Boganmeldelse: Vi var fiskere af Chigozie Obioma

Jeg fik denne tilsendt af Forlaget Klim. Den kan købes hos williamdal.dk for DKK 249,-

Titel: Vi var fiskere

Forfatter: Chigozie Obioma

Udgivelsesår: 2016 (på dansk)

Sideantal: 312

Forlag: Klim

Forlagets beskrivelse

Da Benjamin og hans brødres far tager nordpå for at arbejde, forandres drengenes liv for altid. Farens strenge orden opløses, og drengene strejfer nu omkring og går på opdagelse. I stedet for at passe deres skole begynder de at fiske i byens flod, som engang var et livgivende sted, men nu er forbudt, uren og livsfarlig.

Ved floden møder de en dag den gale mand, Abulu, som i et syn forudser, at den ældste af dem, Ikenna, vil blive myrdet af sine brødre. Profetien forgifter fra da af Ikennas liv, og familien hvirvles ind i et mareridt af konflikter og smerte, der udfordrer deres tætte bånd.

‘Vi var fiskere’ er en roman om en uforglemmelig barndom i 1990’ernes Nigeria, og en historie om rivalisering og broderkærlighed, mytisk og universel. Set gennem familiens skæbne er romanen også en fortælling om Afrika og dets voldsomme politiske, økonomiske og religiøse modsætninger iblandet kontinentets episke skønhed.

Anmeldelse

Vi var fiskere:

Mine brødre og jeg blev fiskere i 1996 (…)

                                                                                                                s. 9

Sådan indleder bogens fortæller, Benjamin sin historie i Vi i var fiskere. Ben er en tiårig dreng, som bor i Akure, Nigeria med sine forældre og fem søskende. Her udspilles handlingen, som strækker sig over otte år, og der berettes om familiens skæbne sideløbende med fortællingen om Nigerias politiske tilstande og samfundsforhold. Far er ansat i Nigerias Centralbank og mor går hjemme med lillesøster, Nkem. De er en velstillet familie og far har store ambitioner på sine sønners vegne, som skal være henholdsvis pilot, advokat, læge og professor. Da far forflyttes til afdelingen i Yola, ser familien ham pludselig kun hver anden weekend, og beskrivelsen af hans fravær efterlader læseren med ondt i hjertet over den følelse af at være forladt, som Ben beskriver. Med fars uventede fravær står mor alene med seks børn og i et hjem, hvor far er overhovedet og dermed hovedansvarlig for en disciplinær opdragelse, kommer mor til kort. Trods hendes utallige formaninger om, at drengene ikke må være ved floden, begynder de at fiske. Ved floden og i fiskeriet finder de et frirum og et sammenhold, som skal vise sig at blive betydningsfuldt for hele historien. Her møder de den gale mand, Abulu, som udover at være kendt for sin galskab, også er velkendt for sine profetier, som har ry for at gå i opfyldelse. Han kaster sin profeti over den ældste bror, Ikenna og denne skal vise sig at blive skæbnesvanger for familiens liv.

Vi var fiskere rummer mange historier i én. Det er fortællingen om en families skæbne, om et stærkt sammenhold mellem brødre, om faren ved at tro så indgående på noget, at det fortærer hver krog af ens sind og bliver til en selvopfyldende profeti. Samtidig er det fortællingen om et land, som hele tiden befinder sig på en hårfin balance mellem egen kultur og traditioner og en stræben efter vestlig udvikling og levevis.

Det er en god bog og Ben er både troværdig og elskelig som karakter og fortæller, men jeg oplevede ikke helt at blive taget med storm, som jeg ellers havde forventet med tanke på de mange flotte anmeldelser både i danske og internationale medier. Om det netop er de høje forventninger der gjorde, at jeg aldrig helt fik fejet benene væk under mig, ved jeg ikke. Men jeg nåede i hvert fald ikke til den altopslugende indlevelse, som jeg havde set frem til.

Jeg efterlades dog med oplevelsen af et sprog, som fejede benene væk under mig. Obioma beskriver sine karakterer ved hjælp af sammenligninger med Nigerias dyr og insekter og fortællingen vækkes yderligere til live i de rammende beskrivelser af lyde, smage og dufte.

