søndag den 2. juli 2017

Arv og miljø af Vigdis Hjorth

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar, men Saxo har den på tilbud til DKK 252,- lige her.
Titel: Arv og miljø
Forfatter: Vigdis Hjorth
Udgivelsesår: 2017 (på dansk)
Sideantal: 340
Forlag: Turbine

Vigdis Hjort får på enestående vis beskrevet menneskets behov for spejling, fælles forståelser og erindringer når hun, med udgangspunkt i familien fra Bråteveien, fortæller historien om den, der ikke kan genkende de andres fortælling om en fælles fortid.
I Arv og miljø havner vi midt i familiestridighederne og arveopgøret efter fars pludselige død på Bråteveien i Norge. Historien fortælles af familiens ældste datter, Bergljot, som brød med sin familie for treogtyve år siden, men stadig har sporadisk kontakt som for eksempel nu, da faren dør, og arven skal opgøres. Familien består nu af tre søstre; Åsa, Astrid og Bergljot samt bror Bård og mor, men på baggrund af de to ældstes (Bård og Bergljot), traumatiske barndom er familien splittet i to. Det er ikke barndomstraumerne alene, der er årsag til de ældstes brud med familien, bruddet skyldes i lige så høj grad, at den resterende familie nægter at anerkende de oplevelser, Bård og Bergljot havde som børn.
Arveopgørets primære omdrejningspunkt er familiens to hytter i Hvaler, som symboliserer samvær, barndom og forankring for alle fire søskende. Hytterne er blevet passet og vedligeholdt af de yngste søstre Åsa og Astrid, da både Bård, Bergljot og deres børn har oplevet, at det aldrig helt var ’passende’ tidspunkter, når de gerne ville have lov at benytte dem. Nu, da hytterne skal fordeles bliver de overdraget til Åsa og Astrid, og Bård og Bergljot får tilbudt en utilstrækkelig kompensation, som er baseret på en urealistisk vurdering af hytternes værdi. Tidligt i historien bliver hytterne et konkret symbol på den anerkendelse Bård og Bergljot søger, og det er tydeligt for læseren, at så længe Åsa og Astrid råder enerettigt over de to hytter, vil Bård og Bergljot altid står udenfor. Hytterne er altså en slags døre til familiens fællesskab, som for de to ældste er lukkede og låst.
Vigdis Hjorth skriver i en form for tankestrøm med mange indskudte sætninger, og læseren må indimellem holde tungen lige i munden, når hun skal huske, hvad sætningen egentlig ville til at starte med. Sproget må dog fremfor alt ses som bogens store styrke, for den vedvarende tankestrøm inviterer læseren helt ind i Bergljots inderste, og hun bliver så genkendelig, at læseren får forventninger til hendes reaktioner og følelser.
Der er utroligt mange virkemidler, som er værd at fremhæve i Arv og miljø, og symbolikken er i al fald ikke til at tage fejl af. Udover de allerede nævnte hytter, er det ironisk at de to søstre, som både benægter og skammer de ældstes udlægning af deres barndom arbejder med henholdsvis menneskerettigheder og lovtekster til hverdag. Søstrenes behov for verificering af barndommens hændelser for de to ældste gentages og understreges af dem begge, men hvordan kan man bevise og verificere sit knuste hjerte og bruddet med barndommens uskyld? Den resterende familie kan ikke forstå, hvorfor potentielt grimme barndomsminder ikke bare kan glemmes, så harmoni og lykke kan få lov at dominere familiens følelser.

“(…) at hun ikke kunne forstå, at Bård, som snart er tres år, ikke kan lægge barndommen bag sig, helt uden forståelse for hans historie, hans barndom findes i hans krop som livshistorie, hans egen, den eneste.”

