 |
| Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar |
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 96
Forlag: Carlsen
Minimund får de små til at grine og de voksne til at mindes. Det er en engagerende fortælling med sproglige perler og de implicitte kommentarer til finurlighederne i det danske sprog, gør den oplagt til fælleslæsning i 4.-5. klasse.
Sylvester Torkildsen har en meget lille mund med en meget lille stemme, og det er ikke særlig sjovt, når man går i 2.b. Hver gang han siger noget, begynder de andre at grine. Selv pigerne fniser, og Mike og Daniel H. og Steffen. Og endda læreren kan ikke undertrykke sit grin. De andre børn kalder ham Minimund, og det er ret svært at tale med mor og far om, at man bliver mobbet.
En dag skriver Sylvester et brev, hvor han spørger, om ikke der er nogen, som kan hjælpe. Og det er der sørme, for på magisk vis dukker Nogen Kristiansen op på hans værelse og går straks i gang med at hjælpe. Nogen har medbragt sit stemmekatalog, så nu skal de bare lige finde den helt rigtige stemme. Det bliver måske lidt svært, for med hver stemme, følger også en personlighed. Og selvom Sylvester så ofte har drømt om at være en anden, er det alligevel bedre at være sig selv. Det er en stor opgave at finde sin egen stemme, men da Cindy en dag tager ham i forsvar, bliver det nemmere at være sig selv, og måske er ens egen stemme i virkeligheden den bedste, man kan bruge.
Der er noget skønt, genkendeligt over Minimund. Den synes at være brygget på inspiration fra de allerstørste børnefigurer og -universer. Forfatterne bruger samme finte som Benny Andersen i Snøvsen til at skabe deres plot. I Snøvsen bliver Eigil ked af, at alle går fra snøvsen, så han beslutter sig for at finde den og aldrig gå fra den. I Minimund bruges samme personificering af et ord. Ordet bliver personen, den magiske figur, når Nogen optræder som karakter. Og det virker!
Hvis Sylvester er en elskelig blanding af Buster, Krumme, Hodder, Gummi Tarzan og alligevel helt sin egen. Så er Nogen i sit lilla velourjakkesæt en vellykket blanding af Filurkatten og Den Gale Hattemager fra Alice i Eventyrland. Forfatterne har ramt en stemning af glæde og genkendelighed, hvor der er plads til læserens associationer til andre figurer i børnelitteraturen, men alligevel formår de at skabe deres helt egen skøre fortælling i et genkendeligt børneunivers.
Det er en engagerende fortælling med sproglige perler og implicitte kommentarer til finurlighederne i det danske sprog. Den er sjov og oplagt til højtlæsning i de mindste klasser eller med indskolingsbarnet hjemme. Med et lixtal på omkring 25-26 er den også perfekt til fælleslæsning i 4.-5. klasse, hvor den er et åbenlyst springbræt til samtaler om, hvad det vil sige at være sig selv og have sin egen stemme.
Jeg føler mig ret sikker på, vi kan regne med, at Minimund er starten på en længere serie om Sylvester Torkildsen – det håber jeg i al fald.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar