Boganmeldelse: Girl in a Band af Kim Gordon

Bogen kan købes på Saxo til DKK 247,- lige her.

Titel: Girl in a Band

Forfatter: Kim Gordon

Udgivelsesår: 2016

Sideantal: 325

Forlag: Klim

Bagsidetekst

Kim Gordon var en af frontfigurerne i det banebrydende postpunkband Sonic Youth. I dag er hun et ikon i rock- og modebranchen – aldrig mainstream, ofte på forkant. I sin bog fortæller hun om sin opvækst, om hvordan det er at være ”pigen i bandet” i en mandsdomineret rockverden, og om ægteskabet med guitaristen i bandet, Thurston Moore, som ender brat og dramatisk.
Kim Gordon kommer fra det, hun beskriver som ”en helt almindelig middelklasseopvækst”, der også rummer smertelige barndoms- og ungdomserindringer om hendes psykisk syge bror – erindringer der har været med til at forme den, hun er. Gordon søger væk fra ”det normale”, og som helt ung fascineres hun af og søger mod det eksperimentelle kunstnermiljø i New York. Hun afsøger flere kunstarter, og hendes bog er også en historien om, hvordan hun – ofte lidt tilfældigt – tager turen fra fascineret iagttager til udøvende kunstner og trendsætter inden for musik, mode og design.

Anmeldelse

          ”Ekstrem støj og dissonans kan have en voldsomt rensende effekt.”

             s. 14

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke vidste, hvem Kim Gordon var, da jeg påbegyndte læsningen af Girl in a Band. Mit kendskab til Sonic Youth var begrænset, og den eneste sang, jeg umiddelbart kunne huske dem for, var den, hvor Macaulay Culkin spiller med i musikvideoen.

Men trods det begrænsede kendskab til bandet og et ikkeeksisterende kendskab til forfatteren, blev jeg allerede fra side ét draget af Gordons fortælling om hendes familie, om middelklasselivet i L.A. og især af historien om hendes bror. Kims bror, Keller, udviste i en meget tidlig alder en foruroligende opførsel, hvor han tvang sin lillesøster til mærkelige ting og fandt på historier med det ene formål at skræmme hende. Hun beskriver ham som manipulerende, sadistisk og arrogant, og fortæller samtidig hvilken lettelse det var, da han blev diagnosticeret med paranoid skizofreni. Historien om Keller fylder en del, og Gordon bruger mange ressourcer på at ræsonnere over, hvordan hans sygdom har påvirket hendes egen udvikling og hendes forhold til mænd.

Siden udvikler det sig til fortællingen om at stå på egne ben i New York, fortællingen om kunst, om musik og om det miljø man pludselig bliver en del af, når man er a Girl in a Band. Fortællingen om New Yorks undergrundspunkkultur og kunstmiljø er så medrivende, at man hverken behøver være musik- eller kunstinteresseret for at længes efter at blive en del af det.

Med hendes malende miljøbeskrivelser og mange musiske referencer bliver jeg både trukket tilbage til en teenagetilstand, hvor det endnu engang er tilladt ikke bare at beundre, men nærmest tilbede musikeren, talentet, forfatteren, men også en tilstand, hvor en indre længsel og iver efter at være en del af miljøet opstår. Og faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt så meget musik, som jeg har gjort i perioden, hvor jeg har læst Girl in a Band.

Men det er også et modsætningsfyldt værk, for trods de mange erklæringer om, at Gordon kun sjældent tænker over, at hun er pige eller kvinde, er køn samtidig et tema, der fylder rigtig meget i bogen (se bare bogens titel). Hun beretter om oplevelser, hvor det hun laver devalueres i kraft af hendes køn og problematiserer tendensen med at følelser tilskrives køn. Hvordan gør man sig den slags tanker uden at tænke over sin egen plads i samfundet som kvinde?

Der er uden tvivl en stærk feminist gemt i Kim Gordon, og det kommer blandt andet til udtryk, når hun skriver:

”Rent kulturelt giver vi ikke kvinder lov til at være lige så frie, som de i       virkeligheden gerne vil være, fordi det føles skræmmende. Vi enten skyr den 

slags kvinder eller dømmer dem som værende gale i låget.”

                 s. 151

Derudover er det også svært ikke at læse lyricsne til Shaking Hell som feministiske; ”She finally discovered she's a ... He told her so …” – kvinden har endelig opdaget hvem eller hvad hun er, for manden har fortalt hende det. Jeg synes faktisk det er en virkelig slagskraftig sætning.

Der er ikke meget negativt at sige om bogen, men jeg vil alligevel påpege, at der enkelte steder er sket fejl i oversættelsen. Det er småfejl, som eksempelvis den fremfor det og deslige. Det forstyrrer naturligvis ikke helhedsbilledet, men de fleste læsere vil formentlig nikke genkendende til, at det skaber lidt irritation under læsningen. Det er dog ikke nok til, at jeg ville være læseoplevelsen foruden!

Afslutningsvis kan det siges, at det er en bog med virkelig mange kvaliteter og jeg synes derfor ikke man skal lade sig skræmme af, at den umiddelbart henvender sig til den musikinteresserede, for den er så meget mere end det. Udover at have levet et interessant og læseværdigt liv, så forstår Gordon at tematisere køn, give malende beskrivelser af by, kunstmiljø og punkkultur. Bogen er således både til New York- og L.A.-elskeren, musikfanatikeren, kunstentusiasten og ikke mindst den kulturinteresserede.