Boganmeldelse: Bogen du ville ønske dine forældre havde læst af Philippa Perry

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget

 

Titel: Bogen du ville ønske dine forældre havde læst

Forfatter: Philippa Perry

Oversætter: Ole Lindegård Henriksen

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 288

Forlag: Svane & Bilgrav

 

Perry brillerer med sin evne til at vende enhver konflikt til barnets perspektiv, og forældrebogen står stærkest i analysen af, hvordan egen opvækst ubevidst påvirker forældrerolle og handlingsmønstre. Desværre er forfatteren ramt af privilegieblindhed, og denne brist bliver tydelig i hendes overklasseeksempler på aktiviteter og støtte udefra.

Psykoterapeut Philippa Perry tilbyder værktøjer til, hvordan du kan gøre op med den arv, du ubevidst bærer med dig fra din barndom og dine forældres opdragelsesstil. Perry lægger ud med et afsnit, hvori hun udfolder flere eksempler på uhensigtsmæssig adfærd, som man ubevidst kan have taget med sig fra sin egen barndom. Dette afsnit danner grundlag for de refleksioner, der lægges op til, når relationen til dit barn skal endevendes. Og det skal den, for der findes ikke en forælder i verden, som kan sige sig fri fra at begå fejl, som kan sætte den gode relation på prøve. Og med Perrys tilgang er der gjort plads til de fejl, her handler det nemlig snarere om at stå ved dem og lære sit barn, at mor/far også kan fejle og også bør undskylde, når de gør det. Som eksempler på uhensigtsmæssig forældreadfærd nævner hun bl.a. manglende anerkendelse af barnets følelser, hvis forælderen føler noget andet. Det kan fx være barnet, der bliver ked af at skulle have overtøj på til stor frustration for den travle forælder, som synes barnet skaber sig. Her vil Perrys tilgang være at gå i øjenhøjde og spørge ind til barnets følelser. Anerkendelsen af barnets følelser er i det hele taget omdrejningspunktet hele vejen igennem, og hun problematiserer også tendensen til at distrahere et ulykkeligt barn eller forsøge at fikse følelsen fremfor at tale om den og give barnet plads til at være i den. Behovet for at fikse den ulykkelige følelse opstår ikke kun i forælder/barn-forhold, men også i romantiske relationer, hvor det er lige så problematisk.

Bogen hjælper dig uden tvivl med at forstå, hvordan din egen opvækst påvirker din forælderstil, og den kan dermed bidrage til at bryde negative mønstre.

Men den har også sine minussider. Det bliver flere steder tydeligt, at Perry ikke kan sige sig fri fra den position, hun skriver fra. Når hun fx foreslår, at man tager et weekendophold på hotel med sit barn for at fokusere på nærvær, kan man da godt få følelsen af, at hun rammes privilegieblindhed. Samme følelse opstår, når hun foreslår læseren at overveje, hvorfra denne kan få støtte i sit forældreskab. Her nævner hun som eksempel, at man kan få sin mor til at betale huslejen i et år og sin søster til at sørge for sine måltider. Forestillingen om at nogen i min familie skulle have mulighed for at dække min husleje i et helt år er så langt fra min verden, at det faktisk bliver helt komisk. Der er også en tendens til at det er kvinderne, hun bringer i spil med sine eksempler. Og det kan virke forældet, at det nødvendigvis må være familiens kvinder, der skal springe til med hjælp og omsorg, når der kommer en lille ny til verden.

Nogle af rådene giver sig selv, men dér hvor Perry virkelig brillerer, er hendes evne til at vende enhver konflikt til barnets perspektiv. Ved at starte med at vække læserens erindringer om egen barndoms konflikter, bliver det let at se på situationen med barnets øjne og forstå, at en konflikt eller et hysterisk anfald heller ikke er sjov for det barn, som man måske synes ”skaber” det.

Det er en spændende forældrebog, som har sine gyldne øjeblikke, men den er helt sikkert stærkest i de første afsnit og i analysen af, hvordan egen opvækst ubevidst påvirker forældrerolle og handlingsmønstre.

Den anbefales selvfølgelig særligt til forældre, men også til dig, som bare gerne vil blive klogere på, hvordan din opvækst spiller ind, når du som voksen skal danne relationer eller havner i konflikter.

Boganmeldelse: De rejsende af Regina Porter

Bogen er tilsendt fra forlaget som anmeldereksemplar.

Titel: De rejsende

Forfatter: Regina Porter

Oversætter: Ida Jessen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 352

Forlag: Politikens Forlag

 

De rejsende bygger på vigtige temaer, som køn, race, klasse og det at rejse – både i en geografisk bogstavelig forstand, men også som individ og familie, der rejser sig fra fattigdom og krig.

 

Rufus og Claudia er gift og har to børn. Rufus er hvid. Claudia er sort. Og deres børn er derfor en blanding af begge farver. For James Vincent Jr., som er en irsk-amerikansk mand fra overklassen og far til Rufus, kan det være svært at forstå, hvorfor nogle ord er kontroversielle eller upassende, så han kalder for eksempel sine børnebørn mulatter. Rufus og Claudia tilhører begge den intellektuelle og kulturelle elite. De er veluddannede og forestiller sig, at farve ingen betydning har. Ved hjælp af de mange fortællespor lærer vi dog, hvad deres forældre og bedsteforældre har måtte igennem helt fra starten af 1950’erne for at opnå denne form for farveblindhed. Undervejs spørger læseren sig selv, om farveblindhed ikke også er en form for undertrykkende adfærd, som er den vi ser, når vi kigger ind i Rufus’ og Claudias liv i 2010.

De rejsende er en gribende slægtsroman, som giver læseren alle perspektiver og gør det umuligt at opdele karaktererne i gode og onde. Alle får en nuanceret præsentation og er blevet udstyret med en baggrund, som kaster lys over nutidens tilstand og over deres egen adfærd. Der er mange vigtige temaer i romanen, såsom køn, race, klasse og det at rejse – både i en geografisk bogstavelig forstand, men også som individ og familie, der rejser sig fra fattigdom og krig. Fremragende bog og meget aktuel i forbindelse med Black Lives Matter.

Boganmeldelse: Abens år af Patti Smith

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Abens år

Forfatter: Patti Smith
Oversætter: Charlotte Kornerup

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 183

Forlag: Klim

Som i én lang tankestrøm inviterer Patti Smith endnu en gang sin læser med ind i de inderste kroge af sit sind. Hun beskriver det hun ser, og alt det hun ikke ser i en nærmest spirituel beruselse, som blotter både hendes og livets skrøbelighed.

Abens år er en svær bog at gengive. Patti Smith opererer ikke med kronologi eller fastholdende handlingsforløb. I stedet præsenterer hun livet med alt det, det indebærer i et sammensurium af ydre og indre virkeligheder, drømmesyn og tankespin. Denne fortælleteknik gør både læseoplevelsen forvirrende, intens og meget ærlig.

Hun starter sin fortælling nytårsmorgen 2016 i Santa Cruz, hvor hun vågner efter at have givet en række koncerter i San Fransisco. Året starter helt skævt, for hendes ene gode ven er indlagt på hospitalet, hvor han er bevidstløs og døende. Og hendes anden ven er også syg, og da de to arbejder på manuskripter sammen, følger hun hans stigende henfald. Mens hun observerer sine gode venners gradvise afsked med det gode helbred og livet, bliver hun smerteligt bevidst om sin egen forgængelighed.

Sygdom og sorg sender hende ud på vilkårlig strejfen omkring, søgende efter alt det der ligger gemt mellem liv og død. Hun er åben og modtagelig, og hun indleder samtaler med skilte, gør sig tanker om de mange stumper af slikpapir langs kysten og bryder med det traditionelle hierarki, der hersker mellem drømme og virkelighed. Det er Abens år, så alt er muligt. Og med referencer til både Alice i Eventyrland og Kejserens nye klæder forstår læseren, at fantasien bliver Smiths trygge tilflugtssted, når dyb sorg og uventede forandringer – politisk og socialt – skaber rod i alt det velkendte.

Der er ingen god historie at komme efter, og det er ikke underholdende læsning. Men det er sansende, det er langsomt, det er nærværende, det er æstetisk, det er tankevækkende og til tider er det både hjerteskærende og opløftende på samme tid:

“Sam er død. Min bror er død. Min mor er død. Min far er død. Min mand er død. Min kat er død. Og min hund, der døde i 1957, er stadig død. Alligevel bliver jeg ved med at tro, at der snart vil ske noget vidunderligt. Måske i morgen.”

Tag med Patti Smith på sansende rejse, hvis du trænger til ro, fordybelse og fornægtelse af al logik og konsensusbestemt tidslighed. Men du skal være lige så åben og modtagelig som forfatteren selv, ellers bliver bogen intet mere end fragmenterede brudstykker af en kreativ sjæls tanker. Formår du at åbne dig, kan du se frem til en spirituel og nærværende læseoplevelse.

Boganmeldelse: Byen vinder altid af Omar Robert Hamilton

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. 

Titel: Byen vinder altid

Forfatter: Omar Robert Hamilton

Oversætter: Iben H. Philipsen

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 328

Forlag: Rebel With a Cause

Omar Robert Hamilton fortæller den vigtige historie om Det Arabiske Forår fra Egyptens perspektiv, og han bruger sin journalistiske værktøjskasse, når han mikser dokumentarisme og reportagegenren med punktromanen og den traditionelle roman i sin skønlitterære debut, Byen vinder altid.

Mariam kæmper for at opretholde overblik og sindsro midt i Egyptens kaos. Hun er i hospitalets lighus, hvor gangene er overfyldt med døde kroppe, hvor  lydene består af jamren, gråd og skrig og luften af død er tung og lægger sig som en tyk og kvalmende sky over gangene.

Hun ved at denne nat og al dens kaos vil sidde i hende for evigt. Men den er kun begyndelsen. Det Arabiske Forår er kun lige begyndt, og hun tager vagter på hospitalet, kæmper om aftenen og organiserer om natten.

Landet er i kaos, og kaos er ikke kun ordet for landets tilstand, det er også navnet på den oprørsgruppe Mariam, Khalil og en gruppe unge har skabt i protest mod Mubaraks regime. De bruger moderne teknologi og sociale medier til at samle folk og til at opfordre til handling, for ord og oplysning må være stærkere end vold og magt. Måske.

Khalil, som er søn af en egyptisk far og palæstinensisk mor, har mod sine forældres ønske forladt USA, hvor han selv er født og opvokset, for at tilslutte sig revolutionen i Egypten. Både Mariam og Khalil kæmper små kampe indimellem det store fælles mål; Mariam kæmper mod en kvindefornedrende mandschauvinisme og Khalil imod fordomme, fordi han ikke anses for at være ægte egypter.

Byen vinder altid er en tung og tragisk fortælling om, hvordan selv det stærkeste håb og drømme om en lys fremtid kan knuses af brutalitet og inhuman magtanvendelse. Flere og flere dør, andre fængsles og tortureres, og de bristede drømme begynder at æde vores hovedpersoner op indefra. Efterhånden som håbet opløses, mister de også føling med hinanden, og alle lever oppe i deres egne hoveder, hvor revolutionen er et sultent og søvnigt sinds eneste fokus. Alle lever på kanten af total nedsmeltning – både samfundets og sindets.

Omar Robert Hamilton fortæller den vigtige historie om Det Arabiske Forår fra Egyptens perspektiv, og han bruger sin journalistiske værktøjskasse, når han mikser dokumentarisme og reportagegenren med punktromanen og den traditionelle roman. Han skifter mellem fortællevinkel og fortælletyper, og selvom han til fulde mestrer alle fortælleteknikkens former, så forvirrer det, at fortælleren ikke er bundet op på en bestemt person eller form. Hamilton kræver meget af sin læser, som konstant må orientere sig på ny og være på vagt overfor forfatterens pludselige skift. Samtidig bidrager læserens forvirring til den forvirring, der beskrives blandt oprørene og til det generelle stemningsbillede af Kairos gader. Læseoplevelsen kan måske bedst sammenlignes med et hastigt skiftende diasshow af kraftfulde billeder – billeder med en sådan intensitet og grusomhed, at beskueren må tvinge sig selv til at holde øjnene åbne. Og måske er det netop derfor, bogen er så vigtig – det er så nemt at vende det blinde øje til, særligt når grusomhederne er langt væk fra de trygge rammer i Danmark.

De stærke øjebliksbilleder er medrivende, men den sammenhængende historie skal ikke findes i romanen, og derfor må læseren også enten læse op på Det Arabiske Forår undervejs eller have en imponerende baggrundsviden. Byen vinder altid er bestemt en anbefaling værd, men hvis den skal give sin læser mere og andet end total forvirring, så kræver den altså et indledende ministudie. Der er ingen lykkelig slutning, og vi ved godt hvorfor. Af samme årsag er det en bog, der sidder længe i læseren, og den er barsk at komme igennem. Et vigtigt stykke litteratur.

Boganmeldelse: Min geniale veninde af Elena Ferrante

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Min geniale veninde

Forfatter: Elena Ferrante

Oversætter: Nina Gross

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 383

Forlag: C&K Forlag

Min geniale veninde er en sansemættet og detaljeret beskrivelse af napolitansk kultur, og læseren træder direkte ind i en tidslomme af lidenskab, brolagte gader og gedigne håndværk. Ferrante lader dig smage pizzaen, dufte læderet i skomagerbutikken, høre de vrede mamaer råbe og mærke den sitrende fornemmelse af nye forelskelser, lystfølelse og skam, når hun inviterer til Napoli.

Sjældent har jeg haft så høje forventninger til en bog, som jeg havde til Min geniale veninde. Ferrante-feberen har raset, siden forfatterens debut, og man kan roligt sige, at der stadig er kog i gryden. Al den ståhej kan vel ikke udelukkende skyldes mystikken omkring pseudonymet, så jeg havde skruet forventninger maksimalt op, og til en vis grænse blev de også indfriet.

Historien om de to veninders venskab fortælles af den kløgtige og hårdtarbejdende Lenú (Elena), som er ældste barn i den fattige portnerfamilie Greco. I en fattig provins i Napoli vokser hun op med sin veninde Lila, som ligeledes er en dygtig studerende, men Lila går sine egne veje og de to piger står i stærk kontrast til hinanden. Lenú er en let omgængelig, behagesyg og usikker pige. Lila er derimod en ubekymret, modig og selvstændig pige, som ikke spilder tid på at spekulere over, hvad andre mener om hende.

Fortællingen tager afsæt i en nutid, hvor Lenú modtager et opkald fra Lilas søn som fortæller, at Lila er forsvundet. Opkaldet bliver indledningen til Lenús erindringer om de to pigers barndom og ungdomsår i et fattigt og temperamentsfuldt Napoli, hvor familiens ære altid er på spil. Langsomt udfoldes fortællingen om pigernes skæbne og et malerisk portræt af 50’ernes Napoli træder frem.

Det er en sansemættet og detaljeret beskrivelse af napolitansk kultur, og læseren træder direkte ind i en tidslomme af lidenskab, brolagte gader og gedigne håndværk.

Jeg kunne med lethed smage pizzaen, fornemme varmen, dufte læderet i skomagerbutikken, høre de vrede mamaer råbe, mærke studiebøgernes tyngde og den sitrende fornemmelse af nye forelskelser, lystfølelse og skam.

Min største indsigelse – og den er jeg altså nødt til at nævne, for det tog mig et par hundrede sider at vænne mig til – er de mange indskudte sætninger, som for mit vedkommende påvirkede det flow, handlingen og det iltre liv i Napoli ellers lægger op til. Til tider blev den lige lovlig langtrukken for mig – primært i romanens første halvdel. Men sproget er poetisk, og den ene nævneværdige passage erstattes af den næste.

“Voksne venter på i morgen, bevæger sig i en nutid bag hvilken der er i går eller i forgårs eller højst sidste uge: Resten vil de ikke tænke på. Børn kender ikke betydningen af i går, af i forgårs eller sågar af i morgen, alt er lige nu; gaden er den, døråbningen er den, trapperne er dem, det er mor, det er far, det er dagen, det er natten.”

Lila forbliver et lige så stort mysterium for sine omgivelser, som Ferrante gør for sine læsere.