torsdag den 1. december 2016

Boganmeldelse: M Train af Patti Smith

M Train kan købes lige her til DKK 270,-
Titel: M Train
Forfatter: Patti Smith
Udgivelsesår: 2015 (dansk udgave)
Sideantal: 300
Forlag: Klim


Bagsidetekst:
M Train begynder og ender på en café i New York, som er blevet Patti Smiths andet hjem gennem årene. Ved sit stambord i hjørnet drikker hun sin kaffe, laver små optegnelser på servietter, læser bøger og reflekterer over minderne og drømmene, over det som er gået tabt.
Med en mild melankoli søger hun trøst i poesien og rejser gennem verden i de store forfatteres fodspor. Hun byder også på forskellige scener fra sit tidigere liv i Detroit med sin mand Fred Sonic Smith, små stunder af ren lykke og betingelsesløs kærlighed.

Det her er en bog for alle, som elsker at tilbringe en eftermiddag på café, fordybet i en bog eller i verden omkring. M Train er en personlig og poetisk beretning om livet, kunsten og kærligheden.
M Train er Patti Smiths første bog siden bestselleren Just Kids, som læsere i alle generationer faldt for, og som Smith modtog flere priser for, bl.a. den prestigefyldte National Book Award.

Anmeldelse
Jeg bladrer til sidste side, suger de afslutningsvise ord til mig og lukker bogen i. Jeg lægger den fra mig, og i mit sind er jeg netop hjemvendt fra cafebesøg med min stille, men intense veninde, Patti Smith. Vi var på Café Ino i Greenwich Village og sad ved vores sædvanlige bord i hjørnet, hvor vi fik sort kaffe og mørkt brød med olivenolie.
Vores møde var præget af stilhed og jeg kunne se sorgen og lægslen i hendes øjne og i hendes bevægelser, når hun skrev på sin serviet.

Det er den bedste beskrivelse, jeg kan give af min overordnede læseoplevelse med M Train. Jeg har sjældent følt mig mere inkluderet i en bogs univers og indimellem kunne jeg blive helt i tvivl om, hvornår Smiths ord ophørte og mine tanker begyndte.

Med lyriske toner fortæller Patti Smith om et liv, som trods mange rejser og cafebesøg virker stille, begivenhedsløst og isoleret fra omverdenen. Isolationen og den gennemgående melankolske stemning kan formentlig tillægges tabet af ægtefælden, Fred som helt naturligt fylder en del i Smiths fortælling.
Det er svært helt præcist at sige, hvad bogen egentlig handler om, for den handler både om alt og intet på én gang. Smith selv skriver om en voiceover fra en drøm, som fortæller

                     ”Det er ikke let at skrive om ingenting.”
                           s. 77

Og alligevel synes det at være præcis, hvad hun gør. Samtidig er bogen fortællingen om et liv, som trods turneer med vilde koncerter, stille går sin gang og hvor de daglige rutiner bliver fulgt til mindste detalje.
Hun lægger ikke skjul på sin smerte over tabet af sin store kærlighed, og selvom hun ikke ekspliciterer sin egen sørgeproces, kommer sorgen til udtryk i enkle, men smertefulde sætninger som for eksempel;

”Bare kom tilbage, tænkte jeg. Du har været væk længe nok. Bare kom tilbage. Jeg vil holde op med at rejse. Jeg vil vaske dit tøj.”
                      s. 171

Jeg ved ikke, om man skal have læst hele bogen for at få den følelse, jeg sidder med, når jeg læser ovenstående, men jeg får en kæmpe klump i halsen og kan næsten ikke bære at være vidne til hendes smerte.
Med M Train vækker Patti Smith tanker om, hvordan ingen rigtigt kan have det hele. Uanset hvor mange successer livet byder på, så vil der altid mangle noget. Og i Smiths tilfælde er der ingen tvivl om, at dette ”noget” er Fred.

Jeg tror, enhver bogelsker vil falde pladask for M Train, fordi den på mange måder er en hyldest til litteraturen. Der er utallige referencer til de store klassikere, såvel som nyere litteratur og læseren er ikke i tvivl om dennes betydning for Patti Smith. Jeg havde en snak med et nært familiemedlem, som undrede sig over denne trend med at læse Patti Smith uden at være musikinteresseret. Personligt kender jeg kun én enkelt eller to af hendes sange, men jeg kan med sikkerhed sige, efter at have læst M Train, at Patti Smith ikke ”kun” er musiker, men absolut også forfatter. Musikken fylder overraskende lidt i bogen, så det skal i al fald ikke være manglen på interesse for musik, der afholder fra læsningen af M Train.

Derudover er jeg nødt til kort at nævne bogens layout; for mig er layoutet en væsentlig del af den gode læseoplevelse og denne emmer af lækkerhed med dens tykke sider og mørke kunstneriske stil, som samtidig bidrager til den stemning Smith skriver i og med. Altid akkompagneret af en god bog og kaffe.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at Patti Smith og jeg deler samme passion – litteratur og sort kaffe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar