hullet ikke har et formål. De graver det kun for at grave det. Igen kan det godt være, at jeg tillægger passagen for megen analyse, men som tidligere lærer, hvor hver dag handler om Fælles Mål, målstyret undervisning og læringsmål, så er det svært ikke både at grine af komikken i at foretage sig noget uden et formål, men også nyde tanken om, at man godt kan gøre en handling uden, at den nødvendigvis har et fastsat mål. Måske er handlingen tilfredsstillende i sig selv. Passagen er herunder:

””Hvad skal hullet bruges til?” Spørger jeg ham.
“Ikke til noget,” siger han og fører skeen op til munden. “De graver bare et hul for at grave et hul. Så det er sådan set et meget ærligt hul.”
“Det forstår jeg ikke.”
“Det er da ret enkelt. De graver et hul, fordi de har lyst til at grave et hul. Der er ikke noget andet formål med det.”
Jeg tygger på mit brød, mens jeg funderer over det med det ærlige hul.
“Nogle gange graver de et hul,” siger den gamle. “Det er vel i princippet det samme, som når jeg bliver opslugt af et spil skak. Det giver ingen mening, og det fører ingen steder hen, men det gør ikke noget. Der er ingen, der har brug for, at det giver mening eller fører nogen steder hen. På den måde graver vi alle sammen vores egne ærlige huller. En handling uden formål, en anstrengelse uden fremdrift, skridt, der ikke fører nogen steder hen, er det ikke fantastisk? Ingen bliver såret, og ingen sårer andre. Ingen overhaler nogen, og ingen bliver overhalet. Der er ingen sejre, ingen nederlag.
                           s. 384

Jeg synes faktisk det er ret fantastisk. Og på en måde ser jeg det også, som en generel livsbetragtning eller et livssyn, når han skriver;

“Nogle gange graver de et hul,” siger den gamle. “Det er vel i princippet det samme, som når jeg bliver opslugt af et spil skak. Det giver ingen mening, og det fører ingen steder hen, men det gør ikke noget. Der er ingen, der har brug for, at det giver mening eller fører nogen steder hen. På den måde graver vi alle sammen vores egne ærlige huller.
                         s. 384

Er det ikke sådan hele livet er? Det handler om at blive opslugt af øjeblikke, for vi ved jo godt, at alle liv i sidste ende har præcis samme endemål – døden.
Baseret på alle de mange artikler og statistikker, som bekræfter, hvor mange mennesker, der har ondt i livet, tænker jeg, at en vej ud af elendigheden kunne være at fokusere mindre på endemål og mere på øjeblikke. Det er så indlejret i os, at alt skal have et formål, og hvis ikke vi kan svare på hvorfor vi gør noget, så vil vi oftest tænke på handlingen som ligegyldig, overflødig og måske endda fjollet.
Skulle det vise sig, at Murakami aldrig har gjort sig nogen af disse overvejelser, så er det jo et rigtig godt eksempel på, hvordan litteraturen giver anledning til refleksion på så mange niveauer og i så mange retninger.
Afslutningsvis er der kun tilbage at sige, at jeg sådan håber, anmeldelsen har givet mod på et vaskeægte Murakami-eventyr, som inviterer til eftertænksomhed krydret med den underfundige Murakami-humor, som er svær ikke at holde af. Med fokus på æstetik i sprog og beskrivelser, er det lykkedes at skabe et magisk drømmeunivers, som efterlader læseren opslugt og fortryllet når hun rejser til Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende.


2 kommentarer:

  1. Hvor er du heldig, at du er i Japan! Var i Tokyo for 4 år siden, og elskede det!
    Er også ret begejstret for Murakami - har dog ikke læst denne endnu :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er enig. Det er min første gang i Tokyo, og jeg er vild med det! Hvis du er til Murakami, synes jeg helt sikkert, du skal læse den. Nu håber jeg bare ikke, jeg har afsløret for meget. ;)

      Slet