Boganmeldelse: de af Helle Helle

Jeg fik bogen tilsendt som et anmeldereksemplar fra Rosinante, men Bogreolen.dk sælger den for DKK 178,- lige her.

Titel: de

Forfatter: Helle Helle

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 157

Forlag: Rosinante

de foregår i 80’erne, men det eneste datid der er over Helle Helles seneste roman, er den sproglige flygtighed som afspejler livets gang. Brugen af nutid understreger netop angsten for det, der kommer og for, at noget skal være forbi. Ingen mestrer sproget som Helle Helle!

I de følger vi ’hun’ – en sekstenårig pige, som går på gymnasiet og bor sammen med sin mor. ’Hendes mor’, som er moderens betegnelse gennem hele fortællingen, er alvorligt syg, men, som det kendetegner Helle Helles skrivestil, introduceres læseren kun til sygdommen og det øvrige liv ved hjælp af det, der sker i nuet. Det er derfor igennem telefonopringninger fra sygehuset eller henkastede bemærkninger, læseren forstår, hvor alvorlig moderens sygdom egentlig er. Handlingen foregår i 80’erne – der er mousse i håret, telefonopkaldene er billigst om aftenen og centerbodegaens pommes nydes med rigeligt remoulade. Læseren lander i det stille Rødby på Lolland, hvor bussen har afgørende betydning for dagens og livets gang. Den er rødbyboernes forbindelse til omverdenen, og for en sekstenårig pige, er den en afgørende livline og stedet, hvor store tanker og dagligdagsdrømme finder sted.

Som det altid er med Helle Helles tekster, bærer de præg af en minimalisme, som tvinger læseren til at søge mellem linjerne, for hun beskæftiger sig ikke med traditionelle personkarakteristikker som beskriver sind og temperament. I stedet lærer vi karaktererne at kende på samme måde, som vi erfarer i den virkelige verden, hvor der heller ikke er en almenvidende fortæller til at hjælpe os på vej. Vi ved for eksempel at ’hun’ går med kinasko, at hun drømmer om at skrive romanen ”fortovstanker”, at det ikke er fedt at være borgerlig og gennem hendes uendeligt mange omsorgsfulde handlinger over for mor, ved vi, at hun elsker ’hendes mor’ meget højt. Det konkrete vinder over det abstrakte, og følelser forsøges ikke beskrevet eller forklaret, i stedet bager man måske et flute, lægger uden et ord telefonrøret på eller går baglæns ud af stuen.

Hele romanen er, med meget få undtagelser, skrevet i nutid, hvorfor der forekommer sætninger såsom “ferien begynder for en time siden” eller “i morges ligger der en næsten ny kedeldragt”. Helle Helles sprog er lige så flygtigt som livet selv. Hun lader på én gang tiden gå i stå og opløser alt det, der skete for et øjeblik siden. Ingenting udfoldes uden læserens eget engagement og brugen af nutid understreger netop angsten for det, der kommer og for, at noget skal være forbi. Nutidsformen bliver således mere end blot en sproglig finurlighed. Den bliver en væsentlig del af indholdet og er med til at forme fortællingen om en ung piges liv og hendes forhold til sin mor. Med det in mente, kunne tidsformen næppe have været anderledes, fordi livet for en sekstenårig gymnasieelev netop altid leves i nutid. Dertil er der tilføjet små referencer til den ivrige Helle Helle fan, som føler sig særligt udvalgt til en hemmelig klub, når passager, steder eller navne fra tidligere romaner genbruges.

De er kort – og jeg ville ønske, jeg havde mere læsning tilbage – men Helle Helle får sagt det hun skal, og hun er skoleeksemplet på, at vi faktisk kan forstå hinanden med relativt få ord. Vi har at gøre med endnu en sprogligt skarp perle fra Helle Helles hånd, som trods et beskedent sideantal, er en bog, læseren kan bruger uger på at læse og fordøje.