Det Store Bogshow 2017

Aftenens program

I går blev Det Store Bogshow afholdt på Magasinet i Odense. Bogshowet er blevet til efter mange års hårdt arbejde fra de dygtige og litteraturentusiastiske mennesker på OdenseBibliotekerne, for hvem det er lykkes at skabe et samarbejde med Ugeavisen Odense, TV2-Fyn og Kjærs Bøger og fynske forlag*.

Aftenens program bød indledningsvis på forskellige små pindemadder – den opmærksomme (eller madglade?) observatør bed selvfølgelig mærke i de mange måder, der var anvendt Fynsk rygeost (haps!), og med sulten tilfredsstillet, kunne showet begynde.

MAD!

Showet startede med en velkomst, præsentation af programmet og et interview/forfattersnak med Vibeke Marx og Morten Vittrup, som er aktuelle med henholdsvis ”Havhesten” og “Argentineren der kom sejlende på encedertræsplanke”. De to blev interviewet af Jan Johansen fra Odense Bibliotekerne, og deres snak var både spændende og indsigtsfuld – og det gav en god dynamik, når den debuterende forfatter reflekterede over hvor mange og hvilke bøger, der lå i vente og den garvede forfatter reflekterede over de mange (50!) værker, der er skrevet.

De tre konferencierer fra Odense Bibliotekerne og Vittrup og Marx i stolene.

Efterfølgende blev Årets Læser-prisen overrakt, og den gik til en ung kvinde, som læste 69 bøger i 2016. Der er ingen tvivl om, at vinderen er en entusiastisk og passioneret læser, men jeg synes, det store fokus på hvor mange bøger og hvor mange sider, der var blevet læst, var lidt ærgerligt. I mine øjne kan en god læser lige såvel læse en enkelt eller to bøger om året. Og jeg havde egentlig foretrukket, at der i stedet var lagt vægt på vinderens store begejstring og ikke kvantitativ målbarhed. Men det er jo bare min holdning. Uanset, var det velfortjent, og jeg tror, hun har kværnet sin præmie i løbet af næste uge (omkring 20 bøger, vil jeg tro). ;) 

Dernæst fortalte de Fynske forlag om hvilke bøger, de udgiver og det lød som om de alle er på jagt efter forfatterspirer, så tøv ikke med kontakt! I modsætning til de store forlag, ser de også gerne på dit ufærdige materiale eller tager en løs snak om dine ideer.

Herefter stod den på bogsnak mellem By- og Kulturrådmand, Jane Jegind og forfatter og politiker, Anders W. Berthelsen – snakken blev modereret af Signe Ryge, som med sin indledningsvise anekdote skabte rum for litterære indrømmelser. Med et glimt i øjet beskrev hun, at hendes: ”begær efter bøger, var så stort, at det startede en kriminel løbebane”. Da Signe Ryge gik i 6. klasse, ville hun enormt gerne læse skolebibliotekets 7. klasse-hylde, hvor de slibrige sager om krop og sex hørte hjemme. Det ville skolebibliotekaren imidlertid ikke gå med til og en dag, da selvsamme bibliotekar mødte på arbejde, var alle bøgerne væk. Den lille Signe havde altså valgt at stjæle de spændende bøger, men da presset blev tilpas stort, gravede hun dem alle ned i familiens have, og ved ikke, om de stadig ligger i den jyske muld.

Forhal og sal

Afslutningsvis var forfattersamtalen mellem Leif Davidsen og Mich Vraa, som blev administreret af litteraturkonsulent, Michael Linde Larsen, og det var (for mig) her aftenen for alvor peakede! De to herrer forstår virkelig at underholde og deres dynamik var helt fantastisk! Jeg skal altså have læst Haabet – især efter at have hørt Mich Vraa live, hvis han kan underholde og fænge bare halvt så godt i sin bog, som han gør det live, jamen så må det være den bedste læsning længe. Af sjove og interessante anekdoter kan det fortælles, at Mich Vraa mener, at hans oversættelser af Dan Brown er bedre end originalerne, at han skriver sine bøger bedst i kaos med larmende teenagere, en miavende kat og rod overalt og at han faktisk debuterede med egen bog for mange år siden, men priser sig lykkelig over, at alle tilsyneladende har glemt, hvad han selv beskriver som ”elendigt”.  

Leif Davidsen havde ligeledes mange sjove anekdoter, han skriver også gerne i kaos og for ham, er lufthavne især forbundet med produktivt skriveri. Da han bliver spurgt, om han snart går på pension fortæller han, at han har kæmpet en hård kamp for at få udsat sin folkepension, hvilket var langt mere krævende end at få visum til sit researcharbejde i Rusland. Leif Davidsen, som er fra Bogense, kan i øvrigt forvente at få rejst en statue af sig selv, hvilket var til stor morskab for Mich Vraa.

De to forfattere lavede meget sjov med hinanden og skabte latter, løssluppen stemning og en rigtig god afslutning på showet.

Mich Vraa, Leif Davidsen og Michael Linde Larsen

 

Vi ses næste år, Store Bogshow!

-------------------------------------

*De repræsenterede forlag var:

Forlaget Mellemgaard

Historia Forlag 

Forlaget Ravnerock

Det Store Bogshow 2017 kommer snart!

Fredag aften er det med at finde festhumøret og den boglige begejstring frem, når Odense Bibliotekerne i samarbejde med TV2 og mange andre åbner dørene for en litterær gallafest på Magasinet. Programmet er spækket med store forfattere med tilknytning til Fyn; heriblandt Mich Vraa, Leif Davidsen og Vibeke Marx. 

Ses vi?

Læs hele programmet her

Boganmeldelse: De dage med dig af Julie Badura

Jeg var så priviligeret, at jeg blev spurgt af Julie Badura (jeg bliver altså altid lidt star strucked, når forfatterne tager kontakt!), om jeg ville læse hendes bog, hvis du også har fået lyst til at læse den, kan den købes for omkring DKK 200,- bl.a. her.

Titel: De dage med dig

Forfatter: Julie Badura

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 186

Forlag: People’s Press

”Det er udefinérbart, flygtigt. En uro der tester min dømmekraft. Den slags uro der får mine hænder til at svede på ulogiske tidspunkter.”

Det var ikke overraskende, da Google fortalte mig, at Julie Badura til hverdag arbejder som tekstforfatter og klummeskribent. Mage til gennemarbejdet sprog skal man altså lede længe efter, og når man så finder det, kan forfatteren næsten slippe afsted med hvad som helst, fordi læsningen bare er gennemført lækker. De dage med dig hører til et af de sjældne fund; jeg mærkede ordene smyge sig om mig som et luftigt silketæppe og for en stund, var jeg en del af en stormende forelskelse og altopslugende kærlighed.

”Jeg elsker det glansbillede, jeg ser.

Et billede af min fortid, min fremtid, vores tid sammen. Vores nutid. Jeg kan næsten ikke forstå, at det er mit billede. Jeg skal huske at være taknemmelig.”

I De dage med dig er vi en del af vores fortællers inderste, og vi følger hende, da hun overmandes af en hæsblæsende rutschebanetur af en forelskelse. Hun møder manden, som synes at fuldende hende og hun fuldender ham, og i en form for biologisk mekanisme sammensmelter deres kroppe og gør dem til en helhed. Men med frygt og usikkerhed i bagagen varer deres fjerlette forelskelse ikke ved, og forholdet kan beskrives med den gamle talemåde ”’ét skridt frem og to tilbage”, og pludselig står hovedpersonen ansigt til ansigt med livet uden for den turbulente forelskelse.

Den lille bog er delt op tre afsnit; 1)”Os to”, hvor den stormende forelskelse opstår, og det eneste i verden er et ”du” og et ”jeg”. 2) ”Uden dig”, hvor livet uden ham skal forsøges at leves i sin melankolske og sorgfulde tilstand”. Og 3) Tilbage”, hvor han igen vender tilbage i hendes liv og de forsøger at genfinde det, der var engang.

Bogen berører de mange måder et menneske kan være i sine følelsers vold på; hvordan vi kan vælge at afvise for ikke at miste, hvordan vi søger efter det flygtige øjeblik, der var engang, men som aldrig kan genskabes, og hvordan vi sommetider handler på tværs af det, hjertet skriger til os, det ønsker.

På de få sider nåede jeg at føle så meget, at jeg til sidst mærkede sårbarheden ramme og jeg nød den intense læsning af små perler af poesi. De dage med dig sætter barren højt og skaber store forventninger til den debuterende forfatters næste værk. Av mit hjerte.

Boganmeldelse: Kulturteori og kultursociologi – redigeret af Bjørn Schiermer

Det uundværlige værk kan købes på Saxo til DKK 446,-

Titel: Kulturteori og kultursociologi

Redigeret af: Bjørn Schiermer

Udgivelsesår: 2016

Sideantal: 607

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Kulturteori og kultursociologi er bogen, der er sin vægt værd i guld – og den er tung!

Der er så meget guf i den her mursten af en bog, at jeg nærmest ikke ved, hvor jeg skal starte. Så lad mig starte med en lille beretning om, hvordan og hvorfor den havnede på mit skrivebord. Da jeg i februar var til specialevejledning, var det tydeligt at mærke på min vejleder, at jeg ikke rigtig kunne leve (eller bestå – oh, the horror!) uden det omfattende, værdifulde værk. Faktisk var hun så sikker i sin sag, at hun lånte mig hendes eksemplar med hjem. Jeg kunne imidlertid ikke rigtig arbejde frit med bogen, da jeg var fuldstændig panisk ved tanken om at krølle siderne, fedte den til eller værst af alt, spilde kaffe ud over den. – Jeg spilder aldrig kaffe på mine egne bøger, men af en eller anden grund lykkes det mig altid at blive enormt fumlefingret, når jeg prøver at være ekstra forsigtig med lånte bøger. Derfor skrev jeg til Hans Reitzels Forlag og tiggede mig til mit eget eksemplar (et praktikophold i Tokyo er givende for sjæl og faglighed, men drænende for pengepungen). Og lad mig bare gøre det helt klart; det er det bedste tiggeri, jeg nogensinde har bedrevet.

For at kunne skrive en fyldestgørende anmeldelse af det store værk, har jeg læst det fra ende til anden, men det er klart, at de kapitler, der er relevante for min specialeskrivning, har været genstande for en mere dybdegående læsning.

Cultural Studies kan indimellem være svære at få greb om, fordi de ikke definerer sig selv ved at være en disciplin, og derfor også kan rumme det meste. Det er svært at tale om noget som helst uden at øjne kulturen. Alt hvad vi gør, alt hvad vi siger, alt hvad vi tager for givne sandheder er betinget af den kultur, vi både skabes i, men også er medskabere af.

I Kulturteori og kultursociologi indføres læseren i alt lige fra de klassiske teorier af eksempelvis Émile Durkheim og Mikhael Bachtin – som har været med til at forme kulturstudietraditionen – til nyere teoretikere som eksempelvis Michel Foucault og Sara Ahmed. Sidstnævnte har ikke hele dedikerede kapitler, men anvendes i mange af værkets introduktioner til forskellige kulturteoretiske tilgange. Fælles for alle værkets kapitler er, at de er letforståelige og velskrevne. Men vigtigst af alt, så bevæger de sig ud over introduktionens grænser og tilbyder læseren en dansksproget tilgang til nogle af de mest komplekse kulturteorier, som kun er tilgængeligt på dansk i meget begrænset omfang. Af samme årsag ville jeg faktisk ønske, at jeg havde haft værket gennem hele min studietid, som både får en afklarende funktion i forhold til specifikke teorier eller teoretikere, men også fungerer som en form for sikkerhedsnet, og giver mig mulighed for at tjekke, om jeg har forstået min primære litteratur og hvilke ”svagheder”, jeg bør være opmærksom på i min anvendelse af den.

Som enhver studerende ved, kan det være enormt krævende at skrive et teoriafsnit, som både forstår at forholde sig kritisk til den anvendte teori og som samtidig redegør for, hvilke andre teorier, den er inspireret af eller adskiller sig fra (det skriver forfatterne jo kun sjældent i deres værker). Men Kulturteori og kultursociologi tilbyder netop et overblik over 1) de forskellige grene af teorien, 2) den kritik teorien har være genstand for, 3) hvilken indflydelse teorien har haft på sin samtid og 4) hvilken historisk kontekst teorien kan sættes ind i.

Jeg ville kalde det for et opslagsværk, fordi det byder på afklarende beskrivelser og forklaringer, men samtidig er dets tekster så dybdegående og præcise, at opslagsværk næppe vil være fyldestgørende, i stedet refererer jeg fremover til værket som min kulturbibel.

Som I kan høre, så har jeg så mange roser til det her værk, at jeg kun kan anbefale det til alle humaniorastuderende eller kulturinteresserede.

Boganmeldelse: Mirakelmanden af Julie Hastrup

Jeg fik mit eksemplar tilsendt af Politikens Forlag, men bogen kan købes på Saxo til DKK 187,-

Titel: Mirakelmanden

Forfatter: Julie Hastrup

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 380

Forlag: Politikens Forlag

Med svedige hænder og høj puls, ser jeg mig omkring og overvejer, hvor godt jeg egentlig kender mine venner og familie. Mirakelmanden har for alvor sat gang i en indre paranoia!

Rigspolitiets efterforsker, Rebekka Holm er sygemeldt efter et voldsomt overfald, og det kribler i hele hendes krop efter at vende tilbage til arbejdet. Hendes øverste chef er imidlertid ikke utålmodig med at få den slemt medtagede efterforsker tilbage på arbejde foreløbig, og derfor drager Rebekka til Stockholm, hvor hendes kæreste Niclas Lundell er bosat. Under hendes ophold bliver hun klar over, at der er flere ting, som Niclas har holdt skjult og efterhånden begynder hun at snuse mere og mere rundt i hans lejlighed, når han er på arbejde. Hun erfarer, at Niclas tidligere har været gift med den nu afdøde journalist, Magdalena Lundell og i hendes iver efter at finde ud af mere om parrets ægteskab og om, hvorfor Niclas har holdt det skjult for hende, opdager hun, at Magdalena var på sporet af en stor sag om forsvundne børn og voksne.

Sideløbende med Rebekkas fortælling, følger vi en del forskellige karakterer, og der springes både i tid og sted. Læserens opmærksomhed kommer på arbejde med at holde styr på de mange skift i fortæller og tid, men trods det store persongalleri og de mange tidslige skift, er det lykkes forfatteren at skabe og beskrive levende karakterer, som uden større besvær kan skelnes fra hinanden.

Mirakelmanden var ikke en bog, der fangede mig ved første færd, men da jeg var 100 sider eller lignende inde i historien, oplevede jeg, hvordan den begyndte at kalde på mig om aftenen. Midtvejs var jeg rimelig overbevist om, at nu var det nærmest unødvendig at læse den færdig, da jeg havde en klar fornemmelse af at have regnet plottet fuldstændig ud. Det kunne jeg (heldigvis) skyde en hvid pind efter, og jeg var ikke i nærheden af at have opklaret noget som helst. Jeg befandt mig i en konstant udskiftning af helte og skurke, fordi jeg ikke var i stand til at regne ud, hvem jeg kunne stole på. De mange uventede twists gjorde læsningen spændende, og sørgede for at holde min puls høj undervejs (så sparede jeg den løbetur!).

Som regel oplever jeg, at en krimi bruger de sidste 10-15 sider på en form for nedtoning, og det forventede jeg egentlig også her, fordi historien føltes færdig, men som en vaskeægte gyserfilm i bedste Carrie-stil (der til sidst, hvor hendes klamme hånd kommer op af graven – originalversionen) er alt stadig uvist og intet er, som det synes på overfladen. Læseren får ikke lov at ånde lettet op, før Hastrup skriver; ”Slut”. Og selv nu, føles alting stadig lidt utrygt.

Bonusinfo:

Julie Hastrup holdte oplæg i forbindelse med et bogbloggerevent i København i marts – og bedre oplægsholder skal man altså lede længe efter, måske er det hendes journalistuddannelse, der ikke kun har givet hende evnerne til at formidle på skrift, men også i tale. Nå, men det var ikke Hastrups formidlingsevner, det skulle handle om her – selvom jeg ville kunne skrive mange, fine ord til dem! Men hun fortalte om sin opvækst og om, hvordan interessen for krimi er opstået. Kriminalromanen var ikke en del af Hastrups eget hjem, da man i 70’erne ikke anså det som god litteratur (den slags litteratursnobberi kan man da vist stadig opleve). Men hendes mormor, som var lægesekretær, var meget fascineret af mord – en fascination der i den grad smittede af på barnebarnet. De to så sammen alle de klassiske TV-krimiserier allerede da Hastrup var helt lille (for lille til at se den slags, så de løj om det til forældrene, som vidste, hvor mange mareridt serierne ville bibringe), og sådan gik det til, at den 9-årige Julie Hastrup vidste, at hun ville være krimiforfatter.