Boganmeldelse: Emma Gad for hvide af Anna Neye

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Gyldendal, men Saxo sælger bogen til den nette sum af DKK 160,- lige her.

Titel: Emma Gad for hvide

Forfatter: Anna Neye

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 134

Forlag: Gyldendal

“Når du kalder sådan en som mig for ’neger’ og selv tror, at du siger: ’Se, der går et sort menneske,” så er det, du – grundet ordets historik –siger: ’Se, der går et undermenneske.’”

Emma Gad for hvide er en humoristisk guidebog til det hvide menneske. Bogen indledes med Anna Neyes præsentation af henholdsvis sig selv og bogens formål, og her lærer læseren, at Neye er født i krebsens tegn, at hun er barn af en dansk mor og en nigeriansk far, glad for terapi og opvokset i en tid (70’erne), hvor man var enige om, hvem de store syndere var, når det kom til massiv undertrykkelse af et folk (amerikanernes undertrykkelse af afroamerikanere på bomuldsplantagerne). Vi lærer, at forfatteren ikke selv er blevet præsenteret for Danmarks slavehandel, da hun gik i skole, og at det hende ”bekendt stadig ikke [er] en del af folkeskolens pensum i dag”. Med afsæt heri skitseres Danmarks fortid som kolonimagt på De Dansk Vestindiske Øer, og undervejs inddrages forfatterens eget liv og diverse former for kildemateriale fra forskellige tider; heriblandt en Bravo Tour-reklame for ”ferieparadiset” (De Dansk Vestindiske Øer), et slavereglement fra 1733 og masevis af billedmateriale. Dernæst følger bogens (som jeg læser det) egentlige ærinde; en letforståelig introduktion til strukturel racisme, som kan gøre den hvide læser opmærksom på hvornår og hvor ofte den udøves. Eksemplerne rummer blandt andet debatten om Afrikaland (temalandet i Djurs Sommerland), racistiske stereotyper på kolonialvarer og den gængse ikkeracists insisteren på at bruge ordet neger, fordi denne netop ikke er racist, og derfor med udgangspunkt i sine rene, medmenneskelige, gode intentioner, mener at kunne anvende det som en ganske objektiv betegnelse for mørklødede mennesker. Disse eksempler understøttes med forfatterens egen oplevelse af at være brun i en hvid verden, og hendes kamp for at blive ’ægte’ dansk i sine ungdomsår.

Via de ærkedanske værdier sarkasme og selvironi tilgår Anna Neye den mest ømtålelige del af Danmarks historie. Hun bruger sig selv i sin mediering af raciale strukturer, men for at sikre ”den gode stemning” bliver de triste beretninger gentagende tranformeret til en form for jokes, som jeg personligt havde det ret svært med. Jeg tror, at jeg forstår forfatterens motiver for sit valg; en sikring af, at ingen føler sig talt ned til eller sat i en position, hvor skam er den eneste tilgængelige følelse – i et sådant tilfælde ville bogen aldrig kunne nå ud til den læser, der er allervigtigst at fange. Når det så er sagt, så må jeg også indrømme, at jeg har svært ved, når grusomme dele af menneskehedens historie – hvad enten det er kolonihistorie, holocaust eller nutidig terror – anvendes til satire og andre former for sjov og ballade. Det er naturligvis ikke en holdning alle deler, og derfor skal det også snarere ses som min personlige følsomhed end en kritik af Neyes bog. Der er ingen tvivl om, at humor kan noget en løftet pegefinger ikke kan, og i dette tilfælde bidrager den til en nuanceret fremlægning af historien, hvor det ikke handler om at identificere de gode og de onde. Derimod handler det om, hvordan vi kan leve med og lære af en fortid, som gør det umuligt at bruge visse begreber og repræsentationer objektivt. Jeg kan kun håbe, at bogen virker efter dens hensigt og når ud til den læser, som har allerstørst brug for at få præsenteret, hvor skadelige ord og stereotype fremstillinger kan være og hvordan det, der kan virke som harmløs og nostalgisk hygge (cirkelkaffepigen, ordet negerboller og lignende) bidrager til at fastholde hierarkiske positioner.

Som tidligere historielærer er jeg dog også lige nødt til at indskyde en sidenote;

slavehandlen er faktisk en del af historiefagets kanonpunkter, men jeg medgiver, at det generelt set fylder alt for lidt, både i den danske folkeskole og også i den kollektive erindring. Derfor synes jeg også, at alle former for litteratur med fokus herpå er kærkomment og Neyes genistreg består i særdeleshed i at brede kendskabet til et langt større publikum, end den tunge historiebog nogensinde har kunnet. Bogen kan læses på meget kort tid, og hvis man ikke tidligere har beskæftiget sig med strukturel racisme er jeg vis på, at den vil chokere, skabe eftertænksomhed og måske endda udfordre læseren på sine ideer om, hvad der er harmløs hygge, og hvad der i virkeligheden er skadelige gentagelser og opretholdelse af racistiske strukturer.

Det anbefales at nyde bogen med fire store kopper sort kaffe, som er det antal, den får af mig. ;)

Skal du have en indføring i takt og tone for hvide? ;)