Sideløbende med familiens historie hører vi om vennen, Bo, som forsøger at finde årsagsforklaringer for Balkankrigen. Bos mange tanker om krig og had kan oversættes direkte til familiens stridigheder, hvor ofrene ikke anerkendes, og den manglende anerkendelse er både voldelig og skadende for de ofre, som forventes at “komme videre”. Det er formentlig også Bo, der får lov at sætte ord på Vigdis Hjorths ærinde med Arv og miljø: Om sine mange artikler, fortæller Bo nemlig, at han ikke skriver:

“(…) for at overbevise dem, der var uenige med ham, men for at de, der var enige, skulle vide, at de ikke var alene.”

Historien er dyb og tankevækkende og ved hjælp af intertekstualitet, bruger forfatteren litteratur og film til at forklare og beskrive eget ærinde. De mange referencer til Tove Ditlevsen (især Barndommens gade), Henrik Ibsen (Peer Gynt) og filmene, Festen og Sønner fungerer som små interne koder og når de afkodes, føler læseren (i hvert fald denne læser) sig inviteret indenfor og som en del af et fællesskab, hvor tanker og forståelser kan deles.
Det er en fortælling, som sætter sig dybt, og visse passager har en kraftvirkning som efterlod mig mundlam og følelsesmæssigt påvirket:

“Mor var virkelig, en sårbar veldrejet kvinde, så længe det varede, det varer ikke ved, det aftager, der vil dukke yngre, mere tiltrækkende kvinder op, hun kan selv føde dem.”

Jeg vil lade passagen stå for sig selv, og fremhæve endnu en passage, som både beskriver et barn, som er fyldt med bekymringer, et barn aldrig bør opleve, men samtidig også en voksen kvinde, som i samværet med mor og far nok aldrig helt kan tillades at blive voksen og myndig:

“Jeg drømte, at jeg var på min barndomsegn, gik sammen med mor ned over Eiketunet og ville forklare hende, hvor meget jeg havde at bakse med, hvor meget jeg sled med, men hun hørte ikke efter, ville ikke høre, ville ikke forstå, snakkede kun om sine egne ting, og jeg tænkte: Nu skal jeg flytte hjemmefra! Og så, lidt efter: Men det kan jeg jo ikke, jeg er kun fem år.”

Bogen blev årsag til store ramaskrig i Norge, hvor kritikere mente, at Vigdis Hjorth gik for langt i sin autobiografiske skildring af blandt andet farens død. Beskrivelsen af begravelsen i Arv og miljø skulle være identisk med forfatterens egen fars faktiske begravelse, og der blev spekuleret i, hvorvidt hun selv havde oplevet den beskrevne barndom. Om bogen er selvbiografisk eller ej, har egentlig ikke den store betydning for mig eller for min læsning, for uanset årsagen til dens tilblivelse, er den rørende, intens og troværdig i sin udlægning af, hvordan relationer – familieforhold, kan briste, når der ikke er enighed om, hvordan fortiden skal erindres. Dens vedkommenhed begrænser sig ikke blot til familiære relationer, men ved at dykke ned i Bos undersøgelsesarbejde, kan den også anskues i et større perspektiv, som for eksempel når hele nationer ikke opnår enighed om, hvordan en krig skal erindres, og dermed hvad den fælles historie om nationen og dens folk skal være. Lige såvel som familien fra Bråteveien minder os om, at familier har brug for en fælles identitet, for at forstå sig selv og forankre deres bånd, har nationer behov for fælles fortællinger, så en national identitet kan skabes og opretholdes.
Som denne anmeldelse indikerer, var jeg opslugt fra start til slut, og jeg kan ikke komme i tanke om en eneste læser, som bør snyde sig selv for den bevægende historie, Bergljot fortæller. Den er letlæselig, men dyb og rørende og jeg tror faktisk, at det bliver en af de bøger, som jeg vil tage frem og genlæse flere gange. Tilbage er der kun at sige:

“They could not stand my person because of what they had done to me.”

Som anmeldelsen afslører, kan den tankevækkende roman ikke få mindre end seks store kopper kaffe herfra.

Hvis du er blevet nysgerrig efter mere om Vigdis Hjorth, så vil jeg anbefale dette indsigtsfulde interview, som Information bragte i maj, 2017.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar