lørdag den 7. marts 2020

Boganmeldelse: Voksne mennesker af Marie Aubert


Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Voksne mennesker
Forfatter: Marie Aubert
Oversætter: Thomas Korsgaard
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 168
Forlag: Lindhardt og Ringhof

“Andres børn, altid, overalt. Det er værst i bussen, når jeg ikke kan slippe væk.” Sådan lyder de indledende sætninger til Voksne mennesker, og med imponerende præcision indkapsler de 40-årige Idas tilstand som barnløs, enlig og ensom.

I Voksne mennesker følger vi med Ida op til familiens hytte, som de har haft, siden Ida og hendes søster Marthe var helt små. Her skal familien fejre, at mor fylder 65. Hytten er overdraget til Marthe og Ida, men det er mest Marthe der bruger den sammen med hendes egen lille familie, som nu består af Kristoffer og hans datter fra et tidligere forhold.
Ida er arkitekt og har skabt en sig selv en flot karriere, men hun er begyndt at registrere, at hendes biologiske ur tikker højere og højere. Det har fået hende til at opsøge en fertilitetsklinik med henblik på nedfrysning af æg, så hun har muligheden for at blive mor, hvis behovet skulle opstå eller den rette mand dukke op.
I hytten venter Ida på svar fra den gynækolog, der foretog forundersøgelsen, men før hun når at få indblik i sine ægs tilstand, afslører lillesøster Marthe, at hun er gravid. Denne lykkelige nyhed bliver enden på den hyggelige familieferie i hytten.
Voksne mennesker er en hverdagslig og meget intens beskrivelse af relationer og familiedynamik – særligt af søskendeforholdet. For Ida er livet blevet et kapløb, hvor hendes lillesøster har overhalet hende indenom, og Idas følelse af nederlag vækker en overskyggende og destruktiv jalousi i hende.

“Jeg holder om mig selv, huden er ligesom vissen og tør, kroppen er ingenting, og ingen vil have noget at gøre med mig længere, som om jeg ikke eksisterer mere. Jeg har aldrig haft nogen med her op til hytten, det har aldrig varet længe nok til det. Marthe har siddet her med kærester, siden hun var femten, og altid fået det største soveværelse, altid langsomme, hjælpeløse fyre, som mor og jeg har himlet med øjnene af, før hun endelig fandt sammen med Kristoffer og fik Olea med i købet. Og jeg, hvad har jeg?”

Det drama, der udspilles i Idas indre, er romanens største styrke og hendes overskyggende behov for selvhævdelse femhæver bogens ironiske titel. Jo ældre Ida bliver, des større bliver hendes retfærdighedssans. Følelsen af at hun er blevet snydt, og der ikke har været ligelig fordeling mellem de to søstre, skærper vores forståelse af, at voksne mennesker også kan være små børn, særligt når voksenlivet bliver en konkurrence. Idas sorg bæres af fortvivlelse og afmagt, og den står i stærk kontrast til de forskønnede barndomsminder hun har fra ferierne i hytten.

“Jeg skal ikke være nogens mor, der kommer ikke til at være nogle voksne børn, som synger fødselsdagssang for mig, når jeg bliver femogtres, jeg kommer ikke til at være nogens bedstemor og have børnebørn, som fejrer jul med mig. Det åbner sig i mig som et dybt hul, jeg stirrer ind i noget tomt og sort og stort, og jeg synger, happy birthday, kære mor, happy birthday to you, det her kommer aldrig til at ske for mig, det er for sent.”

Marie Aubert er et sandt talent til at skildre den banale hverdag og beskrivelser af det menneskelige sind. Hun byder på et solidt nordisk drama med realistiske og nærværende dialoger, som demonstrerer hendes sproglige overskud og indsigt i psykologiske mekanismer. Voksenlivet præsenteres som et paradoks, og overgangen mellem (eller overvejelserne om) at være nogens barn og nogens mor vækker genkendelighed hos læsere, der har passeret tyverne.
Det er en meget aktuel roman, som tegner et tidstypisk billede af nutidens store spørgsmål om infertilitet, biologi og nye forståelser af familieformer og voksenhed. Den får belyst spændet mellem forventninger og reel virkelighed. Der er langt mellem de familie- og voksenlivsforestillinger og -forventninger Ida har, og den virkelighed hun oplever.

“Jeg sover alene, og jeg vågner alene, og jeg er alene, når jeg tager på arbejde, og alene, når jeg kommer hjem igen, jeg skal ikke klage over det, man skal ikke blive sådan en, der klager. Men ensomheden er en cirkel, som bliver større og
større, og hvis der ikke kommer nogen kæreste, hvis der ikke kommer nogen, jeg kan bruge æggene i banken sammen med, så kan det fortsætte præcis sådan i yderligere fem år og ti år og tyve og tredive år og hele resten af livet.”

Tilstedeværet er stort og bidende intenst, og jeg skal helt sikkert læse med på alt, hvad vi får lov at få oversat fra Marie Auberts hånd.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar