Boganmeldelse: de af Helle Helle

Jeg fik bogen tilsendt som et anmeldereksemplar fra Rosinante, men Bogreolen.dk sælger den for DKK 178,- lige her.

Titel: de

Forfatter: Helle Helle

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 157

Forlag: Rosinante

de foregår i 80’erne, men det eneste datid der er over Helle Helles seneste roman, er den sproglige flygtighed som afspejler livets gang. Brugen af nutid understreger netop angsten for det, der kommer og for, at noget skal være forbi. Ingen mestrer sproget som Helle Helle!

I de følger vi ’hun’ – en sekstenårig pige, som går på gymnasiet og bor sammen med sin mor. ’Hendes mor’, som er moderens betegnelse gennem hele fortællingen, er alvorligt syg, men, som det kendetegner Helle Helles skrivestil, introduceres læseren kun til sygdommen og det øvrige liv ved hjælp af det, der sker i nuet. Det er derfor igennem telefonopringninger fra sygehuset eller henkastede bemærkninger, læseren forstår, hvor alvorlig moderens sygdom egentlig er. Handlingen foregår i 80’erne – der er mousse i håret, telefonopkaldene er billigst om aftenen og centerbodegaens pommes nydes med rigeligt remoulade. Læseren lander i det stille Rødby på Lolland, hvor bussen har afgørende betydning for dagens og livets gang. Den er rødbyboernes forbindelse til omverdenen, og for en sekstenårig pige, er den en afgørende livline og stedet, hvor store tanker og dagligdagsdrømme finder sted.

Som det altid er med Helle Helles tekster, bærer de præg af en minimalisme, som tvinger læseren til at søge mellem linjerne, for hun beskæftiger sig ikke med traditionelle personkarakteristikker som beskriver sind og temperament. I stedet lærer vi karaktererne at kende på samme måde, som vi erfarer i den virkelige verden, hvor der heller ikke er en almenvidende fortæller til at hjælpe os på vej. Vi ved for eksempel at ’hun’ går med kinasko, at hun drømmer om at skrive romanen ”fortovstanker”, at det ikke er fedt at være borgerlig og gennem hendes uendeligt mange omsorgsfulde handlinger over for mor, ved vi, at hun elsker ’hendes mor’ meget højt. Det konkrete vinder over det abstrakte, og følelser forsøges ikke beskrevet eller forklaret, i stedet bager man måske et flute, lægger uden et ord telefonrøret på eller går baglæns ud af stuen.

Hele romanen er, med meget få undtagelser, skrevet i nutid, hvorfor der forekommer sætninger såsom “ferien begynder for en time siden” eller “i morges ligger der en næsten ny kedeldragt”. Helle Helles sprog er lige så flygtigt som livet selv. Hun lader på én gang tiden gå i stå og opløser alt det, der skete for et øjeblik siden. Ingenting udfoldes uden læserens eget engagement og brugen af nutid understreger netop angsten for det, der kommer og for, at noget skal være forbi. Nutidsformen bliver således mere end blot en sproglig finurlighed. Den bliver en væsentlig del af indholdet og er med til at forme fortællingen om en ung piges liv og hendes forhold til sin mor. Med det in mente, kunne tidsformen næppe have været anderledes, fordi livet for en sekstenårig gymnasieelev netop altid leves i nutid. Dertil er der tilføjet små referencer til den ivrige Helle Helle fan, som føler sig særligt udvalgt til en hemmelig klub, når passager, steder eller navne fra tidligere romaner genbruges.

De er kort – og jeg ville ønske, jeg havde mere læsning tilbage – men Helle Helle får sagt det hun skal, og hun er skoleeksemplet på, at vi faktisk kan forstå hinanden med relativt få ord. Vi har at gøre med endnu en sprogligt skarp perle fra Helle Helles hånd, som trods et beskedent sideantal, er en bog, læseren kan bruger uger på at læse og fordøje.

Boganmeldelse: Nye rejsende af Tine Høeg

Jeg fik tilsendt denne som anmeldereksemplar af Rosinante, men den kan købes på Saxo til DKK 165,-

Titel: Nye rejsende

Forfatter: Tine Høeg

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 217

Forlag: Rosinante

Forlagets beskrivelse

En ung kvinde får job som gymnasielærer. Første arbejdsdag møder hun en mand i toget. Han er gift og har et barn.

Nye rejsende er en fortælling om at kaste sig hårdt ind mod den anden. Om at stå ved katederet og ikke kunne kende sin egen stemme. Om at føle sig forkert og akavet og fandenivoldsk. Om nervøsitet og længsel. Sex og vodka og cigaretter. Om at køre i tog. Om ikke at passe ind og at gå derhen, hvor alting kan gå galt.

Nye rejsende befinder sig et sted mellem poesi og prosa. Et enkelt og præcist sprog giver fortællingen stor gennemslagskraft og en sitrende intensitet, der rummer sorgfuldhed, desperation og humor.

Anmeldelse

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Tine Høeg, var i digtsamlingen; Jeg vælger uden filter, hvor hun bidrog med Jeg vælger Valencia. Af alle de mange gode digte og korttekster samlingen bestod af, er hendes tekst den, der står stærkest i min erindring. Det var der flere grunde til, men den væsentligste var, at hun fik mig til at grine. Og selvom det er ved at være halvandet år siden, jeg læste den, finder jeg det stadig svært ikke at begynde at smile ved tanken om hende og venindernes fortolkning af Ginger Spice fra Spice Girls (det er især sjovt fordi mine veninder og jeg drog samme konklusion).

Rosinante spurgte, om jeg havde lyst til at læse Nye rejsende, og da jeg takkede ja, troede jeg egentlig, at jeg ville møde Tine på en ny måde – i en klassisk-struktureret roman. Det skulle jeg heldigvis ikke. I Nye rejsende holder hun fast i sin lyriske kortprosaagtige skrivestil, og det virker! Det er en sjældenhed at læse bøger uden at opdage, at man læser, men sådan opleves læsningen af Nye rejsende. Den er så levende, at det snarere føles som om, man er kravlet ind i fortællerens indre, fremfor at læse hendes ord.

Bogen er inddelt i måneder og indledes med august, hvor hovedpersonen netop er startet på sit nye job som gymnasielærer, og har mødt en gift mand i toget. De to historier; togaffæren og gymnasiejobbet løber parallelt med hinanden og krydres med familiebesøg og dagligdagens gøremål. Den tunge og hjerteskærende historie om affæren med en gift mand, som er far til en lille pige, løftes af den hylende sjove fortælling om en ung gymnasielærer, som prøver at finde sig selv i sin nye rolle. Læseren kan levende forestille sig den usikre gymnasielærer, som vakler imellem at være ung med de unge og trække klare grænser, hvorfor der afprøves forskellige taktikker og hun kommer til at gøre og sige ting, som kommer bag på hende selv, såsom ”Hej guys”, ”Hej cuties” eller når hun pludselig kalder Christina for Chris.

Tine Høeg formår at sætte ord på mange af de flygtige tanker, der blot strejfer os i et splitsekund og forlader os før, vi egentlig når at registrere, at de var der. Det ses i hendes minimalistiske beskrivelser af, hvordan noget føles eller af de konkrete ting, hun gør som ”jeg slynger salat”.

Nye rejsende er uden tvivl noget af det mest ærlige, man kan læse, og det er netop derfor, den er så sjov. Det er svært at sige, om gymnasielærerens hverdag er sjovere at læse, fordi de for en tidligere (folkeskole)lærer er genkendelige, men uanset årsag tog jeg mig selv i at grine højlydt, når Christina erklærer, at scenen i Nattevagten er kontrapunktisk og vores hovedperson går på toilettet for at google ordet eller da Kvium får lov at tage æren for Kluges kunst, da klassen kigger på kunst.

Historien ender på Vestre Kirkegård, hvor vores hovedperson mødes med sin elsker i slutningen af december. Læseren efterlades med fornemmelsen af, at det forgangne år begraves i vinterens kulde, og at det nye – for alvor – voksne liv banker på døren til januar.

Jeg læste bogen i to (alt for hurtige bidder), og nu ville jeg egentlig bare ønske, at der kom en ny udgivelse fra Tine Høeg i morgen. Med andre ord; Nye rejsende er helt fantastisk læsning!