søndag den 23. juli 2017

Boganmeldelse: Kurt Cobain – En biografi af Charles R. Cross

Jeg var så heldig at få tilsendt et anmeldereksemplar af Klim, men jeg er overrasket over at se, at den store mursten kan erhverves for kun DKK 129,- hos WillamDam.dk. Det er jo et røverkøb!

Titel: Kurt Cobain – En biografi
Forfatter: Charles R. Cross
Udgivelsesår: 2017 (2. udg. på dansk)
Sideantal: 431
Forlag: Klim

Charles R. Cross biografi om Kurt Cobain er formentlig den mest grundige gennemgang af et menneskes liv, en læser nogensinde vil støde på. Ikke en eneste detalje er udeladt, og min egen tidlige teenageforelskelse og fascination af den blonde mand med den rustne stemme skyllede atter ind over mig som tidevand ved månetid.

I 1967 beriges ’bonderøvsbyen’ Aberdeen og i særligt grad Wendy og Don Cobain med en lille ny. Kurt Cobain bliver født ind i en stille og rolig familie med en omsorgsfuld mor, der læser bøger om pædagogik og læring og en hårdtarbejdende far. Parret er high school sweet hearts og i Kurts tidlige barndom skændes de kun, når pengene ikke kan slå til. Deres lille dreng viser tildigt interesse for musikken, som for eksempel da han foræres et baseball-sæt og vælger at bruge battene som slagtøjsinstrumenter i stedet. Hans søster Kim erindrer også, hvordan storbroderen kunne spille sange fra radioen på klaver efter gehør til trods for aldrig at have gået til klaverundervisning. Kim kommer til, da Kurt er tre år gammel og med en lille ny, vokser det økonomiske pres på familien yderligere. Presset påvirker Dons tolerance og tålmodighed, og Kurt udsættes for daglige afstraffelser i form af banken med to fingre på tindingen; en handling, som ikke gør fysisk ondt, men som sætter sit præg på Kurts psyke og handlingen bliver årsag til endnu flere skænderier mellem forældreparret, fordi Wendy ikke billiger handlingen. De daglige afstraffelser skal også vise sig at få stor betydning for de to mænds senere forhold. Kort efter Kurts 9-års fødselsdag meddeler Wendy, at hun vil skilles og det bliver begyndelsen på en turbulent og traumatiserende tid, hvor Kurt bor skiftevis ved sine forældre, som hver især får nye tilværelser med nye børn og nye ægtefæller, men også ved andre familiemedlemmer og diverse plejefamilier. Indimellem er han uden bolig, og selv hævder han, at han har måtte sove under en bro og i biler i en alder af tretten år. Det er i denne tid, han får øjnene op for den forløsende virkning diverse rusmidler eller euforiserende stoffer kan have og han eksperimenterer både med lightergas, pot og LSD. Sideløbende med det turbulente liv holder Kurt fast i musikken, og selvom medlemmer udskiftes og bands opløses eller skifter navne, så synes musikken at være Kurts faste holdepunkt og måske eneste tryghed i livet. I al hemmelighed stræber han efter at blive en stor, kendt stjerne, men han kæmper med en usikkerhed og tvivl på eget værd – både som menneske og som musiker – som gør det vanskeligt at ytre og endda stå ved sit ønske, selv over for de nærmeste. Bogen ender, som den kun kan ende; med den tragiske afslutning på Kurt Cobains 27-årige turbulente liv.

Charles R. Cross leverer en detaljerig og meget grundig gennemgang af Kurt Cobains liv: Ikke en eneste detalje er udeladt, og sideløbende med Cobains tragiske historie, inddrages også utallige fun facts, såsom at Kurt hadede betegnelsen grunge, eller at han krævede Kraft’s Mac & Cheese og Mountain Dew på alle spillesteder. Udover den grundige gennemgang af frontfigurens liv og tilbøjeligheder, følger også spredte analyser af mange af hans tekster. Det var interessant at sammenligne analyserne med egne teenagetanker om Nirvanas tekster og jeg oplevede, hvordan min tidlige teenageforelskelse og fascination af den blonde mand med den rustne stemme atter skyllede ind over mig som tidevand ved månetid. Samtidig medbragte læsningen også erkendelsen af, at jeg måtte hjælpe Kurt Cobain med at kravle ned ad den piedestal, jeg for mange år siden satte ham op på. Hvis du, lige som jeg, genså Kurt & Courtney ved enhver given lejlighed, lå og dagdrømte til Lithium eller About a Girl, hvis du gennemsøgte magasiner (adgangen til internet var jo ikke heeeeelt som nu) for udklip, citater eller billeder af Nirvana og Kurt Cobain, så er du selvskrevet til at læse denne heftige gennemgang af et liv, der på ingen måder føles som blot 27 år. Det særlige ved Cross’ biografi er, at Courtney får plads som det hele menneske, hun formentlig er, og ikke blot udstilles og udskammes som den isolerede årsag til Kurts elendighed, som ofte ses i andre udlægninger af Kurt Cobains liv.
Det eneste jeg kunne have ønsket mig anderledes var endnu flere billeder og selve layoutet. Om det er linjerne, der er for tætte eller siderne, der er for brede, ved jeg ikke, men jeg oplevede ofte at miste fokus og komme til at genlæse samme linje flere gange. Det ændrer selvfølgelig ikke på det imponerende indhold, det gør den bare lidt længere at komme igennem. ;) Fem kaffekopper herfra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar