Boganmeldelse: Lad os håbe på det bedste af Carolina Setterwall

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Lad os håbe på det bedste

Forfatter: Carolina Setterwall

Oversætter: Nete Harsberg

Udgivelsesår: 2019 (på dansk)

Sideantal: 359

Forlag: Hr. Ferdinand

Lad os håbe på det bedste er en knytnæve lige i solar plexus. Den rammer der, hvor det gør allermest ondt, og den slår luften ud af sin læser. Carolina Setterwall fortæller med en hjerteskærende ærlighed om at miste, om at føle skyld og om at være et menneske med fejl.

30-årige Carolina er en ubekymret, livsglad kvinde. Hun er projektleder med et sprudlende gemyt, mod på livet og glæder sig til alt det, det vil bringe hende – og hun gør sit til at planlægge det bedst. Hun forelsker sig i den mere tænksomme og forsigtige Aksel, og han forelsker sig i hende, men deres forskelligheder giver dem sommertider sammenstød, når den ivrige og utålmodige Carolina har svært ved at forstå sin tøvende kæreste og vice versa. Hun har så travlt med at livet “skal begynde”, og han er ofte tilfreds med tingenes tilstand. Carolina presser på, og hun er henrykt, da graviditetstesten en dag viser to streger. Aksel deler ikke umiddelbart begejstringen, men da Ivan kommer til verden, er Aksels kærlighed til sin søn ikke til at tage fejl af.

En morgen i 2014, da Ivan er 8 måneder gammel, vågner Carolina til et kæmpe chok. Hun har sovet på Ivans værelse, og da hun går ind i soveværelset finder hun Aksel kold og livløs. Den altid så målrettede og foretagsomme kvinde må nu finde sit ståsted i verden som enke og enlig mor. Det var ikke en del af planen.

Romanen foregår i to krydsende spor – et tilbageblik til tiden, hvor Carolina og Aksel møder hinanden, flytter sammen og bliver forældre og et nutidigt spor, som tager afsæt i Aksels dødsdag og i Carolinas forsøg på at genfinde sig selv i det nye liv. 

Lad os håbe på det bedsteer en knytnæve lige i solar plexus. Den rammer der, hvor det gør allermest ondt, og den slår luften ud af sin læser. Carolina Setterwall fortæller med en hjerteskærende ærlighed om at miste, om at føle skyld og om at være et menneske med fejl. 

“Undskyld, Aksel. Undskyld, at det er endt sådan her. Undskyld, at jeg var den, jeg var til sidst i vores forhold. Undskyld, at vi gled fra hinanden. Undskyld, at jeg gled fra dig. Undskyld, at jeg ikke kunne gøre dig lykkelig. Undskyld, at jeg ikke særlig tit sagde, jeg elskede dig. Undskyld, hvis du ikke følte dig værdsat. Undskyld, hvis jeg fik dig til at føle dig som et værdiløst menneske. Undskyld, at jeg stressede dig. Undskyld, at jeg ville bestemme alting. Undskyld, at jeg aldrig ventede på dig. Undskyld, at det ikke blev, som du ønskede. Undskyld, at jeg skældte ud. Undskyld, at du døde. Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld.”

Det er nok den mest ægte kærlighedsberetning, jeg endnu har læst. Forfatteren simplificerer ikke sig selv eller sine relationer til andre. Vi får hele mennesket med alle de fejl og mangler, der er. Selv den boblende forelskelse er nuanceret og ikke det mindste idylliseret. For i modsætning til de fleste fortællinger om forelskelse, så oplever Carolina, at både indre og ydre konflikter opstår, når man skal hengive sig til et andet menneske og hun formår at påpege både egne og den nu afdøde Aksels fejl.

Jeg sank helt ind i hovedpersonens store sorg og hendes kamp for at få en almindelig hverdag, og kun sjældent har jeg kunnet genkende mig selv så meget i en roman.

“En anden kommentar, jeg får, er, at folk bliver “ramt” af min skæbne. De bliver ramt og mindet om livets skrøbelighed. En del af dem siger, at de i aften vil holde ekstra længe om deres mand og børn. Jeg forstår ikke, hvorfor de fortæller mig det. Jeg kan ikke se, hvad jeg skal med den oplysning, ud ud over over at blive mindet om, at jeg ikke selv kan gøre det samme. Jeg kan ikke holde ekstra længe om dig i aften, jeg holdt ikke ekstra længe om dig den sidste aften for to uger siden, og jeg vil vædde med, at alle dem, der nu tager hjem og krammer deres elskede ekstra hårdt, får lov at vågne op med dem i morgen også. For livet er ikke retfærdigt.”

Jeg har heldigvis aldrig oplevet et tab som Carolinas, men jeg kunne følge hendes evige tankemylder, hendes tendens til at analysere på verden og de mennesker, der omgiver hende og sidst men ikke mindst hendes behov for kontrol og vane med at tage styring. Vi får lov at følge hende i hendes ydmygelse, når hun desperat rækker ud efter andre mennesker, venner hun havde engang, for at undslippe den altoverskyggende ensomhed.

“Jeg har hverken råd eller kræfter til at være stolt lige nu. Jeg er så uendeligt træt af det her. Jeg ruller med resolutte skridt mit sovende barn hen mod caféen, hvor min veninde drikker kaffe. Jeg overvejer at lade som om, jeg ikke har set hendes billede på Instagram, men simpelthen bare er kommet herhen for at drikke kaffe. Jeg tænker, at det alligevel nok er bedst, hvis jeg giver lyd først. Jeg skriver overdrevet henkastet, at jeg er på vej, jeg kunne se på hendes billede, at hun sad ved vandet, at jeg alligevel skulle den vej og er der om et øjeblik. Jeg går så hurtigt, jeg kan. Da jeg er halvvejs, kommer der svar. Hun skriver, at der er ved at gå, hendes barn skal sove, han sover bedst derhjemme.”

Hun klinger sig fast til de relationer, hun kan, og frygten for at miste de nærmeste er lige så ubærlig, som det tab, hun allerede har lidt. Jeg mærkede klumpen i halsen og øjnene fugtedes, når jeg læste om hendes forhold til sin bror, som minder så meget om det, jeg selv har til min bror, at det næsten var skræmmende.

“Det er trygt at have ham der. Vi kan befinde os i hinandens nærhed i timevis uden at tale sammen. Han læser mig bedre end nogen anden, og vores kommunikation er ofte helt ordløs. Jeg sætter lige så meget pris på hans tilstedeværelse som på hans evne til ikke hele tiden at ville tale om alting. ”

[…]

“Der dufter af kaffe i entreen, og min bror, min elskede bror og bedste ven, tager imod mig med et kram. Jeg forsvinder i hans favn et øjeblik, lukker øjnene, græder, hulker, snøfter, vil ikke ud derfra.”

[…]

“Det går ikke, at I flytter. I må ikke. Det kan I ikke. Alting må forsvinde, alle kan forsvinde, bare ikke min bror. Ikke også ham. Nu har jeg ikke nogen tilbage. Nu er jeg helt alene.”

Der kan vist ikke være tvivl om, at jeg allerede har fundet første bog til dette års liste over de bedste læseoplevelser. Tak til Carolina Setterwall for at sætte ord på sin tragedie.