tirsdag den 12. september 2017

Boganmeldelse: Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof, men Saxo sælger den til DKK 245,- lige her.
Titel: Tjenerindens fortælling
Forfatter: Margaret Atwood
Udgivelsesår: 2017 (genudgivelse)
Sideantal: 366
Forlag: Lindhardt og Ringhof


Jeg har ventet længe på at læse Tjenerindens fortælling. Den nye lækre udgave blev udsolgt i første oplag på få dage, men nu har jeg langt om længe fået fingre i 2. oplag.
For mig giver navnet Atwood ikke blot associationer til spændende dystopi, forfatternavnet giver også et snert af dårlig samvittighed, fordi min far (i en del år) har insisteret på, at jeg skulle læse hende, og jeg har været sådan lidt “jep, i morgen”-agtig, hvilket er sært, for jeg er altid blevet grebet af det, han kunne fortælle om hendes bøger, og vi elsker begge de dystopiske verdener, der er at finde i bøger som 1984 og Fagre nye verden. Så værsgo far (han har aldrig læst med på min blog, men alligevel), den her er dedikeret til dig! ;)

“Giv mig børn, eller jeg skal dø.”

Forestil dig en verden, hvor du – som den unge, frugtbare kvinde, du er – hver morgen ifører dig din røde klædedragt, så verden kan se, at du er en avlsmaskine. Når du går ud på din daglige gåtur, som skal holde din abdominale muskulatur ved lige, træder du i dine flade, røde sko, som støtter lænd og ryghvirvel. Du tager de røde handsker og matchende slør på, og bedst som du skal til at forlade dit værelse, kommer du i tanke om, at du har glemt dine hvide vinger, som skal placeres på hovedet for at afskærme dig fra at se verden og verden fra at se dig. Med dem på fratages du ethvert perspektiv, dit udsyn indsnævres, og du kan kun se det, der er lige foran dig. Det er ikke nødvendigt du ser andet – måske er det endda risikabelt. Du bor hos din kommandant og hans hustru. Det er kommandanten, der skal gøre dig gravid. I har naturligvis ikke et romantisk forhold, den slags tilkommer ikke en tjenerinde, du er blot et produktionsapparat, og din opgave er at producere raske babyer – ikke ubabyer! Du håber, at du snart bliver med barn – du kommer selvfølgelig aldrig til at have noget som helst med det barn at gøre, men et barn vil sikre din overlevelse. For en barnløs tjenerinde er jo blot en ukvinde og ukvinder gør ingen gavn i et totalitært patriarkalsk regime, hvor en kvindes krop blot er et middel til reproduktion.
Dit navn er ikke dit. Det er givet til dig på baggrund af den kommandant, du skal tjene. Din kommandant hedder Fred og derfor har du fået navnet Offred. Du mærker særligt, hvordan du er Offred, når du ligger med hans hustrus lår om dit hoved, mens han pumper i dig i fuldt dagslys til han endelig får udløsning, og du får besked på, at “Så kan du godt rejse dig. Rejs dig og skrub af”. Denne lille trekantsseance er ydmygende, men nødvendig for at tjene samfundet. Du er ikke et individ. Du er tjenerinde.
Det værste er ikke udsigten til denne nedværdigende og reducerende rolle resten af dit liv. Det værste er, at din feje hukommelse nægter at give op og glemme det liv, der gik forud for alt dette. Du husker stadig stille morgener under dynen med din datter, du husker dybe samtaler med din tætteste veninde, du husker hede nætter med din kæreste, men mest af alt husker du friheden.

Atwood har formået at skabe en spændende dystopisk verden, som ikke blot er skræmmende og medrivende læsning, men som også tjener et formål om at advare mod totalitære systemer og passive borgere. Bogen udkom i 1985 – en tid, hvor mange kvinder jagtede succes i arbejdslivet, og denne jagt medførte på verdensplan de laveste fødselstal i det 20. århundrede. Disse karrierekvinder, som ikke ønskede børn, blev både anset som sygelige og udskældt for ikke at tage deres kvinderolle på sig (agere fødemaskiner), og de måtte kæmpe for at opnå social accept af deres nyfundne egenskaber. Man kan med lethed forestille sig, at Atwoods roman er en kommentar til samfundets italesættelse og behandling af disse kvinder, og den kan læses som en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi husker at råbe op, når de mindste tegn på undertrykkelse eller overdreven statskontrol viser sig. Denne feministiske dystopi greb mig fra første side, og jeg hungrede efter svar på, hvad der foregik, og hvordan Offreds verden hang sammen. Efterhånden som hendes verden blev afsløret, fik jeg associationer til diverse reproduktionskampagner som for eksempel “Do it for Denmark” og “Har du talt dine æg i dag?”, som ej heller levner megen plads til individualitet og friheden til at vælge selv. Derfor fandt jeg også bogens største styrke i dens balancering mellem fiktion og virkelighed, for trods dens afsæt i et fiktivt univers, sidder læseren tilbage tanken om, at selvfølgelig kan det ske, hvis ikke vi er opmærksomme og virksomme individer, som hver dag kæmper for personlig frihed og retten til at vælge selv. Og man kan da også spørge sig selv, om ikke bogens genfundne popularitet netop opstår nu i en tid, hvor verdens mest magtfulde mand åbenlyst taler nedsættende om kvinder og kommer med bud på, hvad der er passende opførsel for ’den gode hustru’.
Vedkommende og relevant læsning for enhver. Seks store kaffekopper herfra. Og NU er jeg klar til også at give den omtalte serie fra HBO et forsøg!




PS: På s. 331-332 er følgende passage som handler om, at døden gør Offred sulten: “… eller måske er det kroppens måde at sørge for, at jeg forbliver i live, fortsætter med at gentage dens fundamentale bøn: Jeg er, jeg er. Jeg er, stadig væk.”. Er der nogen, der ved om det på nogen måde er en henvisnings til Sylvia Plaths populære passage fra Glasklokken hvor Esther i forsøget på at drukne sig selv, hører sit hjerte slå i et ”Jeg er, jeg er, jeg er.” og altså nægter at lade den unge kvinde dø? Jeg ved ikke, om de to citater også er sammenlignelige på originalsproget, men der synes da at være en vis forbindelse (i al fald på dansk).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar