Boganmeldelse: Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Titel: Den, der lever stille

Forfatter: Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 374

Forlag: Politikens Forlag

 

Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

 

Leonora Christina Skovs selvbiografiske fortælling tager afsæt i hendes mors død. Den nu voksne Leonora er ved sin mors side og ser til, mens kræften langsomt suger livet ud af hende. Leonora har til det sidste stået på pinde for sin mor. Hun har efter morens ønske undersøgt alle muligheder for at forlænge den sidste tid og gjort sig selv til ekspert i forskellige former for kræftbehandling. Det ville de fleste døtre måske have gjort for deres mødre, men Leonora har ikke haft rollen som den typiske datter, og hendes mor har aldrig været som mødre er flest.

Leonora – som hedder Christina indtil sit voksne liv – vokser op som som enebarn i et parcelhuskvarter i Helsinge. Udadtil syner de af at være en lille kernefamilie. Begge forældre arbejder. Huset er rent. Haven er velholdt. Alle er velsoignerede og iført rent tøj. Og Christina klarer sig godt i skolen. Punkterne på en socialrådgivers tjekliste ville uden yderligere undersøgelse kunne krydses af hos familien Skov. Der er ingen tegn på vold eller misrøgt, men inden for hjemmets fire vægge hersker en bizar familiedynamik, som er så svær at begribe, at jeg knap nok kan gengive den. Fra Christina bliver født, sørger hendes forældre for, at hun ved, hvilket vanskeligt barn hun er.

 

“Jeg var seks år, da min mor fortalte mig, hvor forfærdeligt det havde været at føde mig. Vi sad og spiste aftensmad ved det kvadratiske køkkenbord i Helsinge med udsigt til Bjørn Wiinblads månedsplatter arrangeret i et symmetrisk mønster omkring køkkenuret (…)”

 

[…]

 

“I sagde, at jeg skreg så meget, at mors liv blev et mareridt derhjemme, og at jeg ikke fik nogen søskende, fordi jeg havde været sådan et frygteligt spædbarn.”

 

Det var en forfærdelig fødsel, og det blev ikke bedre, da den lille familie skulle bygge rede. Moren udvikler tilsyneladende ikke varme følelser for sin datter, og det lugter af ubehandlet fødselsdepression og svigt overfor det lille barn.

Forfatteren beskriver en symmetri og orden i det lille hjem, som står i skærende kontrast til det mareridt der udspiller sig hver gang, hr. og fru Skov (det kalder de hinanden) henvender sig til datteren (det kalder de hende). Deres henvendelser er sjældent direkte. Oftest taler de om hende i 3. person, selvom hun står lige foran dem.

 

“Har du hørt, hvad datteren siger? sagde hun, henvendt til min far, og til mig: – Dig! Det kan due da ikke finde ud af. Du aner jo ikke engang, hvad en liter mælk koster.”

 

Det er et forældreskab, der er svært at forestille sig, og den psykiske terror, undertrykkelsen og nedgørelsen fortsætter helt indtil morens død.

 

–Ja, det tror jeg også, hr. Skov, sagde hun. – Jeg tror, at datteren er helt gennemsnitligt begavet.

Jo højere karakterer jeg fik i alle fag, jo mere jævnt begavet var jeg derhjemme.

– Men så er det godt, at du er flittig, for flid kan man komme langt med, sagd min far. – Ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest, eller går den, så går den. Slendrian, sløseri og sjuskedorte bruger vi ikke her hos os, og så længe du bor her hos os, er det vores regler, der gælder.

 

Da Christina bliver gammel nok, rejser hun til København, hvor hun bliver til Leonora som en del af frigørelsen fra sine forældres stramme lænker. Det forhindrer dog ikke forældrene i at fortsætte den systematiske mobning af deres datter, og de bruger flittigt kneb som ydmygelse og manipulation til at fastholde kontrol og begrænse hendes livsudfoldelse og positive udvikling. Hun er ved at finde sig selv og klarer sig godt, men moren lever efter deviser såsom man skal ikke udstille sit beskidte vasketøj, man skal ikke gøre stads af sig og den, der lever stille, lever godt. Og det går ikke godt i spænd med en homoseksuel datter i 90’erne, som endda figurerer i de danske medier fra tid til anden. Men det var ikke Leonoras homoseksualitet, der antændte morens had, selvom den måske nok bragte brænde til bålet. Hadet eller aversionen opstod ved første øjekast og man fristes til at tro, at moren har været jaloux over at måtte dele sin mand med sin datter, som havde brug for en far. Men hr. Skov står på pinde for at neddæmpe jalousien, og han gør sit bedste for at hele husholdningen forstår, at han til enhver tid vil vælge sin hustru, fremfor datteren. Og han står ikke i vejen for at tage del i nedgørelsen af hende, så fru Skov kan mærke, at der kun er én kvinde i hans liv. Det er en hakkeorden, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, og hensynet til den skrøbelige mor lever videre, selv efter hendes død.

 

– Hun var det bedste, jeg havde, sagde han, og jeg så en bunke sorte brikker for mig. Han havde satset dem alle sammen på hende og ingen af dem på mig. Jeg havde ingen anelse om, hvordan han ville reagere nu, hvor døden havde ryddet brættet.

 

Den, der lever stille er en opslugende og intens skildring af en traumatisk barndom. Der veksles elegant mellem tilbageblik og nutid. Og forfatteren drysser om sig med små detaljer fra hjemmet i Helsinge, hvor alt det som intet betyder er placeret i perfekt symmetrisk orden og udstråler en balance, som kun eksisterer på overfladen.

 

Den var min første positive oplevelse med en dansk lydbog, og Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

Den anbefales til alle med forældre (læs: alle), men vil særligt krybe ind under huden hos dem, der lader sig fascinere og forundre af det komplekse bånd mellem mor og datter. Læsere af Voldsomme Bånd af Vivian Gornick og Fruen af Malene Lei Raben, vil helt sikkert også betages af denne.

Boganmeldelse: Hvem sagde hvad? – Kvinder, mænd og sprog af Helene Uri

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Hvem sagde hvad? – Kvinder, mænd og sprog

Forfatter: Helene Uri

Oversætter: Anette Dina Sørensen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 352

Forlag: Klim

Hvem sagde hvad? er en kortlægning af, hvordan sproget kan skabe ulighed kønnene imellem. Helene Uri, som er tidligere sprogforsker og har en doktorgrad i lingvistik, har brugt ti år på at undersøge, hvordan vi taler og hvordan vi tilpasser sproget til modtagerens køn.

I to dele – hver bestående af 12 kapitler – fremhæver Uri sproglige forskelle med afsæt i virkelige kommunikationssituationer såsom artikler, nyhedsmedier, tv-udsendelser, private og overhørte samtaler, men også fra forskningens verden, hvor hun inddrager forsøg, der har påvist, hvordan vi kønner børn i sproget (at kønne nogen betyder, at vi tillægger dem særlige egenskaber eller værdier udelukkende på baggrund af deres køn, eller at vi forklarer deres adfærd med køn).

I første del, dykker forfatteren ned i spørgsmålet om, hvorvidt mænd og kvinder taler forskelligt, og i anden del er det overordnede spørgsmål, om de omtales forskelligt. Hun anvender egen og andres forskning til at påvise, at sprog aldrig er neutralt, og fremhæver især tendensen med at skrive ”kvindelig” foran et velanset hverv (kvindelig læge, kvindelig forsker etc.). Det ville være en fordel med overskrifter, som i højere grad fortæller, hvad der kan forventes af kapitlet, men indholdet er der ikke en finger at sætte på.

For at invitere sin læser ind i ulighedens univers lægger hun ud med at redegøre for de – efterhånden velkendte – forsøg, der går under navnene Howard & Heidi/ Hans og Hanna. Forsøgene findes i utallige varianter, men med samme udfald. Når vi skal vurdere to ens historier, CV’er eller kompetencer, finder vi oftest manden mest kompetent, mest sympatisk og den bedste kandidat til at være leder.

Helene Uri har gjort sit researcharbejde grundigt, og det bærer frugt, for som læser bliver man mindet om alle de gange, hvor ens køn har spillet ind på udfaldet af en given situation. Det er forfatterens talrige eksempler, der gør bogen levende og nærværende, og den er alt andet end en tung og kedelig fagbog. Den er et festfyrværkeri af genkendelse og aha-oplevelser. Alle sprogets områder og ’regler’ belyses, og Uri dykker sågar ned i det sære faktum, at drengebørn ofte taler dybere end pigebørn (og vice versa) på trods af, at der endnu ikke findes en fysiologisk forskel – der er altså tale om et tillært toneleje, og vores stemmer er i lige så høj grad præget af kultur som af fysiologi.

Det er morsom lænsning, fordi det er så genkendeligt. Samtidig vækker de nye indsigter en vrede og fortørnelse, som er effektivt brændstof til forandring.

Jeg kunne skrive og fortælle i evigheder om denne gennemførte grundbog i køn og sprog, som burde indgå i pensum på ethvert humanistisk studie.

Boganmeldelse: Skamlebben af Anne Mette Kærulf Lorentzen

Jeg fik bogen tilsendt af forlaget.

Titel: Skamlebben

Forfatter: Anne Mette Kærulf Lorentzen

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 144

Forlag: Cobolt

Louise lever efter bogen. Hun har fire børn og en sød og kærlig mand, som hun bor sammen med i familiens store hus, og sammen er de ved at planlægge deres kobberbryllup – sikken kernefamilie! I hvert fald udadtil. Men inde i Louise lever lysten side om side med skammen. Louise er nemlig til kvinder.

Vi møder en nervøs Louise, der er i gang med at iføre sig sin påspændingsdildo. Beskederne tikker ind på telefonen, for Anton skal hentes, mor skal ringes op og voksenlivet kalder. Da akten er færdig får Louise flashback til en barndom, hvor hun altid måtte bukke under for sin mors kønskonforme forventninger, og allerede her forstår læseren Louises påtagede heteroseksualitet og den skam, der tager bo i hendes krop, når der opstår uoverensstemmelse i hendes ydre og indre liv. Skamlebben er en graphic novel, hvor alle karaktererne er dyr med menneskelige egenskaber, der er med til at sørge for, at de mest tragiske scener tilføjes en komik, der løfter den tunge stemning. For stemningen ér tung for Louise, der er nødt til at bryde med det liv, hun kender for at leve som den, hun er. Hele livet har hun undertrykt sine lyster og i stedet gjort det “rigtige” og forventelige, og skammen over sit eget selv rider hende som en mare.

Opsætningen er rodet og lettere forvirrende, men bidrager samtidig til læserens forståelse af det kaos der er oppe i Louises hoved. Det interessante ved Louises historie er ikke så meget det, at hun vælger at springe ud, snarere er det tidspunktet for hendes nyerklærede seksualitet, der skaber en helt ny stemme i litteraturen og for den homoseksuelle hovedperson i populærkulturen.

Der findes utallige gode historier om unge mennesker, der tager springet, men den ældre og satte homoseksuelle er der ikke mange historier om, måske fordi springet er så uoverskueligt, at det kun sjældent føres ud i livet. Ikke desto mindre er Louises og Anne Mettes historie en længe ventet mangelvare ikke kun i litteraturen, men også i kulturen som helhed. Vi er kulturelt indkodet til at forstå os selv og verden som færdig med at overraske, når vi bliver rigtigt voksne, men hvad gør man så, når man bliver rigtig voksen og indser, at man lever det forkerte liv? Skamlebben er en interessant udlægning af moderne identitetsforståelse som en flygtig og evigt modulerbar størrelse, og jeg jubler indvendigt over, hvordan Cobolt igen udmærker sig med deres queerfeministiske udgivelser, som Skamlebben er et solidt bidrag til.

Anne Mette Kærulf Lorentzen står bag den autofiktive fortælling om den 41-årige Louise. Hun er aktivist og forkæmper i LGBT-miljøet, og nu er hun også forfatteren bag en flot debut og en vigtig fortælling.

Boganmeldelse: Sort boks af Jennifer Egan

Jeg var så heldig at få tilsendt et eksemplar fra forlaget, men jeg kan ikke umiddelbart finde et onlinesite, der forhandler den lille bog.

Titel: Sort boks

Forfatter: Jennifer Egan

Udgivelsesår: 2013

Sideantal: 102

Forlag: Klim

Kære Jennifer Egan, det var dog en genistreg i særklasse at indpakke det sociale kodeks og de tilgængelige (kønnede) genkendelsesfaktorer, der er for en kvinde i en lille fin fortælling om en spion med en mission.

Sort boks er en lille roman i twitterformat. Den blev oprindeligt postet på The New Yorkers twitterprofil, hvor tweetsne blev postet med ét minuts interval i en time hver aften i ti dage. Senere blev de mange tweets samlet, og de blev både udgivet som online artikel, e-bog og endelig i fysisk udgave.

Historien handler – i al fald på overfladen – om en amerikansk spion, som er ude på sin hemmelige mission. Hun er en Skønhed, og hun bærer sin skønhed som camouflagedragt, så de magtfulde mænd ikke afslører hendes undercover-ærinde. Hendes eneste vej til overblik og total kontrol over situationen er at lade sig kue af sin Tildelte Partner ved at spille på en blanding af naivitet dumhed og passivitet. Hun er sendt afsted for at uddrage information fra hans vigtige private samtaler med det endelige mål at uskadeliggøre ham. Hendes krop er den sorte boks – den er kilden til missionens forløb og den tilhører det ”vi”, der udsender instrukser.

Sort boks er en spøjs lille bog og ved første øjekast eller indledende læsning, vil de fleste læsere måske nok undre sig over, hvad den egentlig vil. Men ikke mange sider inde, fik jeg i al fald en oplevelse af en bog, der præsenterer nogle af de mange socialkonstruerede forventninger, der er til en kvinde og den objektificering, hun ofte udsættes for – og med en sådan læsning får den lille spionhistorie naturligvis en helt anden betydning. For mig kom Egans fortælling derfor til at fremstå som en feministisk kritik og hovedpersonen som repræsentant for den vestlige verdens kvinder. Det ”vi”, der udsender instrukser til vores hovedperson, opfattede jeg som et billede på samfundet eller samfundsdiskurser, som blandt andet fortæller, at det er et mål både at være uimodståelig og usynlig, at der kan udsendes fordelagtige signaler ved hjælp af fnis, bare ben og generthed og at en hvid sommerkjole imod solbrændt hud betragtes som tiltrækkende. Dertil husker vi’et os på, at mad har en tiltrækningskraft, som er en decideret fare for en Skønhed, og at en kvinde med en baby ikke længere kvalificerer sig som skønhed. Og hele Egans feministiske opråb forstærkes blot ved, at vores spionhovedpersons krop er intet mere end vi’ets redskab til at opnå målet.

Jeg ved godt, at jeg er slem til at overanalysere, og jeg afviser heller ikke, at det var tilfældet her, men overanalyse eller ej, så sad jeg med et skævt smil og følte mig indviet i en særlig feministisk kritik, og jeg nød i høj grad den snedighed, hvormed forfatteren diskret får sit ærinde igennem.

Det er formentlig en bog der – hvis ikke der læses mere i den ­– er hurtigt glemt, men hvis læseren selv formår at tillægge den større betydning, så er den både tankevækkende og snedigt udarbejdet.

Fire kaffekopper skal den nydes med!

Har du læst den? Og hvad var din oplevelse? J