Boganmeldelse: Transfervindue af Maria Gerhardt

Jeg fik tilsendt Transfervindue af Politiken, men den kan købes på Saxo til DKK 180,-. 

Titel: Transfervindue

Forfatter: Maria Gerhardt

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 90

Forlag: Politikens Forlag

Når transfervinduet åbnes, ved ingen, om de er købt eller solgt

Med våde øjne, tungt åndedrag og et virvar af tankermylder vender jeg sidste side i bogen og håber på det mirakel, min nye helt fortjener. Jeg er handlingslammet. Stirrer ind i den hvide væg og alle mine tanker kredser om fortælleren i Transfervindue, som er umulig at skelne fra forfatteren selv.

I Transfervindue skriver Maria Gerhardt i nærmest dagbogsagtig form om at være uhelbredeligt syg, om (ikke) at blive gammel og om at planlægge sin egen død.

Fortællerjeget bor på et luksuriøst hospice i Hellerup, hvor dagene går med kortspil, samtaler med vennen, Mikkel og en sjælden gang imellem et besøg i virtuel reality-butikken – stedet, hvor man kan få lov at genleve et gammelt minde. På fortællerens soveværelsesvæg ses trehundredefirs afridsede streger – en for hver dag, hun har været på stedet. Det fornemmes, at hun er flyttet dertil, fordi hun ikke kunne bære tanken om at være en belastning derhjemme eller være nogens mor med ”verdens farligste sygdom”. Hendes tanker kredser om alt det, der følger med at være syg og indimellem afbrydes de af flygtige minder om en tid, der var en gang med rødvinsaftener, fællesbade og morgenmad på sengen.

Transfervindue er en ærlig fortælling om, hvordan en uhelbredelig sygdom ikke blot overtager og nedbryder kroppens fysik, men også går i sindet og påvirker den syges syn på livet og på andre mennesker. Vi indvies i, hvordan fortællerens forhold til familie og venner langsomt ændres, reduceres og i nogle tilfælde forsvinder som sand mellem hænderne:

”Jeg husker listen, som jeg ugentligt redigerede, over, hvilke af mine venner der ikke kunne overskue mig.”

De sytten ord er alt, hvad der står på side 26, og alligevel lykkedes det mig at bruge mere end ti minutter på dem, hvilket netop er sådan, jeg bedst kan karakterisere Transfervindue. Et værk af få ord, men med sådan en kraft, at jeg ikke ved, hvordan jeg skulle være i stand til at rumme mere.

Jeg føler med min hovedperson, og jeg forstår, når bitterheden langsomt overtager og de halvhjertede ønsker om at ødelægge sygepersonalets unge, raske kroppe opstår, eller den vrede hun føler, når hun oplever de ældre, kræftramte patienters sorg:

”Jeg husker at sidde i venteværelser og lytte til de andres CPR-numre, rasende på alle de efterkrigsbørn, der sad rundt om mig, nervøse og med paryk. Hvad tuder I over? I har oplevet 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne and counting. Jeg foragter jer og jeres sorg (…)”

Det er en bitterhed der er til at føle på, og den må – ikke overraskende – være et resultat af konstant at befinde sig på balancen mellem liv og død. Måske er det netop sådan titlen skal forstås; vores fortæller ved endnu ikke, om hun skal skifte hold, men Transfervinduet er åbent, så muligheden foreligger. Derfor er det også fortællingen om den dobbelttydige frygt, der opstår, når man på én gang er bange for at blive erstattet og samtidig frygter, at man ikke bliver det.

I sit essay At skrive, skrev den franske forfatter, Marguerite Duras engang:

”Man kan ikke skrive uden kroppens styrke. Man må overvinde sig selv for at gå i gang med at skrive, man må være stærkere end det, man skriver.”

(2004: 23)

og jeg kan ikke komme i tanke om en bedre beskrivelse af det, Maria Gerhardt har gjort i Transfervindue – større kropslig styrke skal man lede længe efter, og styrken udtrykkes på hver eneste side, i hver eneste sætning og i hvert eneste lille ord. Og jeg hepper på hende, når hun håber på at blive det enkeltstående tilfælde, der på mirakuløs vis kommer ud på den anden side.