Boganmeldelse: Bogen du ville ønske dine forældre havde læst af Philippa Perry

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget

 

Titel: Bogen du ville ønske dine forældre havde læst

Forfatter: Philippa Perry

Oversætter: Ole Lindegård Henriksen

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 288

Forlag: Svane & Bilgrav

 

Perry brillerer med sin evne til at vende enhver konflikt til barnets perspektiv, og forældrebogen står stærkest i analysen af, hvordan egen opvækst ubevidst påvirker forældrerolle og handlingsmønstre. Desværre er forfatteren ramt af privilegieblindhed, og denne brist bliver tydelig i hendes overklasseeksempler på aktiviteter og støtte udefra.

Psykoterapeut Philippa Perry tilbyder værktøjer til, hvordan du kan gøre op med den arv, du ubevidst bærer med dig fra din barndom og dine forældres opdragelsesstil. Perry lægger ud med et afsnit, hvori hun udfolder flere eksempler på uhensigtsmæssig adfærd, som man ubevidst kan have taget med sig fra sin egen barndom. Dette afsnit danner grundlag for de refleksioner, der lægges op til, når relationen til dit barn skal endevendes. Og det skal den, for der findes ikke en forælder i verden, som kan sige sig fri fra at begå fejl, som kan sætte den gode relation på prøve. Og med Perrys tilgang er der gjort plads til de fejl, her handler det nemlig snarere om at stå ved dem og lære sit barn, at mor/far også kan fejle og også bør undskylde, når de gør det. Som eksempler på uhensigtsmæssig forældreadfærd nævner hun bl.a. manglende anerkendelse af barnets følelser, hvis forælderen føler noget andet. Det kan fx være barnet, der bliver ked af at skulle have overtøj på til stor frustration for den travle forælder, som synes barnet skaber sig. Her vil Perrys tilgang være at gå i øjenhøjde og spørge ind til barnets følelser. Anerkendelsen af barnets følelser er i det hele taget omdrejningspunktet hele vejen igennem, og hun problematiserer også tendensen til at distrahere et ulykkeligt barn eller forsøge at fikse følelsen fremfor at tale om den og give barnet plads til at være i den. Behovet for at fikse den ulykkelige følelse opstår ikke kun i forælder/barn-forhold, men også i romantiske relationer, hvor det er lige så problematisk.

Bogen hjælper dig uden tvivl med at forstå, hvordan din egen opvækst påvirker din forælderstil, og den kan dermed bidrage til at bryde negative mønstre.

Men den har også sine minussider. Det bliver flere steder tydeligt, at Perry ikke kan sige sig fri fra den position, hun skriver fra. Når hun fx foreslår, at man tager et weekendophold på hotel med sit barn for at fokusere på nærvær, kan man da godt få følelsen af, at hun rammes privilegieblindhed. Samme følelse opstår, når hun foreslår læseren at overveje, hvorfra denne kan få støtte i sit forældreskab. Her nævner hun som eksempel, at man kan få sin mor til at betale huslejen i et år og sin søster til at sørge for sine måltider. Forestillingen om at nogen i min familie skulle have mulighed for at dække min husleje i et helt år er så langt fra min verden, at det faktisk bliver helt komisk. Der er også en tendens til at det er kvinderne, hun bringer i spil med sine eksempler. Og det kan virke forældet, at det nødvendigvis må være familiens kvinder, der skal springe til med hjælp og omsorg, når der kommer en lille ny til verden.

Nogle af rådene giver sig selv, men dér hvor Perry virkelig brillerer, er hendes evne til at vende enhver konflikt til barnets perspektiv. Ved at starte med at vække læserens erindringer om egen barndoms konflikter, bliver det let at se på situationen med barnets øjne og forstå, at en konflikt eller et hysterisk anfald heller ikke er sjov for det barn, som man måske synes ”skaber” det.

Det er en spændende forældrebog, som har sine gyldne øjeblikke, men den er helt sikkert stærkest i de første afsnit og i analysen af, hvordan egen opvækst ubevidst påvirker forældrerolle og handlingsmønstre.

Den anbefales selvfølgelig særligt til forældre, men også til dig, som bare gerne vil blive klogere på, hvordan din opvækst spiller ind, når du som voksen skal danne relationer eller havner i konflikter.

Boganmeldelse: Blå, blå øjne af Toni Morrison

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget. Den flotte model er min kæreste, som indvilligede i at stille op, fordi han også drømte om blå øjne og kridhvid hud som barn.

Titel: Blå, blå øjne

Forfatter: Toni Morrison

Udgivelsesår: 2019 (oprindeligt 1970)

Sideantal: 203

Forlag: Politikens Forlag

 

Toni Morrison leger med sprog og synsvinkler, og sørger derved for at stille krav til sin læser, som må holde fokus ved de mange skift. De kaotiske skift bidrager til den samlede fortælling, hvor vi betragter en ung sort pige, som forsøger at finde mening og accept i en hvid verden.

I 40’ernes raceopdelte Ohio bor 11-årige Pecola Breedlove. Hun har en lille dukke, som hun elsker. Den er smuk med sin lyse hud, blonde hår og klare blå øjne. Pecola drømmer selv om at få smukke blå øjne, men hendes sorte krusede hår falder tungt på de mørke skuldre, og de brune øjne har slet ikke den udstråling af ynde og elegance, som dukkens blå øjne har. Pecola er fattig. Hun bliver mobbet af de andre børn, og de voksne taler grimt om hende og hendes familie. Hun lærer i en tidlig alder, at hun ikke er meget værd og hendes selvhad æder hende langsomt op indefra

Blå øjne beskriver om Pecolas triste skæbne og hendes evindelige tro på, at blå øjne ville forvandle og forbedre hendes liv. Som de andre sorte børn i kvarteret ved Pecola, at med hvidhed og blå øjne, kommer forfordeling, privilegier og det gode liv. Bogen er Toni Morrisons debutroman, og den var med til at cementere hende som stor amerikansk forfatter.

Hun leger med sprog og synsvinkler, og sørger derved for at stille krav til sin læser, som må holde fokus ved de mange skift. Skiftene kan synes kaotiske, men bidrager alligevel til den samlede fortælling, hvor vi betragter en ung sort pige, hvis verden lige netop er indbegrebet af kaos og mangel på sammenhæng i de hvides verden. Hun bliver behandlet skidt, men selv de ondskabsfulde handlinger begås af velopbyggede flersidede karakterer, som skaber et realistisk billede af ægte mennesker med både godt og ondt iboende. Det er en fantastisk roman, som giver et ubarmhjertigt indblik i, hvad der sker, når den internaliserede racisme får minoriteter til at betragte sig selv på samme måde som udøveren af racisme.

Boganmeldelse: Abens år af Patti Smith

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Abens år

Forfatter: Patti Smith
Oversætter: Charlotte Kornerup

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 183

Forlag: Klim

Som i én lang tankestrøm inviterer Patti Smith endnu en gang sin læser med ind i de inderste kroge af sit sind. Hun beskriver det hun ser, og alt det hun ikke ser i en nærmest spirituel beruselse, som blotter både hendes og livets skrøbelighed.

Abens år er en svær bog at gengive. Patti Smith opererer ikke med kronologi eller fastholdende handlingsforløb. I stedet præsenterer hun livet med alt det, det indebærer i et sammensurium af ydre og indre virkeligheder, drømmesyn og tankespin. Denne fortælleteknik gør både læseoplevelsen forvirrende, intens og meget ærlig.

Hun starter sin fortælling nytårsmorgen 2016 i Santa Cruz, hvor hun vågner efter at have givet en række koncerter i San Fransisco. Året starter helt skævt, for hendes ene gode ven er indlagt på hospitalet, hvor han er bevidstløs og døende. Og hendes anden ven er også syg, og da de to arbejder på manuskripter sammen, følger hun hans stigende henfald. Mens hun observerer sine gode venners gradvise afsked med det gode helbred og livet, bliver hun smerteligt bevidst om sin egen forgængelighed.

Sygdom og sorg sender hende ud på vilkårlig strejfen omkring, søgende efter alt det der ligger gemt mellem liv og død. Hun er åben og modtagelig, og hun indleder samtaler med skilte, gør sig tanker om de mange stumper af slikpapir langs kysten og bryder med det traditionelle hierarki, der hersker mellem drømme og virkelighed. Det er Abens år, så alt er muligt. Og med referencer til både Alice i Eventyrland og Kejserens nye klæder forstår læseren, at fantasien bliver Smiths trygge tilflugtssted, når dyb sorg og uventede forandringer – politisk og socialt – skaber rod i alt det velkendte.

Der er ingen god historie at komme efter, og det er ikke underholdende læsning. Men det er sansende, det er langsomt, det er nærværende, det er æstetisk, det er tankevækkende og til tider er det både hjerteskærende og opløftende på samme tid:

“Sam er død. Min bror er død. Min mor er død. Min far er død. Min mand er død. Min kat er død. Og min hund, der døde i 1957, er stadig død. Alligevel bliver jeg ved med at tro, at der snart vil ske noget vidunderligt. Måske i morgen.”

Tag med Patti Smith på sansende rejse, hvis du trænger til ro, fordybelse og fornægtelse af al logik og konsensusbestemt tidslighed. Men du skal være lige så åben og modtagelig som forfatteren selv, ellers bliver bogen intet mere end fragmenterede brudstykker af en kreativ sjæls tanker. Formår du at åbne dig, kan du se frem til en spirituel og nærværende læseoplevelse.

Boganmeldelse: Hvor flodkrebsene synger af Delia Owens

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé her.

Titel: Hvor flodkrebsene synger

Forfatter: Delia Owens

Oversætter: Anders Juel Michelsen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 273

Forlag: Gyldendal

Hvor flodkrebsene synger er en smuk og hjerteskærende fortælling om, hvordan et menneske i isolation bliver skolet af naturen. Det er fortællingen om menneskers ondskabsfulde og ekskluderende adfærd og dyrenes og naturens evigt accepterende og inkluderende cyklus.

Kya Clark kender alt til at blive forladt. Da hun var en lille pige forlod hendes mor og fire søskende deres hjem, som består af en beskeden hytte ude i marsken. Én efter én udvandrede de i håbet om et bedre liv langt væk fra den mand, der terroriserede hjemmet. Tilbage stod Kya med sin voldelige far, lige indtil den dag, hvor han også forlod hende. I en tidlig alder må hun lære at klare sig selv, hun går ikke i skole, og hun tjener penge til at bage majsbrød ved at samle muslinger. Hun omgås ikke andre mennesker, og hun er kendt i byen som en beskidt og underlig pige, som de kalder ’Marskpigen’. De fleste holder sig på afstand af Marskpigen, men hendes brors barndomsven trodser dog byens sladder, og de to udvikler et ubrydeligt bånd til hinanden. Kya vokser op og bliver en smuk kvinde med stor kærlighed til naturen og poesi. Hendes skønhed overses ikke af byens unge mænd, der begynder at opsøge hende, og da byens quarterback, Chase Andrews, bliver fundet død i marskens mudder, befinder Kya sig pludselig i uvante omgivelser fyldt med mennesker, der vil have hende til at tale.

Hvor flodkrebsene synger er en smuk og hjerteskærende fortælling om, hvordan et menneske i isolation bliver skolet af naturen. Det er fortællingen om menneskers ondskabsfulde og ekskluderende adfærd og dyrenes og naturens evigt accepterende og inkluderende cyklus. De maleriske beskrivelser af den vilde natur sætter scenen for Kyas ensomhed, og hendes handlekraftige og stærke karakter, fremstår akkurat lige så levende og troværdig verden udenfor.

På underfundig vis, vækker Hvor flodkrebsene synger associationer til flere af litteraturens store værker såsom Dræb ikke en sangfugl, Den blinde morder og Den grønne mil, og Kya besidder en stædighed og handlekraft, som vi kender fra Laura Ingalls. Det stærke kvindekøn og den amerikanske natur er i fokus, når historien om Kya udfoldes, og det er ikke svært at forestille sig romanen som fremtidig klassiker. Det er en vidunderlig, sansemættet læseoplevelse.

Boganmeldelse: Kattemenneske – og andre fortællinger

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Kattemenneske – og andre fortællinger

Forfatter: Kristen Roupenian

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 253

Forlag: Gyldendal

Kristen Roupenian fastholder sin læser i tolv modbydeligt frastødende noveller med sex, magt og menneskelige relationer i centrum, og hun udnytter til fulde det faktum, at det frastødende også altid tiltrækker.

Kristen Roupenian blev hurtigt lidt af en stjerne inden for amerikansk popkultur, da hendes novelle Kattemenneske, som blev publiceret i The New Yorker, blev delt og læst af flere millioner mennesker. Novellen landede midt i debatten om magt, seksualitet og #metoo, og med sin evne til at kravle helt ind i et skamløst, udsvævende sind får Roupenian skabt troværdige og komplekse karakterer. Kattemenneske består af tolv noveller, som alle kan kategoriseres som moderne essays med temaerne lyst, foragt, perversitet og magt. De tolv noveller er meget forskellige, og vores hovedpersoner er både børn, voksne, mænd og kvinder, men fælles for dem er de overordnede temaer og det kontradiktoriske i, at det grimme, foragtelige og modbydelige forfører og fastholder læseren.

I Slemme dreng møder vi et beregnende par, som får deres hjerteknuste ven indvævet i deres sadistiske og egoistiske leg. Fuldstændig nådesløst forfølger parret deres drifter uden evne eller lyst til at tage hensyn til den bedrøvede ven. De har åbnet deres hjem for vennen, og derfor er magtforholdet i ubalance og vennen – må man konkludere – føler sig nødsaget til at imødekomme eller i det mindste overse parrest modbydeligheder.

I en anden novelle, Drengen i poolen, ser en flok teenagepiger deres yndlingsvoksenfilm i smug. Da pigerne er blevet voksne, og den ene af dem skal giftes, finder Kath frem til deres fælles teenage crush og “giver” ham i gave til den kommende brud. Men venindernes crush formår slet ikke at leve op til teenageforelskelsen fra skærmen, og der må tys til yderligheder i forsøget på at vække lidt af den lyst, der var en gang – igen uden hensynstagen til det menneske, der blot er objektet for venindernes teenagebegær.

Kristen Roupenian leverer en af de stærkeste novellesamlinger, jeg har læst i nyere tid. Hun skriver meget mellem linjerne og peger på de største sociale tendenser i det senmoderne samfund; som for eksempel behovet for at opretholde et nøje udtænkt ydre og tendensen til at ønske eller begære noget, som måske i virkeligheden bare er en efterligning af andres ønsker eller fortidens begær. Hendes noveller er gribende intense, og hun demonstrerer en beundringsværdig fornemmelse for relationelle forhold. Hun dyrker magtbalancer og tror tilsyneladende ikke på ligeværdige forhold – i al fald i litteraturen – og fordi alle kynisk forfølger deres eget begær, ender det faktisk aldrig godt. Og jeg er vild med det!

Jeg fandt tre storfavoritter i samlingen, men i modsætning til den oplevelse, jeg oftest har med novellesamlinger, var der ikke én eneste historie, jeg havde lyst til at springe over. De er alle fuldstændig opslugende. Jeg nød kreativiteten og min egen forargelse i hver eneste novelle, og jeg vil anbefale samlingen til enhver voksen læser. – Måske særligt den popkulturelle, for det er som at læse en psykologisk og sarkastisk tv-serie som – bare lige for at gøre det endnu bedre – foregår i 90’erne. Jeg ser frem til at læse meget mere fra Roupenians hånd!

Boganmeldelse: Voldsomme bånd af Vivian Gornick

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Voldsomme bånd

Forfatter: Vivian Gornick

Oversætter: Niels Lyngsø

Forord af Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2018 (oprindeligt fra 1987)

Sideantal: 240

Forlag: Den Franske Bogcafés Forlag

Voldsomme bånd er Vivian Gornicks beskrivelse af det relationelle (voldsomme) bånd mellem hende og hendes mor. Et bånd, som på én gang er skrøbeligt og altid på grænsen til at blive slidt op, men samtidig helt og aldeles ubrydeligt.

Der er mange forventninger forbundet med mor som begreb – en mor forventes for eksempel at være selvopofrende, opmuntrende og kærlig, men Gornicks mor er langt fra den gængse opfattelse af, hvordan en mor bør agere og sende sine unger ud i verden. Vi møder første gang de to kvinder, når jeget afslører en række barndomserindringer fra det jødiske boligkompleks i Bronx fyldt med karakteristiske kvinder. Erindringerne suppleres med de mange samtaler mellem mor og datter som finder sted, når de vader gaderne tynde i New York på deres daglige gåture i en periode på tre år.

Efter at have mistet sin mand for omtrent tredive år siden, har moren påtaget sig en offerrolle, som hun synes at finde en vis tilfredsstillelse ved at befinde sig i. I stedet for at leve længes hun, og selv siger hun “Her er hvad du skal skrive på min gravsten: Lige fra begyndelse var det alt sammen fortid.”. Denne længsel efter fortiden og manglende evne til at leve i nutiden er med til at definere de to kvinders forhold. Deres relation kompliceres yderligere med tiden og udfordres særligt af jegets intellekt. Ligesom med alt andet længes moren efter dengang hendes datter ikke stillede så mange kritiske spørgsmål til samfundet og kvinders rolle, og efterhånden som datterens viden og sproglige kundskaber overgår morens bliver det vanskeligt at opretholde deres roller som mor og datter.

“Nej, dét der drev hende, og som skilte os ad, var dét at jeg tænkte. Hun havde ikke forstået at dét, at tage en uddannelse betød at jeg ville begynde at tænke: tænke sammenhængende og tænke højt. Hun blev voldsomt overrasket over det. Mine sætninger blev længere allerede efter en måneds undervisning. Længere, mere indviklede og med ord hvis betydning hun ikke altid kendte. Jeg havde aldrig før sagt ord, hun ikke kendte. Eller frembragt en sætning hvis logik hun ikke kunne følge. Eller forsøgt at fremsætte et synspunkt, der var resultatet af en abstraktion. Det gjorde hende vanvittig. Hendes ansigt fik et udtryk af dyrisk snedighed når jeg påbegyndte en sætningskonstruktion som umuligt kunne afsluttes før der var blevet fyret tre bisætninger af. Snedigheden førte til vrede, vreden flammede op og blev til raseri. “Hvad er det du snakker om”? Råbte hun ad mig. “Hvad er det du snakker om? Tal engelsk, tak! Vi forstår alle sammen engelsk her. Så tal engelsk!”

Bogen bærer præg af en tung melankoli, og morens grundlæggende holdning til livet synes at være, var det her virkelig alt, hvad jeg kunne få?Der gøres ingen indsats for at komme videre, tværtimod bliver sorgen en del af hendes identitet. Og spændingen mellem de to kvinder er så intens, at det nærmest slår gnister og starter brand.

“Min mors sorg var primitiv og altomfattende: Den sugede ilten ud af luften. En tung, bedøvet fornemmelse fyldte mit hoved og min krop hver gang jeg kom hjem. Ingen af os – hverken min bror eller jeg selv, og da slet ikke min mor – fandt trøst i hinandens selskab. Vi var bare i eksil sammen, fanget i en fælles lidelse. For første gang var jeg bevidst om, at jeg blev grebet af åndelig ensomhed, og jeg kiggede ud på gaden, vendte mig mod de drømmende og melankolske indre anelser, der var blevet den eneste lindring fra det jeg hurtigt opfattede som en tilstand af tab og nederlag.”

Der er en særlig stemning i erindringsværket og troværdigheden er åbenbar, når læseren mærker den genkendelige ambivalens – som for de fleste er et grundvilkår i livet – når jeget ikke er helt klart defineret. Netop fordi jeget er ægte, kan det ikke afrundes eller få slebet kanter. Det betyder også, at forfatteren hverken skåner sin mor eller sig selv i sit memoir, som serveres ærligt og bevæger sig ind i alle de kroge og snørklede gange, det menneskelige sind består af. De er kun to, men alligevel er der en form for treenighed, når relationen består af vi, hun og jeg. Viet er altid dem i deres symbiotiske og komplekse forhold.

Det er ikke uden grund, bogen har fået kultstatus i USA, og den kan anbefales til enhver som ønsker indsigt i relationer mellem mennesker – særligt mellem mor og datter. Samtidig er den oplagt til den New York-begejstrede læser, fordi forfatterens beskrivelse af de mange slentreture indrammer New Yorker-stemningen til perfektion.