torsdag den 16. juli 2020

Boganmeldelse: Piecing Me Together af Renée Watson


Titel: Piecing Me Together

Forfatter: Renée Watson

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 320

Forlag: Bloomsbury Publishing

 

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet.

 

16-årige Jade har netop startet sit junior-year på en helt ny high school. Hun har fået et stipendium til en privatskole, som ellers primært består af hvide elever fra den finere middelklasse. Jade er ikke hvid, og hun er ikke fra middelklassen. Hun er enebarn og bor sammen med sin mor, som via sit husholderskearbejdet, både forsørger Jade og sin egen bror, som bor hos dem. Jade drømmer om et liv væk fra det fattige kvarter, hun er opvokset i, og om at tage en uddannelse på et fint universitet, så hun engang kan købe sin mor et lille hus. Hun er klar over, at hendes drømme kun kan realiseres ved hjælp af hårdt arbejde og stålfast vilje – særligt når man er en fattig afroamerikaner. Det var hendes mors ide at få hende ind på den anerkendte privatskole, St. Francis. Jade frygtede at forlade sine venner på nordsiden, men

hver morgen tager hun bussen væk fra det fattige kvarter i Portland, hun så brændende ønsker at undslippe, til et pænt, hvidt område, hvor hun føler sig malplaceret og udenfor.

 

“At school I turn on a switch, make sure nothing about me is too black. All day I am on.”

 

På skolen får hun sin første hvide veninde, men selvom den nye veninde kommer fra et hjem med samme trange kår, er de to teenageres udgangspunkt vidt forskelligt. Og det skal vise sig at være en udfordring at se verden med hinandens briller på.

 

I don't know what's worse. Being mistreated because of the color of your skin, your size, or having to prove that it really happened.”

 

Jade bliver konstant mindet om, hvor hun kommer fra, når hun ikke forstår de sociale koder eller må takke nej til frokost på den lokale café, fordi det koster det samme, som hendes mor bruger på at brødføde tre mennesker dagligt.

 

“Why do people who can afford anything they want get stuff for free all the time?”

 

Da hendes lærer tilbyder en plads i et mentorprogram, bliver hun for alvor opmærksom på den position, der er til rådighed for hende i verden. Jade klarer sig godt i skolen, så hvorfor får hun tilbudt en plads i et program, hun ikke har brug for?

Hun føler, at hun har så meget at give til verden, men hun bliver mødt af en verden, der tilsyneladende ikke er interesseret i hendes gaver.

Jade er lige så farverig og sammensat som sine collager. Hun bruger meget tid på at tænke over sin egen plads i verden og på de samfundsstrukturer, der gør det svært for hende og andre unge afroamerikanere at rykke sig.

 

I am like those girls. I am the Kool-Aid–drinking, fast food–eating unhealthy girl she wants to give nutrition classes to. I know all about food stamps and dollar menus and layaway. Know how to hold my purse tight at night when walking down dark streets, know how to duck at the sound of a shooting gun. I do. I am the girl who walks down the hallway, hoping for at least one boy to notice me. But the boys at school don’t like me because I look nothing like their mothers, look nothing like the Dream. The boys over here, well, to them I am good for tutoring and friendshipping and advice giving. I am.

 

Læseren falder for Jade og hendes tørre humor ved første møde. Man accepterer hende straks som den gode veninde, man kan betro sig til, og læser intensivt med, når hun åbner sit sind og tanker.

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet. Vi lærer Jade at kende som en reflekteret ung kvinde, der forstår – men stiller spørgsmålstegn ved – samfundets magtstrukturer, og hvordan disse kan udfordres via tankevækkende og bevægende kunst.

Renée Watson har skabt en nuanceret og moderne fortælling om race, identitet, privilegier og selvforståelse. Den er kategoriseret som ungdomsbog men ikke oversat til dansk. Jeg anbefaler den til alle unge, som har de sproglige kompetencer til at læse den. Den er særligt velegnet til engelskundervisningen i 9. klasse, hvor den med fordel kan kombineres med samfundsfag eller historie. Selvom man finder bogen på hylden med ungdomslitteratur, taler den lige så meget til den voksne læser, og Jades tankevirksomhed bliver aldrig ensidet eller naiv.

 

“When I watch the news and see unarmed black men and women shot dead over and over, it’s kind of hard to believe this world is mine.”

 

Det er et friskt pust med en ungdomsroman, hvor romantisk kærlighed og forelskelse er udeladet. I stedet spiller venskab og fællesskaber en stor rolle i Jades liv, og hun lærer os en masse om, hvordan det er at være en udsat minoritet.

 

“I tell him sad because I think white people can handle black sadness better than black anger. I feel both. But sadness gets sympathy, so I stick with that.”

 




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar