Viser opslag med etiketten Fertilitetsbehandling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fertilitetsbehandling. Vis alle opslag

onsdag den 5. januar 2022

Boganmeldelse: Noget du ikke ved om længsel af Karen Strandbygaard

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Noget du ikke ved om længsel

Forfatter: Karen Strandbygaard

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 300

Forlag: People’s Press


’Noget du ikke ved om længsel’ undersøger og kortlægger en kvindes længsel efter at få børn. Den beskriver, hvor galt det kan gå, når forventningen til livet ikke stemmer overens med virkeligheden, og når kroppen pludselig bliver en kampdygtig modstander for den drøm, der gemmer på livets mening.


Udadtil kører livet på skinner for 32-årige Maria. Hun er en dygtig forsker og har gang i en lovende karriere i en privat virksomhed, hvor hun arbejder som kemiker. Hun bor sammen med sin kæreste David i indre København, og de to ønsker at blive forældre. Men her falmer glansbilledet, for Maria bliver ikke gravid. Parret starter på fertilitetsbehandling, men de gentagne mislykkede forsøg begynder at tære på forholdet. Maria konfronteres med følelser og sider af sig selv, som føles fremmede både for hende og for David. Hun går fra at være en ambitiøs kemiker til kun at kunne tænke på at få et barn. Langsomt ser hun alting smuldre, parforhold, karriere og venskaber glider ud som sand mellem hendes hænder.

’Noget du ikke ved om længsel’ undersøger og kortlægger en kvindes længsel efter at få børn. Den beskriver, hvor galt det kan gå, når forventningen til livet ikke stemmer overens med virkeligheden, og når kroppen pludselig bliver en kampdygtig modstander for den drøm, der gemmer på livets mening. Det psykologiske drama udspiller sig særligt i Marias indre, mens intetanende kolleger ser måbende til på hendes deroute og David forvirres over forandringen. Jeg vil så gerne elske den, og jeg prøvede virkelig også. Den er velskrevet, dialogerne er skarpe og troværdige, men følelseslivet vækkede intet i mig. Der mangler bøger om fertilitetsbehandling, så mine forventninger var tårnhøje, og måske er problemet netop, at jeg ved alt for meget om Marias længsel. Jeg var Maria på 32, som hellere ville forlade verden end at leve i den barnløs. Men jeg kunne ikke spejle mig i denne Maria, og det ødelagde desværre læseoplevelsen. Det er en umådeligt vanskelig disciplin at slette sig selv og egne erfaringer, når man læser om det, der på bagsiden lyder som ens liv.

Jeg håber sådan, du vil dele din egen erfaring med bogen her i kommentarfeltet – særligt hvis du også har erfaring med fertilitetsbehandling.





søndag den 18. oktober 2020

Barnløshed #2


- August 2020 -

Første gang jeg skulle stikke mig selv, var jeg et nervevrag. Jeg har aldrig været bange for nåle, men tænk hvis jeg gjorde det forkert, hvis vi blandede medicinen forkert, hvis alt ikke var sterilt nok, hvis jeg fik luftbobler med ind, hvis jeg ramte en åre. Mulighederne for at fejle var mange, og vi endte med at kontakte et menneske, som vi ikke rigtig kendte, men som boede længere nede ad vejen, og som vi havde hørt var sygeplejerske. Hun var sød. Hun kom op til os og stak mig, og så kunne jeg udsætte panikken til næste dag, hvor den nok var lige så stor.

Som tiden gik, blev kanyler og små glas med flydende hormon en del af min taske sammen med tyggegummi og dankort. Men trods rutinen, holdt det aldrig op med at føles som et lille overgreb, jeg vedvarende udsatte mig selv for.

Ved hvert forløb har jeg stukket mig morgen og aften. Det er sket til fødselsdage, polterabender, bryllupper, på arbejde mens jeg har speaket Go’ morgen Danmark, på TV 2’s toiletter, Gyldendals toiletter, Lindhardt og Ringhofs toiletter, til BogForum, på restauranter og hjemme hos familie og venner.

Det er blevet lige så naturligt for mig som at børste tænder – dog forbundet med noget større ubehag. Så hver morgen og hver aften har jeg en følelse af at have glemt noget. Men det er slut med kanyler kl. 07.00 og 19.00, for du er på vej.

Du er endelig på vej.❤️


søndag den 11. oktober 2020

Barnløshed #1


- 𝐉𝐮𝐧𝐢 2014 -

Mens jeg ligger her, kan jeg kigge på et billede af Jacob. Han gik i klasse med min lillebror. Nu kigger hans far op i mig. Verden er lille.

’Ufrivillig barnløshed’ står der på pjecen han giver mig i hånden, da vi skal til at gå. Jeg græder lidt.

Du trøster mig, som du altid gør og siger, at det hele nok skal gå. At vi nok ikke ’sådan rigtig’ er en del af den barnløse gruppe. Vi lever ret sundt, spiser varieret, dyrker motion, drikker kun sjældent og ryger ikke. Vi skal nok bare have lidt hjælp til at sætte gang i det hele. Du er evig optimist.


- 𝐉𝐮𝐥𝐢 2014 -

Det kan ikke være din skyld.

Vi har fået at vide, at dine sædceller er normale. Endda over gennemsnittet. Oppe i dit hoved er de små superhelte. Hurtigere, stærkere og bedre end alle andres. Det er en fin tanke. Den skal du have lov til at beholde.

...

Jeg skal have pustet luft op i min livmoder for at tjekke, om der er fri passage til æggelederen.

Når en mand siger, at det er lidt ligesom menstruationssmerter, så skal man ikke stole på ham. Det føles som om mit underliv eksploderer i smerte; det stod der ikke noget om i papirerne.

I det mindste er noget sat i gang nu.

Jeg vil bare gerne være mor til dit barn. Det er mit største ønske. Verden har brug for flere som dig.❤️