Boganmeldelse: Mærket for livet af Emelie Schepp

Bogen kan købes på Saxo til en flad hund.

Titel: Mærket for livet

Forfatter: Emelie Schepp

Udgivelsesår: 2013

Sideantal: 374

Forlag: Politikens Forlag

Bare lige ét afsnit mere sagde jeg til mig selv efterhånden som natten skred frem

Da afdelingschef for Udlændingestyrelsen, Hans Juhlén bliver fundet dræbt i sit eget hjem, får Norrköpings politiafdeling pludselig travlt, og det bliver under politianklager, Jana Berzelius ledelse opklaringsarbejdet iværksættes. Den 35-årige chefanklager og hendes kolleger bliver imidlertid lettere forvirrede, da en lille dreng også bliver fundet myrdet, og efterhånden som holdet forsøger at finde frem til drengens identitet, sammenvæves hans fortid med Janas mærkelige drømme – eller er det erindringer?  

Vi følger også vicekriminalkommissær, Mia Bolander og kriminalkommissær, Henrik Levin. Mia lever fra dag til dag, hun har aldrig penge nok og prioriterer byturen fremfor mad og voksenlivets forpligtelser, såsom regninger. Henrik er familiefar til Felix og Wilma, som han har med sin kone, Emma. Han kæmper med at få jobbet som kriminalkommissær og rollen som familiefar til at gå op i en højere enhed, og er plaget af en konstant dårlige samvittighed over for sin familie.

Selvom historien skrider frem ved at fortælles af alle tre karakterer, hvis tanker og private liv, vi har adgang til, må Jana Berzelius være vores hovedperson. I takt med opklaringsarbejdet på jobbet, forsøger læseren i samarbejde med Jana at opklare hendes egen fortid. Jana er benhård og kan til tider virke følelseskold. Læseren får det indtryk, at det har noget at gøre med hendes underlige forhold til sin far. Et forhold, som forfatteren lader hænge til yderligere afklaring i bogens opfølger Hvide spor.

Undervejs er der indsat små kursiverede afsnit, og vi forstår, at vi overværer en lille piges oplevelser i en anden tid, som selvfølgeligt sammenfiltres med bogens øvrige historie efterhånden som handlingen skrider frem.

Jeg synes virkelig Emelie Schepp har formået at skrive en krimi, som kan det hele. Jeg følte lidt, at jeg læste en film, for billederne stod knivskarpt i mit indre, og både settings og karakterer var lyslevende. Tempoet er højt, chokeffekterne mange og vigtigst af alt; jeg kunne ikke regne ud, hvad der foregik før forfatteren lod mig indvie. Jeg fik alt for lidt søvn, mens jeg læste Mærket for livet, fordi det var vaskeægte page-turner, som jeg bare ikke kunne slippe. Bare lige ét afsnit mere sagde jeg til mig selv efterhånden som natten skred frem. Jeg var allermest draget af Janas egen historie, og derfor er jeg også nødt til at læse bogens opfølgere, for hendes historie kan på ingen måde siges at være afsluttet her.

Der var dog en enkelt ting, der irriterede mig (meget faktisk). På siderne 146-148 beskrives en hændelse med en dreng, som hedder Minos eller Milos. Når jeg skriver ”eller” skyldes det, at han på side 146 hedder Minos fem gang. På side 147 hedder skiftevis Minos, Milos og Minos igen og på side 148 er han blevet til Milos fem gange. Så hvad hedder han? Det irriterede mig altså en del – dog ikke nok til ikke at sætter stopper for min trang til at læse videre og bidrage til opklaringsarbejdet. Ej heller nok til, at jeg ikke allerede er begyndt at undersøge nærmere på Jana Berzelius’ fortid – anmeldelse følger. ;)