mandag den 22. juni 2020

Boganmeldelse: Vaniljehuset af Mich Vraa

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Vaniljehuset
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 446
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Mich Vraa bruger ord med samme naturlighed, som man trækker vejret. Hans sans for sprog og billeder vækker Odense til live i en gedigen slægtshistorie om store ambitioner, stålfast vilje og afgørende relationer.

Markus Dusinius Dick har fået sit særegne navn, fordi han er 12. barn i en stor søskendeflok. Han er nu en velhavende fabrikant, som fortæller sin historie fra Hareskov Kuranstalt, hvor han opholder sig efter et hjertetilfælde. Han er vokset op på Vesterbro i Odense som søn af en hårdtarbejdende skomager i en stor familie, hvor pengene altid var små.
Dusinius er ikke ret gammel, da han bliver opmærksom på livets realiteter: At det ikke nødvendigvis – måske endda sjældent – er den der arbejder hårdest, der tjener mest. Allerede som 8-årig begynder den lille dreng at handle. Han sælger sprællemænd på torvet, og lærer om grundlæggende købmandsskab; at købe billigt og sælge dyrt, men hans far, den hårdtarbejdende skomager, har kun foragt overfor denne form for uærlige og dovne levevej. Købmandsskab er ikke hæderligt arbejde.

Erkendelsen rammer ham med en kraft som havde malermester Jakobsen kastet den tunge malerkost i hovedet på ham: De arbejder for borgerskabet, disse mænd, både Jakobsen og hans sjak af øldrikkende, muligvis åndssvage malere. Uden den velstand som borgerskabet akkumulerer og bruger til blandt andet malere, ville alle være fattige. Dusinius ved at det er en vigtig indsigt, selv om han ikke kan forklare hvorfor.


Farens holdning ændrer ikke på Dusinius’ ambitioner om at blive en anseelig og velhavende handelsmand, og allerede som 8-årig lægger han grundstenene til sit store handelseventyr.
Tilbage i Odense sidder Jonna. Hun er Dusinius’ hustru og fortæller gennem sine dagbøger om parrets forhold, deres familierelationer og sin egen barndom. Hun reflekterer over tiden, der er gået og de mange valg, der har ført til, at hun blev hjemmegående, selvom hun havde forstand til – og håbet på – mere.
Ægteparrets minder suppleres med nedslag i fra en alvidende fortæller, som dykker ned i slægtsforhold, opvækst og tidligere romancer. Fortællestemmen er overbevisende og hvirvler læseren rundt i byen og ind og ud af barndommens drømme og ungdommens virkelighed. Byen er romanens ramme, men den er ikke alene baggrundstæppet, den er levende og spiller en afgørende rolle for historien og forståelsen af menneskers status.

I alle de år Dusinius har boet i villaen i Læssøegade, er han altid, når han har haft tid til det, spadseret gennem parken fra sit hjem til Vaniljehusets domicil på Albani Torv. Det er ikke nogen lang tur, ikke engang halvanden kilometer, men alligevel er det som at gå fra én verden til en anden. Syd for åen skærer vejene hinanden i rette vinkler med rektangulære felter imellem, bebygget med borgerskabets bedre villaer i røde mursten eller med pudsede, hvide mure og sorte, glaserede teglsten. Bag hver facade udfolder sig pæne, diskrete liv, man nikker til hinanden og letter på hatten når man mødes, men ingen blander sig mere end højst nødvendigt.

Det er tydeligt, der er gravet dybt under arbejdet med romanen. Det dybdegående researcharbejde bærer frugt og giver læseren et detaljerigt og vægtigt tidsbillede af Odense anno 1878-1930.

Karen går ad byens stræder og over dens pladser, Gråbrødre og Flakhaven ved rådhuset, og kommer til domkirken. Tårnet virker unaturligt højt og stort i sommermørket. En fakkel brænder i et fyrfad foran den store egetræsdør; det ligner ikke Guds hus, men snarere indgangen til et hedensk tempel. Hun går ned langs kirkeskibet; også det virker alt for stort til byen; det er som om en kirke af denne størrelse burde ligge i en langt mægtigere by end Odense, måske i hovedstaden.

Mich Vraa skriver i et sprog så let og elegant som var hvert ord et åndedrag eller et pulsslag og de færdige sætninger livets naturlige gang. Han trækker vejret langsomt, indsnuser, indprenter, mærker efter og ånder så ud med den ene poetiske perle efter den anden. Sproget er overbevisende og tager læseren med tilbage i tid, og det er vanskeligt at begribe, at bogen er blevet til i 2020 (/19).
Vaniljehuset er en slægtsroman på niveau med de store klassikere, og ligesom Lykke-Per er blevet symbol på eventyr i 1800-tallets København, har Dusinius potentiale til at blive tilsvarende i Odense. Og der er da heller ikke lang vej mellem navnene, Sidenius og Dusinius.
Det er folkesjæl, åndsliv og danmarkshistorie. Det er ganske enkelt eminent litteratur.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar