onsdag den 26. februar 2020

Boganmeldelse: Hvem sagde hvad? – Kvinder, mænd og sprog af Helene Uri


Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Hvem sagde hvad? – Kvinder, mænd og sprog
Forfatter: Helene Uri
Oversætter: Anette Dina Sørensen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 352
Forlag: Klim

Hvem sagde hvad? er en kortlægning af, hvordan sproget kan skabe ulighed kønnene imellem. Helene Uri, som er tidligere sprogforsker og har en doktorgrad i lingvistik, har brugt ti år på at undersøge, hvordan vi taler og hvordan vi tilpasser sproget til modtagerens køn.

I to dele – hver bestående af 12 kapitler – fremhæver Uri sproglige forskelle med afsæt i virkelige kommunikationssituationer såsom artikler, nyhedsmedier, tv-udsendelser, private og overhørte samtaler, men også fra forskningens verden, hvor hun inddrager forsøg, der har påvist, hvordan vi kønner børn i sproget (at kønne nogen betyder, at vi tillægger dem særlige egenskaber eller værdier udelukkende på baggrund af deres køn, eller at vi forklarer deres adfærd med køn).
I første del, dykker forfatteren ned i spørgsmålet om, hvorvidt mænd og kvinder taler forskelligt, og i anden del er det overordnede spørgsmål, om de omtales forskelligt. Hun anvender egen og andres forskning til at påvise, at sprog aldrig er neutralt, og fremhæver især tendensen med at skrive ”kvindelig” foran et velanset hverv (kvindelig læge, kvindelig forsker etc.). Det ville være en fordel med overskrifter, som i højere grad fortæller, hvad der kan forventes af kapitlet, men indholdet er der ikke en finger at sætte på.
For at invitere sin læser ind i ulighedens univers lægger hun ud med at redegøre for de – efterhånden velkendte – forsøg, der går under navnene Howard & Heidi/ Hans og Hanna. Forsøgene findes i utallige varianter, men med samme udfald. Når vi skal vurdere to ens historier, CV’er eller kompetencer, finder vi oftest manden mest kompetent, mest sympatisk og den bedste kandidat til at være leder.
Helene Uri har gjort sit researcharbejde grundigt, og det bærer frugt, for som læser bliver man mindet om alle de gange, hvor ens køn har spillet ind på udfaldet af en given situation. Det er forfatterens talrige eksempler, der gør bogen levende og nærværende, og den er alt andet end en tung og kedelig fagbog. Den er et festfyrværkeri af genkendelse og aha-oplevelser. Alle sprogets områder og ’regler’ belyses, og Uri dykker sågar ned i det sære faktum, at drengebørn ofte taler dybere end pigebørn (og vice versa) på trods af, at der endnu ikke findes en fysiologisk forskel – der er altså tale om et tillært toneleje, og vores stemmer er i lige så høj grad præget af kultur som af fysiologi.
Det er morsom lænsning, fordi det er så genkendeligt. Samtidig vækker de nye indsigter en vrede og fortørnelse, som er effektivt brændstof til forandring.
Jeg kunne skrive og fortælle i evigheder om denne gennemførte grundbog i køn og sprog, som burde indgå i pensum på ethvert humanistisk studie.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar