Boganmeldelse: Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod af Yu Hua

Jeg fik tilsendt bogen som anmeldereksemplar fra Klim, men den kan købes lige her, hvor Saxo sælger den for DKK 129,-

Titel: Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod

Forfatter: Yu Hua

Udgivelsesår: 2016 (på dansk)

Sideantal: 271

Forlag: Klim

Ved at lade karaktererne få deres egne stemmer og leve deres egne uafhængige liv, indtager Yu Hua sin plads som en af verdens bedste historiefortællere!

Xu Sanguan er en ung mand, som arbejder på silkefabrikken inde i byen. Her er han puppeuddeler og tjener en beskeden, men dog tilstrækkelig løn, så længe livet går sin vante gang og katastrofer holdes for døren. Han er opvokset på landet, hvor man er overbevist om, at enhver sund og rask mand må sælge sit blod for at holde kroppen og blodcirkulationen i gang, eller det er i hvert fald det, man siger til sig selv og hinanden, når pengene er små. Men inde i byen, hvor han nu bor, er man af en helt anden opfattelse. Her ses blodsalg som foragteligt og blodpengene som urene. Byboerne mener, at blodet er nedarvet fra forfædrene og at den, der sælger sit blod sælger sine forfædre og sin sjælelige arv.

Da Xu Sanguan første gang sælger sit blod, står han pludselig med en stor portion penge, som gør det muligt for ham at gifte sig. Han er interesseret i to kvinder, men ender med at sætte jagten ind på den smukke Xu Yulan, som af hele byen er kendt for sin skønhed. De to bliver gift og sammen få de tre sønner; Yile, Erle og Sanle. Med tre sønner er lykken gjort for det unge par, for i et land hvor pigebørn anses for spildevand, kan tre drenge sikre dem en stærk position i samfundet. Men efterhånden som parrets ældste søn, Yile, bliver ældre, begynder landsbyen at tale om, at han i stedet for at ligne Xu Sanguan, i højere grad ligner Xu Yulans ungdomskæreste. Da det langsomt går op for manden – der sælger ud af sit eget blod, når økonomiske katastrofer rammer familien – at Yile ikke er hans søn, får blod pludselig en helt anden betydning, og det skal vise sig, om blodets styrke i virkeligheden er så stærkt, som hidtil antaget.

Yu Hua mestrer et simpelt og minimalistisk sprog, med hvilket han tegner levende og troværdige portrætter af sine karakterer. Forfatteren fortæller i sit forord, at “forfatteren kan blive helt skræmt, når de opdigtede personer pludselig selv åbner munden, og de helt rigtige, smukt formede sætninger kommer ud.”, og måske er det netop denne evne til at lade karaktererne leve deres egne liv uafhængigt af forfatteren selv, som gør ham til den eminente historiefortæller, han er. Jeg er også overbevist om, at der er hans evne som historiefortæller, der gør Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod særdeles velegnet til højtlæsning. Jeg selv ville faktisk gerne have afprøvet bogen (eller At leve) som en del af et tværfagligt forløb i udskolingen, hvor historie, dansk og samfundsfag kunne mødes i fortællingen om, hvordan en politisk ideologi om fællesskab og lighed efterlod mange familier med udsigt til sult og nød.

Som i Yu Huas andre danskoversatte bøger, At leve og Den syvende dag, formår han altså at fortælle den grusomme historie om kulturrevolutionen i Kina ved at tage afsæt i den lille mand og dennes familie. Med hverdagslivet som ramme for store fortællinger om ære, magt, korruption og et samfund i opløsning præsenteres læseren for en tid og en verden, hvor det er ganske givet, at man bruger alle sine midler på at behage magthierarkiets øverste mænd i håbet om i det mindste at bevare en anonym plads i fællesskabet. 

Det her er min tredje anmeldelse af en roman af Yu Hua. De to andre bøger (her og her) kaldte jeg for mesterværker og lad mig bare slå fast, at Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod ikke er nogen undtagelse. Tre oversatte mesterværker – mon der er flere i vente? Det håber jeg naturligvis!

Inden jeg sætter punktum i denne anmeldelse er jeg simpelthen nødt til også at fremhæve oversætter, Sidse Laugesens, forord. Sjældent er jeg stødt på et så fangende og indrammende forord, og der er ingen tvivl om, at hendes forståelse for forfatteren både som forfatter, menneske og kineser under kulturrevolutionen er misundelsesværdigt stor. Takket være forordet var jeg allerede opslugt af bogen inden, den overhovedet var begyndt.

PS:

På side 203 er Xu Yulan grædefærdig over, at familien kun har to yuan (ca. to kroner) tilbage til resten af måneden. Her siger hun: “Selv ikke den bedste husmor kan koge ris, når hun ingen har.”. Om det er et tilfælde, ved jeg ikke, men jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tænke på et af mine favoritcitater fra Jung Changs Vilde svaner: “Duelige kvinder kan lave et måltid uden mad”. Hvad tror I?