søndag den 24. februar 2019

Boganmeldelse: Min geniale veninde af Elena Ferrante


Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Min geniale veninde
Forfatter: Elena Ferrante
Oversætter: Nina Gross
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 383
Forlag: C&K Forlag

Min geniale veninde er en sansemættet og detaljeret beskrivelse af napolitansk kultur, og læseren træder direkte ind i en tidslomme af lidenskab, brolagte gader og gedigne håndværk. Ferrante lader dig smage pizzaen, dufte læderet i skomagerbutikken, høre de vrede mamaer råbe og mærke den sitrende fornemmelse af nye forelskelser, lystfølelse og skam, når hun inviterer til Napoli.
Sjældent har jeg haft så høje forventninger til en bog, som jeg havde til Min geniale veninde. Ferrante-feberen har raset, siden forfatterens debut, og man kan roligt sige, at der stadig er kog i gryden. Al den ståhej kan vel ikke udelukkende skyldes mystikken omkring pseudonymet, så jeg havde skruet forventninger maksimalt op, og til en vis grænse blev de også indfriet.
Historien om de to veninders venskab fortælles af den kløgtige og hårdtarbejdende Lenú (Elena), som er ældste barn i den fattige portnerfamilie Greco. I en fattig provins i Napoli vokser hun op med sin veninde Lila, som ligeledes er en dygtig studerende, men Lila går sine egne veje og de to piger står i stærk kontrast til hinanden. Lenú er en let omgængelig, behagesyg og usikker pige. Lila er derimod en ubekymret, modig og selvstændig pige, som ikke spilder tid på at spekulere over, hvad andre mener om hende.
Fortællingen tager afsæt i en nutid, hvor Lenú modtager et opkald fra Lilas søn som fortæller, at Lila er forsvundet. Opkaldet bliver indledningen til Lenús erindringer om de to pigers barndom og ungdomsår i et fattigt og temperamentsfuldt Napoli, hvor familiens ære altid er på spil. Langsomt udfoldes fortællingen om pigernes skæbne og et malerisk portræt af 50’ernes Napoli træder frem.
Det er en sansemættet og detaljeret beskrivelse af napolitansk kultur, og læseren træder direkte ind i en tidslomme af lidenskab, brolagte gader og gedigne håndværk.
Jeg kunne med lethed smage pizzaen, fornemme varmen, dufte læderet i skomagerbutikken, høre de vrede mamaer råbe, mærke studiebøgernes tyngde og den sitrende fornemmelse af nye forelskelser, lystfølelse og skam.
Min største indsigelse – og den er jeg altså nødt til at nævne, for det tog mig et par hundrede sider at vænne mig til – er de mange indskudte sætninger, som for mit vedkommende påvirkede det flow, handlingen og det iltre liv i Napoli ellers lægger op til. Til tider blev den lige lovlig langtrukken for mig – primært i romanens første halvdel. Men sproget er poetisk, og den ene nævneværdige passage erstattes af den næste.

“Voksne venter på i morgen, bevæger sig i en nutid bag hvilken der er i går eller i forgårs eller højst sidste uge: Resten vil de ikke tænke på. Børn kender ikke betydningen af i går, af i forgårs eller sågar af i morgen, alt er lige nu; gaden er den, døråbningen er den, trapperne er dem, det er mor, det er far, det er dagen, det er natten.”



Lila forbliver et lige så stort mysterium for sine omgivelser, som Ferrante gør for sine læsere.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar