Boganmeldelse: Hjemve af Louise Kringelbach

[Sponsoreret] Bogen udkom d. 14. september, og jeg fik den tilsendt som en overraskelse fra Turbine, som sælger den til DKK 249,- lige her.

Titel: Hjemve

Forfatter: Louise Kringelbach

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 201

Forlag: Turbine

“Jeg bryder mig ikke om at gå glip af noget. Jeg vil have det hele, jeg har prøvet meget og har meget. Hvis jeg blev sat foran en slikskål, ville jeg spise det hele, og hvis skålen var pæn, ville jeg bruge den som hat og stjæle den med hjem. Jeg afholder mig sjældent fra at gøre noget; jeg frygter det, som jeg ikke gør. Selvom jeg har en lang aftjekket liste over det, som bør gøres i livet, er det ikke nok. Intet er nogensinde nok: En snigende rastløshed, en sitrende ild huserer i min krop.”

I Hjemve møder vi Anne, som lever en kaotisk tilværelse i München. Hun nægter at gå glip af noget, hun er indstillet på at leve i nuet, glemme alt om fortiden og ikke bekymre sig om fremtiden. Måske derfor overtager den ene bytur den næste, drinksene bliver flere og slår hårdere, og de tilfældige bekendtskaber er efterhånden også blevet mange. En nat går det helt galt og hun gennemlever et tre timers blackout, hvorefter hun kommer til sig selv i en fremmed lejlighed hos en fremmed mand. Hun styrter ud af lejligheden og ned på gaden, hvor hun, i sin iver efter at komme væk, falder og slår hovedet. Herefter sætter hun sig ind i en taxa, og da chaufføren spørger, hvor hun skal hen, får hun fremstammet, at hun bare vil hjem. Da hverken Anne eller chaufføren ved, hvor ”hjem” er, kører han hende i stedet på skadestuen, hvor hun får syet sin flænge i panden og med sin udleverede AA-folder vender hun tilbage til ensomheden i lejligheden i München, som hun nu kan huske adressen på.

Få dage senere modtager hun en besked på Facebook fra en teenagepige, som hun ikke genkender, men kan gætte sig til må være hendes brors datter i Danmark. Beskeden er klar:

“Far er væk.”

Inden længe får Anne indledt en søgen, ikke blot efter sin bror, men også efter sig selv, og rejsen tilbage til Danmark tvinger hende til at se den fortid i øjnene, som hun i mange år er flygtet fra.

Hjemve er historien om at længes, det er beskrivelsen af det senmoderne menneskes konstante søgen efter liv, efter svar, efter ro, efter at finde hjem og finde sig selv. Men hvor er hjem, hvem er jeg’et og hvordan lever man i nuet, når man ikke forstår, hvor man kommer fra, hvem man er, og hvor man hører hjemme? Kan man overhovedet kende sig selv, hvis ikke man kender sin fortid? Og bliver nuet ikke altid overhalet af fremtiden? Det er nogle af de spørgsmål, der opstår, når man læser Louise Kringelbachs seneste roman.

Anne er på mange måder stereotypen på det senmoderne individ, som ikke ønsker at forpligte sig og som hele tiden er på vej videre med håbet og drømmen om, at det næste bliver bedre. Næste bolig bliver måske bedre, næste forhold bliver måske bedre, næste job bliver måske bedre, men måske forlader Anne (og alle vi andre) i virkeligheden steder og mennesker, vi burde være blevet hos og får skabt en indre uro og rastløshed. Der hersker den her forståelse af, at bevægelse er godt og stilstand er skidt. Men for Anne (og måske også for alle andre) skaber den konstante bevægelse længsel og hjemve uden hun egentlig ved, hvor eller hvad ”hjem” er. Det er ikke kun via Annes handlinger og levevis, forfatteren får knyttet en kommentar til sin samtid, men også når Anne i sit indre kommenterer på verden omkring hende:

“Jeg står med ryggen mod vinduet og betragter Charlotte fotografere sine nybagte, smukke kager. Hele køkkenet sejler, men ikke det, hun tager billeder af. I en lille ø af ro og skønhed har hun opstillet kagerne.”

Hele historien igennem gøres læseren opmærksom på den tid, vi lever i via beskrivelser af velkendte situationer, såsom det iscenesatte billede til endnu et socialt medie eller fortællerens længsel efter en nærhed, som ikke kan fås gennem Facebook eller endnu et flygtigt og overfladisk bekendtskab. Alt i alt en spændende og tankevækkende læseoplevelse, som formidles i et nøgternt sprog, der bidrager til en stærk læseoplevelse og er holdt i korte, præcise kapitler.

PS: Jeg har tænkt meget over, om forfatteren mon har ladet sig inspirere af  Adam Oehlenschlägers digt af samme navn (Hjemve) fra 1805. Flere ting går igen fra digtet: Selvfølgelig først og fremmest længslen efter at komme hjem, men også det at miste sin mor og spørge bølgerne, hvor turen går hen.

Hvad tror I?