Mette, Murakami og Mordet på kommandanten

I torsdags satte jeg kursen mod København, fordi Forlaget Klim havde arrangeret en aften i selskab med Mette Holm i Thiemers Magasin i anledning af, at Mordet på kommandanten udkommer d. 24. maj.

Hardboiled Wonderland og Verdens Ende og beundringsværdigt oversættelsesarbejde

Mette Holm oversætter Haruki Murakamis bøger til dansk, og for mit eget vedkommende er hun både en kilde til inspiration og et stort forbillede. Som jeg også skrev på Instagram lige her, finder jeg Mettes tilgang til oversættelsesarbejdet beundringsværdigt – hun kan bruge dage på at finde det rette ord, og enhver dansk Murakami-læser vil kunne bekræfte, at det kan mærkes i læsningen.

Jeg kan af gode grunde ikke læse Murakami på originalsproget, men når nedenstående er resultatet af oversættelsen, så kan jeg altså ikke bede om mere. Smukkere sprog skal man lede længe efter, og jeg er ikke sikker på, at det findes.

“Men her om efteråret ligger dyrene roligt hver for sig og lader deres lange, gyldne pels stråle i aftensolen. Ubevægelige som statuer fæstnet til jorden ligger de med strakt hals og venter på, at dagens sidste lys skal blive opslugt af æblelundens grønne hav. Snart går solen ned, og skumringens blå skær lægger sig over deres kroppe. De sænker hovederne, lader de hvide horn hvile mod jorden og lukker øjnene.

Og således slutter dagen i byen.”

Citatet er fra en af mine favoritter, Hardboiled Wonderland ogVerdens Ende, som både Mette og mange af de inviterede også fik afsløret som en af deres store favoritter.

Dreaming Murakami og japanske tilstande

Mette fortalte levende om sit oversættelsesarbejde, om mødet med Murakami og om filmen Dreaming Murakami (kan ses gratis på Filmstriben her), som hun oprindeligt sagde nej til at medvirke i. Hun fortalte om at være et privat menneske, som pludselig havde et kamerahold stående i sit soveværelse, og hun fik også afsløret, at hun endnu ikke har fortalt Murakami om filmen, da hun er i tvivl om hans reaktion. Jeg er sikker på, at Murakami er et rart menneske, men i Japan er der bare mange procedurer og forskrifter, så en løftet pegefinger er slet ikke utænkeligt. Jeg værdsatte særligt de små indblik i japanske (eller murakamiske) tilgange, hvor man for eksempel ikke udleverer bøger til oversættelse på elektroniske filer, men udelukkende manuelt. For oversætterne betyder det egentlig bare, at oversættelsen tager bliver mere tidskrævende, fordi det enkelte ord skal skrives og slås op manuelt. Jeg husker selv, hvordan jeg under mit ophold i Japan tænkte over, at det var sært at et land, som var så langt fremme teknologisk ikke digitaliserede noget som helst – ingen betalingskort og ingen statslige onlinetjenester – til gengæld kunne man på den måde holde størstedelen af befolkningen i beskæftigelse.

Både Mette og Camilla fra Klim kunne også fortælle om, hvordan Murakami altid er med på sidelinjen, når han for eksempel skal godkende de danske omslag (han godkender omslag for hvert eneste land, han udgives i). Han afviste bl.a. udspillet til Hør vinden synge & Flipperspil 1973, og han har generelt ret stærke holdninger til, hvordan en god forside ser ud.

Mette og jeg får en snak om kimonoer. 

Jeg ved simpelhen ikke, hvad der foregår her.
Men billedet illustrerer aftenens stemning meget fint.

Trækopfuglens krønike og slettede kapitler

Trækopfuglens krønike var Mettes første Murakami-oversættelse, og den danske oversættelse er faktiske den eneste i fuld længde. Det skyldes, at alle andre oversættelser er oversat fra engelsk, hvor man har valgt at fjerne 4½ kapitel (ja, I kan nok forestille jer bogbloggernes forbavselse!) simpelthen fordi, man mente, den var for lang. Jeg kan næsten ikke skrive det her, så stort et overgreb føler jeg, det er, men hvis I googler “The Wind-up Bird Chronicle missing chapters” kommer der massevis af spændende, men også ret sørgelig læsning frem (advarsel! Det kan altså godt efterlade dig med mareridt og gråd på litteraturens vegne).

Murakami har ingen interesse

Den første bog, Mette forsøgte at få oversat var Norwegian Wood, som hun indledningsvist tog med til Gyldendal. Gyldendal troede imidlertid ikke på, at Murakamis forfatterskab ville have interesse for de danske læsere, så de afviste Mette, der derimod blev budt velkommen hos Klim. Her ville man dog have Trækopfuglens krønike oversat først, så derfor er det den første danske Murakami oversættelse.

Murakami og mad

Til arrangementet blev der serveret balalaikas (en drink der optræder i bogen) og forskellige wasabi- og bønnesnacks.

Jeg har altid haft en tendens til at blive sulten, når jeg læser Murakami, og jeg bliver ikke bare sulten, jeg får lyst til at kokkerere på den lækre måde. Jeg får lyst til at høre jazz, mens olien steger på panden, have vin i glasset (jeg kan overhovedet ikke lide vin) og bruge de bedste råvarer. Det er en lidt underlig ting, men Mette fortalte, at hun har det på samme måde, og det var skønt at finde fællesskab i særheden.

Mordet på kommandanten

Jeg har endnu ikke læst Murakamis nye bog, men forlaget skriver:

---

En seksogtrediveårig portrætmaler svigtes af sin hustru, og efter et roadtrip i det nordlige Japan flytter han ind i et hus oppe i bjergene, som har tilhørt en berømt, gammel maler.

Huset ligger på kanten mellem to vejrlig, mellem to verdener, og snart begynder mærkelige ting at ske. En nat hører den yngre maler en puslen oppe fra loftet, og dér finder han et uhyggeligt, men dragende maleri. Han kan ikke slippe billedet, som synes at igangsætte en kæde af hændelser. En underlig ringlen lyder nu fra skoven, samtidig med at maleren fornemmer, at han ikke er helt alene i huset.

Men han kan dele det, der sker, med den hjælpsomme genbo, Menshiki, som har betalt ham fyrsteligt for at male sit portræt, og hvis skæbne på mystisk vis væver sig ind i hans egen.

Første bind i Murakamis store tobindsværk.  

---

Martin fra Litteraturlinjer (som har læst den) talte varmt om den, og jeg glæder mig til at læse med. Mordet på kommandanten udkommer som sagt d. d. 24. maj.

Mette signerer mit eksemplar.

Tak til Klim for invitationen og tak til Mette Holm for et spændende indblik i oversættelsesarbejdet og Murakamis nyeste roman. Jeg nød en aften i Murakamis ånd!

Julekonkurrence

Hvis du ikke giver meget for dit juleheld, så kan bogen købes her. ;)

Nu varer det ikke længe før de fleste af jer sidder og mæsker jer i andesteg, brun sovs og risalamande. Her i Japan er der tradition for at tage på KFC juleaften, hvor der bydes på den særlige julemenu - nej, jeg laver faktisk ikke sjov. Man skal bestille bord, og alt er "desværre" booket nu. Men selvom jeg går glip af friturestegt kylling på KFC, vil jeg alligevel gøre mit bedste for at tilføje et drys japansk til jeres jul i Danmark.

Derfor udlodder jeg i samarbejde med Forlaget Klim Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende, som efter min mening er et af Murakamis allerstørste værker.

Det eneste du skal gøre for at deltage er at ... 

• følge mig og Forlaget Klim på Instagram
• fortælle om din største læseoplevelse i 2016
• tag en ven/veninde, som burde læse mere Murakami

Du kan både deltage her og på min Instagramprofil (@bookmeupscotty) – deltager du begge steder, dobles dine vinderchancer.

Vinderen trækkes juleaftensdag 2016. 

Og det med småt: Husk jeg er otte timer foran jer. Og vær opmærksom på, at vinderen nok først modtager bogen i det nye år, da de søde mennesker hos Forlaget Klim selvfølgelig også skal have fri i julen (til at læse velsagtens).

Held og lykke! :)

Om bogen:

To fortællinger, der foregår i vidt forskellige universer, løber parallelt i et af Haruki Murakamis hovedværker.

I den ene er handlingen lagt i storbyen Tokyo i en ikke fjern fremtid, hvor den sidste overlevende fra et uhyggeligt hjerneeksperiment involveres i en hæsblæsende højteknologisk informationskrig, som byder på indtrængende små monstre, en vanvittig forsker dybt nede i kloakkerne under byen og en underskøn bibliotekar med en meget stor appetit.

I den anden fortælling er vi hensat til ’Verdens Ende’, en stille, afsondret og tidløs verden omgivet af en høj mur, hvor den navnløse fortæller brutalt skilles fra sin skygge og må forsøge at tolke de drømme, der stadig rummes i lysende enhjørningekranier.

Uafvendeligt nærmer de to universer sig hinanden.

Fødselsdagskonkurrence

I anledning af min snarlige fødselsdag (d. 11. december) udlodder jeg i samarbejde med Forlaget Klim Fødselsdagshistorier af Haruki Murakami.

Det eneste du skal gøre for at deltage er at:

·   følge mig på Instagram

og

·   svare rigtigt på to spørgsmål; hvor holder jeg fødselsdag i år og hvor (æld)gammel bliver jeg?

Du kan både deltage her og på min Instagramprofil (@bookmeupscotty) – deltager du begge steder, dobles dine vinderchancer.

Vinderen trækkes på min fødselsdag d. 11. december 2016.

Held og lykke! :)

Om bogen:

Haruki Murakami indleder 'Fødselsdagshistorier' med at fortælle om sin egen fødselsdag, der falder på samme dato som Jack ­Londons.
Undervejs introducerer han hver enkelt forfatter og afslutter med sin egen historie 'Birthday Girl', som han har skrevet specielt til denne samling.
Haruki Murakami har aldrig lagt skjul på, hvor meget han beundrer en forfatter som Raymond Carver for at fortælle en tilsyneladende enkel historie, der pludselig får en fuldstændig overraskende drejning.
Murakami har udvalgt elleve noveller, der alle kan den kunst, og samlet dem under temaet fødselsdag. Som det fremgår af hans forord, har det ikke været helt nemt, og han har været vidt omkring i sin søgen. Carver er selvfølgelig med, men også forfattere som David Foster Wallace, Paul Theroux og irske Claire Keegan er repræsenterede.

Murakami Love på ambassaden

Jeg har helt glemt at vise jer, at det første jeg lagde mærke til, da jeg fik vist mit kontor på ambassaden, var den her plakat, som kan ses fra mit kontors døråbning.
Jeg blev fuldstændig ekstatisk over at se, at den var signeret og begyndte straks at udarbejde planer for, hvordan jeg kunne smugle den med hjem. ;) Spøg til side. Det jeg rent faktisk gjorde var at vende mit bord, så jeg nu sidder i retning mod plakaten. Lidt nørdet er man vel. 
I ved selvfølgelig allerede, at Murakami snart aflægger visit i Danmark, hvor han skal modtage Hans Christian Andersen Litteraturprisen og i den forbindelse tager vores ambassadør også hjem og trykker ham i hånden. Hvem der bare var ambassadør. :D

Boganmeldelse: Hardboiled Wonderland og Verdens Ende af Haruki Murakami

Indledende tanker

I anledning af Murakamis snarlige besøg i Danmark, vil jeg sidde her i Japan og skrive en anmeldelse af et af hans tidlige værker. Hvilken pinsel det er at rejse hele vejen til hans hjemland og finde ud af, at han om kort tid sidder i min hjemby.

Jeg vil lige advare om, at jeg afslører en del af bogens indhold i denne anmeldelse, så hvis ikke du vil have for meget afsløret, så bør du stoppe med at læse nu.

Mit første møde med Murakami var, da jeg læste 1Q84-trilogien, og siden har jeg læst Norwegian Wood og Trækopfuglens Krønike. Sidstnævnte var så hård at komme igennem, at jeg tog en meget lang Murakami-pause. Jeg har svært ved at sige præcis, hvad det skyldes, men Trækopfuglens Krønike fangede mig bare aldrig.

Heldigvis insisterede min far på, at jeg skulle læse Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende, da vi fandt ud af, at jeg skulle rejse til Tokyo. Og denne gang oplevede jeg samme store læseglæde, som jeg gjorde fra 1Q84-trilogien.

_________________________________________________________________________________ 

Mit eksemplar er købt via Gyldendals Bogklub, men den kan også fås uden bogklubsmedlemskab på Saxo.dk til DKK 200,-

Titel: Hardboiled Wonderland og Verdens Ende

Forfatter: Haruki Murakami

Udgivelsesår: 1985 (på japansk)

Sideantal: 490

Forlag: Gyldendal (Samlerens bogklub)

Forlagets beskrivelse:

I den ene verden befinder vi os i storbyen Tokyo i en ikke fjern fremtid, hvor den ensomme mandlige jeg-fortæller er hyret af Systemet og specialtrænet til at håndtere krypteret information. Han er glad for Bob Dylan, klassisk musik, whisky og bedre til kvikke bemærkninger end holdbare ægteskaber.

En dag får han en opgave, der bliver starten på en højteknologisk informationskrig, der byder på indtrængende gådefulde væsner kaldet "mørklinge", en vanvittig forsker dybt nede i kloakkerne under byen og en underskøn bibliotekar med en meget stor appetit.I den anden fortælling er vi hensat til ’Verdens Ende’, en stille, afsondret og tidløs verden omgivet af en høj mur, hvor den navnløse fortæller brutalt skilles fra sin skygge og må forsøge at tolke de drømme, der stadig rummes i lysende enhjørningekranier.Uafvendeligt nærmer de to universer sig hinanden.

Anmeldelse

Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende er to sideløbende historier med hver sit fortæller-jeg, som i takt med at de udfoldes, får forbindelse til hinanden.

I den ene verden; Hardboiled Wonderlands følger vi en simpel mand, som nyder at lave god mad, holde sig aktiv, lytte til musik og som arbejder for Systemet, hvor han krypterer og dekrypterer forskellig information.

I den anden verden; Verdens Ende følger vi samme mand, men i denne fortælling ved han ikke, hvem han er og hvor han kommer fra. Han er netop ankommet til Byen, da vi læser hans første kapitel, hvor han prøver at finde hoved og hale i den måde Byen fungerer på og i hans nye job som drømmelæser.

Jeg var ikke nået mange sider ind i historien, før jeg tænkte: Endelig, endelig, endelig – du er tilbage! Som nævnt i indledningen, var jeg ikke særlig begejstret for Trækopfuglens Krønike, og derfor er det flere år siden, jeg sidst har begivet mig i kast med et Murakami-værk. Nu er det faktisk det eneste, jeg har lyst til!

Jeg-fortælleren i Hardboiled Wonderlands minder mig sådan om Aomame i 1Q84 (især i bog 3). Og det var et glædeligt gensyn! Jeg elsker den måde Murakamis karakterer plejer dem selv, deres kroppe, sind og psyke ved at lave god mad, svømme eller løbe, lytte til klassisk musik og (vigtigst af alt) læse. Han får det altid inkorporeret, så det virker ubesværet og som det mest naturlige i verden (det tror jeg faktisk også det er for ham).

Bogen er fyldt med det smukkeste sprog, som sådan fortjener at blive dvælet ved. Og læseren trækkes ind i en eventyrlig drømmeverden med sne på bjergenes tinder og dyreliv med gylden pels.

”Men her om efteråret ligger dyrene roligt hver for sig og lader deres lange, gyldne pels stråle i aftensolen. Ubevægelige som statuer fæstnet til jorden ligger de med strakt hals og venter på, at dagens sidste lys skal blive opslugt af æblelundens grønne hav. Snart går solen ned, og skumringens blå skær lægger sig over deres kroppe. De sænker hovederne, lader de hvide horn hvile mod jorden og lukker øjnene.

Og således slutter dagen i byen.

                                                                                                                                                            s. 31

Ovenstående er simpelthen noget af det smukkeste, jeg nogensinde har læst. Det er fuldstændig fortryllende!

Udover de smukke beskrivelser, er historien også fyldt med alle de små hverdagstanker, som i min optik, kendetegner Murakamis værker. Som for eksempel nedenstående, som gav mig et lille smil på læben og fik mig til at overveje, om Murakami mon nogensinde ville stole på mig (vores sofa er på alle måder dårlig – man sidder dårligt, der er ikke plads til gæster og man kan ikke rigtig slænge sig i den).

”Jeg har altid ment, at folks personlighed afspejles i den sofa, de vælger, hvilket sikkert er meget fordomsfuldt, men en sofa er nu engang en afgrænset verden i sig selv, som ikke er til at rokke ved. Det ved folk, der er vokset op med en god sofa. Det svarer til at være vokset op med at læse gode bøger eller med at lytte til god musik. En god sofa afføder en god sofa, og en dårlig sofa afføder en dårlig sofa. Sådan er det bare. Jeg kender flere, som kører rundt i en førsteklasses bil, men som kun har en anden eller tredjeklasses sofa derhjemme. Sådanne mennesker har jeg svært ved at stole på.”

                                                                                                                                                           s. 60

Måske tillægger jeg Murakamis ord for megen analyse, men jeg læser en lille kritik af samfundsnormer og tendensen til at følge strømmen uden at stoppe op og overveje, hvad der rent faktisk er natur, og hvad der ikke er. Blandt andet når skyggen taler om, at Byen er helt unaturlig, men at de i takt med deres tilvænning til stedet begynder at se det unaturlige som naturligt.

Da skyggen har sagt det, tier han stille og skraber lidt i jorden. “Jeg sagde det til dig lige i starten. Den her by er ikke naturlig; den er forkert,” siger han. “Og det mener jeg stadig. Den er unaturlig og forkert. Problemet er bare, at den er skabt unaturlig og forkert. Fordi alt er unaturligt og deformt, ender det med at hænge fint sammen og være perfekt. På den måde …”

Skyggen tegner en cirkel på jorden med hælen på sin sko. “En cirkel er sluttet. Hvis man er her for længe og går og tænker over det, ender man med at tro, at man selv tager fejl, og at det er dem, der har ret. Alt omkring dem virker jo perfekt. Forstår du, hvad jeg prøver på at sige?

                            s. 303

Jeg læser lidt samme kritik, da jeg-fortælleren spørger til et hul, som nogle arbejdere graver. Han er interesseret i at vide, hvad hullet skal bruges til, men det viser sig, at hullet ikke har et formål. De graver det kun for at grave det. Igen kan det godt være, at jeg tillægger passagen for megen analyse, men som tidligere lærer, hvor hver dag handler om Fælles Mål, målstyret undervisning og læringsmål, så er det svært ikke både at grine af komikken i at foretage sig noget uden et formål, men også nyde tanken om, at man godt kan gøre en handling uden, at den nødvendigvis har et fastsat mål. Måske er handlingen tilfredsstillende i sig selv. Passagen er herunder:

””Hvad skal hullet bruges til?” Spørger jeg ham.

“Ikke til noget,” siger han og fører skeen op til munden. “De graver bare et hul for at grave et hul. Så det er sådan set et meget ærligt hul.”

“Det forstår jeg ikke.”

“Det er da ret enkelt. De graver et hul, fordi de har lyst til at grave et hul. Der er ikke noget andet formål med det.”

Jeg tygger på mit brød, mens jeg funderer over det med det ærlige hul.

“Nogle gange graver de et hul,” siger den gamle. “Det er vel i princippet det samme, som når jeg bliver opslugt af et spil skak. Det giver ingen mening, og det fører ingen steder hen, men det gør ikke noget. Der er ingen, der har brug for, at det giver mening eller fører nogen steder hen. På den måde graver vi alle sammen vores egne ærlige huller. En handling uden formål, en anstrengelse uden fremdrift, skridt, der ikke fører nogen steder hen, er det ikke fantastisk? Ingen bliver såret, og ingen sårer andre. Ingen overhaler nogen, og ingen bliver overhalet. Der er ingen sejre, ingen nederlag.

                           s. 384

Jeg synes faktisk det er ret fantastisk. Og på en måde ser jeg det også, som en generel livsbetragtning eller et livssyn, når han skriver;

“Nogle gange graver de et hul,” siger den gamle. “Det er vel i princippet det samme, som når jeg bliver opslugt af et spil skak. Det giver ingen mening, og det fører ingen steder hen, men det gør ikke noget. Der er ingen, der har brug for, at det giver mening eller fører nogen steder hen. På den måde graver vi alle sammen vores egne ærlige huller.

                         s. 384

Er det ikke sådan hele livet er? Det handler om at blive opslugt af øjeblikke, for vi ved jo godt, at alle liv i sidste ende har præcis samme endemål – døden.

Baseret på alle de mange artikler og statistikker, som bekræfter, hvor mange mennesker, der har ondt i livet, tænker jeg, at en vej ud af elendigheden kunne være at fokusere mindre på endemål og mere på øjeblikke. Det er så indlejret i os, at alt skal have et formål, og hvis ikke vi kan svare på hvorfor vi gør noget, så vil vi oftest tænke på handlingen som ligegyldig, overflødig og måske endda fjollet.

Skulle det vise sig, at Murakami aldrig har gjort sig nogen af disse overvejelser, så er det jo et rigtig godt eksempel på, hvordan litteraturen giver anledning til refleksion på så mange niveauer og i så mange retninger.

Afslutningsvis er der kun tilbage at sige, at jeg sådan håber, anmeldelsen har givet mod på et vaskeægte Murakami-eventyr, som inviterer til eftertænksomhed krydret med den underfundige Murakami-humor, som er svær ikke at holde af. Med fokus på æstetik i sprog og beskrivelser, er det lykkedes at skabe et magisk drømmeunivers, som efterlader læseren opslugt og fortryllet når hun rejser til Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende.