Barnløshed #2

- August 2020 -

Første gang jeg skulle stikke mig selv, var jeg et nervevrag. Jeg har aldrig været bange for nåle, men tænk hvis jeg gjorde det forkert, hvis vi blandede medicinen forkert, hvis alt ikke var sterilt nok, hvis jeg fik luftbobler med ind, hvis jeg ramte en åre. Mulighederne for at fejle var mange, og vi endte med at kontakte et menneske, som vi ikke rigtig kendte, men som boede længere nede ad vejen, og som vi havde hørt var sygeplejerske. Hun var sød. Hun kom op til os og stak mig, og så kunne jeg udsætte panikken til næste dag, hvor den nok var lige så stor.

Som tiden gik, blev kanyler og små glas med flydende hormon en del af min taske sammen med tyggegummi og dankort. Men trods rutinen, holdt det aldrig op med at føles som et lille overgreb, jeg vedvarende udsatte mig selv for.

Ved hvert forløb har jeg stukket mig morgen og aften. Det er sket til fødselsdage, polterabender, bryllupper, på arbejde mens jeg har speaket Go’ morgen Danmark, på TV 2’s toiletter, Gyldendals toiletter, Lindhardt og Ringhofs toiletter, til BogForum, på restauranter og hjemme hos familie og venner.

Det er blevet lige så naturligt for mig som at børste tænder – dog forbundet med noget større ubehag. Så hver morgen og hver aften har jeg en følelse af at have glemt noget. Men det er slut med kanyler kl. 07.00 og 19.00, for du er på vej.

Du er endelig på vej.❤️