lørdag den 25. februar 2017

Glasklokken af Sylvia Plath

Jeg læste Gyldendals Paperbacks-udgaven fra 1995, men deres nye (og ret lækre) udgave kan fås hos Bogreolen.dk til DKK 175,-.
Titel: Glasklokken
Forfatter: Sylvia Plath
Udgivelsesår: 1963
Sideantal: 237
Forlag: Gyldendal

Forlaget om bogen
I 1953 vinder den 19-årige Esther Greenwood en måneds praktikophold i New York på et modemagasin. Som del af en gruppe talentfulde unge kvinder bliver hun indlogeret på hotel og inviteret ind i New Yorks fashionable verden med modeshows og fester. Esther vil gerne være digter og er en klartskuende og ret så nådesløs iagttager af det liv, der omgiver hende, men selv er hun mere og mere apatisk. Hjemkomsten til Boston, hvor Esther bor med sin mor, bliver et chok. Hun får afslag på det skrivekursus, hun har ansøgt om, og sommeren ligger skræmmende tom foran hende. Efter et mislykket selvmordsforsøg bliver hun indlagt på psykiatrisk hospital.
Glasklokken er en kunstnerroman om den unge forfatters dannelse. Et blændende kritisk portræt af 1950'ernes USA, hvor man forventede af kvinder, at de blev enten sekretærer eller gift. Skridt for skridt trækker Sylvia Plath læseren med ind under Esthers glasklokke med en intensitet og styrke, der har gjort romanen til en klassiker i dag.

Anmeldelse
Midt i specialelæsningen om feministisk affektteori, kønsnormativer og forestillede sandheder ser jeg ved et tilfælde Glasklokken ligge på bogreolen, hvor jeg lagde den for et års tid siden, da jeg kom hjem fra den lokale genbrug. Uden at vide meget andet end at bogen er beretningen om en ung kvindes psykiske tilstand, påbegynder jeg læsningen og før jeg ved af det, befinder jeg mig midt i New Yorks glamourøse cocktail parties i selskab  med den ene intetsigende societypige efter den anden. Heldigvis er Esther Greenwood der også, og hun er langt fra som alle de andre pyntedukker. Hun er skarp og opmærksom. Hun forstår, hvad der foregår, hvilket spil, der spilles og sætter scenen for mig med hendes kyniske og spidsfindige sarkasme.
Esther er i New York fordi hun sammen med 11 andre kvinder har vundet en konkurrence ved at skrive essays og noveller til et ugeblad. Som gevinst har de fået en måneds betalt arbejdsophold med adgang til modeopvisninger, eksklusive fester og mulighed for at møde alle ”de rigtige mennesker”. Det er et sandt eventyr. Bare ikke for Esther. Den ambitiøse forfatter er ligeglad med fine kjoler, rød læbestift og dyre gaver. Faktisk ser hun frem til opholdets ende, så hun kan komme i gang med det skrivekursus, hun har søgt ind på. Da den i forvejen tungsindige Esther finder ud af, at hun ikke er blevet optaget, får hun for alvor ondt i livet og flytter hjem til sin mor i Boston. Mor er en typisk 50’er kvinde, som forstår sin egen og andre kvinders rolle i samfundet. En rolle, som hun hellere end gerne hjælper sin datter med at rette ind i, og selvom mor måske nok vil sin datter det bedste, så bliver hun billedet på ordsproget; kvinde er kvinde værst. Mor forsøger at opretholde den orden, hun kender, hvor kvindens plads er der, hvor manden har brug for hende. Der er ikke noget ondt i mor, og hendes forsøg på at presse Esther ind i den kasse, der er til rådighed for en kvinde i 50’erne, er blot udtryk for det samfund, hun lever i og den rolle hun, i kraft af sit køn, har fået tildelt og forstår sig selv i. Hun overvejer ikke, at sandheden om kvinden som samfundets produktionsapparat eller børnemaskine og mandens opvarter er en menneskeskabt sandhed – en norm – som privilegerer visse individer fremfor andre og skaber fortvivlelse og forvirring hos dem, som ikke umiddelbart kan tilslutte sig disse sociale konventioner.
Gennem hele historien problematiserer Esther kvindens forventede rolle, og læseren er ikke i tvivl om Plaths holdning til disse forventninger, som blandt andet ses udtrykt, når Esther tænker:

”Og jeg vidste, at på trods af alle de roser og kys og restaurantmiddage en mand ødslede på en kvinde, før han giftede sig med hende, ønskede ham hemmeligt, når bryllupsceremonien var forbi, at hun skulle strække sig ud under hans fødder ligesom Mrs. Willards køkkentæppe.”

          eller

”Jeg huskede også, at Buddy Willard på en ildevarslende måde havde sagt, at efter jeg havde fået børn, ville jeg føle anderledes, jeg ville ikke have lyst til at skrive digte mere. Så begyndte jeg at tænke, at det måske var sandt.”

Efter flere selvmordsforsøg bliver Esther indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun udsættes for mareridtsagtige chokbehandlinger og en egentlig ”bedring” er svær at få øje på. Bogen rejser mange spørgsmål om forventninger og sociale konventioner, som ikke kun handler om køn, men også om de forventninger der er i andre henseender som Esther udtrykker:

”Jeg hader også folk, der muntert spørger, hvordan man har det, når de ved, at man har det ad helvede til og venter, at man skal sige ”Fint”.”


Samtidig er det interessant at de samfundsborgere, som træder uden for forventningen om at performe, for eksempel ved at sige, at det går fint, når det ikke gør pludselig bliver set som syge, fordi de ”gør det forkert”. Jeg kunne blive ved sådan her i en evighed, men jeg må hellere stoppe, så det ikke ender med at blive en eller anden lang kulturanalytisk tekst (det er det måske nok lidt blevet – beklager!). Afslutningsvis vil jeg bare opfordre alle til at læse Glasklokken. Romanen har indskrevet sig på de fleste lister over litterære klassikere og det er ikke uden grund. Sylvia Plath er lykkedes med at skabe et værk, som er så banebrydende for dets tid, at den stadig er højaktuel i dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar