Viser opslag med etiketten Ungdomsbøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ungdomsbøger. Vis alle opslag

mandag den 9. november 2020

Boganmeldelse: Til ungdommen af Linn Skåber

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.


Titel: Til ungdommen

Forfatter: Linn Skåber

Illustrator: Lisa Aisato

Oversætter: Pelle Koppel

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 322

Forlag: Koppelwrite

 

I Til ungdommen fortæller unge mennesker om at være teenagere med alt hvad det indebærer af ukontrollerbare kroppe og følelsesliv. Linn Skåber formidler deres udsagn i et flydende, letlæseligt sprog, som akkompagneres smukt af Lisa Aisatos rammende kunst.


Teenagetiden og ungdommen; en brydningstid, forandring, ommøblering. Så præcis er beskrivelsen af de turbulente år, når Linn Skåber tager hul på forordet i Til ungdommen. Bogen er et ærligt og meget genkendeligt billede af en kaotisk periode i livet. Den er skrevet til teenageren og til ungdommen, som titlen præciserer, men man skal ikke være mange dage (læs: år) over 18 for at kunne relatere til de velkendte følelser og den forvirring, de bringer med. For den voksne læser er det én lang vækkelse af minder om en tid, hvor usikkerhed, akavethed og behovet for at passe ind er altoverskyggende, og der kan ikke være tvivl om, at det for den unge læser, er en nødvendig, kærkommen påmindelse om, at de ikke er alene med deres tanker og følelser.

Bogen er blevet til i samspil mellem forfatteren og norske unge. Linn Skåber har interviewet de unge om deres tanker om livet, følelserne, fysiske forandringer og alt derimellem. Det er blevet til 31 tekster, som fortæller unges historie af unge. Teksterne er skrevet med stor sans for det humoristiske, men de forlader aldrig til at blive komedie. I hver tekst lurer alvoren og det bliver både sjovt, hårdt, trist og underholdende at læse om ungdommens prøvelser. Det er en kunst at skabe smil på læserens læser samtidig med en klump i halsen, men Linn Skåber lykkes til fulde.

Forfatteren viser med al tydelighed, at hun har forståelse for den tid, hun skriver ind i, når hun sørger for at skabe inkluderende miljøer med diversitet i seksualitet, race og familieformer. Denne form for diskrete ændringer i vores opfattelse af det normale og naturlige er netop det, den gode litteratur skal bidrage til – og det gør den heldigvis også her. Bogen skaber åbenhed og naturlighed overfor det ukonventionelle og giver plads, rum og taletid til den brune karakter, den homoseksuelle og den utraditionelle familie, så kommende generationer kan blive inkluderende og inkluderet uanset leveform, farve og kønsidentitet.

Forlaget kalder det den perfekte gave til en, der står dig nær. Og jeg kan ikke sige det bedre selv. Den bør ligge under træet til alle landets teenagere til jul. Den er letlæst og fyldt med Lisa Aisatos smukke illustrationer, så selv de mest læsetrætte teenagere vil med garanti komme igennem det sprudlende og bevægende værk.

Hvis du mangler en teenager i huset, så giv dig selv den gave at læse den alligevel, for du vil blive overrasket over så præcist, de unge mennesker og Linn Skåber rammer plet, når de beskriver dit eget følelsesliv fra den turbulente teenagetid, som pludselig ikke er så langt væk.




torsdag den 16. juli 2020

Boganmeldelse: Piecing Me Together af Renée Watson


Titel: Piecing Me Together

Forfatter: Renée Watson

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 320

Forlag: Bloomsbury Publishing

 

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet.

 

16-årige Jade har netop startet sit junior-year på en helt ny high school. Hun har fået et stipendium til en privatskole, som ellers primært består af hvide elever fra den finere middelklasse. Jade er ikke hvid, og hun er ikke fra middelklassen. Hun er enebarn og bor sammen med sin mor, som via sit husholderskearbejdet, både forsørger Jade og sin egen bror, som bor hos dem. Jade drømmer om et liv væk fra det fattige kvarter, hun er opvokset i, og om at tage en uddannelse på et fint universitet, så hun engang kan købe sin mor et lille hus. Hun er klar over, at hendes drømme kun kan realiseres ved hjælp af hårdt arbejde og stålfast vilje – særligt når man er en fattig afroamerikaner. Det var hendes mors ide at få hende ind på den anerkendte privatskole, St. Francis. Jade frygtede at forlade sine venner på nordsiden, men

hver morgen tager hun bussen væk fra det fattige kvarter i Portland, hun så brændende ønsker at undslippe, til et pænt, hvidt område, hvor hun føler sig malplaceret og udenfor.

 

“At school I turn on a switch, make sure nothing about me is too black. All day I am on.”

 

På skolen får hun sin første hvide veninde, men selvom den nye veninde kommer fra et hjem med samme trange kår, er de to teenageres udgangspunkt vidt forskelligt. Og det skal vise sig at være en udfordring at se verden med hinandens briller på.

 

I don't know what's worse. Being mistreated because of the color of your skin, your size, or having to prove that it really happened.”

 

Jade bliver konstant mindet om, hvor hun kommer fra, når hun ikke forstår de sociale koder eller må takke nej til frokost på den lokale café, fordi det koster det samme, som hendes mor bruger på at brødføde tre mennesker dagligt.

 

“Why do people who can afford anything they want get stuff for free all the time?”

 

Da hendes lærer tilbyder en plads i et mentorprogram, bliver hun for alvor opmærksom på den position, der er til rådighed for hende i verden. Jade klarer sig godt i skolen, så hvorfor får hun tilbudt en plads i et program, hun ikke har brug for?

Hun føler, at hun har så meget at give til verden, men hun bliver mødt af en verden, der tilsyneladende ikke er interesseret i hendes gaver.

Jade er lige så farverig og sammensat som sine collager. Hun bruger meget tid på at tænke over sin egen plads i verden og på de samfundsstrukturer, der gør det svært for hende og andre unge afroamerikanere at rykke sig.

 

“I am like those girls. I am the Kool-Aid–drinking, fast food–eating unhealthy girl she wants to give nutrition classes to. I know all about food stamps and dollar menus and layaway. Know how to hold my purse tight at night when walking down dark streets, know how to duck at the sound of a shooting gun. I do. I am the girl who walks down the hallway, hoping for at least one boy to notice me. But the boys at school don’t like me because I look nothing like their mothers, look nothing like the Dream. The boys over here, well, to them I am good for tutoring and friendshipping and advice giving. I am.”

 

Læseren falder for Jade og hendes tørre humor ved første møde. Man accepterer hende straks som den gode veninde, man kan betro sig til, og læser intensivt med, når hun åbner sit sind og tanker.

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet. Vi lærer Jade at kende som en reflekteret ung kvinde, der forstår – men stiller spørgsmålstegn ved – samfundets magtstrukturer, og hvordan disse kan udfordres via tankevækkende og bevægende kunst.

Renée Watson har skabt en nuanceret og moderne fortælling om race, identitet, privilegier og selvforståelse. Den er kategoriseret som ungdomsbog men ikke oversat til dansk. Jeg anbefaler den til alle unge, som har de sproglige kompetencer til at læse den. Den er særligt velegnet til engelskundervisningen i 9. klasse, hvor den med fordel kan kombineres med samfundsfag eller historie. Selvom man finder bogen på hylden med ungdomslitteratur, taler den lige så meget til den voksne læser, og Jades tankevirksomhed bliver aldrig ensidet eller naiv.

 

“When I watch the news and see unarmed black men and women shot dead over and over, it’s kind of hard to believe this world is mine.”

 

Det er et friskt pust med en ungdomsroman, hvor romantisk kærlighed og forelskelse er udeladet. I stedet spiller venskab og fællesskaber en stor rolle i Jades liv, og hun lærer os en masse om, hvordan det er at være en udsat minoritet.

 

“I tell him sad because I think white people can handle black sadness better than black anger. I feel both. But sadness gets sympathy, so I stick with that.”

 




fredag den 5. juni 2020

Boganmeldelse: Kan jeg stole på dig af Mette Egelund Olsen & Margrethe Schmidt

Jeg modtog bogen son anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Kan jeg stole på dig
Forfattere: Mette Egelund Olsen & Margrethe Schmidt

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 130

Forlag: Vild Maskine

 

De voksne sætter grænser for børn og unge. Men hvem skal sætte grænser for de voksne? Kan jeg stole på dig er en bog om følelser, grænser, teenageliv, forvirring, svigt, tillidsbrud og kynisk udnyttelse af autoritet og voksenrolle.

 

Jeg skal for god ordens skyld starte med at nævne, at den ene forfatter er min kollega, men det har selvfølgelig ingen indflydelse på anmeldelsen.

 

Sofie skal starte i 7. klasse på en helt ny skole. Hun og hendes familie er flyttet fra Glostrup til en lille ø, hvor de vil forsøge at starte forfra, efter fars sygemelding med stress. Mor skal starte i sit nye job som ledende sygeplejerske og Sofie og hendes storebror starter i den lokale folkeskole, selvom ingen af dem rigtig havde lyst til at flytte. Pengene er små efter fars langvarige sygdomsforløb, så det er meget heldigt, at Sofie ikke vil konfirmeres. Den slags er jo dyrt.

Det varer dog ikke længe, før Sofie opdager, at hendes klasse går til konfirmationsforberedelse ved den unge og spændende præst Andreas, som hele byen synes at være betaget af – særligt byens kvinder. Da Andreas spørger Sofie, om hun vil passe hans børn, bliver hun beæret over tilliden og ser frem til opgaven. Der er noget sært ved relationen mellem hende og Andreas. Han er voksen, men han er også ung og tiltrækkende, og en gang imellem er det svært at vurdere, om han ser på hende med samme øjne. Andreas skal jo vise interesse for alle sine konfirmander, og han gør meget ud af, at de får et tillidsfuldt og tæt forhold. Men hvor går grænsen? Da han lægger sig helt tæt op ad hende, føles det både rart og forkert på samme tid. Men det kan man vel ikke fortælle helt nye veninder om. Eller en mor, som er mindst lige så betaget af den flotte, unge præst.

De mange modstridende følelser er svære at navigere i for en ung pige, og den voksne præst udnytter Sofies forvirring og misbruger hendes tillid.

Kan jeg stole på dig er en bog om følelser, grænser, teenageliv, forvirring, svigt, tillidsbrud og kynisk udnyttelse af autoritet og voksenrolle.

Romanen er trykt i stor skrift, så de 130 sider forsvinder hurtigt – måske også for hurtigt. Den kunne sagens tåle flere detaljer og længere dialoger uden at miste sin læsers interesse, og det ville jeg personligt have foretrukket. Men det er en snedig beslutning at gøre den tempofyldt, skabe et ultimativt point-of-no-return-plot, korte den ned og anvende større skrift, når den skal ud og arbejde hos de unge mennesker, der er dens målgruppe. Den lander dog i en kløft, hvor indholdet kalder på udskolingen, men formen taler mere til mellemtrinnet. Derfor er det svært at give et klokkeklart bud på brugen af den: Jeg har haft en 6. klasse (jeg er tidl. skolelærer), som den ville være grænseoverskridende for, men jeg har også haft en 6. klasse, som ville elske en debat om grænser og teenageliv. Samtidig har jeg haft en 7. klasse, hvor det sproglige niveau ville ramme helt perfekt, men jeg har også oplevet 7. klasseelever, som sluger Twilight og Hunger Games på engelsk. Jeg vil helt bestemt anbefale, at man arbejder med den i folkeskolen som afsæt til en vigtig snak om grænser og tilladt voksenadfærd. Men man er nødt til – som man selvfølgelig gør med alle sine materialevalg – at overveje den specifikke klasses danskfaglige og mentale niveau. Jeg vil også anbefale, at man får den hjem til sit eget unge menneske, så den også derhjemme kan være afsættet til samtaler om grænser. Det er en ekstremt vigtig snak, og bøger er ofte et nemmere afsæt for samtaler end virkeligheden er det.

En god og tankevækkende teenageroman, som jeg håber bliver indkøbt til landets skoler og biblioteker.

onsdag den 27. maj 2020

Boganmeldelse: Frankenstine af Lars Kramhøft og Jam Aden

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget. Pssst. Hvis du tænker: "Er det virkelig en nugget, hun tygger på?" - Så er svaret ja. Men hvis du vil vide hvorfor, så må du læse bogen. GO!





































Titel: Frankenstine
Forfattere: Lars Kramhøft og Jam Aden
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 85
Forlag: Cobolt

Hvordan skabes et menneske? Hvordan skabes identitet? Og hvordan skabes køn? I Frankenstine får vi næsten svar på alle disse spørgsmål, når vi møder Stine, som blev skabt af en gal videnskabsmand.

Stine slipper fri af sine lænker, da hen er i teenagealderen og havner på en skole, hvor hen bliver veninder med outsideren. En gruppe piger hersker over skolen, og de sørger for at alle elever placeres i kasser med klare definitioner for, hvem de er og hvilke privilegier de har. Stine og den nye veninde passer ikke ind: De går i det forkerte tøj, har det forkerte hår (ååååh, hvor har jeg lyst til at skrive ”og så er hun genert”, men det er de ikke!), den forkerte make-up osv. osv. De bliver kaldt freaks og lebber af de piger, der har gjort det til deres opgave at skabe et minidiktatur på folkeskolen. Men Stine er ligeglad.
Stine er ikke-binær (betegnelsen når man ikke identificerer sig som mand eller kvinde, kaldes også ofte flydende identitet), og hen iklæder sig det tøj, der føles godt og lader sig ikke kue af sociale konventioner.
Hun er en menneskeskabt konstruktion, og måske er det netop årsagen til, at hun kan se lige igennem alle de illusioner og sandheder der hersker om kønnenes ”natur”.
Jeg anbefaler den til den refleksive 12-årige og til udskolingselever (13-16). Den er desuden oplagt til et undervisningsforløb i udskolingen, hvor man med fordel kan inddrage den klassiske Frankenstein under emnerne konstruktion, køn, genre (gysergenre, graphic novel) og meget, meget mere. Bagest i bogen findes en fin introduktion til køn og kønsneutrale pronominer.



fredag den 18. oktober 2019

Boganmeldelse: Sille 1 – En lille hvid løgn. En kæmpe katastrofe af Annegerd Lerche Kristiansen


Jeg modtog bogen som et anmeldereksemplar.
Titel: Sille 1 – En lille hvid løgn. En kæmpe katastrofe
Forfatter: Annegerd Lerche Kristiansen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 228
Forlag: Gyldendal

Fortællingen om Sille er rendyrket falde på halen-komik. Det er autentisk teenagesprog, hvor man giver en fuck for syntaks, og jeg er slet ikke i tvivl om, at bogen – formentlig hele serien – vil gå rent ind hos de yngste teenagere.

Sille på 14 er netop startet i 8. klasse på Havrevejen Skole i Kolding. Hendes forældre er blevet skilt, så hun er flyttet med sin far og lillebror til Kolding, hvor hendes morfar er kommet på plejehjem. Det er morfarens gamle, hus de tre er flyttet ind i, og der er langt fra ”den ruin”, der udgør deres hjem i Kolding til det liv, de havde i København. Silles mor er en ambitiøs og karriereminded kvinde, som arbejder det meste af døgnets timer, og hun er blevet i familiens hjem i København. Sille var ikke særlig glad for sin klasse i København, hun havde ikke mange venner, så hun er lykkelig over, at Maiken fra hendes nye klasse vil være hendes ven. Det venskab skal æres og værdsættes. Derfor laver de to piger en pagt, hvor de sværger, at de altid vil være loyale og vælge hinanden fremfor enhver dreng. Det med drenge er ikke altid helt nemt, og da slet ikke, når man er så genert som Sille. Hun får hurtigt øjnene op for Ruben fra parallelklassen, men det skal selvfølgelig ikke være helt nemt for Sille at gøre og sige alt det rigtige.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg indledningsvis blev så grænseløst irriteret på Sille. Men som historien skred frem, lærte jeg at holde af den usikre teenager og hendes dumheder – for fortællingen om Sille er virkelig rendyrket falde på halen-komik. Der kan ikke være tvivl om, at bogen – formentlig hele serien – vil gå rent ind hos de yngste teenagere. Det sprog der kan genere den voksne læser, er formentligt samtidig det der vil medføre, at Sille-bøgerne bliver en ny go-to-serie for mellemtrins og start-udskolingselever, når de skal på skolebiblioteket.
Det er lige før, man kan kalde Sille for en moderne, kvindelig pendant til Krumme med sit rene hjerte og sine ustyrligt dumme beslutninger, med sin pinlige far, som endda fortæller, at Silles bror er i en vanskelig alder (husker I andre ikke også, da Krummes far siger sådan om Stine? (Og Krumme endda tilføjer, at det har hun været i 17 år – totalt yndlingscitat)).
Hvis jeg nu alligevel lige skal finde de kritiske briller frem, og det gør jeg jo gerne, så ville jeg påpege min irritation over, at når der endelig er en karriereminded og ambitiøs kvinde, som Silles mor, så skal hun nødvendigvis også være en dårlig, ufølsom mor, som ikke er der for sine børn. Øv altså, her kunne jeg godt have tænkt mig, at vi lige kunne få fastslået, at en kvinde både kan være travl og ambitiøs OG en god mor. Men det må blive et andet projekt. Ikke desto mindre er jeg vis på, at Sille og hendes pinligheder vil gå rent ind hos målgruppen.


torsdag den 3. oktober 2019

Boganmeldelse: Ivalu af Morten Dürr og Lars Horneman


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Ivalu
Forfatter: Morten Dürr og Lars Horneman
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 123
Forlag: Cobolt

Ivalu er en hjerteskærende fortælling om en ung piges tragiske skæbne. Bogen bruger billeder til at italesætte en kultur, hvor incest har fået lov at præge livet for alt for mange børn. Den er nødvendig oplysning og formidabel formidling af et vigtigt emne.

Pipaluk er ved at gøre sig klar. Hun skal være fin, for dronningen kommer og besøger den lille bygd på Grønland, hvor hun bor med sin far og søster, Ivalu. Ivalu er forsvundet, og da Pipaluk ikke længere kan passe sin nationaldragt, siger hendes far, at hun bare kan bruge sin søsters dragt, for “Så kan hun lære, at man ikke skal løbe væk!”.
Pipaluk farer gennem landskabet for at lede efter sin søster, hun leder i fjeldet, ved ruinen og på fjorden, og mens hun leder, mindes hun alle deres oplevelser sammen. Hendes rute ledes af en ravn, som traditionen tro er et varsel om urenhed, død og synd. Under ruten husker Pipaluk en barndom ude i bygden, men hun kommer også i tanke om, hvordan livet pludselig ændredes inden for hjemmets fire vægge. Læseren forstår hurtigt, hvad Ivalu er stukket af fra og også hvilken fare, der knytter sig til den nationaldragt, Pipaluk nu er stor nok til at kunne passe. Dragten var Ivalus konfirmationsdragt, og Pipaluk husker, hvordan fars blik hvilede på Ivalu på konfirmationsdagen. Konfirmationen får lov at stå ganske ordknapt som symbol på en alt for ung piges frugtbarhed, og Pipaluk har lagret et smertefuldt minde om fars visit på værelset på konfirmationsnatten. Hjemme står tomme flasker og varsler om en far, der i sløret af faskernes indhold også har fået øjnene op for sin yngste datters udvikling. Men når dronningen kommer er billedet klart og smukt, for de grønlandske børn har lært, at nu skal dragterne vises frem, og de skal allesammen smile.


Fortællingen om Ivalu er hjerteskærende, og den bæres frem af en stærk billedside, som skifter farvetema og -tone, så den matcher historiens stemning. Grønland er så billedskønt, som Grønland altid har været, og de farvestrålende nationaldragter står i smuk kontrast til den hvide sne i baggrunden. – Det er et billede, der er en dronning værdigt, men bag det gemmer sig en grim og smudsig fortælling om to pigers tragiske skæbne. I tråd med sine handlinger, forvandles faren til et monster på billedsiden, og forfatterne har gjort et flot stykke arbejde med at inddrage symboler. Hele billedsiden indbyder til dialog om fortællingen, uden det virker søgt eller forceret.


Der er tale om en bog, som sådan set ikke er faglitteratur, men som bestemt heller ikke kan kategoriseres som underholdning. Den er snarere nødvendig oplysning og formidabel formidling af et vigtigt emne. – Den giver fælles grundlag for at tale om et tabuiseret og sværttilgængeligt emne, som desværre er alt for mange børns virkelighed. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at dansklærere tager den til sig og inddrager den i deres undervisning på slut-mellemtrinnet og i udskolingen.
Man plejer at tale om den svære toer, men Ivalu er en stærk og selvstændig efterkommer af Zenobia, som var Morten Dürr og Lars Hornemans første fælles fortælling. Og jeg håber, makkerparret vil tage fat på endnu flere svære emner, for de har både et talent og et talerør, som kan bryde tabuer på tværs af alder, landegrænser og kultur.



tirsdag den 14. maj 2019

Boganmeldelse: Hvis vi var en almindelig familie af Trine Bundsgaard


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Hvis vi var en almindelig familie
Forfatter: Trine Bundsgaard
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 120
Forlag: Gyldendal

Hvis vi var en almindelig familie er både en varm og frygteligt historie om en dysfunktionel familie. På den ene side er den hjerteskærende fortælling om en mor og far, som ikke evner at tilsidesætte egne behov eller lyster. Og på den anden side finder vi en smuk fortælling om betingelsesløs og uspoleret søskendekærlighed.

Hvor gammel er man, når man er 13 år? Man har selvfølgelig levet i 13 år, men hvad er alder egentlig for en størrelse? I Hvis vi var en almindelig familie er en unavngiven 13-årig den eneste voksne i familien. Far er alkoholiker og efter forældrenes skilsmisse bor han mere eller mindre på den lokale bodega. Mor er claudiant, og det betyder, at hun er god til at opfange alt det, andre ikke kan se, for eksempel ånder. Det kræver at der er god energi, og at hun er i balance med sig selv – den slags kan være svært at forene med andre ting såsom job, madlavning og rengøring. Lillesøster Ingeborg har snart fødselsdag, hun fylder otte år og ønsker sig brændende en skattejagt, som far plejede at lave dem. Det burde jo være ligetil at få far til at stable den på benene, men de to børn har ikke set deres far længe, og det kan være svært at vide med sikkerhed, om han overhovedet husker fødselsdagen.
Hvis vi var en almindelig familie er både en varm og frygteligt historie om en dysfunktionel familie. På den ene side er den hjerteskærende fortælling om en mor og far, som ikke evner at tilsidesætte egne behov eller lyster. Og på den anden side finder vi en smuk fortælling om betingelsesløs og uspoleret søskendekærlighed.
Vores fortæller vil gøre alt for sin søster, og det smerter, når de voksnes barnligheder står i vejen for hans planer. De to søskendes bånd er stærkt, og bitter erfaring har lært dem, at de eneste de kan have total tillid til er hinanden.

Hvis man ikke har oplevet, hvordan det er, når voksne er fulde – sådan for alvor – kan det måske virke meget sjovt og fjollet. Men når der ikke er andre voksne end en fuld og vred far, er der ikke noget at grine af.

De tvinges begge til at agere og reagere som små fornuftige voksne, når mælken må drikkes, selvom den er blevet sur, når måltiderne gentagelsesvis består af risengrød (på sur mælk), og når en festguirlande må skabes ud af tilbudsaviser. De har lært ikke at kræve, de har lært at nøjes, og der er aldring brok eller ynk fra deres side. Ingeborg på syv kan sagtens nøjes med de hvide servietter til sin fødselsdag – hun kan jo bare tegne på dem, og hun kan sagtens selv lave sine invitationer. Selv hendes fødselsdagsønsker er beskedne, og hun jubler over en pakke hårelastikker.

Der er mange ting, som gør mig glad. Altså det behøver ikke at være en cykel eller en fladskærm eller en kat.

Jeg har så mange flere ord til den her nuancerede fortælling om at være stærk og skrøbelig på samme tid, men I skal selv opleve den, og I skal sørge for at jeres børn læser den, taler om den og forstår, at der findes mange forskellige familier.
Den er et vigtigt stykke litteratur til mellemtrinnet, og jeg håber der bliver bestilt klassesæt til mange af landets skoler, for den er oplagt i undervisningssammenhæng.