Forleden læste jeg Informations anmeldelse af bogen og så, at anmelderen fandt det oplagt at læse historien som en allegori over et Nigeria, der blev forladt (som familien forlades af overhovedet, far), da briterne trak sig ud af landet og blev efterladt ”til indbyrdes rivaliseringer og tung overtro”. Jeg skal blankt erkende, at denne tanke ikke faldt mig ind under læsningen, og jeg tror faktisk, at jeg havde haft en langt bedre oplevelse med læsningen, hvis jeg havde formået at koble de to.

Bonusinfo:

Brødrenes stærke sammenhold er forbilledligt og velbeskrevet. Jeg kan ikke forestille mig, at det er muligt at beskrive så stor en kærlighed til sine brødre uden at have mærket den på egen krop. Og jeg forstiller mig da heller ikke, at det er helt tilfældigt, at Obioma har dedikeret bogen til "bataljonen" – sine egne brødre.

Boganmeldelse: Lilla Hibiscus af Chimamanda Ngozi Adichie

Lilla hibiscus er på tilbud lige nu hos William Dam til DKK 115,- (og den er alle pengene værd!)

Titel: Lilla Hibiscus

Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie

Udgivelsesår: 2016 (på dansk)

Sideantal: 287

Forlag: Gyldendal

Forlagets beskrivelse

Femtenårige Kambili og hendes bror, Jaja, lever privilegeret i hjemlandet Nigeria. Deres far er en velstående og respekteret forretningsmand, de bor herskabeligt og de går på en kostbar privatskole. Tilværelsen er dog alt andet end harmonisk.

Faren, en fanatisk og dybt religiøs mand, styrer familien med jernhånd. Huset er dystert og kvælende. Da deres kærlige faster overtaler sin bror til at lade børnene komme på besøg, bliver Kambili og Jaja for første gang introduceret til en anden verden.

De vender hjem forandret af deres nyvundne frihed. Men spændingen i familien stiger, og Kambili må finde al den styrke, hun kan, for at holde sin familie samlet.

Indledende tanker

Jeg har (heldigvis) en bror med en imponerende evne til at huske, hvilke bøger jeg ind imellem nævner i vores samtaler eller markerer som ”want to read” på Goodreads og det betyder også, at han ofte er god til at give mig bøger til fødselsdag og jul, som jeg egentlig selv havde glemt, jeg gerne ville læse. Lilla Hibiscus var en del af min fødselsdagsgave fra ham og selvom jeg ikke troede, jeg ville få tid til at læse den lige foreløbig, så forsvandt siderne inden for få dage. Jeg har netop skrevet om mine seks bedste læseoplevelser i 2016, hvoraf Americanah var en af storfavoritterne og da jeg sad og vurderede de seks bedste læseoplevelser, blev jeg mindet om, hvor fantastisk Americanah er og pludselig begyndte Lilla Hibiscus nærmest at kalde mit navn og det blev klart for mig, at jeg ikke ville få ro før, jeg fik den læst. ;)

Anmeldelse

Kambili er en 15-årig pige, som bor med sin bror og forældre i Enugu, Nigeria. Her lever de et overdådigt overklasseliv i deres store hus, hvor der er ubegrænset adgang til mad, vand og benzin – ”luksusser” den almene nigerianer ikke har let adgang til.

Kambilis far er en højtrespekteret mand, som har fået den ærefulde titel Omelora (Den, Der Sørger For Fællesskabet) – en titel han har fået fordi han deler ud af sin rigdom til landsbyens trængende beboere. Lokalsamfundet ser ham som en generøs og godhjertet mand, og han er vant til, at folk tilbeder den jord, han går på. Den eneste, som ikke synes at dele folkets ærefrygt er han søster, Ifeoma, som er en selvstændig alenemor til tre efter at have mistet sin mand.

”Hver gang faster Ifeoma talte til far gik mit hjerte i stå for så at skynde sig i gang igen. Det var den dér respektløse tone, det lod ikke til, at det var gået op for hende, at det var Far, at han var anderledes, speciel.”

Far, som han kaldes gennem hele historien, er en meget religiøs mand og han gør meget ud af, at landsbyens beboere og hans egen familie forstår, at det er gud, der står bag hans rigdom og lykke i livet. Hans position i samfundet har givet ham en magt, som han udøver inden for hjemmets fire vægge. Her udsættes hans familie dagligt for vold og psykisk terror – altid i guds navn. De daglige straffe er ”selvforskyldt” og udøves for deres egen skyld, så de kan vokse som mennesker og lære en vigtig lektie. Familiens evige frygt for at fejle i Fars øjne, har gjort Kambili til en stille og forsigtig pige, som ikke stiller spørgsmålstegn ved retfærdigheden i de straffe, der gives, og som accepterer sin skæbne, når hun har gjort Far uret. Samfundets syn på Far som en uundværlig frelser, giver associationer til religiøse tilhørsforhold, og Far kommer til at stå som en slags jordisk gud. Den behandling, han får af de mennesker, han omgås med, er da også en gud værdig og de gør hans datter, som ikke kender til en verden uden straf, stolt.

”Han nikkede langsomt, beundrende, og jeg mærkede, at jeg blev   varm over det hele, af stolthed, af et ønske om at blive associeret med far. Jeg havde lyst til at sige noget, til at minde denne kønne præst om, at Far ikke kun var faster Ifeomas bror eller udgiver af The Standard, men at han var min far.”

Da Kambili og Jaja rejser på ferie hos faster Ifeoma, oplever de begge, hvordan det føles at leve i en verden uden frygt. Kambili opdager nye sider af sig selv, hvor hun er i stand til at le og får mod på at tale.

”Jeg lo. Det lød underligt som om jeg lyttede til en båndoptagelse af en fremmed latter. Jeg var ikke sikker på, at jeg nogensinde havde hørt mig selv le.”

Titlen referer til en lilla hibiscusplante, som tante Ifeoma har i sin have. Den er helt særlig, fordi hibiscusser normalt ikke kan være lilla, men hun har fået den af sin biolog-veninde, som selv har fremavlet den. Kambili og Jaja får et skud så de kan plante den hjemme, og i frygt for at den bliver taget fra dem, skjuler de den for Far. Planten bliver et slags symbol på den frihed, de oplever, når de er hos deres tante og de forsøger at tage en smule af friheden med hjem.

Lilla hibiscus er fortællingen om frihed. Den præsenterer en ny og anderledes historie om Nigeria – en historie, hvor det fattige, ”mangelfulde” hjem er at foretrække, hvor manglen på benzin, vand og mad overskygges af en ubegrænset frihed og kærlighed. Romanen er en påmindelse om, at penge kan bygge et prægtigt hus, men at et hjem opbygges på et fundament af tryghed, frihed og kærlighed.

Jeg læste Americanah med stor begejstring sidste forår, og jeg er glad for, at Lilla hibiscus ikke skuffede (det frygter jeg altid lidt, når jeg har læst noget, som jeg var helt betaget af). Hvor Americanah finder sted i USA og behandler spørgsmål om race og kulturforskelle, foregår Lilla hibiscus i Nigeria og behandler temaer som frihed, magt og familierelationer.

Lilla hibiscus er to fortællinger om Nigeria i én samlet roman og apropos alsidige historier, må jeg på det varmeste anbefale Adichies TED talk; The danger of a single story fra 2009. Her understreger hun vigtigheden af flere fortællinger, fordi det vi læser og hører påvirker os og kan være med til at forfladige vores verdensbillede, hvis ikke vi bliver præsenteret for flere forskellige virkeligheder. Hun bruger sig selv som eksempel og fortæller, hvordan hun som syvårig skrev små historier med hvide, blåøjede hovedpersoner, som legede i sneen. Hun troede ikke, at det var muligt at skrive bøger med hovedpersoner, som hun selv kunne identificere sig med, da hun aldrig var stødt på litteratur der tilbød ”hendes historie”.

Efter læsningen af Lilla hibiscus er der ingen tvivl om, at jeg er nødt til at læse hele Chimamanda Ngozi Adichies forfatterskab. Den får mine varmeste anbefalinger og det samme gør videoen.

Boganmeldelse: Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud

Hvor taler du flot dansk kan købes til DKK 202,- lige her.

Titel: Hvor taler du flot dansk

Forfatter: Abdel Aziz Mahmoud

Udgivelsesår: 2016

Sideantal: 197

Forlag: Politikens Forlag

Forlagets beskrivelse

Han er journalist, kendt fra tv – og vil bare gerne have lov til at være … ligesom alle andre danskere. Men Abdel Aziz Mahmoud er muslimsk flygtning. Oven i købet af første generation, og han kan ikke længere holde sin mund.

Hvor taler du flot dansk! er et dynamisk, humoristisk og bevægende indspark i den skarpladte debat om indvandrere og integration. Med udgangspunkt i sine egne og sin families erfaringer efter 30 år i Danmark sætter Abdel fokus på alt fra sin mors desperate forsøg på at lære de danske naboer at kende til det tragikomiske i konstant at blive rost for sin fine udtale.

Hvor taler du flot dansk! er en tankevækkende bog om, hvordan det er at elske Danmark – og alligevel ofte føle sig som en uønsket gæst. Men det er også en fortælling om, at succesfuld integration kan lykkes, at det kræver hårdt arbejde, nysgerrighed samt en god portion selvironi og humor fra begge sider af ligusterhækken i kulturmødet mellem vestlige og arabiske traditioner.

Anmeldelse

……………………………………………………………………………………………………..

Jeg havde et crush på Abdel længe inden, han udgav ”Hvor taler du flot dansk”, så jeg er muligvis en smule bias i min anmeldelse – så er I advaret. ;)

Jeg modtog Hvor taler du flot dansk af Politiken efter egen forespørgsel. Jeg har beskæftiget mig en del med strukturel racisme (samfundets indretning, som kan udelukke visse mennesker på baggrund af tro eller kultur og derfor af mange ikke anerkendes som racisme, fordi den ikke nødvendigvis er biologisk betinget) på mit studie, og jeg var meget interesseret i at læse om, Abdels oplevelser med altid at blive set som den anden og udpeget som anderledes.

……………………………………………………………………………………………………..

Jeg ELSKER Abdel og hans familie. Jeg vil spise pitabrød med dem, jeg vil se julekalender med dem, jeg vil irettesættes og omfavnes af mor-Souad, som må være et af de mest hjertevarme mennesker, man kan støde på. I hvert fald er beskrivelsen af hende helt igennem kærlig – selv i anekdoter om skæld ud og irettesættelser.

Abdel er hverken sociolog eller forsker i integration og derfor tager han også udgangspunkt i sine egne oplevelser, hvilket utvivlsomt er bogens store styrke. Han bruger sig selv og sin familie som eksempler – på både godt og ondt, og det er svært ikke at komme til at holde af dem. Han peger ikke fingre ad ”det danske folk” og det er ikke endnu en dem og os-svada, men snarere en opfodring til hvordan vi alle – uanset Danmarks aktuelle politiske status og nuværende dagsordensættere på Christiansborg –  kan bidrage til en væsentligt bedre integration til gavn for alle. Integrationen starter i dagligstuen til eftermiddagskaffe.

Bogen indeholder en konkret tidslinje over familiens liv, men kan alligevel ikke kategoriseres som biografi. Den føles som en serie af klummer eller kronikker, og man mærker tydeligt, at afsenderen er en journalist, som er vant til at beskæftige sig med et levende og aktivt sprog. Derfor var der heller ikke mange dages læsestof i bogen, men sproget engagerer læseren og der rejses vigtige spørgsmål om samfundets indretning og vores egen magelighed, som gør os ude af stand til at omfavne – eller blot velkomme – det ukendte og fremmede.

Abdel er overbevisende i sine betragtninger. Han er ikke selvhøjtidelig og får løftet de tunge emner ved hjælp af humoristiske anekdoter og tankestrømme. Lektien til os alle – både brune og hvide; vær gavmild med kaffen, teen, shawarmaen og småkagerne. Invitér hinanden indenfor og gå forrest i kampen for bedre integration og ét forenet fællesskab af mennesker i alle afskygninger.

De bedste læseoplevelser i 2016

2016 lakker hastigt mod enden, og det er ved at være tid til at gøre status over det forgangne læseår. 2016 har for mit vedkommende været præget af en del travlhed, og jeg må konstatere, at jeg ikke har nået at læse nær så meget, som jeg gerne ville. Jeg havde sat min Reading Challenge på Goodreads alt for højt (50 bøger), hvoraf jeg har nået 30. Men langt vigtigere end antallet af bøger er kvaliteten, og jeg har virkelig haft nogle fantastiske læseoplevelser i 2016, som både har fået mig til at grine og græde – bøger når de er bedst!

I kan i øvrigt finde min Goodreadsprofil her.

Herunder har jeg lavet en liste over mine seks bedste læseoplevelser i 2016. Bøgerne er listet efter læserækkefølgen med den nyligste læsning først.

Et lille liv af Hanya Yanagihara

Mit største problem med Yanagiharas Et lille liv er, at jeg simpelthen ikke har ord til at beskrive den. Den efterlod mig lettere traumatiseret, og jeg følte mig (og føler mig stadig) slet ikke klar til at slippe den. Det er den stærkeste fortælling om venskab, jeg nogensinde har læst. Der er skruet maksimalt op for intensiteten og der bliver ikke lagt låg på de brutale skildringer af grimme barndomsminder, som langsomt bearbejdes ved hjælp af stærke og vedvarende venskaber. Hvis jeg kun måtte læse én enkelt bog i 2016, så skulle det uden tvivl være Et lille liv.

Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry

Hvis ikke I allerede har læst Den lille prins, så gør jer selv den tjeneste, at få den læst i en fart. Læsningen er hurtigt overstået, men budskabet sidder i de fleste livet ud. Og jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er. Jeg er desuden begejstret for, hvor godt det lykkes forfatteren at ramme det barnlige sind og den store undren og nysgerrighed, som forbindes med opvækst og læren om sig selv og verden.

Læs den alene, læs den højt med dine børn og læs den med alle andres børn!

Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.

Hardboiled Wonderlands og verdens ende af Haruki Murakami

Hardboiled Wonderlands og verdens ende er simpelthen bare 500-siders ubeskrivelig skønhed. Der er noget fuldstændig magisk over sproget og fortællingen og under læsningen befandt jeg mig i en drømmeverden af smuk poesi, som jeg slet ikke havde lyst til at slippe igen. Den gav anledning til an masse tanker om måden, vi lever på og det er for mig, noget af det mest værdifulde litteraturen kan bidrage med. Denne er til læseren med hang til æstetik og eventyr.

Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.

Girl in a Band af Kim Gordon

I  Girl in a Band giver Kim Gordon en malende beskrivelse af New York, af byens kunstmiljø og punkkulturen. Hun forstår at problematisere samfundsnormative forståelser af og forventninger til køn. Man behøver absolut ikke være musiker for at få noget ud af Gordons bog, som har mange kvaliteter og taler ud fra så mange forskellige kontekster, at de fleste vil være i stand til at finde sig selv et eller andet sted i bogen.

Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.

Shotgun Lovesongs af Nickolas Butler

Shotgun Lovesongs er en hjertevarm fortælling om venskab og tilknytning til mindefulde steder. Den er på mange måder en hyldest til det simple liv og livslange venskaber. Jeg holdt meget af læsningen, fordi bogens tempo var smittende og gav en form for altomfavnende ro – især i de levende beskrivelser af naturen og dens lyde. Læseren af Shotgun Lovesongs vil opleve, hvordan hun pludselig befinder sig midt i den kolde vinter i Midtvestens landskab. Shotgun Lovesongs anbefales i særlig grad til læseren, der trænger til ro og langsomt tempo.

Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.

Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie

Americanah er en virkelig stærk skildring af identitets- racemæssige spørgsmål. Historien fortælles af den nigerianske Ifemelu, som for alvor opdager og bliver bevidst om sin egen hudfarve, da hun rejser til USA. Hendes kærlighedsforhold til Obinze danner rammen for en dragende historie, der problematiserer manglende etnisk ligestilling og racisme i den moderne verden. Bogen giver mange ahaoplevelser og jeg kan ikke anbefale den nok.

Hvis du vil læse den fulde anmeldelse af bogen, så klik her.

Hvad var jeres bedste læseoplevelser i 2016? :)

Giveaway vinder

Stort tillykke til Sonja Bech, som kan se frem til en ekstra julegave i år. 

Og til alle jer andre; tak fordi i deltog og rigtig glædelig jul! :)