lørdag den 31. december 2016

De bedste læseoplevelser i 2016


2016 lakker hastigt mod enden, og det er ved at være tid til at gøre status over det forgangne læseår. 2016 har for mit vedkommende været præget af en del travlhed, og jeg må konstatere, at jeg ikke har nået at læse nær så meget, som jeg gerne ville. Jeg havde sat min Reading Challenge på Goodreads alt for højt (50 bøger), hvoraf jeg har nået 30. Men langt vigtigere end antallet af bøger er kvaliteten, og jeg har virkelig haft nogle fantastiske læseoplevelser i 2016, som både har fået mig til at grine og græde – bøger når de er bedst!
I kan i øvrigt finde min Goodreadsprofil her.
Herunder har jeg lavet en liste over mine seks bedste læseoplevelser i 2016. Bøgerne er listet efter læserækkefølgen med den nyligste læsning først.




Et lille liv af Hanya Yanagihara
Mit største problem med Yanagiharas Et lille liv er, at jeg simpelthen ikke har ord til at beskrive den. Den efterlod mig lettere traumatiseret, og jeg følte mig (og føler mig stadig) slet ikke klar til at slippe den. Det er den stærkeste fortælling om venskab, jeg nogensinde har læst. Der er skruet maksimalt op for intensiteten og der bliver ikke lagt låg på de brutale skildringer af grimme barndomsminder, som langsomt bearbejdes ved hjælp af stærke og vedvarende venskaber. Hvis jeg kun måtte læse én enkelt bog i 2016, så skulle det uden tvivl være Et lille liv.
Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.


Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry
Hvis ikke I allerede har læst Den lille prins, så gør jer selv den tjeneste, at få den læst i en fart. Læsningen er hurtigt overstået, men budskabet sidder i de fleste livet ud. Og jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er. Jeg er desuden begejstret for, hvor godt det lykkes forfatteren at ramme det barnlige sind og den store undren og nysgerrighed, som forbindes med opvækst og læren om sig selv og verden.
Læs den alene, læs den højt med dine børn og læs den med alle andres børn!
Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.




Hardboiled Wonderlands og verdens ende af Haruki Murakami
Hardboiled Wonderlands og verdens ende er simpelthen bare 500-siders ubeskrivelig skønhed. Der er noget fuldstændig magisk over sproget og fortællingen og under læsningen befandt jeg mig i en drømmeverden af smuk poesi, som jeg slet ikke havde lyst til at slippe igen. Den gav anledning til an masse tanker om måden, vi lever på og det er for mig, noget af det mest værdifulde litteraturen kan bidrage med. Denne er til læseren med hang til æstetik og eventyr.
Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.




Girl in a Band af Kim Gordon
I  Girl in a Band giver Kim Gordon en malende beskrivelse af New York, af byens kunstmiljø og punkkulturen. Hun forstår at problematisere samfundsnormative forståelser af og forventninger til køn. Man behøver absolut ikke være musiker for at få noget ud af Gordons bog, som har mange kvaliteter og taler ud fra så mange forskellige kontekster, at de fleste vil være i stand til at finde sig selv et eller andet sted i bogen.
Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.



Shotgun Lovesongs af Nickolas Butler
Shotgun Lovesongs er en hjertevarm fortælling om venskab og tilknytning til mindefulde steder. Den er på mange måder en hyldest til det simple liv og livslange venskaber. Jeg holdt meget af læsningen, fordi bogens tempo var smittende og gav en form for altomfavnende ro – især i de levende beskrivelser af naturen og dens lyde. Læseren af Shotgun Lovesongs vil opleve, hvordan hun pludselig befinder sig midt i den kolde vinter i Midtvestens landskab. Shotgun Lovesongs anbefales i særlig grad til læseren, der trænger til ro og langsomt tempo.
Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.



Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie
Americanah er en virkelig stærk skildring af identitets- racemæssige spørgsmål. Historien fortælles af den nigerianske Ifemelu, som for alvor opdager og bliver bevidst om sin egen hudfarve, da hun rejser til USA. Hendes kærlighedsforhold til Obinze danner rammen for en dragende historie, der problematiserer manglende etnisk ligestilling og racisme i den moderne verden. Bogen giver mange ahaoplevelser og jeg kan ikke anbefale den nok.
Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.


Hvad var jeres bedste læseoplevelser i 2016? :)


2 kommentarer: