Boganmeldelse: At leve af Yu Hua

Jeg fik tilsendt At leve af Forlaget Klim, som sælger bogen lige her for DKK 249,95,-.

Titel: At leve

Forfatter: Yu Hua

Udgivelsesår: 2015 (på dansk)

Sideantal: 231

Forlag: Klim

Forlagets beskrivelse

’At leve’ er den rørende historie om en mands forvandling fra forkælet rigmandssøn til godhjertet bonde. Kulturrevolutionen bliver et bagtæppe, som ændrer det kinesiske samfund fundamentalt, og det får uoverstigelige konsekvenser for individet.

Før revolutionen træder Fugui bogstavelig talt på de i forvejen nedtrykte. Kontrasten mellem hans status før og efter revolutionen er skærende. Han ødsler familiens formue væk i spillebuler og bordeller, før han dybt angrende forsøger sig med det simplere bondeliv. Men Fuguis prøvelser er langt fra ovre.

Det bliver til en bog fuld af enestående billeder, der på én gang beretter om historisk tid og i samme nu beskriver tidløse menneskelige problemstillinger.

Anmeldelse

Nogle anmeldelser er bare sværere at få hul på end andre, og denne er en af dem. Jeg har skrevet min indledende sætning om ti gange nu, men jeg kan åbenbart ikke starte med andet end min endelige dom, så her kommer den; At leve er et sandt mesterværk! Yu Hua har skrevet en smuk og tragisk fortælling om Fuguis skæbne, som udleves før, under og efter den kinesiske revolutionen. Fugui er en usympatisk, ung mand, hvis kynisme mærkes i alt, hvad han foretager sig – lige fra den manglende respekt for sine medborgere, de utallige besøg i byens horehus og ikke mindst den barske behandling, han udsætter sin kone for. Han er søn af en rigmand og har aldrig prøvet at tjene sine egne penge, så da virkeligheden en dag banker på døren og den selviske Fugui indser, at han har ødslet familiens formue bort, må han genfinde sig selv i rollen som den ydmyge og underdanige arbejder, hvis eksistens afhænger af gensidig nabohjælp, respekt og sammenhold.

At leve er fortællingen om menneskets evne til forvandling – om hvordan det, som på overfladen kan ligne menneskets endelige forfald, alligevel kan bære noget godt med sig. Fugui synes at gå en hård skæbne i møde, men læseren må spørge sig selv, om ikke det i virkeligheden er selvsamme skæbne, der redder hans liv. Da Mao kommer til magten bliver mange rigmænd henrettet, men Fugui står selvfølgelig ikke for skud, da han hverken har til dagen eller vejen. Historien rummer en evig optimisme, og uanset hvor meget Fugui mister – ikke blot materielle goder, men også dem, han elsker – lever han videre med troen og håbet om bedre tider og overbevisningen om at man ”skylder de døde at leve”.

Fuguis og Kinas historie er fortalt i det fineste, minimalistiske sprog og det er ikke en overdrivelse at kalde romanen for kunst. Som historiefortæller kan Hua noget helt særligt og uden overflødige beskrivelser inviteres læseren helt ind i Fuguis inderste. Det er lykkes Hua at skabe en karakter, som vækker harmen og vreden i læseren, men som vi alligevel ender med at heppe på og ønske lykke i livet. Det smukkeste ved fortællingen er, at jo mere Fugui mister, des mere vokser han som menneske.

Han udtrykker det selv afslutningsvis, da han synger:

”Som ung strejfede jeg om,

midtvejs tog jeg, hvad der kom,

som gammel blev jeg from.”

                                         s. 131

Og måske er det netop det, der gør at historien og dens karakterer lever videre i læseren efter endt læsning.

Jeg vil afslutte denne anmeldelse præcis som den startede; At leve er et sandt mesterværk! Og ingen bør snyde sig selv for den oplevelse.