fredag den 7. juli 2017

Fordi ilden er vores af Daniel Boysen

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Daniel Boysen, men WilliamDam.dk sælger den hjerteskærende roman til DKK 215,- lige her.
Titel: Fordi ilden er vores
Forfatter: Daniel Boysen
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 170
Forlag: Jensen & Dalgaard

 Det ser næsten ud, som om nogen lever et almindeligt liv her, hvis vi skulle få uventet besøg.
 En sjælden gang imellem kan man som læser opleve at blive introduceret til en tekst, som er så udtryksfuld og følelsesfremkaldende, at den rammer lige i hjertekulen og synes umulig at forlade igen. Sådan en tekst har vi med at gøre i Daniel Boysens Fordi ilden er vores.
Vi befinder os ude på landet i Sydvestjylland hos en lille familie på fire; mor, far, storebror og lillesøster. Det er storebror, der fortæller sin egen og familiens historie, og han taler til sit livs kærlighed, sin lillesøster. Familien bor på en gård, hvor der må arbejdes fra morgen til aften for at opretholde tilværelsen. De kæmper bogstavelig talt for at få mad på bordet, og de hårde omstændigheder får mor og far til at glide fra hinanden. Efter en barsk skilsmisse tager familien hul på en endnu hårdere tid. Mor – som har det med at forelske sig i alle, hun møder på sin vej – finder papfar, og inden længe er de to flyttet sammen og et nyt familieliv skabes på et solidt fundament af vold, alkohol og cigaretter. Den daglige vold begrænses ikke til de tæsk, mor får, men også børnene mærker papfars hårde hånd.
Fordi ilden er vores er historien om en tyranniserende papfar og om et samfund, som ikke ser – eller i hvert fald ikke interesserer sig for det, det ser – to omsorgssvigtede børn, som har brug for en ansvarlig voksen til at tage deres hænder og lede dem gennem livet og ud af volden. Papfarens temperament sammenlignes med en tyrs, og fortællerens magtesløshed kommer til udtryk, i de sagte refleksioner: “Men jeg er ikke matador”. Han og resten af familien udholder tyrens angreb, men ingen formår at give den igen, og deres eneste håb om en bedre tilværelse er, hvis tyren får døsstødet. Den manglende interesse fra det omgivne samfund beskrives, når fortælleren reflekterer over at

Modsat protesterne mod tyrefægtning er der stiller her. Ingen gør noget ved den kamp, de ser.

Hverken lærere, klassekammeraters forældre, naboer eller øvrig familie griber ind, og de to børn er efterladt til dem selv og dømt til at udholde de endeløse overgreb. Det er tydeligt, at storebror føler et ansvar for at passe på lillesøster, men han er for lille og magtesløs over for den vrede tyr. Han selv er blevet brændemærket af cigaretter op ad armen, og kalder denne konkrete, fysiske smerte og markør for en luksus, som lillesøster desværre ikke har. Derfor bliver det også historien om en lillesøster, som er nødt til at dele sig i to for at kunne leve med nattens overgreb fra den voksne, som burde passe på hende og skærme hende fra verdens ondskab. I stedet er han verdens ondskab, og som følge af ondskaben ender hun på en psykiatrisk afdeling, hvor man forsøger at samle de to personer til én. Selvom lillesøster diagnosticeres og behandles, opstår tanker undervejs om, hvorvidt vi alle sammen deler os i to, når vi forsøger at efterleve de sociale konventioner om, at det eneste høflige og rigtige svar på spørgsmålet om, hvordan det går er: “Det går fint”.

Vi lærte hurtigt, at ingen var interesserede i sandheden. Der findes kun ét svar på, hvordan man har det: fint.
I går blev jeg skubbet ind i væggen, jeg har det fint, i går blev min søster holdt nede indtil hendes person blev tveægget, hun har det fint, familien går fra hinanden i vrede, den har det fint, jeg flygter uden sko mens det regner, jeg har det fint, min søster bliver indlagt, hun har det fint, familien siger ingenting, sådan sikrer den at den har det fint, ingen bliver straffet for alt det der skete, retssystemet har det fint, jeg frasiger mig retten til at være din søn, jeg har det fint, min søster slår revner, hun har det fint, der er ingen familie, den har det fint, jeg forsøger at slå mig selv bevidstløs for at sove, jeg har det fint, min søster blev brugt forkert, hun har det fint, vi fik næsten lov til at være børn, vi har det fint, vi ville ikke leve længere, vi har det fint.

Det smerter at læse, hvordan søskendeparret i en tidlig alder lærer, hvad der ikke kan nævnes udenfor hjemmets vægge, og hvordan de nødvendigvis må svare på spørgsmål om tilværelsen, når den gode stemning skal opretholdes i samværet med andre. Når man bærer på en så tung bagage som vores fortæller, kan selv små ting som at give en præsentation af sig selv pludselig synes vanskelige:

En af de første dage skal vi præsentere os selv ved tavlen. De andre gør det med en lethed, jeg ikke forstår. Forklarer, hvor de kommer fra og kaster nogle bemærkninger om sig selv, der markerer status og sætter i bås. Ingen siger, at de er mennesker. Som om det ikke er nok.

For hvordan fortæller man overhovedet, hvem man er, når man ikke er det sted, man kommer fra? Til trods for at vores fortæller oplever vanskeligheder med at præsentere sig selv i ovenstående citat, så kommer læseren helt tæt på, og det lykkes i hvert fald denne læser at få et helt klart billede af, hvem min fortæller er. Og at mit hjerte græd for ham og hans søster.

jeg er ikke det sted, jeg kommer fra” […] Vi er ikke det, der skete med os.

Læsningen gik hurtigt og ordene fløj afsted lige indtil jeg var nødt til at lægge bogen fra mig. Mit hjerte kunne simpelthen ikke rumme mere. Jeg tog en pause fra den i et par dage og genoptog, da jeg følte fornyet styrke. Tanken om, at jeg med den sorg, der blev skabt i mig blot var bogens læser og hverken måtte nedskrive – eller værre endnu – gennemleve denne barndom, disse overgreb, er næsten ubærlig, men samtidig er det et også stærkt symbol på, hvilken terapeutiske (måske endda helende) effekt litteraturen og det at skrive kan have.

Det er ikke kun indholdsmæssigt Daniel Boysen rammer sin læser, det er også rent sprogligt. Han kan noget helt særligt med ord; han leger med sproget og får på elegant og poetisk vis fortalt den hjerteskærende historie om en familie i opbrud. Det er tankevækkende, hvor meget han formår at sige med så få ord, og det turbulente liv har givet forfatteren en indsigt i og forståelse for tilværelse og livsvilkår som gør, at han altså føles mere som en ældre erfaringsrig herre end én, der lige har sagt farvel til 20’erne. Men jeg glæder mig over den unge alder, for det betyder, at der forhåbentlig er mange forfatterår tilbage og bøger, der skriger på at blive skrevet. Jeg læser i al fald hellere end gerne med en anden gang. Og denne læseoplevelse skal selvfølgelig suppleres med seks store kaffekopper!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar